Monday, January 14, 2008

Fortegnelse over DIIS interviews på Rigsarkivet

På Rigsarkivet findes de interviews, som DIIS har optaget. De ligger som mp3-filer på fem CD-ROM. De kan gennemlyttes på Rigsarkivet, hvor man også kan bestille en kopi af filerne.

Monday, December 31, 2007

Chapter 82 Western Assessments of Danish Security Policy 1979-1991

Kapitlet ligger primært på nettet for at muliggøre en fuldtekstsøgning via eksterne søgemaskiner. Hvis man har brug for teksten i den korrekte form, kan den downloades fra det officielle downloadcenter, som der er link til øverst i højre spalte af denne blog.


Vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991
82 · Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991
På flere måder ændredes i den kolde krigs sidste periode de vilkår, der dannede udgangspunkt for de vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik. Det gælder både m.h.t. ydre og indre vilkår.
Hvad de ydre angår, prægedes første del af perioden af den fornyede spænding mellem supermagterne, og de beslutninger, der i den sammenhæng blev truffet af NATO-landene. Især to beslutninger er her væsentlige for at forstå baggrunden for vurderingen af den danske politik. For det første vedtagelsen i maj 1978 af NATO’s langtids forsvarsprogram, LTDP,1 der indebar nye, konkrete forpligtelser på forsvarsområdet, ikke mindst en årlig stigning af bevillingerne på 3%. For det andet dobbeltbeslutningen i december 1979, hvorigennem NATO-landene signalerede en ny fasthed over for Sovjetunionen vedrørende atomoprustningen, hvis ikke det lykkedes at nå til enighed på INF-området (oprindeligt TNF). Tilsammen betød de to beslutninger, at NATO-alliancen – i lyset af den øgede spænding – søgte at optræde mere solidarisk udadtil med større vægt på afskrækkelsesfunktionen. Det satte den traditionelle lavprofilerede danske NATO-politik under pres og risikerede at gøre Danmark mere sårbar over for kritik.
Men med til de ændrede ydre vilkår hørte også, at NATO’s skridt uundgåeligt kom til at indgå i det nye mønster af trusselsforestillinger, der i begyndelsen af 1980’erne førte til en kraftig opblussen af fredsbevægelser i de vestlige lande. Denne udvikling, der faldt sammen med præsidentskiftet i USA i januar 1981, hvorved den højreorienterede og stærkt anti-kommunistiske Ronald Reagan kom til magten, betød, at der i offentligheden blev skabt en hidtil ukendt polarisering af den sikkerhedspolitiske debat. Resultatet var øget fokus på de enkelte medlemslandes sikkerhedspolitiske standpunkter, ikke mindst hvis de – som tilfældet var for Danmarks vedkommende – ofte afveg fra, hvad der i fællesskab blev vedtaget.
1 Se kapitel 41 og Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement (Dansk udenrigspolitiks historie, 6), Danmarks Nationalleksikon, 2004, s.183-84.

Det hører endelig med til billedet af de ydre vilkår, at den konflikt mellem Danmark og den officielle NATO-linje, der blev bygget op til i 1980’ernes første halvdel, aldrig for alvor kom til udløsning eller førte til dyberegående konsekvenser. Det skyldtes dels, at supermagtsforholdet efter Mikhail Gorbatjovs udnævnelse til generalsekretær i Sovjetunionen i marts 1985 gradvis forbedredes, og konfrontationspolitikken herefter erstattedes af et stigende antal våbenbegrænsningsaftaler. Dels at de afvigende danske standpunkter indgik i et kompliceret transatlantisk spil, hvor ikke alle spillere så lige negativt på den danske politik.2
Også de specifikke indre danske vilkår efter regeringsskiftet i 1982 måtte nødvendigvis øve indflydelse på de udenlandske vurderinger af den danske sikkerhedspolitik. Med eksistensen af det alternative sikkerhedspolitiske flertal bestående af Socialdemokratiet, de Radikale, SF og VS, der i vigtige NATO-spørgsmål indtog en anden holdning end den borgerlige firkløverregering, blev Danmarks officielle repræsentanter udadtil – ikke mindst partiet Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen – tvunget til at indtage standpunkter, som de selv var imod.
Denne ejendommelige parlamentariske situation gjorde det ikke lettere for udlandet at vurdere den danske politik. I hvor høj grad skulle der rettes kritik mod en regering, der i vid udstrækning selv var enig i kritikken? Med andre ord: betød den særegne indenrigspolitiske situation i Danmark, at kritikken blev mildere, end den ellers ville have været? Det modsatte kunne imidlertid også tænkes, idet regeringen kunne have en interesse i, at kritikken blev formuleret så skarpt som muligt for ad den vej at påvirke den hjemlige opposition – eller i hvert fald den opinion, som den støttede sig på. I den forbindelse bliver spørgsmålet, i hvor høj grad regeringen selv søgte og havde held til at øve indflydelse på den udenlandske kritikformulering, og dermed i hvor høj grad den kritik, der offentligt kom til udtryk, overhovedet afspejlede de ’reelle’ udenlandske vurderinger.
Flere af de ovenstående spørgsmål vil det ikke være muligt at komme til bunds i her, alene af den grund at arkivmaterialet fra Danmarks vestlige allierede ikke har været tilgængeligt for udredningsarbejdet længere end til 1974 (bortset fra det canadiske, hvor der har været adgang indtil 1984, men hvor kun en mindre del har kunnet udnyttes). I stedet må dette kapitel først og fremmest bygge på dansk materiale, herunder bl.a. aktørfremstillinger og -interviews, og m.h.t. primærmateriale på udenrigsministeriets arkiv. Som det er fremgået, er der grund til at stille spørgsmålstegn ved værdien af de nævnte kilder, og det følgende skal derfor også læses med de forbehold, der følger heraf. Kildeproblemet er særlig udtalt i forbindelse med analysen af, hvordan det alternative sikkerhedspolitiske flertals politik i 1980’erne vurderedes, hvorfor problemet vil blive taget op igen i afsnittet herom nedenfor.
2 Om det såkaldte Vest-Vest spil i 1980’erne se kapitel 59 og 60 samt kapitel 89 i det afsluttende bind.
K82 2 DEL IV · SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991
Det skal endelig indledningsvist nævnes, at kapitlet helt overvejende er præget af de amerikanske vurderinger af dansk sikkerhedspolitik. Kildematerialet har her været mest fyldigt, men temaernes art har også gjort det mest relevant at efterforske netop disse vurderinger. Af samme grund er der for denne periodes vedkommende ikke ligesom for de andre perioder medtaget et særskilt afsnit om bilaterale relationer.
Dansk forsvars- og forstærkningspolitik
Den dobbelthed, der under det meste af den kolde krig prægede den danske forsvars- og sikkerhedspolitik, blev på mange måder mere manifest i den sidste periode end i de tidligere. De to spor, Danmark fulgte, var på den ene side en stadig tættere militær integration med vore alliancepartnere i form af en udbygning af kommandostrukturen, aftaler om forstærkninger i krise- og krigssituationer og deltagelse i teknologisk set stadig mere avancerede infra-strukturprogrammer. På den anden side opretholdt Danmark sine forbehold på base- og kernevåbenområdet og vedblev med at tildele forsvaret færre mid-ler, end de vigtigste partnere fandt rimeligt.
Flere forhold bidrog til, at dobbeltheden nu kom tydeligere til udtryk. For det første fik ’afkoblingssiden’ en ny dimension i kraft af den danske politik over for NATO’s kernevåbenstrategi i 1980’erne (de vestlige reaktioner herpå vil blive behandlet i de følgende afsnit). For det andet blev ’tilkoblingssiden’ styrket gennem nye aftaler med amerikanerne om brug af dansk territorium i krigstilfælde. Det skete med COB-aftalerne af 1976 og 1979, hvorefter i alt 5 eskadriller amerikanske jagerfly planlagdes udstationeret på jyske flyvepladser i krigstilfælde, og med LOC-aftalen af 1979, der indebar oplagring af am-munition og reservedele til de amerikanske fly.3
Kombinationen af de to forhold synes at have haft betydning for de vestlige vurderinger af den danske sikkerhedspolitik, idet den øgede danske militære integration i NATO-alliancen var med til at mildne kritikken af de danske dagsordener under det sikkerhedspolitiske flertal fra 1982-88 (se afsnittet herom senere i kapitlet). Men samtidig blev Danmark i den kolde krigs sidste periode også udsat for øget kritik. Det hang sammen med et tredje – allerede indledningsvist omtalt – forhold, der vedrørte betydningen af de nationale forsvars-bidrag til alliancen.
Fra slutningen af 1970’erne, da afspændingen løb ind i vanskeligheder og der udviklede sig et stigende internt pres for en ændret byrdefordeling, begyndte USA at stille større og mere forpligtende krav til sine allierede. Herved blev den lave danske profil sat i relief, hvilket resulterede i de hidtil
3 Se kapitel 41; jf. Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.185-88. De nye aftaler kan fra dansk side ses som en udløber af, at 1973-forsvarsloven lagde op til større vægt på den militære del af NATO-integrationen.

stærkeste amerikanske udfald mod den danske forsvarsindsats. Kritikken kulminerede under brevvekslingen mellem de to landes forsvarsministre i første halvdel af 1980, men kan spores helt frem til 1985, hvor statsminister Schlüter under et besøg i Washington af præsident Reagan får at vide, „at man fra amerikansk side var foruroliget over udviklingen i Danmark med hensyn til forsvaret.“ 4
De amerikanske reaktioner må ses i sammenhæng med en fortsat dansk uvillighed til at øge forsvarsudgifterne. Med et nyt forsvarsforlig i 1977 videreførtes de økonomiske rammer, der var sat med 1973-loven (jf. kapitel 41). Det var i sig selv egnet til at fremkalde allieret kritik. Efter vedtagelsen af NATO’s langtidsforsvarsprogram i 1978 med kravet om en 3% stigning i budgetterne var der i Danmark udsigt til, at en mindre stigning i forsvarsbevillingerne ville blive gennemført. Efter regeringsskiftet i oktober 1979 faldt de politiske forudsætninger herfor imidlertid væk, og den nye Anker Jørgensen regering lagde i stedet for op til en mindre besparelse på forsvarsbudgettet.5 Det var på baggrund af denne situation, at den hidtil skarpeste meningsudveksling mellem danske og amerikanske myndigheder om det danske forsvarsbidrag fandt sted.6
Udvekslingen startede med et personligt adresseret brev fra den amerikanske forsvars-minister Harold Brown til hans danske kollega Poul Søgaard („Dear Poul“) i januar 1980.7 De konkrete kritikpunkter af den danske forsvarsindsats, der heri blev anført, var i sig selv ikke overraskende – hvilket derimod kan siges om den direkte form, henvendelsen havde. Der lå heri en kraftig opfordring til den ansvarlige for den danske indsats om at rette op på
4 „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. september 1985“, Amtel 1321 af 11.9.1985 fra ambassaden i Washington, UM 5.D.32.b, pakke X. Om Schlüters samtaler under besøget se også nedenfor. Det var primært USA, der stod bag NATO’s langtidsprogram fra 1978, og det er også pri mært amerikanske reaktioner, der vil blive taget op i det flg. Der findes kun få relevante kilder til belysning af andre allieredes syn på den danske forsvarsindsats. En tysk opfattelse er inddraget i note 6 nedenfor. 5 Se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.184-85 og s. 270. 6 Det var helt klart amerikanerne, der førte an, hvad angår kravet om opfyldelse af beslutningerne fra NATO-mødet i 1978. Men også i Vesttyskland var man optaget af den danske uvillighed til at leve op til den fælles målsætning om at hæve forsvarsudgifterne. Tyske myndigheder gjorde i august 1980 gældende, at det voldte problemer, at det af diskussionen i Danmark syntes at fremgå, at den dan-ske regering – i modsætning til andre – ikke havde andel i NATO-beslutningen om principielt at sigte mod en forøgelse af forsvarsudgifterne. Tyskerne mente, at den danske diskussion efterlod det indtryk, at enkelte lande ikke var bundet af beslutninger, som den tyske regering havde forstået var NATO-beslutninger. Heroverfor står følgende udtalelse af den tyske forbundskansler Helmut Schmidt under en samtale med statsminister Anker Jørgensen: „Forsvarsminister Weinberger var et begavet og dynamisk menneske, der imidlertid havde den tro, at forøgelsen af forsvarsindsatsen i første række er et spørgsmål om større budget og mere materiel frem for det egentlige: mandskab af tilstrækkelig kvalitet …“ Denne udtalelse var i nogen grad i modstrid med den førstnævnte tyske ud-talelse og ikke just egnet til at få den danske regering til i højere grad at leve op til NATO-målsætningen. Notat af 2. september 1981. UM 5.D.29.a, pk.15. 7 Jf. for det flg. Især Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.271-72. Brevvekslingen kom pressen for øre, og regeringen besluttede efterfølgende at lade den offentliggøre i sin helhed. Den er op-trykt i Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1980 (Dansk udenrigspolitisk institut), 1981, s.261-65.

de påpegede mangler, herunder den manglende opfyldelse af allianceforpligtelser. Amerikanerne var ikke tilfredse med det svar, de fik fra Søgaard, hvilket resulterede i en henvendelse til udenrigsminister Kjeld Olesen med en fornyet anmodning til Danmark om at leve op til de fælles vedtagne forpligtelser, senere fulgt op af et betydelig skrappere brev fra Brown til Søgaard. Heri truedes direkte med, at amerikanske forstærkninger ville blive holdt tilbage.8
Under en efterfølgende samtale mellem de to forsvarsministre i forbindelse med et NATO-møde i maj 1980 kunne Søgaard stadig ikke love, at Danmark ville øge sine forsvarsbevillinger som forlangt af USA. Over for den danske forsvarsminister slog Brown især på, hvor svært det var for amerikanerne at forstå, „at et så rigt land som Danmark ikke skulle kunne opfylde sine forpligtelser.“9
Det fremgår af de interne amerikanske kilder, at problemet med Danmark var oppe at vende på højeste plan i administrationen, og at det ikke kun var udadtil, at der blev givet udtryk for bekymring over den danske forsvarsindsats. I et notat udarbejdet i præsidentens nationale sikkerhedsråd fra april 1980 hedder det i en orientering til Rådets leder Zbigniew Brzezinski:
„As you know, the Danes are doing miserably on defense and are currently considering a program that would provide no real growth. The result would be some severe cuts in Danish capability – elimination of a Zeeland brigade, a squadron of fighters, 12 warships and 4,000 military personnel. Given Denmark’s strategic position and their already weak military forces, these cuts would be serious.“10
Det var på baggrund af denne meget negative vurdering af, hvad der kunne forventes af de igangværende danske forsvarsforhandlinger, at det næste dag blev besluttet at videregive Browns brev nr. 2. Det var allerede afsendt til am-bassaden i København, men ambassadør Manchel havde nægtet at aflevere det ud fra en opfattelse af, at timingen var forkert. Men heri var forfatteren til det ovenfor citerede notat uenig: „My instinct is to go in early and hard, making our views known so that they will be taken into account in the internal political deliberations.“ Det var øjensynligt denne indstilling, der blev ta
8 I dansk oversættelse var truslen formuleret således: „Jeg frygter, at Danmarks væbnede styrker ikke uden en vægtig forsvarsordning vil være i stand til at løse de opgaver, der ifølge den danske forsvars-lov påhviler dem … Med mindre Danmark er og opfattes som værende i stand til at løse disse opga-ver, vil jeg finde det overordentligt vanskeligt over for Kongressen og den amerikanske offentlighed at retfærdiggøre forpligtelser til at forstærke Danmark og oplagre materiel dér.“ Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1980, s.264-65. 9 Referat af samtalen gengivet sst. s.265. 10 „Danish defense spending“, Thomson til Brzezinski, 16. april 1980, Jimmy Carter Library, Donated Historical material, Zbigniew Brzezinski Collection, SF, Box 34.

get til følge; et vidnesbyrd om hvor alvorligt udsigten til danske forsvarsnedskæringer blev taget i Washington på dette tidspunkt.
Helt entydig synes den amerikanske holdning imidlertid ikke at have været. Året efter, i maj 1981, havde et dansk regeringsmedlem lejlighed til at diskutere størrelsen af de danske forsvarsudgifter med sin amerikanske kollega. Danskeren søgte her at imødegå en kritik af Danmark, som nyligt var fremkommet, og fremhævede i den forbindelse det danske indekseringssystem, hvorefter bl.a. prisstigninger på brændstof blev 100% kompenseret. Ifølge danskeren var det derfor ikke så vigtigt at se på procenter, men derimod på, hvad der er nød-vendigt til at løse opgaverne. Dette ræsonnement erklærede kollegaen sig helt enig i og anførte, at han selv havde advaret hjemme i sit parlament om ikke at mistolke spørgsmålet om byrdefordeling. Han fremhævede endvidere, at han bestemt ikke selv hørte til ’3%-klubben’, at USA ikke havde levet op til 3% målsætningen, og at polemik om disse spørgsmål burde undgås inden for alliancen.11
Holdningen over for Danmark i forsvarsspørgsmålet synes generelt at have været kritisk inden for Reagan administrationen. I sommeren 1981 fik uden-rigsministeriets direktør under et besøg i Washington at vide, at den ringe danske forsvarsindsats havde konsekvenser for de amerikanske forstærknings-planer. I et nyt udkast til NATO’s såkaldte „Rapid Reinforcement Plan“ var der ikke længere tildelt amerikanske hærstyrker til Nordregionen, og ifølge lederen af Pentagons NATO-kontor, George Bader, havde denne ændring sammenhæng med den mangelfulde danske indsats. Grundlaget for at øremærke styrker og placere depoter i Danmark var ikke til stede.12
Om end der ikke kan anføres interne amerikanske kilder, fortsatte kritikken tilsyneladende i de følgende år. I hvert fald er det tydeligt i forbindelse med statsminister Schlüters besøg i Washington i september 1985, at man fra dansk side forventer hård kritik af den danske forsvarsindsats – og generelt er af den opfattelse, at den allierede kritik er stigende på dette område. I et notat udarbejdet til brug for Schlüters samtale med forsvarsminister Casper Weinberger anføres således:
„Der er ingen tvivl om, at de allieredes holdning til dansk forsvar, uanset en målrettet indsats fra dansk side, afspejler en stigende bekymring i Alliancen over den danske forsvarsindsats. Det er markant, at medens kritikken før i tiden først og fremmest kom fra NATO-organisationens militære og civile myndigheder, er det nu vore allierede, der mest direkte giver udtryk for deres uro. Dette gælder især vore nærmeste naboer, Tyskland og England, samt USA, der som grundlag har vurderet udviklingen af det danske forsvar gennem de sidste ti år og peger herunder på følgende forhold:
• nedgang i styrketallet inden for næsten alle områder,
11 Samtale i maj 1981.12 Se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.275.


dansk forsvar lider under væsentlige mangler, der vil begrænse vor evne til at modstå et Warszawapagtangreb og derved vanskeliggøre tilgang af forstærkninger,
eksterne forstærkninger vil have usikre ankomstbetingelser på grund af utilstrækkeligt luftforsvar og manglende minestrygerkapacitet,
disse mangler er forårsaget af, at Danmark i det sidste årti på grund af utilstrækkelig ressourcetildeling har skubbet problemerne foran sig eller ladet væsentlige behov udækkede,
mangel på solidaritet også inden for områder, der ikke koster penge (fodnoteproblematikken, selvpålagte begrænsninger i Østersøen).“

Afslutningsvist hedder det i notatet, at der øjensynligt er „ved at danne sig den opfattelse blandt de lande, vi normalt sammenligner os med, økonomisk, socialt og kulturelt, at vi ikke påtager os den del af forsvarsbyrden, som er rimelig i et forsvarsfællesskab. Med andre ord, at de i et vist omfang kommer til at bære en byrde, der påhviler os.“13
13 „Håndakter for statsministerens møde med Secretary of Defense Casper W. Weinberger“, P.II, 30. august 1985. UM 5.D.32.a, pk.2. Den beskrevne opfattelse af Danmark dækker begrebet „danmarkisering“, som det i starten af 1980’erne blev almindeligt at bruge i forbindelse med negative omtaler – både herhjemme og i udlandet – af den danske forsvarspolitik. At ikke kun var amerikanerne,
VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1979-1991 K82 7
Det fremgår ikke, hvordan samtalen herom forløb med den amerikanske forsvarsminister, men foran er gengivet, hvordan Reagan selv udtalte sig over for Schlüter.14 Det synes imidlertid at have været sidste gang, der blev talt med store ord over for Danmark i forsvarsspørgsmålet.
Efter 1985 ændrede de udenrigspolitiske vilkår for den allierede kritik af Danmark sig efterhånden afgørende, og der synes ikke længere at have været anledning til hverken fra amerikansk eller anden side at fremkomme med advarsler eller formaninger. Et vidnesbyrd herom er forløbet af en højtstående, sikkerheds-politisk engageret amerikansk embedsmands besøg i København i august 1986. I hans samtale med danske kolleger blev den tidligere kritik af den danske forsvarspolitik ikke omtalt med ét ord – til trods for at også hele byrdefordelingsproblematikken drøftedes. Og da udenrigsminister Ellemann-Jensen året efter havde en samtale med forsvarsminister Weinberger i Washington blev dansk forsvarspolitik ikke berørt.
Danmark og atomvåbnene 1979-82
Atomvåbnene kom i begyndelsen af 1980’erne til at spille en hidtil uset stor rolle i den offentlige debat (se kapitlerne 62-65). Det skyldtes dels det udefra kommende forhold, at NATO den 12. december 1979 havde vedtaget dobbeltbeslutningen, hvorefter 572 nye mellemdistanceraketter med atomladninger var planlagt til at blive udstationeret i fem vesteuropæiske medlems-lande; dels et øget internt pres, specielt udgående fra Socialdemokratiet, om etablering af en atomvåbenfri zone i Norden. I forbindelse med begge forhold gav den danske politik anledning til allierede reaktioner. I det første tilfælde fordi Danmark ved at stille forslag om et 1/2 års udsættelse af beslutningen indtog et særstandpunkt inden for alliancen. Og i det andet tilfælde fordi zonetanken hidtil fra både dansk og allieret side havde været afvist, og fordi den inden for Socialdemokratiet, der indtil efteråret 1982 besad regeringsmagten, var kædet sammen med en stramning af det hidtil gældende – og af NATO-partnerne godkendte – atomvåbenforbehold.
der i disse år var utilfredse med den danske forsvarsindsats, fremgår af britiske udtalelser til en højtstående dansk embedsmand i London i juli 1984. Her blev der udtalt skarp kritik af det danske forsvarsforlig, og at Danmark ikke var parat til at skabe de nødvendige forudsætninger for britiske forstærkninger. 14 I den danske Washington-ambassades referat af samtalen omtales kun Weinbergers udtalelser om den europæiske holdning til SDI, som han finder uforståelig (jf. Shultz’ opfattelse gengivet nedenfor i afsnittet om det alternative sikkerhedspolitiske flertal). Herudover hedder det, at forsvarsministeren „kun“ strejfede de danske fodnoter. „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. sep-tember 1985. Udkast til statsministerens talepunkter ved Det udenrigspolitiske Nævns møde d. 13. september 1985“, telegram af 11. september 1985, UM 5.D.32.b, pk.10. I notatet forud for mødet (se noten ovenfor) karakteriseres Weinberger i øvrigt som tilhørende de milde, hvad angår kritik af europæerne.
Danmark var forud for NATO-rådsmødet i december 1979, hvor dobbeltbeslutningen skulle vedtages, udsat for et stærkt allieret pres fra især amerikansk side om ikke at indtage et særstandpunkt.15 USA’s vicepræsident Walter Mondale henvendte sig til statsminister Anker Jørgensen herom; forsvarsminister Brown appellerede i et brev til sin danske kollega Poul Søgaard om at ændre beslutningen; den amerikanske ambassadør henvendte sig i udenrigs-ministeriet for at redegøre for sin regerings indvendinger; og under et besøg i Washington i begyndelsen af december fik udenrigsminister Kjeld Olesen af sikkerhedsrådgiver Brzezinski at vide, „at det danske forslag om en udsættelse af NATO’s TNF-beslutning var et dårligt forslag fremsat på det dårligst mulige tidspunkt.“ Også udenrigsminister Vance var negativ, men viste dog en vis imødekommenhed over for Olesen. I referatet af samtalen hedder det: „Hr. Vance ville personligt i sine officielle udtalelser i Bruxelles gøre den amerikanske oprigtighed med hensyn til våbenkontrol aldeles klar. Dette ville forhåbentlig være til støtte for Danmark.“16
Det gennemgående træk i den allierede reaktion var, at det danske forslag om udsættelse ville have skadelige konsekvenser for alliancens sammenhold og sikkerhed.17 En væsentlig del af kritikken drejede sig dog også om den mangelfulde konsultation af de allierede inden forslagets fremsættelse. Og omstændighederne på selve mødet, hvor der var usikkerhed om den hollandske stillingtagen, betød, at den danske optræden ikke kun blev mødt med kritik. Efterfølgende blev det fremhævet, at det danske forslag medvirkede til, at Holland ikke kom til at tage forbehold. Det betød, at Danmark, måske lidt med urette høstede megen tak fra flere af de store landes udenrigsministre. Alt i alt var vurderingen, at sagen havde fået et udfald, der ikke på nogen væsentlig måde havde skadet Danmarks prestige eller troværdighed hos de allierede.“18
I de første år af 1980’erne blev det dansk politik stærkt at betone dobbeltbeslutningens forhandlingsdel. Heri kunne Danmark, som det er fremgået, hente en vis støtte i forudgående udtalelser af den amerikanske udenrigsminister. På tysk side var opbakningen hertil kommet tydeligt til udtryk. I en samtale mellem en dansk og en vesttysk minister i første halvdel af november 1979 var der enighed om, at hovedvægten burde lægges på forhandlingstilbuddet.19
15 Jf. kapitel 69. De udenlandske reaktioner omtales også i Petersen, Europæisk og globalt engagement,s.210-13.16 „Udenrigsministerens samtale med Dr. Zbigniew Brzezinski den 7. december 1979“ og„Udenrigsministerens samtale med udenrigsminister Cyrus Vance den 7. december 1979“, telegrammer fra ambassaden i Washington, UM 5.D.32.b, pk.8. 17 Ambassadøren i København havde under sin henvendelse desuden henvist til, at en udsættelse af TNF-beslutningen ville forringe muligheden for at få SALT II ratificeret i den amerikanske kongres. Notits af Eigil Jørgensen, den 23. november 1979, UM lukket arkiv, 105.I.40.e/3, pk.42.18 Brev, december 1979.19 Drøftelser, november 1979.
Som det fremgår af kapitel 65, blev spørgsmålet om atomvåbenfri zoner, og især Norden som atomvåbenfri zone, igen aktuelt i især de første år af 1980’erne.20 Det skete både under inspiration udefra (Norge) og i sammenhæng med, at der var kræfter i det socialdemokratiske regeringsparti, der ønskede det gældende danske atomforbehold skærpet, således at det ikke kun gjaldt i fredstid, men også i krise- og krigstid. Selv om der til stadighed – også efter at Socialdemokratiet fra efteråret 1982 var kommet i opposition – blev knyttet uopfyldelige betingelser til en nordisk zones oprettelse, og en realisering aldrig for alvor kom på tale, gav den fornyede debat herom og de danske tilnærmelser til tanken anledning til en række negative allierede kommentarer.21
Reaktionerne skal ikke mindst ses på baggrund af, at atomvåbnene var en integreret og central del af NATO’s militære strategi, og at det ville skade mulighederne for denne strategis gennemførelse, hvis Danmark endnu tydeligere koblede sig ud på dette område. Det var en bekymring, der klart blev givet udtryk for, efter at statsminister Anker Jørgensen i et interview til det franske ugeblad „Le Point“ i april 1982 åbenlyst havde luftet sin indædte modvilje mod atomvåbnene. I samme interview sidestillede han USA’s og Sovjetunionens udenrigspolitik over for nabolande. Det gav kort efter anledning til skarpe reaktioner fra allieret side. Det blev sagt, at Anker Jørgensens udtalelser havde virket chokerende, og der blev sat spørgsmålstegn ved meningen med overhovedet at sende forstærkninger til Danmark i krigstilfælde.
Zonetanken blev specifikt taget op under statsminister Schlüters besøg i Washington i september 1985, hvor den negative amerikanske holdning kom klart til udtryk. Under en samtale præciserede udenrigsminister Shultz her, „at det var imod NATO-alliancens koncept og strategi, hvis afskrækkelsen ikke virkede på hele allianceområdet.“ Den gældende danske politik vedrørende atomvåben på dansk jord blev derimod ikke anfægtet af Shultz.22
Opsummerende om de to foregående afsnit kan siges, at for de allierede var den alvorligste anstødssten i den danske politik i begyndelsen af 1980’erne knyttet til spørgsmålet om den atomvåbenfri zone, og faren for at Danmarks atomfri status skulle udstrækkes til også at gælde i krise- og krigstid. Alvorligt, fordi det satte spørgsmålstegn ved en af grundpillerne i NATO’s afskrækkelsesstrategi. I forhold hertil var den manglende danske opfyldelse af 3%-mål-sætningen – til trods for de advarende ord fra den amerikanske forsvarsminister – af mindre betydning. Den havde primært relevans i en lokal sammen-
20 Se også Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.317-323. 21 For offentligt tilgængelige reaktioner se rapporten Dansk sikkerhedspolitik og forslagene om Norden som kernevåbenfri zone, SNU 1982, s.142-47. 22 „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. September 1985. Udkast til statsministerens talepunkter ved Det udenrigspolitiske Nævns møde d. 13. september 1985“, telegram af 11. septem-ber 1985, UM 5.D.32.b, pk.10. Zone-tanken blev også klart afvist i Frankrig. Fra Paris hed det i efter-året 1981, at Norden som atomfri zone var et spørgsmål, der i høj grad bekymrede Frankrig.
K82 10 DEL IV · SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991
hæng, og i en samlet vurdering var Danmarks integration i NATO-forsvaret ikke ringere efter vedtagelsen af alliancens nye forstærkningsplan fra 1982.23 Endelig er det bemærkelsesværdigt, at Danmark ikke efterfølgende blev udsat for kritik på grund af forslaget om udsættelse af dobbeltbeslutningen – snarere tværtimod; og at den danske betoning af beslutningens forhandlings-del kunne vinde genklang hos de europæiske allierede. Det sidste kan muligvis ses som en afspejling af den transatlantiske strid om alliancens ’grand strategy’ (se kapitel 89).
Det alternative sikkerhedspolitiske flertal 1982-88
Indledende bemærkninger
Perioden 1982-88 var i samtiden en højst kontroversiel periode i dansk udenrigspolitisk historie, men er ikke mindst blevet det siden. Årsagerne hertil er mange. En af de vigtigste vedrører spørgsmålet om, hvordan vore vestlige allierede så på den politik, som det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal
– bestående af Socialdemokratiet, de Radikale, SF og VS – pålagde regeringen at føre. Denne politik, der kom til udtryk i en lang række dagsordener vedtaget i Folketinget, kunne ses som et opgør med centrale elementer i NATO-alliancens militære og politiske strategi over for Sovjetunionen, og førte til, at regeringen gentagne gange – imod dens egne ønsker – måtte anmode om at få sat danske fodnoter i kommuniquéer vedtaget i enighed inden for NATO.
Det er klart, at denne politik ikke var velkommen hos Danmarks allierede. Dagsordenerne drejede sig i høj grad om atomvåbnenes rolle i Øst-Vest forholdet, herunder opfølgningen af dobbeltbeslutningen fra 1979. I den snævre militære sammenhæng havde de danske markeringer ingen større betydning, idet det siden 1950’erne erklærede danske atomvåbenforbehold var fuldt accepteret af vore partnere inden for NATO, og Danmark med dobbeltbeslutningen ikke havde påtaget sig nye forpligtelser i den henseende. Men i den bredere politiske Øst-Vest sammenhæng var den afvigende danske optræden i perioden 1982-88 egnet til at fremkalde kritik. Ligesom tilfældet var i forbindelse med vedtagelsen af selve dobbeltbeslutningen, blev det også i 1980’erne fra NATO’s side – og ikke mindst fra amerikansk – anset for væsentligt, at den vestlige alliance stod samlet over for modparten i øst. Sprækker i enigheden kunne svække især USA’s forhandlingsposition i en afgørende fase af den kolde krig.
Spørgsmålet er derfor ikke, om Danmark blev kritiseret for sin politik i denne periode, for det blev vi. Men derimod om hvilken karakter kritikken
23 Se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.276. Her fremhæves, at bortfaldet af amerikanske forstærkningsenheder blev mere end kompenseret ved en udvidelse af forsvarssamarbejdet med Storbritannien.
havde. Var den så skarp, som nogle hjemlige aktører og iagttagere, ikke mindst efterfølgende, har sagt?24 Eller var den evt. endnu skarpere? Og hvem var den rettet imod? I hvor høj grad kunne regeringen klare frisag i kraft af, at udlandet vidste, at den i vid udstrækning var enig i kritikken? Eller gik kritikken også på, at regeringen affandt sig med situationen? Endvidere: Hvem formulerede kritikken? Og i hvor høj grad havde regeringen og dens repræsentanter selv indflydelse på den form, kritikken fik? Endelig er det vigtigt at få klargjort, om kritikkens karakter generelt havde indflydelse på Danmarks internationale stilling og dermed påvirkede beslutningstagernes muligheder for at varetage Danmarks interesser (jf. hertil også kapitel 90).
Fyldestgørende svar på ovennævnte spørgsmål kræver dels et andet og mere omfattende kildemateriale end det, der har været tilgængeligt for udredningen (jf. bemærkninger i det indledende afsnit); dels at de enkelte situationer og konkrete spørgsmål, der blev taget op i kritikken, analyseres hver for sig – og det har af praktiske grunde ikke været muligt. I stedet vil de generelle tendenser i kritikken, som det – på det foreliggende grundlag – synes rimeligt at udlede, blive påpeget. Først vil dog de rammer, som kritikken blev formuleret inden for, blive omtalt. De giver en vigtig indgang til at forstå de generelle tendenser.
Rammerne for kritikformuleringen
Hvad angår de indenrigspolitiske vilkår, den danske politik bliver til under, synes der – i hvert fald hos amerikanerne – i udgangspunktet at have været en vis forståelse for regeringens vanskelige situation. Det får statsminister Poul Schlüter at mærke, da han kort efter vedtagelsen af den første NATO-dagsorden den 7. december 1982, hvor indbetalingerne til infrastrukturprogrammet bliver stillet i bero, er på besøg i Washington.
Under en samtale med præsident Reagan den 13. december gennemgår Schlüter forløbet af debatten i Folketinget ugen før. Præsidentens „eneste kommentar var, at også USA levede i et demokrati med en selvstændig lovgivende forsamling. Det var de vilkår vi levede under, og ønskede at leve under.“ Tilsvarende toner hørtes fra forsvarsminister Weinberger, med hvem Schlüter også havde en samtale samme dag. I referatet hedder det: „Weinberger forstod de problemer, statsministeren måtte have med at holde sammen på en mindretalsregering. Det var bedre at overleve med henblik på at kæmpe en anden dag. … Weinberger havde i øvrigt bemærket sig, at også Socialdemokratiet i Forbundsrepublikken Tyskland og selv Helmut Schmidt var kommet
24 Det gælder bl.a. to samtidige aktører, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og den danske Washington-ambassadør, Eigil Jørgensen. Se også bogen af Nils Jæger, Det historiske svigt, 1999. Jæger arbejdede i 1980’erne som fuldmægtig i udenrigsministeriet med sikkerhedspolitiske spørgsmål i bl.a. NATO-kontoret P.II.

med neutralistiske lyde.“25 På dette tidlige tidspunkt af det alternative sikkerhedspolitiske flertals eksistens var der på højeste sted i USA således ikke alene forståelse for de særlige indenrigspolitiske omstændigheder, der svækkede den dansk NATO-opbakning, men også en villighed til at forstå indholdet af den danske markering i en bredere europæisk sammenhæng.26
Da dagsordenpolitikken fortsatte, bredte der sig dog i det diplomatiske miljø i København en udtalt undren og forvirring over det indenrigspolitiske spil, der foregik. Ifølge en dansk observatør rystede man lidt på hovedet, men netop mere over spillet end over politikkens indhold.27 Opfattelsen af, at der i udlandets vurdering i højere grad var tale om indenrigspolitik end om udenrigspolitik, bekræftes af senere udsagn fra ansatte ved den amerikanske ambassade. Og også at denne opfattelse – i hvert fald i begyndelsen af perioden
– var med til at mildne kritikken.28
I det lange løb kunne regeringen imidlertid ikke over for allierede dække sig ind med vanskeligheder på hjemmefronten. Efterhånden som den forbeholdne danske NATO-linje bider sig fast, og kritikken af indholdet bliver mere udtalt, glider forståelsen for regeringens indenrigspolitiske situation i baggrunden, ligesom fokus samler sig om politikkens negative konsekvenser for NATO.
Især en amerikansk minister gør det klart for den danske regering, at kritikken må rettes mod den selv – og ikke mod oppositionen. Det sker under en samtale i april 1985.29 Og da Schlüter senere på året er på besøg i Washington, får han ligesom tidligere at vide, at USA forstår regeringens parlamentariske situation, men Shultz tilføjer under deres indbyrdes samtale, at „det var nu engang regeringen, der var ansvarlig for den politik, et land førte.“ 30
25 „Udkast til statsministerens bemærkninger i Det udenrigspolitiske Nævn den 21. december 1982 vedrørende statsministerens besøg i Washington d. 13. december 1982“, Statsministeriet, den 20. de-cember 1982 og „Referat: Statsministerens besøg i Washington: Samtalen statsministeren – forsvars-minister Weinberger“, Statsministeriet, den 17. december 1982. Begge: UM, 5.D.32.b, pk. IX. 26 Det kan her tilføjes, at Schlüter under samtalen med Reagan „ mødte fuld forståelse for det syns-punkt, at der i fredsbevægelserne er betydelige strømninger af oprigtighed, som må tages med al-vor.“ Den „forstående“ holdning hos Reagan og Weinberger står i modstrid med den skarpe kritik, der tidligere var formuleret af viceudenrigsminister Eagleburger. 27 Udtalelse af ambassadør Jens Christensen under interview i DIIS den 6. december 2004. Jens Christensen mente, at „fodnotesagen vakte nok interesse i nu’et, men gjorde ikke indtryk på nogen.“ For ambassaderåden ved den amerikanske ambassade Peter Swiers, der først tiltrådte i 1985, var det snarere forvirring end forundring, der prægede hans billede af dansk sikkerhedspolitik: „One could not quite figure out what was going on in Denmark“. Interview i DIIS den 30. november 2004. 28 Peter Swiers, jf. noten ovenfor, mener om dagsordenerne, at de var „at least as much a domestic issue as a foreign.“ Tilsvarende skriver James C. Whitlock, der var ambassaderåd ved ambassaden ind-til 1985: „My perception of Danish security policy was that it was a domestic political issue.“ (Emailsvar af 14. januar 2005 på interview-spørgsmål). Whitlock skriver videre, at „Washington was remarkably understanding of a situation where the government in power was doing all it could to minimize the damage.“ 29 Samtalen omtales mere udførligt nedenfor. 30 „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. september 1985. Udkast til statsministerens talepunkter ved Det udenrigspolitiske Nævns møde d. 13. september 1985“, telegram fra ambassa-den i Washington, 11. september 1985, UM 5.D.32.b, pk.10.

Hele spørgsmålet om, til hvem og med hvilket formål kritikken af den offi-cielle politik under det alternative sikkerhedspolitiske flertal skal rettes, synes at have været genstand for en del overvejelser i Washington, herunder i den danske USA-ambassade. Og disse mere taktisk bestemte overvejelser er med til at præge indholdet i kritikken. Der bliver kørt en forskellig linje over for regeringen og over for oppositionen, hvilket er med til at gøre det vanskeligt at nå frem til entydige konklusioner om, hvordan USA ’egentlig’ vurderede den danske politik.
Denne problematik bliver meget tydeligt illustreret i forbindelse med Ellemann-Jensens ovennævnte sammenkomst med George Shultz i april 1985, der finder sted på skoleskibet „Danmark“ i Washingtons havn. Kritikken af Danmark bliver her formuleret meget skarpt af den amerikanske udenrigsminister. Mest markant var den bemærkning, hvormed han sammenfattede sin kritik: „If all Europeans were like you, there would be no NATO.“ Og selv om han udtrykkeligt sagde, at han ikke ønskede at lægge pres på Danmark, måtte det opfattes som en slet skjult trussel, når han over for Ellemann beto-nede, at „han havde svært ved at se, hvorledes Danmark kunne forsvare sig selv.“31 Shultz vidste udmærket, i hvor høj grad Danmark i en krigssituation var afhængig af allierede forstærkninger, og hvordan antydninger af, at de ikke kunne forventes, ville blive modtaget.
Når George Shultz udtalte sig, som han gjorde, kan det imidlertid både ses som en alvorlig ment kritik fra amerikansk side, men også som en afspejling af, hvilke behov den danske udenrigsministers havde på hjemmefronten.
Embedsmændene i State Department havde på forhånd udarbejdet et oplæg til Shultz’ samtale med Ellemann-Jensen, men det blev i sidste øjeblik lagt til side – bl.a. på foranledning af den danske Washington-ambassadør Eigil Jørgensen. Han var også til stede på skoleskibet, og i kahytten inden samtalen blev han spurgt af Shultz, om han skulle være kritisk, eller om han skulle bruge embedsmændenes oplæg. Ambassadøren har senere gengivet sit svar på følgende måde: „Jeg sagde, at jeg ikke ville blande mig i politik, men min umiddelbare reaktion ville være, at Uffe Ellemann måske kunne ha’ ganske stort behov for en kritisk reaktion. Og så gjorde han det, at han lidt provokerende lagde embedsmændenes oplæg til side … han holdt et blændende og kritisk indlæg, som Uffe Ellemann kunne bruge, når han kom til Danmark, idet hans overvejelse, som jeg mener var rigtig, var, at Uffe Ellemann ikke kunne komme hjem og sige: nu har jeg været i Washington, og de var såmænd flinke og rare derovre, og jeg fik ikke nogen særlig kritik af den politik som
31 Udtalelserne er gengivet i Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 244. Se endvidere Uffe Ellemann-Jensen, Fodfejl. Da Danmark svigtede under den kolde krig, 2004, s. 8. En stor del af samtalen drejede sig om det amerikanske SDI-projekt, hvor en dagsorden i Folketinget kort forinden havde taget afstand fra tilbuddet om dansk forskningsdeltagelse Her karakteriserede Shultz den danske holdning som helt uforståelig.


regeringen førte. Det ville være ødelæggende for Uffe Ellemann, så det kan en modpart som George Shultz godt se, og det gjorde han altså også.“32
Ifølge Eigil Jørgensen havde regeringen brug for kritikken, og til det formål havde ambassaden mulighed for – og også held til – at hjælpe. Modsat forholdt det sig med oppositionen. Over for den var formålet at ændre dens politik, og for at opnå det måtte man søge at gå ind på dens tankegang.33
Hvordan det skulle praktiseres, fik ambassaden lejlighed til at demonstrere, da Socialdemokratiets næstformand, Svend Auken, i november-december 1985 var på besøg i Washington. Ambassaden sørgede for, at han fik en over-ordentlig fin behandling og konfronterede ham med en lang række nøgle-spillere i den amerikanske administration, herunder viceudenrigsminister Rozanne Ridgway og viceforsvarsminister Richard Perle. I hvor høj grad indholdet i de budskaber, der blev videregivet, på forhånd havde været drøftet mellem ambassaden og Aukens samtalepartnere, er det ikke ud fra de tilgængelige oplysninger muligt nøjere at bestemme. Men det kan i hvert fald konstateres, at Auken blev behandlet overordentlig mildt af sine amerikanske samtalepartnere. Endog mildere end ambassaden havde forestillet sig. Det blev bedømt som udtryk for en bevidst amerikansk charmeoffensiv, hvor kritikken blev holdt på et absolut minimum.34
Det var ikke kun på dansk foranledning, at de udenlandske vurderinger af dansk sikkerhedspolitik blev søgt tilpasset situationen. I slutningen af 1986 er der et eksempel på, at tilskyndelsen hertil kommer udefra. En international nøglefigur spurgte en dansk minister, om han på nogen måde kunne være hjælpsom, f.eks. ved at sige nogle ord om den danske situation, som han anså for alvorlig. Hans tanke var, om nogle bemærkninger fra hans side kunne give ministeren ammunition i hans hjemlige debat, eller om de kun ville virke irriterende. Den danske ministers opfattelse var, at noget sådant ikke ville være til hjælp, men snarere virke mod hensigten.35
Hovedspørgsmålet i dette afsnit er, hvordan de vestlige allierede, herunder især amerikanerne, vurderede det alternative sikkerhedspolitiske flertals politik. Det turde fremgå med tydelighed af det foregående, at svaret ikke er en-tydigt. Relevante udtalelser må tolkes ud fra formålet, hvem der var budbringer, og den sammenhæng hvori de bliver fremsat – og peger ofte i forskellige retninger. Vigtigheden af en kildekritisk indfaldsvinkel kan ikke stærkt nok betones. Det gælder også, hvad angår de senere foretagne interviews.
På den baggrund skal der nu – efter først at have behandlet rammerne – gøres et forsøg på at give en karakteristik af kritikkens indhold og dybde.
32 DIIS-interview med Eigil Jørgensen, 16. december 2004.33 Sst.34 Indholdet i Aukens samtaler tages op nedenfor.35 I modsætning til de netop refererede amerikanske vurderinger er der i dette tilfælde primært taleom en vurdering af den danske forsvarsindsats. Det er den, der tænkes på, når den danske situationkarakteriseres som alvorlig.

Kritikkens indhold og dybde
Et gennemgående træk i den amerikanske kritik er – ikke overraskende – at den danske politik svækkede sammenholdet i NATO. Dette punkt var forståeligt nok afgørende for USA, der var NATO’s toneangivende stat, og som førte an i styrkepolitikken over for modparten i øst i en – i hvert fald indledningsvis – spændt international atmosfære. Samtidig var det USA, der under disse vilkår stod med hovedansvaret for de forhandlinger, der blev ført med Sovjetunionen.
USA’s væsentligste argumenter imod den danske politik kom ganske godt til udtryk allerede efter vedtagelsen af den første dagsorden i december 1982 om infrastrukturprogrammet. Over for en centralt placeret dansk embedsmand opsummerede en amerikansk samtalepartner kritikken på følgende måde:
det er generelt uheldigt, at NATO-solidariteten svækkes
politikken skaber vanskeligheder for nedrustningsforhandlingerne i Genève
den øger indenrigspolitiske spændinger i andre lande, der bærer større byrder
imødegåelse af kongresbestræbelser på troppereduktioner i Europa besværliggøres
politikken kan mistydes og misbruges af Sovjet, ikke kun i nedrustningspolitisk sammenhæng, men også i den almindelige udenrigspolitik.36

Anskuet konkret var kritikken møntet på tre forhold, jf. de tre midterste punkter: (1) Svækkelse af USA’s forhandlingsposition over for Sovjetunionen,
(2) negativ indvirkning på alliancepartnernes opslutning bag INF-politikken og (3) trussel mod USA’s fortsatte engagement i Europa.
Det andet punkt skal primært ses i sammenhæng med den netop vedtagne dagsorden, hvorefter Danmark ikke agtede at leve op til de økonomiske forpligtelser, vedtagelsen af dobbeltbeslutningen indebar. Da det viste sig, at „den danske smitte“ ikke bredte sig, blev dette punkt i det lange løb mindre væsentligt.37 De to andre kritikpunkter vedblev derimod at dukke op i de amerikanske kommentarer til den danske dagsordenpolitik. Efter ambassadør Eigil Jørgensens opfattelse var svækkelsen af USA’s forhandlingsposition „det store spørgsmål“38, en opfattelse han synes at have delt med andre centralt placerede personer.
36 Samtale i december 1982.37 Emailsvar fra daværende ambassaderåd ved den amerikanske ambassade i København, James C.Whitlock, af 14. januar 2005.38 DIIS-interview 16. december 2004. Hvor betydningsfuldt dette punkt var, fremgår også af forsvars-minister Weinbergers udtalelser til statsminister Poul Schlüter, da denne kort efter vedtagelsen afden første dagsorden var på besøg i Washington: „The lack of solidarity regarding implementation
K82 16 DEL IV · SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991

Men også det sidste af de tre kritikpunkter synes at have haft en mere vedvarende betydning og afspejler de betydelige isolationistiske strømninger, der gjorde sig gældende i amerikansk politik i denne periode. Som følge heraf var Reagan administrationen underkastet et ganske stærkt indenrigspolitisk pres i retning af at reducere sine oversøiske forpligtelser. Hentydninger hertil udgjorde en central del af udenrigsminister Shultz’ argumentation over for Uffe Ellemann på skoleskibet Danmark i april 1985, jf. følgende uddrag af ambassadens referat af samtalen:
„USA var uden en alliance kommet til Europas hjælp under første og anden verdenskrig, men man skulle ikke tro, at USA for tredje gang ville komme til undsætning, hvis de europæiske lande førte en politik som Danmark. Man kunne ikke feje problemerne ind under gulvtæppet og følge en linje som den, jeg havde anvist. Man måtte huske på, at også USA havde en offentlighed og en lovgivende magt at tage hensyn til. Hvis USA førte en anden politik end den, man førte, kunne Shultz garantere en vedtagelse af det såkaldte Nunn-amendment. Hvis den opfattelse blev udbredt i kongressen, at Europa ikke støttede USA, kunne han ikke garantere for de amerikanske styrker i Europa.“39
Der kan ikke herske tvivl om, at begge de to omtalte hovedkritikpunkter vedrørte forhold, der havde stor betydning for USA – og dermed også for NATO. I november og december1984 var danske iagttagere i Washington tilbøjelige til at mene, at USA på et tidspunkt ville sætte hårdt mod hårdt over for Danmark. Selv om forståelsen for de danske problemer stadig var det dominerende træk, var kritikken der også, og billedet kunne langsomt vende, så forståelsen til sidst forsvandt. Der var en grænse for tålmodigheden, og iagttagerne følte, at man nærmede sig den.40
Advarslerne passer sammen med, at Eigil Jørgensen kort tid forinden for første gang havde oplevet kritik af de danske dagsordener på højt plan i State Department.41 Det skete under en samtale med viceudenrigsminister Kenneth Dam, der mente, at Danmark med sin aktuelle politik undergravede
of the INF infrastructural works would imply an essential weakening of the pressure on the Soviet Union for obtaining results in Geneva and thus presumably have very unfortunate consequences for the negotiations in Geneva.“ „Statsministerens besøg i USA d. 9.-14. december 1982; statsministerens samtale med forsvarsminister Weinberger“, referat, 8. december 1982, UM 105.DAN.9. 39 Referatet er udarbejdet af ambassaderåd Ulrik Federspiel i en form, så den fremstår som udenrigs-ministerens egen. „Udenrigsministerens samtaler med udenrigsminister Shultz den 19. april 1985“, UM 5.D.32.b, pk.10. „Nunn-amendment“ vedrørte en ændret byrdefordeling inden for NATO til ugunst for de europæiske medlemslande. 40 Eigil Jørgensen oplyste i interviewet med DIIS den 16. december 2004, at breve stilet direkte til ministeren i stigende grad blev foretrukket frem for de traditionelle depecher, der skulle forelægges det udenrigspolitiske nævn. 41 Udtalelse under interviewet den 16. december 2004.

sin troværdighed. Samtaler af den karakter bevirkede, at Eigil Jørgensen frygtede, at Danmark af sine alliance- og forstærkningslande kunne blive stillet over for ufravigelige krav, som man ikke ville kunne opfylde, og at Danmark derved i realiteten ville have sat sig uden for NATO-medlemskabet.42
Den sidste vurdering kunne støtte sig på udtalelser af NATO’s generalsekretær, den tidligere britiske udenrigsminister Lord Carrington. I et interview til et kommende nummer af det franske tidsskrift „Politique Internationale“ blev generalsekretæren citeret for at erklære at „Danmark, hvis den nuværende kurs fortsætter, er på vej til at udelukke sig selv fra NATO.“43 Som allerede omtalt udtalte George Shultz i april 1985 at den danske politik truede selve NATO’s eksistens. Noget tilsvarende gav han udtryk for under statsminister Schlüters besøg i Washington senere samme år, idet han ved denne lejlighed gjorde gældende „at hvis NATO-beslutninger konstant blev behæftet med fodnoter, var der fare for, at fremtidige generationer ikke ville være i stand til at se tilbage på en verden, som man ønskede at leve i. NATO burde være mere end en fodnote i bestræbelserne på at skabe fred.“44
Ifølge disse udtalelser ville en fortsættelse af den danske politik således kunne risikere at føre ganske alvorlige konsekvenser med sig – ikke alene for Danmark men for hele den vestlige verden. På baggrund af en samlet vurdering af det kildemateriale, der har stået til rådighed for undersøgelsen, og de kildekritiske forbehold, der er nævnt tidligere, er det imidlertid ikke muligt at understøtte en så negativ tolkning af, hvordan effekterne af den danske politik opfattedes på allieret, herunder ikke mindst på amerikansk, side.45 På trods af, at de danske dagsordener berørte forhold af central betydning for den vestlige alliance og især for USA’s aktuelle sikkerhedspolitiske situation, er der også belæg for at understøtte en modsat tolkning, hvorefter den dan
42 Eigil Jørgensen har senere fastholdt sin samtidige opfattelse af de alvorlige konsekvenser, som det sikkerhedspolitiske flertals politik kunne få for Danmark. Se „Udenrigstjenesten og sikkerhedspolitikken“ i Nye grænser, Udenrigsministeriet 1995, hvor han bl.a. skriver: „Fodnoterne var indenrigspolitik, men havde vidtgående udenrigspolitiske konsekvenser. De kom til at stå som manglende solidaritet med de andre NATO-lande.“ (s.122) I interviewet den 16. december 2004 udtalte han bl.a.: „… hvis man fra dansk side gik for langt i retning af at acceptere dagsordenerne i Folketinget, som gik imod regeringens politik, og som svækkede NATO-alliancen, kunne man risikere, at Danmarks troværdighed blev sat på spil i Washington, og dermed altså at vi blev mere sårbare over for Sovjetunionen og i givet fald ikke kunne være 100% sikre på at få amerikansk bistand.“ Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen deler Eigil Jørgensens opfattelse. I sin bog Fodfejl fra 2004 skriver han utvetydigt til sidst – efter i øvrigt at have citeret fra Jørgensens 1995-artikel: „Dagsordenerne og fodnoterne undergravede Danmarks sikkerhed.“ (s.367). 43 Udtalelse til tidsskriftets nr. fra januar 1985. 44 „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. september 1985“. Udkast til statsministerens talepunkter ved Udenrigspolitisk Nævns møde d.13. september 1985“, 11. september 1985, UM 5.D.32.b, pk.10. 45 Til de kildekritiske bemærkninger kan tilføjes, at Lord Carringtons udtalelse blev indhentet som led i et researcharbejde, der blev understøttet af den danske ambassade i Washington, og som resulterede i udgivelsen af et hæfte beregnet på den danske offentlighed: Det handler om troværdighed. En international vurdering af Dansk sikkerhedspolitik, Managements Erhvervspolitiske Forum, Rapport nr.16, 18.11.1984. Hæftet var stærkt kritisk over for det sikkerhedspolitiske flertal.

ske politik ikke for alvor opfattedes som skadelig af den amerikanske regering
– hverken i relation til dens forhandlingsposition eller dens engagement i Europa. Andre kilder end dem, der er anført ovenfor, og tolkninger af den amerikanske adfærd over for Danmark, peger i retning af, at USA nok følte et behov for at fremsætte kritik, men at betydningen af den i relation til NATO-alliancen afvigende danske politik blev anset for marginal.
En række forhold synes at have bidraget hertil. Udover den allerede nævnte manglende smitteeffekt anfører James Whitlock, der var tjenestegørende som ’political counselor’ på den amerikanske ambassade i København 1981-85, i et senere brev to forhold: „Both because Denmark upheld its defense commitments to NATO (the importance of its role as the cork in the Baltic bottle) and because Denmark was a small country, The Danish position was not seen with extreme gravity.“ Og efter at have omtalt Danmarks isolerede stilling i NATO vedrørende atomvåbenpolitikken konkluderer han samlet: „I believe the Danish footnote became something that one decided to live with and not worry about.“46
Kombinationen af, at Danmark var en småstat med en stærkt begrænset po-litisk og militær vægt inden for alliancen, og det forhold, at landet var et sta-bilt alliancemedlem, der grundlæggende opfyldte sine forpligtelser i den lokale sammenhæng, betød ifølge Whitlock, at USA tog forholdsvis let på Dan-marks afvigende markeringer i relation til de store strategiske spørgsmål. Hertil kom så en amerikansk opfattelse af, at de danske dagsordener primært skulle ses som et resultat af et indenrigspolitisk spil, hvilket ifølge et opføl-gende brev fra Whitlock nærmest gjorde Danmark immun over for kritik:
„… the Danish footnote position was, in my view, largely ignored as irrele-vant because it was driven by domestic political considerations which were of no importance to NATO. This realization also immunized Denmark from a negative reaction from the Alliance partners.“ 47
Følger man denne vurdering, var det ikke kun skadevirkningen for alliancen, men også for Danmarks ry inden for den, der var begrænset som følge af det sikkerhedspolitiske flertals politik.
I mangel af tilgængelige primærkilder repræsenterer Whitlocks to breve en af de få muligheder, der indtil videre er for gennem et førstehåndsvidne at få indblik i opfattelsen på den amerikanske ambassade i København i 1980’erne. Af det foregående fremgår endvidere, at samtidige udtalelser fra centralt hold ikke uden videre giver et korrekt billede af, hvordan USA så på
46 E-mail svar til DIIS, 14. januar 2005, jf. note 32 ovenfor. Whitlock tilføjer, at „Denmark was a well-integrated and loyal member of the Alliance: no one doubted that in my view.“ 47 Sst. Opfattelsen af, at den afvigende danske politik nærmest blev ignoreret, understøttes af, atudenrigsminister George Shultz i sine erindringer Turmoil and Triumpf. My Years as Secretary of State,1993, overhovedet ikke omtaler den.

den danske politik. Der er derfor grund til at lægge en vis vægt på den af Whitlock her gengivne vurdering; så meget mere fordi den – i hvert fald til dels– understøttes af hans efterfølger, Peter Swiers, der tiltrådte på ambassaden i sommeren 1985. Under et interview i DIIS karakteriserer han de danske fodnoter som „a serious irritant“, men i en samlet vurdering mener han ikke, at dagsordenpolitikken for alvor belastede det dansk-amerikanske forhold eller opfattedes som truende af USA. Opsummerende om perioden i 1980’erne udtaler han: „We had differences, but basically we were in the final analysis allies.“48
Også andre kilder underbygger opfattelsen af, at der var tale om meget beherskede vestlige reaktioner på den danske dagsordenpolitik. Der er således langt fra enighed mellem højtplacerede danske udenrigsministerielle embedsmænd fra samtiden om graden af negative reaktioner fra omverdenen. Mens Eigil Jørgensen mener, at Danmark satte sig uden for det gode selskab og mistede indflydelse inden for NATO-alliancen i kraft af det sikkerhedspolitiske flertals politik49, udtaler daværende chef for den politiske afdeling, Peter Dyvig, at han i den pågældende periode ikke følte, at han var en ’lame duck’, „ingen så skævt til mig når jeg blandede mig, også vedrørende dobbeltbeslutningen.“ Han opsummerer sin opfattelse af dagsordenpolitikkens konsekvenser for de udenlandske vurderinger af Danmark på følgende måde:
„I helt konkrete situationer mistede vi indflydelse. Men set over årene – og
m.h.t. alle de andre sager der kom op – der følte jeg ikke at vi mistede indflydelse som sådan. Der mener jeg at hvis vi havde nogle gode synspunkter, så lyttede de til os hvis de i øvrigt respekterede dig som en professionel kollega – og det gjorde de. Vi blev ikke betragtet som andenrangs borgere i NATO-sammenhæng.“50
På linje hermed udtaler Paul Fischer, at han i sin ambassadørtid i Bonn, der strakte sig fra 1980 og helt til 1989, aldrig modtog kritik for danske fodnoter – og heller ikke for niveauet af de danske forsvarsudgifter. Ifølge Fisher gav den danske politik på disse områder sig aldrig udslag i henvendelser eller bebrejdelser, hverken formelt eller uformelt. Generelt om tiåret udtaler han, at
48 DIIS-interview 30. november 2004. Under interviewet udtrykte Swiers i øvrigt en stor beundring for Anker Jørgensen. „I developed an enormous admiration for Anker Jørgensen – he was sincere and knew what he was dealing with. … For Anker Jørgensen it was a question of conviction, we understood the nuclear aversion, which was very Danish. …He was straightforward and honest and a courageous person. Doesn’t mean that you agree with him all the time.“ 49 Jf. en senere vurdering under interview i DIIS den 16. december 2004. I sin artikel i Nye grænser (se note 46) forklarer han den svækkede indflydelse på følgende måde: „Danmarks holdning kom udadtil alene til udtryk i form af fodnoter – og der var for de øvrige parter ingen grund til at tage hensyn til Danmark, når landet alligevel ville tage forbehold i en fodnote. Efterhånden som antallet af dagsordener steg, mistede Danmark indflydelse“ (s. 122). 50 DIIS-interview 7. oktober 2004.
man i Bonn betragtede Danmark som en god ven, der var loyal, om end måske lidt fodslæbende.51
Jens Christensen, der i sidste halvdel af 1980’erne var dansk ambassadør i Wien og i kraft heraf deltog som observatør i MBFR-forhandlingerne om konventionel nedrustning mellem Øst og Vest, husker ikke, at den afvigende danske NATO-politik nogensinde blev bragt op af de andre allierede repræsentanter. „Det var almindeligt accepteret at Danmark ikke var så meget på barrikaderne militært, at vi var mere konciliante over for Øst.“ Af den grund mener han, at fodnoterne ikke tegnede noget nyt billede af Danmark.52
Det skal endelig nævnes, at den måde, Svend Auken som ledende oppositionspolitiker blev modtaget og behandlet på under sit besøg i Washington i slutningen af 1985, kan tolkes som tegn på, at amerikanerne næppe var voldsomt skræmte over konsekvenserne af det sikkerhedspolitiske flertals politik. Som tidligere omtalt fik Auken mulighed for at diskutere de aktuelle sikkerhedspolitiske spørgsmål med en række centralt placerede beslutningstagere. Deres formål var utvivlsomt at påvirke Auken i retning af de amerikanske synspunkter og herigennem ændre den danske oppositions sikkerhedspolitiske kurs. Og der blev heller ikke lagt skjul på, hvad USA mente om denne kurs. Alligevel blev kritikken af Danmark betragtet som mere afdæmpet, end man havde forventet.
Forløbet af Aukens samtaler giver indtryk af, at amerikansk fordømmelse og kritik var kombineret med en udtalt pragmatisme. USA havde til en vis grad accepteret, at det var oppositionen, der førte udenrigspolitik i Danmark. Det var også sådan samtalerne blev opfattet af danske embedsmænd, som kunne oplyse, at man fra amerikansk side var overordentlig tilfreds med samtalerne og havde antydet, at man jo også måtte se frem i tiden. Det er nærliggende at tolke denne meget pragmatiske måde at tackle udfordringen fra den danske dagsordenpolitik på som endnu et tegn på, at amerikanerne – som det udtrykkes af James Whitlock fra ambassaden i København – forsøgte at leve med situationen.
Det her anvendte materiale tyder på, at hverken den danske regering eller den opposition, der i realiteten udformede en vigtig del af den danske sikkerhedspolitik, blev betragtet med noget, der nærmede sig fjendtlige øjne. Det generende danske sikkerhedspolitiske flertal blev nok betragtet som en modpart, men det var – i hvert fald til en vis grad – en modpart, der blev lyttet til, som der kunne forhandles med, og hvis synspunkter ikke kun blev afvist.
Årene 1984 og 1985 repræsenterer den periode, hvor Danmark risikerede den stærkeste kritik fra allieret side på grund af sin afvigende politik. Herefter aftog spændingen mellem Øst og Vest, og der blev – bortset fra situationen i
51 DIIS-interview 16. februar 2005. Paul Fischer havde været direktør i udenrigsministeriet 1961-1971og ambassadør i Paris 1971-1980.52 DIIS-interview 6. december 2004. Jf. hans vurdering gengivet ovenfor i afsnittet om rammerne for kritikformuleringen.

foråret 1988 – ikke længere i samme grad anledning til at hæfte sig ved den danske politik. Dette forhold afspejles ganske tydeligt i de relevante kilder vedrørende årene 1986 og 1987.
I april 1988 – i forbindelse med den såkaldte anløbssag – faldt den sidste sikkerhedspolitiske dagsorden, der gik regeringen imod. Afstemningsudfaldet resulterede i, at statsminister Schlüter udskrev folketingsvalg med den hoved-begrundelse, at den vedtagne dagsorden alvorligt ville skade Danmarks sikkerhedspolitiske interesser og sætte landets medlemskab af NATO på spil. En række vestlige reaktioner understøttede regeringens argumentation. Da hele situationen er karakteriseret ved en tæt sammenvævning af dansk politikformulering og allierede vurderinger, er behandlingen af denne afsluttende fase af dagsordenpolitikken samlet i kapitel 72 om politikformuleringen i 1980’erne.

Konklusioner
I højere grad end i de tidligere perioder fulgte Danmark i den her under-søgte, afsluttende periode af den kolde krig en sikkerhedspolitik, der åbnede for kritik fra landets allierede. Danmark havde fra NATO-medlemskabets be-gyndelse i 1949 opretholdt en såkaldt lav profil inden for alliancen, og den kritik, der fremkom i den sidste periode, kan til en vis grad ses som en forlængelse af de reaktioner, som det begrænsede danske engagement også tidligere havde afstedkommet. Men også kun til dels, idet kritikken samtidig pegede i nye retninger.
Hvis den lave danske profil inden for NATO-samarbejdet kan siges at have indeholdt tre hovedelementer: ingen udenlandske tropper på dansk jord i fredstid, ingen atomvåben på dansk jord i fredstid (begge dele bortset fra Grønland) og – i forhold til BNP – relativt lave forsvarsudgifter, så var det kun det tredje element der – med den kolde krigs skærpelse i slutningen af 1970’erne – gav anledning til forstærket kritik; og her først og fremmest fra amerikansk hold. Med et stort set uændret forsvarsbudget levede Danmark langt fra op til den fælles beslutning om en 3%’s årlig stigning i bevillingerne, og det førte i 1980 til en skarp meningsudveksling mellem den danske og den amerikanske forsvarsminister, herunder påpegning af, at forstærkningsplanerne over for dansk område blev bragt i fare. Efterfølgende blev det lidet smigrende udtryk ’danmarkisering’ bragt i omløb. Hermed hentydedes til lande, der nok ville høste fordelene, men ikke i tilstrækkelig grad ville bære byrderne ved medlemskabet. Der er dog i kilderne også vidnesbyrd om, at for amerikanerne var overholdelse af 3%-målsætningen ikke nogen afgørende test på medlemslandenes NATO-solidaritet.
Selv om de to første elementer i den lave profil kun har en indirekte relevans for karakteren af de vestlige vurderinger i sidste periode, er de alligevel væsentlige for at forstå det samlede billede. Hvad baseforbeholdet angår, skete der ingen ændringer i den danske politik i perioden, men der blev med amerikanerne indgået forstærknings- og depot-aftaler, der om ikke udhulede forbeholdet, så dog mindskede dets konsekvenser for den fælles forsvarsindsats. I en vis forstand kan man sige, at der herigennem indtraf en ny og mere bindende fase i Danmarks militære integration i alliancen. Det er bl.a. på denne baggrund, at man skal forstå de relativt milde vestlige reaktioner på de afvigende danske standpunkter igennem perioden. Der var på intet tidspunkt hos de allierede tvivl om Danmarks ønske om fortsat NATO-medlemskab. Der var i udlandet – ligesom der var herhjemme – både observatører og regerings-repræsentanter, der mente, at den danske politik skadede NATO’s bestræbelser i Øst-Vest sammenhængen, men det var ikke ensbetydende med en opfattelse af, at de danske skridt skulle ses som led i en politik, der sigtede på at frigøre Danmark fra NATO-medlemskabet.
M.h.t. den danske atompolitik var Socialdemokratiet fra slutningen af 1970’erne på vej mod en stramning af forbeholdet – dels i form af ønsker om at ville ophæve tilføjelsen „under de nuværende omstændigheder“, dels i form af en mere positiv holdning til tanken om atomfri zoner. I den rent danske sammenhæng gav disse tendenser nok anledning til en vis bekymring fra vestlig side, men det afgørende var, at partiets stigende skepsis over for atom-våbnene slog igennem på NATO-plan. Det skete med Anker Jørgensen-regeringens udspil om udsættelse i forbindelse med dobbeltbeslutningen i december 1979 og senere med de danske fodnoter.
I 1979 var det mere fremgangsmåden – de manglende konsultationer – end indholdet i den danske politik, der gav anledning til kritik. Vigtigst var trods alt, at Danmark i princippet havde accepteret dobbeltbeslutningen, der kunne vedtages i enighed af NATO-landene. Hvad angår det alternative flertals politik, er det vanskeligere at udlede entydige konklusioner.
Det er således påfaldende, at udsagnene fra de aktører, der har været interviewet i forbindelse med udredningsarbejdet, peger i forskellige retninger. På den ene side hævdes det, at denne politik alvorligt skadede Danmarks omdømme og førte til en mindsket dansk indflydelse i internationale fora – danske repræsentanter havde sværere ved at trænge igennem med deres synspunkter. Opfattelsen kan understøttes af de alvorlige kritikpunkter, der kom til udtryk fra amerikansk side. På den anden side hævdes det, at effekten på det danske omdømme var marginal og ikke i nævneværdig grad hindrede Danmark i at gøre sine interesser gældende internationalt. Reaktionen var i højere grad præget af undren end af egentlig kritik. Denne opfattelse af dybden i den allierede kritik understøttes i vid udstrækning af senere udsagn fra diplomater tjenstgørende på den amerikanske ambassade i 1980’erne. Ifølge dem havde den danske politik, der nok var irriterende, men som primært afspejlede et indenrigspolitisk spil, ingen nævneværdig betydning i den større sammenhæng.
Af de modstridende udsagn kan i hvert fald udledes, at der var – og stadig er – væsentlige interesser forbundet med at tolke, hvilken betydning det alternative flertals politik havde for Danmarks position udadtil.
Som nævnt indledningsvis er disse forskellige interesser også med til at præge det samtidige kildemateriale. I mangel af primært materiale fra de vestlige allierede har redegørelsen hovedsageligt måttet støtte sig på materiale fra den ansvarlige danske regering og dens repræsentanter i udlandet. Regeringen stod i et alvorligt dilemma mellem egne overbevisninger og en opposition, der kunne gennemtrumfe en modsat politik, hvis resultat, den følte sig sikker på, ville skade Danmarks position inden for NATO.
På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at drage nogen entydig konklusion om dybden af den allierede kritik af den danske dagsordenpolitik i 1980’erne. Dertil er de tilgængelige kilder for tendentiøse og for mangelfulde. Først med åbningen af de allierede stormagters militære og diplomatiske arkiver for denne periode vil holdbare udledninger kunne foretages. Det synes dog muligt at opstille et par overordnede tendenser og betragtninger.
For det første peger materialet på en proportionsforskel mellem den voldsomme debat, datidens danske sikkerhedspolitik blev genstand for i den indenrigspolitiske sammenhæng – og stadig er, og de vurderinger den samme politik blev genstand for i den internationale sammenhæng. De afvigende danske standpunkter under det alternative sikkerhedspolitiske flertal blev bemærket af Danmarks partnere og også ind imellem hårdt kritiseret, men der er ikke fundet tegn på, at den havde direkte konstaterbare negative konsekvenser for Danmarks position udadtil eller i videre forstand for de internationale forhandlinger, som de danske markeringer relaterede sig til. Under alle omstændigheder var de udenlandske vurderinger og reaktioner meget forskellige.
I forlængelse heraf er det væsentligt at fremhæve, at den afvigende danske politik indgik i et europæisk – og også atlantisk – mønster, hvor hele atompolitikken var underkastet en intens debat, ikke kun i befolkningerne men også i den toneangivende sikkerhedspolitiske elite.53 Danmark var en undtagelse i den forstand, at ’modekspertisen’ havde direkte indflydelse på politikformuleringen, men Danmark var på linje med en lang række andre NATO-lande, hvad angår udbredelsen af denne modekspertise og de tilsvarende holdninger i befolkningerne.
53 Jf. her også eksistensen af to konkurrerende ’grand strategies’ inden for den vestlige alliance (se kapitel 89).

Saturday, December 29, 2007

Chapter 51 Danish Military Intelligence - assessments of Warsaw Pact capabilities and intentions 1971-1979

Kapitlet ligger primært på nettet for at muliggøre en fuldtekstsøgning via eksterne søgemaskiner. Hvis man har brug for teksten i den korrekte form, kan den downloades fra det officielle downloadcenter, som der er link til øverst i højre spalte af denne blog

51 · FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 1971-1979

Et hovedtema i efterretningstjenestens rapportering gennem 1970’erne var som i 1960’erne udviklingen i forholdet mellem Sovjetunionen og USA. Den grundlæggende præmis var som tidligere, at dette forhold havde afgørende betydning for Danmarks sikkerhed. Begge supermagter skildredes af FE som interesserede i fastholdelse af detentepolitikken frem til anden halvdel af 1970’erne, men fra 1977 vurderedes Sovjetunionens detentepolitik i forhold til USA at være genstand for en „mærkbar afkøling“.


Baggrunden var ifølge FE den menneskerettighedspolitik, som den ny-valgte amerikanske præsident Jimmy Carter havde anlagt og gjort til et hovedelement i amerikansk udenrigspolitik. Denne politik, der skabte „vrede og forvirring“ i Moskva, blev efter omfattende sovjetiske analyser tolket som en ideologisk oprustning vendt mod Sovjetunionen med et formål at skabe bag-grund for vestlig militær oprustning. Den køligere sovjetiske holdning over for USA voksede i 1979 til „direkte mistro og vrede“, der ifølge FE yderligere forstærkedes ved de stærke amerikanske reaktioner på den sovjetiske invasion af Afghanistan. Ved begyndelsen af året 1980 blev forholdet mellem de to supermagter beskrevet „som det dårligste i mange år“.1


Som årsager til den skærpede sovjetiske holdning blev der ud over Carter-administrationens menneskerettighedspolitik anført uro over samarbejdet mellem USA og Kina, stigende amerikansk indflydelse i Mellemøsten samt moderniseringen af amerikanske nukleare våbensystemer. Moskva havde svaret igen med den størst anlagte propagandakampagne i mange år rettet mod den såkaldte „neutronbombe“ (1977). Den blev i 1979 efterfulgt af en endnu mere omfattende kampagne mod de nye amerikanske mellemdistancekernevåben (Theater Nuclear Forces, TNF). En konsekvens af forværringen af relationerne mellem supermagterne var ifølge FE tydelige sovjetiske forsøg på tilnærmelser til Vesteuropa bl.a. ved at idyllisere relationerne mellem Sovjetunionen og de vesteuropæiske lande.


Økonomi


I FE’s analyser af den sovjetiske økonomiske udvikling påpegedes supermagtens faldende vækstrater op igennem 1970’erne, der endte med en markant forværring af billedet i 1978 og 1979. Landbruget var som tidligere plaget af kroniske problemer, der skærpedes af en katastrofal høst i 1975, som nødven-diggjorde omfattende kornopkøb i udlandet. Tendensen inden for industri-


1 Efterretningsoversigter for 1977 og 1979 (årsoversigter), begge steder s. 9. FE’s arkiv.

produktionen, der allerede i 1970’ernes første halvdel afspejledes i femårsplanernes lave forventningsniveau, vurderedes dog at være udslaggivende for totalbilledet. I 1975 planlagde man således en bruttovækst på 4,3 % i industrien – den laveste vækst siden 1946. Men selv disse tal kunne ikke nås. I star-ten af året 1980 vurderede FE, at den sovjetiske økonomi var „kommet ind i en overordentlig vanskelig periode med 1979 som foreløbigt lavpunkt“. Væksten i den materielle produktion dette år, der viste sig at være under halv-delen af den planlagte vækst (på 4,3 %), betegnedes som økonomisk stagna-tion. Det blev fremhævet, at en række vigtige industriområder (kul, stål, træ, lokomotiver, traktorer) viste direkte tilbagegang, medens andre områder stagnerede. Kun på olie- og naturgasområdet var der lyspunkter. Andre krise-symptomer var problemer i transportsektoren, tilbagegang i byggeriet og stag-nation eller fald i den reelle levestandard.2


I analysen af den økonomiske misere i Sovjetunionen fokuserede FE på regimets stærke optagethed af den økonomiske problematik i anden halvdel af 1970’erne, men påpegede også regimets manglende evne til at foretage andet end blotte justeringer af et centralistisk ledet økonomisk system, der ikke fremmede lokalt initiativ. Som specifikke årsager inden for systemet udpeges


– med lidt vekslende betoning fra år til år – den høje prioritering af forsvarssektoren og en fejlslagen effektiviserings- og investeringspolitik.


Det billede, der mod periodens slutning blev tegnet af den økonomiske ud-vikling i de to andre øststater i nærområdet, var lysere, men dog ikke meget. Det stod klart, at også DDR og Polen var ude af stand til at nå deres planlæg-ningsmål. Polen havde tilmed negativ økonomisk vækst i 1979, idet national-indkomsten faldt med 2 %. Landet befandt sig fra midten af 1970’erne i en åbenlys økonomisk krise, og i slutningen af 1970’erne eksisterede der ifølge FE en latent utilfredshed i befolkningen, som der i varierende grad også gjorde det i de andre østlande.3 Det kan bemærkes, at FE’s vurdering af DDR var mørkere end den vurdering, der var fremherskende i den danske offentlighed, hvor DDR for mange fremstod som et velfungerende socialistisk samfund.


FE’s analyser forudså ikke umiddelbare strategiske konsekvenser af den økonomiske nedtur i østlandene, men var opmærksomme på de mulige lang-tidseffekter. De sovjetiske forsvarsudgifter, der sættes til 11-13 % af national-produktet, blev set som én årsag til den vanskelige økonomiske situation, men analyserne rummer ikke formodninger om, at supermagten ikke skulle kunne bære de høje forsvarsudgifter fremover. Først på længere sigt forventedes en fortsat anspændt økonomi at få indflydelse på forsvarspolitikken. Det står i dag klart, at de vestlige efterretningstjenester anslog de sovjetiske forsvarsud-gifters andel af nationalproduktet for lavt, og at de ligeledes tog fejl, når de i


2 Efterretningsoversigt for 1979, s. 26ff. FE’s arkiv. 3 Efterretningsoversigt for 1979, s. 29ff. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-




1970’erne anslog den årlige vækst i udgifterne til forsvaret til 4-5 % med svag faldende tendens, hvad der formodedes at svare nogenlunde til den gennem-snitlige økonomiske vækst – og således ikke udgjorde nogen forøget byrde – ser vi bort fra 1970’ernes sidste år.4 Derimod er analyserne bevidste om den undergravning af de østeuropæiske regimers legitimitet, som de økonomiske og forsyningsmæssige problemer kunne bevirke. I 1976 vurderedes det, at sov-jetregimet ville komme ud for udfordringer fra afvigende socialistiske ret-ninger, hvis det ikke magtede at tilfredsstille kravene til et bedre liv fra den højtuddannede klasse af sovjetborgere.5


På samme vis fulgte FE nøje brudfladerne i det kriseplagede polske sam-fund. Det kommunistiske regime i Polen måtte affinde sig med strejker i be-folkningen, og i juni 1976 led regeringen et sviende nederlag, da det inden for én dag måtte tilbagekalde en prisforhøjelse på fødevarer. I 1979 så rege-ringschefen Edward Gierek sig nødsaget til at henvende sig til de samfunds-bærende lag i landet og appellere om befolkningens tålmodighed i spørgsmå-let om løsning af forsyningsproblemerne. Udviklingen resulterede i 1976 i dannelsen af oppositionsgruppen „Arbejdernes Forsvarskomité“ (KOR), der i 1977 suppleredes med en menneskerettighedsorganisation (ROPCO). Der fandtes nu oppositionelle strømninger i landet i form af såvel kirken – der stod styrket efter valget af kardinal Karol Wojtyla til pave i 1978 og sammes be-søg i landet sommeren 1979 – som inden for de intellektuelle kredse i Polen. Det fremhæves af FE som et hidtil ukendt fænomen i et Warszawapagtland, at der fandtes en vis organisering blandt de oppositionelle.6


Den sovjetisk-kinesiske strid


Den sovjetisk-kinesiske strid om førerpositionen inden for den verdenskommunistiske bevægelse fortsatte i sit tilsyneladende helt fastlåste spor – også efter formand Maos død i 1976 – op gennem 1970’erne. FE hæftede sig ved flere lejligheder ved karakteren af den debatform, der anvendtes fra kinesisk side, således i slutningen af 1975 en stadig hyppigere karakteristik af den sovjetiske ledelses vestpolitik som „hitleristisk“.7 Man bemærkede også efter mid-ten af 1970’erne kinesernes gentagne advarsler til især de vesteuropæiske sta-ter om Sovjetunionens aggressive hensigter. Fra 1978 ventede FE øget spæn-ding mellem de to stater som følge af en stærkt aktiveret og pragmatisk kine-sisk udenrigspolitik, der modarbejdede sovjetiske interesser overalt og ikke mindst i Sovjetunionens grænseområder. Tolkningen var, at kineserne søgte


-


4 Efterretningsoversigt for 1976, s. 22; Efterretningsoversigt (dvs. månedsoversigt – forkortes i det føl


gende til EO) juli 1978, s. 12. FE’s arkiv.


5 Efterretningsoversigt for 1976, s. 21. FE’s arkiv.


6 Efterretningsoversigt for 1976, s. 23f og 1977, s. 27ff. FE’s arkiv.


7 EO november 1975, s. 9. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-



at inddæmme Sovjetunionen som en konsekvens af sovjetiske bestræbelser på at inddæmme Kina.8 Den voksende spænding mellem de to magter kunne ikke undgå at få militære konsekvenser i form af styrkeopbygning, jf. neden-for.


Den sovjetiske invasion i Afghanistan 1979


I Afghanistan – der i en række år havde været under sovjetisk indflydelse – herskede siden et kup i april 1978 et kommunistisk orienteret styre. Det nye styre iværksatte en radikal socialiseringspraksis, der mødte voldsom modstand i befolkningen, og til sidst så Moskva sig nødsaget til at intervenere militært


(27. december 1979) for at forhindre regimets sammenbrud; landets mini-sterpræsident (Hafizulla Amin) blev henrettet af sovjetiske specialstyrker under invasionen. Ifølge FE var der allerede i september 1979 indikationer på en intervention. Invasionen gennemførtes af en sovjetisk luftbåren division samt to motoriserede infanteridivisioner, men allerede i januar 1980 omfat-tede styrken ca. 6 divisioner og i alt ca. 100.000 mand. Allerede på dette tids-punkt havde de sovjetiske styrker lidt tilbageslag i forsøget på at skaffe sig kon-trol over landet.


FE’s vurdering var, at den militære intervention „væsentligst må opfattes de-fensivt om end med ekspansionistiske implikationer“, og man accepterede til-syneladende den officielle sovjetiske begrundelse for interventionen, der understregede såvel ideologiske som sikkerhedspolitiske hensyn, idet den be-tonede den sovjetiske frygt for, at den „antifeudale, demokratiske revolution“ i Afghanistan skulle blive elimineret af USA, Kina og Pakistan samt det uac-ceptable for Sovjetunionen i dannelsen af en „reaktionær bastion“ ved landets sydgrænse. Interventionen vurderedes ikke af FE at være starten på et frem-stød mod Det Indiske Ocean eller mod oliefelterne i den arabiske verden, så-ledes som en række internationale iagttagere tolkede de sovjetiske motiver. Ifølge FE var det dog ikke udelukket, at det kunne komme til konfrontatio-ner på stormagtsniveau over Afghanistan i den kommende tid.9


Rumænien


Den løbende uoverensstemmelse mellem Sovjetunionen og Rumænien gik ind i en skærpet fase i slutningen af 1970’erne. Under mødet i Warszawa-pagtens politisk-konsultative komité i Moskva i november 1978 – i realiteten et østligt topmøde – opponerede Rumænien mod sovjetiske ønsker om øget militær integration i Østblokken og øget oprustning, der begrundedes med NATO-landenes bestræbelser på at opnå militær overlegenhed. Det var FE’s


8 EO august 1978, s. 8-9. FE’s arkiv. 9 Efterretningsoversigt for 1979, s. 41-43 og 65. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-




tolkning, at Rumænien på disse punkter i realiteten udsagde, hvad de mindre Warszawapagtlande også tænkte. Den påfølgende rumænske afsløring af uenigheden på topmødet tolkedes som en åben udfordring af Sovjetunionen og en afsløring af dennes nedrustningspropaganda. Efterretningstjenestens endelige vurdering var dog, at Sovjetunionen ikke ville invadere Rumænien på grund af geopolitiske forhold, styrets kommunistiske karakter og de politiske omkostninger forbundet med en invasion.10


-

Militære forhold


1970’ernes efterretningsoversigter er præget af de overordnede militærstrate-giske udviklinger, der allerede havde gjort sig gældende i 1960’erne. Over-sigterne indeholder en løbende beskrivelse af Sovjetunionens deltagelse i den accelererende våbenteknologiske udvikling med fokus på kernevåben, missil-teknologi, satellitopsendelser og elektronisk krigsførelse. Derudover følges den militære styrkeudfoldelse i form af de øvelser og aktiviteter, som de sov-jetiske styrker foretog uden for Sovjetunionen. En omfattende rapportering dækkede ikke mindst de sovjetiske flådeaktiviteter på verdenshavene og de politisk/militære kontakter til tredjeverdenslande, der samlet tolkedes som et forsøg på at tilkæmpe sig en global magtposition i konkurrence med primært USA og Kina.


På de strategiske kernevåbens område var udviklingen i 1970’erne karakte-riseret ved Sovjetunionens opnåelse af paritet i forhold til USA. Med Vladi-vostok-aftalen i 1974 etablerede de to supermagter et loft over antallet af stra-tegiske kernevåbensystemer (på 2400) og bestemte, at hver af parterne måtte have ét ABM-anlæg. Aftalen var baseret på det såkaldte „lighedsprincip“. Dette blev bibeholdt i SALT II-aftalen fra juni 1979, der indeholdt en række især kvantitative men også kvalitative begrænsninger af våbenkapløbet samt verifikationsforanstaltninger. Ifølge FE illustrerede stadfæstelsen af „ligheds-princippet“ den massive opbygning af den sovjetiske strategiske styrke, der havde fundet sted i 1970’erne gennem indførelse af delsprænghoveder (MIRV), medens de amerikanske strategiske kernevåben var forblevet på samme styrkeniveau som i 1968.11 Det var dog vurderingen, at de sovjetiske missilers vægt og bæreevne „rigeligt“ blev modsvaret af de amerikanske missi-lers træfsikkerhed.12


-

De sovjetiske strategiske kernevåbenstyrker omfattede ifølge FE i 1978 ca.



1.250 ICBM’er, 864 affyringsramper (på 60 ubåde) for søbaserede ballistiske missiler (SLBM) samt 140 tunge bombefly. Mellemdistancekernevåbenstyr


-


10 EO november 1978, s. 9-12. FE’s arkiv.


11 EO juni 1979, s. 9-11. FE’s arkiv.


12 Truslen mod Danmark 1978, s. C-5. FE’s arkiv.


-



-
-




-
-



-



kerne omfattede 120 IRBM (med rækkevidde op til 4.600 km), 460 MRBM (rækkevidde 2000 km), 39 launchere på 13 ældre ubåde (rækkevidde fra 550 til 1.600 km) samt 580 mellemtunge bombefly. Kernevåben med rækkevidde på under 1000 km defineredes som „taktiske“ af Sovjetunionen.13


På kernevåbenområdet fulgtes udviklingen inden for prøvespræng-ningsområdet nøje, og det samme gjaldt den sovjetiske missiludvikling. Med års mellemrum opsamlede FE udviklingen på kernevåbenområdet, således i årsoversigten for 1977, der kort behandlede Sovjetunionens afprøvning af 4. generation af ICBM’er (i form af typerne SS-16, SS-17, SS-18, SS-19) samt det nye mellemdistancemissil SS-20. For alle missilernes vedkommende gjaldt det, at de kunne fremføre sprænghoveder med individuelt styrbare dellad-ninger (MIRV). Opmærksomheden rettedes i den følgende tid især mod de seneste varianter af SS-18-missilet, der med sine 10 delsprænghoveder og en gennemsnitlig målpræcision (CEP) på 180 meter vurderedes at udgøre den største trussel. Det var vurderingen i slutningen af 1978, at halvdelen af de ældre sovjetiske ICBM-siloanlæg (til SS-9-missilet) var blevet erstattet med SS-18.14


SS-20-missilet, der fra 1970’ernes slutning blev genstand for intens international opmærksomhed og strid, omtales af FE i august 1975, hvor det hedder om missilet, at der var gennemført ni vellykkede prøveafskydninger siden efteråret 1974, og at det i øvrigt ventedes klar til indsættelse i slutningen af indeværende år15 – hvilket ikke kom til at passe. I årsoversigten for 1977 blev det ret kortfattet meddelt, at missilet bestod af første og andet trin af ICBM’eren SS-16, og at det var medtaget, fordi det dels „vil udgøre den pri-mære trussel mod Europa“, dels fordi det på grund af sit slægtskab med SS-16’eren indtager en særlig plads i drøftelserne om en ny aftale om be-grænsning af de strategiske våben. Det betegnedes som afløser for de ældre mellemdistancemissiler SS-4 og SS-5, og det fremstillede antal blev i begyn-delsen af 1978 sat til nogle få stykker. Det vurderedes, at det endelige antal ville komme op på 300-400.16 Hvis denne formodning kom til at holde stik, ville Sovjetunionen med SS-20-missilet – der besad tre delsprænghoveder – have fordoblet sin kapacitet på mellemdistancekernevåbenområdet.


FE fremhævede i begyndelsen af 1978 „som det afgørende moment i SS-20problematikken“ missilets mobilitet, der vanskeliggjorde lokaliseringen af afskydningspositionen. Det vurderedes ikke som sandsynligt, at hele SS-20-styrken ville rykke ind i de gamle afskydningsområder for SS-4 og SS-5 eller (øst for Ural) SS-7- og SS-8-stillingerne.17 Hvad der ikke klart kom til orde i disse


-


13 Truslen mod Danmark 1978, s. C-1ff. FE’s arkiv.14 Efterretningsoversigt for 1977, s 49 og 50B; en tidligere opsamling på kernevåbenområdet i


Efterretningsoversigt for 1975, s. 17; EO oktober 1978, s. 15f. FE’s arkiv.


15 EO august 1975, s. 14. FE’s arkiv.


16 Efterretningsoversigt for 1977, s. 49 og 50B med tabel 1 og 2. FE’s arkiv.


17 EO januar 1978, s. 26-28, FE’s arkiv.




-



-
-




-
-



-




formuleringer, var det forhold, at de ældre sovjetiske mellemdistancemissiler på grund af deres lange klargøringstid før affyring og deres begrænsede mo-bilitet (SS-5’eren var tilmed stationær) havde udgjort en overskuelig trussel, som USA i en krigssituation formentlig regnede med at kunne eliminere ved et forkøbsslag. Denne mulighed ville ikke eksistere i samme omfang som tid-ligere.


Hvad angik de øvrige masseødelæggelsesvåben, var det i 1970’erne opfat-telsen, at Warszawapagtens væbnede styrker ikke rådede over offensive biolo-giske våben, men at der forskedes systematisk i emnet, ligesom der fandtes eg-nede fremføringsmidler. Der blev i den sammenhæng peget på, at Sovjetunionen i 1972 havde underskrevet en konvention mod udvikling, pro-duktion og oplagring af biologiske våben. Konventionen blev ratificeret af Sovjetunionen i 1975.


Med hensyn til kemisk krigsførelse blev situationen vurderet anderledes af FE. Det blev slået fast, at Sovjetunionen gennemførte en intensiv forskning med hensyn til kemiske kampstoffer med hovedvægt på udvikling af nervegasser. I forbindelse hermed søgte man også at udvikle forebyggende midler mod ner-vegasser. Produktionen af kemiske kampstoffer (med vægt på VR-55, Soman og Sarin) vurderedes som „betydelig“, og beholdningerne af kampstofferne blev skønsmæssigt anslået til ca. 300.000 tons. Det blev understreget, at øst-styrkerne gjorde store anstrengelser for at beskytte sig mod kemiske kamp-stoffer. Sporing af og beskyttelse mod kampstoffer var indbygget i den mili-tære organisation og uddannelse ned til den enkelte soldat. FE vurderede, at Øst rådede over alarmudstyr, der satte dem i stand til at erkende og identifi-cere de fleste af de kampstoffer, der var til rådighed for de vestlige lande.


Det vurderedes, at Warszawapagtstyrkerne i „ret betydelig grad“ var udru-stet til offensiv kemisk krigsførelse, idet et stort antal våben kunne sprede ke-miske kampstoffer. Med hensyn til den taktiske indsættelse af disse våben for-modede man i 1970’erne, at det sovjetiske feltreglement af 1962 stadig var gældende, i hvilket det blev slået fast, at grundlaget for ildstøtteplanen – dvs. for artilleriets deltagelse i den pågældende operation – var atomvåben og ke-miske våben, og hvor der specifikt blev nævnt indsættelse i forbindelse med flodovergange, ved forfølgelse, ved sø- og luftlandsætninger.


Det forekommer i dag ikke uproblematisk at lade det med henblik på den totale kernevåbenkrigs forhold udarbejdede feltreglement fra 1962 fortsat have gyldighed i 1978. Emnet er stadig uafklaret. Det må antages, at ildstøtte-planen – efter den kraftige styrkelse af det sovjetiske konventionelle artilleri i 1970’erne – i samme periode blev justeret og „konventionaliseret“. Brugen af taktiske kernevåben var i 1970’erne ikke forskrift, men en option; indtil vi-dere er det dog uklart, hvilke konsekvenser udviklingen med hensyn til brug af kernevåben i dette årti har haft for brugen af kemiske kampstoffer. Det er muligt, at man fra sovjetisk side har betragtet indsættelse af disse våben som en mere uskyldig option end indsættelse af kernevåben. Harald Nielsen går i


FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K51 7


-



-
-




-
-



-



sin studie om DDR og kernevåbnene (fra 1998) ud fra, at der „vel“ indtil slutningen af 1970’erne har været en indsatsoption for sovjetiske kemiske våben, men peger samtidig på, at det østtyske feltreglement fra 1983 – i modsætning til det fra 1962 – ikke behandler østtysk brug af kemiske våben. Ifølge Harald Nielsen har det heller ikke kunnet afklares, om Sovjetunionen nogensinde oplagrede kemiske våben i DDR eller først ville hente dem ind i forbindelse med en krise.18


FE gik ud fra, at brugen af masseødelæggelsesvåben krævede politisk god-kendelse og ville blive autoriseret samtidig med anvendelse af atomvåben. Mere interessant var det måske, at FE også og lidt i modstrid med tanken om en samtidig autorisation vurderede, at kemiske kampstoffer ville blive an-vendt i en konventionel fase af en storkrig til gennemførelse af operationer, der ikke kunne gennemføres som planlagt, og måske navnlig mod en mod-stander, der ikke kunne svare igen.


Uden at det blev sagt direkte og uden at det blev overbetonet, anså man det altså fra dansk side for sandsynligt, at Warszawapagten ville benytte sig af ke-misk krigsførelse fra første færd under deres operationer mod Danmark under en i øvrigt konventionel storkrig. Særlig sandsynlig ud fra denne forud-sætning var vel forsøg på at lamme danske flyvestationer samt antiinvasions-forsvaret ved Fakse Bugt.


Megen spalteplads i efterretningsoversigternes faste afsnit om „Videnskab & teknik“ – der også inkluderede den generelle udvikling på kernevåbenom-rådet – indtog en detaljeret dækning af rumfart og især af satellitområdet, der demonstrerede Sovjetunionens omfattende bestræbelser på feltet. I marts 1978 opsendtes således satellit nr. 1000, og ved periodens slutning var der konstant op imod 100 militære sovjetiske satellitter i kredsløb. Som eksempel kan nævnes, at der i oktober 1977 omtales 92 sovjetiske satellitter i omløb, af hvilke de 47 var kommunikationssatellitter, 30 fotorekognosceringssatellitter og resten tjente elektronisk indhentning og navigation.19 Alt i alt kan det dog undre, at FE gav satellitområdet så megen spalteplads, som tilfældet var, da oplysningerne med deres tekniske karakter må antages kun at have haft begrænset relevans for brugerne af oversigterne.


Voksende dækning fik i oversigterne op igennem 1970’erne emnet „elek-tronisk krigsførelse“, dvs. den øgede brug af elektronisk opklaring eller ESM (Electronic Support Measures), der typisk er en overvågnings- og pejlingsop-gave, og elektronisk krigsførelse eller ECM (electronic countermeasures), der er et kampmiddel som sættes ind mod fjendens elektroniske udstyr, i sær-deleshed hans radarsystemer og missilstyring. Den øgede opmærksomhed af-spejlede, at uddannelses- og øvelsesbilledet også i Øst i vidt omfang blev præ-


-


18 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen – Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee imWarschauer Pakt, 1998, s. 162f.19 Efterretningsoversigt oktober 1977, s. 25ff., FE’s arkiv.




-



-
-




-
-



-




get af indøvelser af rutiner med henblik på elektronisk krigsførelse. Det gjaldt ikke mindst på flyområdet.


Introduktion af nye større våbenplatforme omtales nedenfor i afsnittene om hærstyrker, flådestyrker og flystyrker.


Hærstyrker


Sovjetunionens disponible mandskabsstyrke voksede kvantitativt kun lidt i perioden, medens de vestlige efterretningstjenester mente at iagttage en betydelig kvalitativ udvikling. Denne udvikling vil blive behandlet i afsnittet om nærområdet.


Sovjetunionens antal af linjedivisioner anslås i 1972 til 169, af hvilke de 120 formodedes at kunne anvendes mod NATO-landene i en eventuel konflikt. Antallet af linjedivisioner var svagt voksende i tiåret og sættes i 1979 til 175 di-visioner, af hvilke de 83, ja, måske 101 divisioner var opstillet på en måde, så de i en krigssituation kunne anvendes mod NATO.20 Rapporten fra 1979 er således kendetegnet ved en ret iøjnefaldende afvigelse fra vurderingen fra be-gyndelsen af 1970’erne med hensyn til de styrker, der kunne siges at udgøre en trussel for Europa. Kildegrundlaget for de østlige styrketal er formentlig som tidligere NATO’s kollektivt udarbejdede årlige oversigt over Warszawa-pagtens styrker og intentioner, men den omtalte afvigelse gøres mod forvent-ning ikke til genstand for kommentarer fra FE’s side. Med hensyn til ét speci-fikt område lå tallene dog fast: i satellitstaterne i Østeuropa. Tallene var for dette område i 1970’erne uforandret 20 divisioner i Østtyskland (ca. 372.000 mand), seks divisioner i Tjekkoslovakiet (80.-90.000 mand), fire divisioner i Ungarn (ca. 60.000 mand) og to divisioner i Polen. Det var vurderingen i oversigterne, at divisionerne i Sovjetunionen generelt stod „markant lavere“ end de sovjetiske divisioner i Østeuropa med hensyn til kampværdi og bered-skabsstatus.21


1970’ernes første år var vidne til en yderligere udbygning af den sovjetiske militære position ved den kinesiske grænse. De sovjetiske styrker her blev me-dio 1971 anslået til 37 divisioner og i 1979 til 45 divisioner, der vurderedes at være udrustet med det nyeste militære udstyr og kineserne kvalitativt – men ikke kvantitativt – overlegne. Det var FE’s vurdering gennem 1970’erne, at så-vel den sovjetiske som den kinesiske styrkeopbygning havde defensiv karakter, og at man søgte at undgå en militær konfrontation.


Selv om det var en ganske betydelig sovjetisk styrke, der var opstillet i det fjerne østen, var det ikke den danske vurdering i begyndelsen af 1970’erne, at udbygningen mod Kina havde nogen betydning for det militære billede i Tyskland, ud over at stigningstakten i den militære modernisering af GSST


20 Efterretningsoversigt for 1979, s. 59. FE’s arkiv. 21 Efterretningsoversigt for 1979, s. 59. FE’s arkiv.


-



-
-




-
-



-



måske havde været en smule lavere end forventet.22 Her kunne det dog i dag tilføjes, at de ca. 40 divisioner, der befandt sig ved den kinesiske grænse, i til-fælde af krig ikke uden videre kunne overføres til Europa, og at deres fravær fra området vest for Ural indebar en lettelse af situationen for NATO.


Flådestyrker


På flådesiden fulgte oversigterne løbende de verdensomspændende sovjetiske maritime aktiviteter, der betød en konstant sovjetisk flådetilstedeværelse – hvis størrelse var afhængig af den internationale situation og årstiden – i Atlanterhavet, Middelhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. I 1979 bemærkes det, at Sovjetunionen havde opnået basefaciliteter i Vietnam.


En vigtig rolle for den strategiske magtbalance spillede efterhånden super-magternes patruljer med strategiske missilubåde. Ifølge FE havde Sovjet-unionen i 1970’ernes slutning deployeret fem Yankee-klasse ubåde ud for USA’s øst- og vestkyst. Disse ubåde vurderedes at være sårbare på grund af de-res nærhed til amerikanske styrker, men det strategiske billede ændredes fra 1974, fra hvilket år sovjetiske Delta-ubåde udstyret med SS-N-8/18 missiler kunne nå USA fra mere sikre affyringspositioner i Barentshavet, Norskehavet og Atlanterhavet.23 Det indebar, at Sovjetunionen havde udviklet en kapacitet til at gøre gengæld, selv om amerikanerne gennemførte et altomfattende missilangreb mod Sovjetunionen, med andre ord opnået en sikret andetslagsevne.


Denne nukleare kapacitet var primært tilknyttet den sovjetiske Nordflåde, hvis aktiviteter vel blev dækket af efterretningstjenesten, men af gode grunde ikke på samme udførlige vis som den sovjetiske Østersøflådes aktiviteter. Det var også fortsat FE’s vurdering, at Sovjetunionens årlige store flådeøvelser i Nordatlanten og Norskehavet skulle opfattes som indøvelse af defensive for-anstaltninger, der i krig havde til mål at søge at standse indtrængende ameri-kanske flåder i deres bevægelser mod Norskehavet og Barentshavet. Den over-ordnede vurdering var nu, at Sovjetunionen ikke kunne klare denne opgave, i alle tilfælde ikke i starten af en krig. Det hedder herom: „Generelt må det si-ges, at Sovjetunionens manglende mulighed for effektivt at kunne yde taktisk luftstøtte, specielt jagerstøtte, i større omfang, i hvert fald ved en krigs begyn-delse, over det meste af det nordatlantiske område i meget høj grad vil van-skeliggøre et positivt resultat af deres luft- og søoperationer.“24 Denne vurdering ændres ikke igennem 1970’erne.


Med andre ord: hvis ikke Sovjetunionen meget hurtigt kunne erobre det sydlige Norge med dets flyvepladser og herfra etablere luftstøtte over havet,


22 Efterretningsoversigt for 1971, s. 98f. FE’s arkiv. 23 Efterretningsoversigt for 1979, s. 80. FE’s arkiv. 24 Truslen mod Danmark, marts 1974, s. P-8. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-




-



Billedserien viser et sovjetisk og et dansk orlogsfartøj ved siden af hinanden i Østersøen. Billederne er taget fra det danske skib. De er udaterede, men er formentlig fra slutningen af 1979 eller begyndelsen af 1980. (Privateje).


stod det i en taberposition i kampen om herredømmet over Nordatlanten og Norskehavet. Hermed fik besiddelsen af Sydnorge tildelt en afgørende betyd-ning for udfaldet af en storkonflikt, men det samme gjorde selvsagt også de to springbrætter til Sydnorge, nemlig Nordnorge og Jylland.


I efteråret 1976 overførte Sovjetunionen seks ældre Golf II klasse kernevå-benbærende missilubåde fra Nordflåden til Østersøen, hvor de i de følgende år gennemførte en lejlighedsvis patruljering, der var genstand for vestlig interesse. Ifølge årsoversigten for 1978 forelå der nu observationer, „som mu-liggør en fastlæggelse af disse ubådes patruljemønster i Østersøen“. Der er i de periodiske oversigter ingen vurdering af, hvad sigtet med overførelsen af denne nukleare kapacitet til Østersøen kunne være, men FE sluttede ved


FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K51 11


-
-




-
-



-



overgangen til året 1980 – ud fra ubådenes deltagelse i missilskydning og de-res patruljetjeneste – at de fortsat havde operativ status.25 Forklaringen er måske, at FE ikke har set sig i stand til at pege på én tolkning, der var mere plausibel end andre blandt dem, der bød sig til.


Det står i dag klart, at Warszawapagten allerede fra 1976 – som det fremgår af indlæggene på dette års møde (december 1976) i Warszawapagtens for-svarsministerkomité – så dystert på den vestlige militære moderniseringspro-ces og allerede da forberedte sig på det worst case-scenarie, der skulle blive det altoverskyggende for Øst fra omkring 1980, nemlig det nukleare over-raskelsesangreb fra et med nye kernevåben udrustet Vesten. Mødet i forsvars-ministerkomiteen mundede ud i en stærk anbefaling af opprioritering af alle sider af militær efterretningstjeneste.26 Dette er et noget andet billede end det, der optræder i mange fremstillinger af den kolde krig, hvor det skildres, at Sovjetunionens bekymring for et nukleart angreb var rykket i baggrunden, efter at landet havde opnået en sikret andetslagsevne i 1970’erne. Emnet vil blive taget op i kapitel 79. Der er med den nuværende kildeadgang i Rusland ikke muligt at konstatere, om der eksisterer en forbindelse mellem den til-syneladende øgede frygt for et nukleart angreb fra Vesten og overflytningen af de med kernevåben bestykkede Golf-ubåde til Østersøen, men det tidslige sammenfald er bemærkelsesværdigt. Forklaringen på overflytningen kan med andre ord have været et ønske om i lyset af et revideret trusselsbillede at styrke den sovjetiske afskrækkelseskapacitet i området.


Den verdensomspændende øvelse „Okean“ i 1975 vurderedes at have samme omfang som øvelsen „Okean“ i 1970. I begge øvelser deltog mere end 200 sovjetiske enheder. FE vurderede, at øvelsen var den mest betydnings-fulde øvelse, Sovjetflåden nogensinde havde foretaget og anskuede den som en demonstration af Sovjetunionens evne til at kunne forlægge enheder glo-balt.27


Fra 1970’ernes slutning vurderedes Sovjetunionen at udnytte NATO’s store flådeøvelser til afprøvning af sine operative planer og overvågningsplaner. Dette foregik på en særdeles koordineret måde i øvelsen „Ocean Safari“ i Norskehavet i september 1979, hvor de sovjetiske enheder tilsyneladende pro-fiterede af kendskabet til NATO’s øvelsesplaner. I oversigten erkendte FE „Sovjetunionens tilsyneladende kendskab til NATO’s øvelsesplaner“, der blev forklaret ud fra en række forhold, heriblandt tidlig overvågning og monite-


25 Efterretningsoversigt for 1978, s. 58; 1979, s. 73f., FE’s arkiv. 26 I et foredrag holdt af chefen for den østtyske militære efterretningstjeneste, T. Gregori, på mødet i 1976 om NATO-styrkernes vigtigste udviklingstendenser og tilstand i den vestlige retning hed det bl.a. i kon-klusionen: „NATO’s øgede anstrengelser for at forhøje styrkernes aggressionsberedskab vidner om, at imperialismen alvorligt og vedholdende forbereder sig på en krig“, jf. Records of the Committee of the Ministers of Defense, mødet i Sofia 10.-11. december 1976, på Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact (PHP) website: http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection, set


-


6. maj 2005.


27 EO april 1975, s. 16 og Efterretningsoversigt for 1975, s. 67f. FE’s arkiv.




-



-
-




-
-



-




ring af NATO’s øvelser samt presseomtale. Hertil skal føjes, at det i dag står klart, at Sovjetunionen i et stadig ukendt omfang gennem 1970’erne og frem til 1985 kunne læse den amerikanske flådes hemmelige signaltrafik og således havde mulighed for at tilrettelægge sine operationer under øvelser på kend-skabet til de udsendte amerikanske ordrer. Hvad den tilsyneladende også gjorde. En række sovjetiske politiske og militære dispositioner fra 1970’erne og 1980’erne kan forklares ud fra dette forhold.28


På materielområdet fulgtes den fortsatte udbygning af den sovjetiske stor-skibsflåde. Ved periodens udgang rådede Sovjetunionen over to hangarskibe („Minsk“ og „Kiev“), der repræsenterede en videreudvikling af de tidligere in-troducerede helikopterhangarskibe. To yderligere enheder af denne klasse var under bygning, men ventedes først indsat i 1980’erne. Evnen til at an-vende de medførte fly vurderedes dog som begrænset. I sin vurdering afstod FE bevidst fra at sammenligne dem med de større amerikanske hangarskibe og skønnede dem især tjenlige som et „politisk virkemiddel“ til indsættelse i fredstid eksempelvis i den tredje verden.


Mere spektakulær end bygningen af hangarskibene var måske den fortsatte udbygning af missilkrydserflåden gennem den påbegyndte bygning af en me-get stor missilkrydser (Bal-Com-1), der var dobbelt så stor som de amerikan-ske missilkrydsere og nærmest måtte betegnes som et missilslagskib. Bygnin-gen af så stort et missilfartøj rejste også mange spørgsmål. Var det også et „sta-tusskib“ med begrænset nytte i krigstid? Eller skulle det bruges som ledsage-skib til nye hangarskibe med samme potentiel som de amerikanske? Til dette store overfladeskib sluttede sig ud over et omfattende program for bygning af oceangående ubåde mindre missilkrydsertyper (Bal-Com-2 og -3) samt en unavngiven type, der blev bygget i Sortehavet. FE’s tolkning op gennem 1970’erne var, at byggeriet af disse store enheder skete på bekostning af for-nyelsen af de mellemstore og mindre enheder og kystubådene, og at udvik-lingen ville nødvendiggøre et betydeligt erstatningsbyggeri i begyndelsen af det kommende tiår.29 Byggeriet af mellemstore enheder var dog på ingen måde gået i stå. Således introduceredes i 1970’erne missiljagere af Krivak-klassen, af hvilke der i 1978 var bygget 19 enheder i Østersøen.30


28 EO oktober 1979, s. 25f. FE’s arkiv. – Sovjetunionens evne til at læse den amerikanske flådes sig-naltrafik på grundlag af amerikanske kryptografiske nøgler, manualer m.m., som man gennem årene erhvervede fra den amerikanske flåde via Walker-spionringen, er behandlet af den CIA nærstående forfatter John Barron i bogen Breaking the Ring. The bizarre Case of the Walker Family Spy Ring, 1987, der bl.a. bygger på 55 bind udskrifter fra retssagen mod en af de hovedanklagede. Ifølge Barron stod KGB-operationen på i 17 år (frem til 1985). Sovjetiske kilder, der er citeret hos Barron (s. 138ff), be-tegnede operationen som KGB’s største og mest succesrige under den kolde krig. Ifølge den ameri-kanske flådeminister John F. Lehman kunne sagen i tilfælde af krig med Sovjetunionen have med-ført de samme katastrofale konsekvenser, som Ultra havde for Tyskland i 2. verdenskrig (sst. s. 212). 29 Efterretningsoversigt for 1973, s. 51; Efterretningsoversigt for 1979, s. 80ff. FE’s arkiv. 30 EO november 1978, s. 26. FE’s arkiv.


-



-
-




-
-



-



I den sammenfattende vurdering af Sovjetunionens flådemagt hæftede FE sig med god grund ved dennes kvantitative omfang, men vurderingen af det kvalitative aspekt er væsentlig mere forbeholden. Medens de sovjetiske hær-styrker ikke gøres til genstand for kritiske kommentarer i Truslen mod Danmark er dette tilfældet for flystyrkerne og navnlig for flådestyrkerne. Det er tydeligt, at man vurderede, at Sovjetflåden kvalitativt stod tilbage for Vestens flådestyr-ker. Det udtales vel ikke direkte, at flådeområdet udgjorde Sovjetunionens akilleshæl, men det er sigende, når det i en vurdering af det maritime forhold i nærområdet hedder, at Sovjetflåden anses for at kunne løse sine opgaver i fredstid og i spændingsperioder, medens det for krigstid gælder, at især vest-lig minekrig og ubådskrigsførelse „på afgørende vis rammer WP-flåderne inden for områder med væsentlige svagheder“.31 Det var ganske stærke ord, der blev taget i anvendelse her, og de afspejlede uden tvivl en sømilitær styr-kevurdering af stor betydning for dansk forsvar.


Til sidst i dette afsnit skal omtales truslen mod Færøerne og Grønland, der normalt ikke blev behandlet i de periodiske efterretningsoversigter. Fra 1974 fik de to danske nordlige områder separate afsnit i Truslen mod Danmark. Disse afsnit byggede helt på den ovenfor nævnte vurdering, at det hverken ville være i Sovjetunionens magt at opnår søherredømme eller en vis luftover-legenhed i en krigs indledende fase. For Færøerne betød det, at der måtte forventes kampe omkring øerne i tilfælde af krig, men at en generel besæt-telse ikke kom på tale. Sovjetunionen ville være henvist til at søge at gøre de primære militære mål i form af radar-, radio- og loranstationer ubrugelige for Vesten gennem luftangreb. Hvis det kom til en kernevåbenkrig, kunne det ikke udelukkes, at der ville blive anvendt kernevåben, især mod radarstatio-nen.32


Grønland vurderedes i 1970’erne at have formindsket strategisk betydning, især hvad angik luftforsvaret af Nordamerika. Som for Færøernes vedkom-mende formodede FE, at Sovjetunionen ikke ville gøre forsøg på besættelse (men vel på oprettelse af vejrstationer), samt at de primære militære installa-tioner ville blive søgt ødelagt gennem luftangreb. I en kernevåbenkrig forven-tedes kernevåben indsat mod enkelte af de vigtigste militære installationer. Som følge af de militære installationers beliggenhed vurderedes der ikke at være nogen trussel mod den grønlandske civilbefolkning i tilfælde af krig.33


Uden at det blev sagt direkte, vurderedes truslen mod Færøerne og Grøn-land således at være mindre end mod det syddanske område. Heri var vel in-tet mærkeligt. Syddanmark lå meget tættere på Warszawapagtens hovedstyr-ker end de nordlige områder gjorde og forventedes at blive scene for omfat-tende krigshandlinger, der ikke kunne undgå at få konsekvenser for civilbe-


31 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-25. FE’s arkiv.32 Truslen mod Danmark, okt.1974, s. P-3 og P-6. FE’s arkiv.33 Truslen mod Danmark, okt.1974, s. Q-5 og Q-6. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-




folkningen, medens de nordlige områder med deres meget mindre befolkninger i vidt omfang var beskyttet af en amerikansk-britisk forsvarslinje.


Flystyrker


De sovjetiske strategiske flyvestyrker bestod af tre luftarmeer, af hvilke de to befandt sig i den vestlige del af Sovjetunionen og forventedes indsat mod mål i Europa. I de to luftarmeer indgik i 1978 703 fly, heraf 558 bombefly; hoved-parten var mellemtunge bombefly. Det samlede antal tunge bombefly i de tre luftarmeer var 140. Disse fly betragtedes i Vesten som forældede, og de blev ikke erstattet af nyere typer. Flyene fra de strategiske luftstyrker vurderedes i Danmark primært at udgøre en overflyvningstrussel for landet.


Større plads i det danske trusselsbillede indtog flyene fra Østersøflådens flyvevåben, der i slutningen af 1970’erne rådede over 128 mellemtunge bombefly (samt 35 jagerbombere). FE ventede, at bombefly fra Østersøflåden ville blive indsat mod Danmark i tilfælde af krig, men forventede hovedparten af de mellemtunge bombefly indsat mod de vestlige flådestyrker i Nordsøen og Nordatlanten.34


De mellemtunge bombefly (af typerne Badger og Blinder) var ikke så avan-cerede som de tilsvarende vestlige fly, men med Backfire-flyet (sovjetisk beteg-nelse Tu-22M, Tu-26) introducerede Sovjetunionen i midten af 1970’erne et mellemtungt bombefly, der hurtigt vandt respekt i Vesten på grund af sin ræk-kevidde, hastighed (Mach 2) og bombelast. Det indgik i SALT-forhandlin-gerne og udgjorde i flere år et problem for disse på grund af uenighed, om flyet var et taktisk eller et strategisk fly. Flyet, der i 1975 vurderedes at være det eneste sovjetiske bombefly i serieproduktion, indgik i operative enheder fra 1975. Produktionen af flyet var dog ikke stor, og ved udgangen af 1979 formo-dedes kun ganske få fly at være tilgået de strategiske luftstyrker, medens Østersøflådens luftvåben havde modtaget mindst 30 stk. af flyet, der udgjorde en forøgelse af den sovjetiske offensive kapacitet i området.35


Fra 1969 gennemførte sovjetiske bombefly fra de strategiske luftstyrker og fra Østersøflådens luftvåben rutinemæssigt såkaldte „penetreringsflyvninger“, hvor de fløj fra flyvestationer i Baltikum til Rügen-området og vendte om.36 Betegnelsen „penetreringsflyvninger“ var måske næppe en dækkende beteg-nelse for flyvningerne, idet der ikke var tale om indtrængen på NATO-landes eller neutrale staters luftrum. Der er ikke vurderinger fra FE’s side af bag-grunden for gennemførelse af disse østlige flyvninger. Ifølge FE udgjorde


-


34 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-1ff. FE’s arkiv.35 EO maj 1975, s. 24-26 (teknisk gennemgang); Efterretningsoversigt for 1975, s. 74ff;


Efterretningsoversigt for 1979, s. 93. FE’s arkiv.


36 EO juni 1979, s. 34. FE’s arkiv. – Således f.eks. i juni 1979 fire flyvninger af Østersøflådens flyve


våben med i alt 10 fly og to flyvninger fra det strategiske luftvåben med fire fly.



-



-
-




-
-



-



disse gentagne flyvninger, der nåede helt frem til dansk luftrum, et varslings-mæssigt problem, idet de – som det bl.a. påpegedes i Truslen mod Danmarks varslingsanalyser – bidrog til at reducere varslingstiden ved et angreb på lan-det til et begrænset antal flyveminutter. Hertil kan vel tilføjes i dag, at de nævnte flyvninger havde rutinekarakter, og at de i reglen blev gennemført af så få fly, at det ikke var muligt at fejltolke dem som indledning til et angreb. Vestlige rekognosceringsfly foretog lignende rutineflyvninger i Østersøen, langs jerntæppet og i de tre luftkorridorer til Berlin.


I dag står det klart, at flyvningerne indgik i et større mønster af flyvninger foretaget af såvel Øst som Vest, hvor man ved at flyve såvel langs med som ind mod modpartens område bl.a. varetog efterretningsmæssige funktioner og indøvede elektronisk krigsførelse. For de vestlige flyvninger i Østersøen og langs med zonegrænsen specielt i 1980’erne se kap. 78.




-
-

Warszawapagtens kapabiliteter i nærområdet


Hærstyrker


Ifølge FE var det den sovjetiske tolkning, at udviklingen inden for de sov-jetiske styrker i Østtyskland i 1970’ernes begyndelse prægedes af en helt ny udvikling – „den tekniske revolution“ – der blev beskrevet som den samlede betegnelse for introduktionen af nye typer af materiel, ændrede organisa-tionsformer m.m. Resultatet af bestræbelserne vurderedes fra dansk side i 1974 at være øget ildkraft og mobilitet ved de sovjetiske styrker samt frigørelse for behovet for kernevåbenstøtte under operationerne.37 I 1978 gik man så vidt som til at sige: „Kvalitativt er der imidlertid i løbet af de seneste års „teknologiske revolution“ sket en markant forøgelse af specielt de sovjetiske divisioners kampkraft“.38


De nye militære optioner havde ifølge FE konsekvenser for Sovjetunionens kernevåbenpolitik. I 1975 antydedes, at Sovjetunionen syntes at overveje en mere smidig brug af kernevåben, end den gældende doktrin foreskrev. Det blev antaget, at Sovjetunionen nu var gået bort fra massiv anvendelse af ker-nevåben som svar på NATO’s brug af enkelte taktiske kernevåben. Det men-tes, at de sovjetiske styrker havde opnået større handlefrihed og kunne vælge såvel det konventionelle niveau som flere nukleare niveauer.39


Senere præciserede FE, at Sovjetunionen i en krigssituation ville søge at udnytte sin konventionelle overlegenhed og udsætte indsættelsen af kernevåben, indtil det skønnes nødvendigt for at bevare initiativet, eller hvis man skønnede, at NATO havde besluttet at bruge dem. Sovjetunionen formode


37 Efterretningsoversigt for 1974, s. 60. FE’s arkiv. 38 Truslen mod Danmark, 1978, s. D-3. FE’s arkiv. 39 Efterretningsoversigt for 1975, s. 11f. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-




des at ville søge at komme et vestligt kernevåbenangreb i forkøbet gennem forkøbsslag. De danske konfliktmodeller byggede i overensstemmelse her-med på en krig mellem Øst og Vest, der åbnede konventionelt, jf. næste afsnit om „Vurderinger af intentioner“.40


Det var først i slutningen af 1970’erne, at FE bragte en mere omfattende gennemgang af elementer af sovjetisk hærtaktik. Behandlingen syntes affødt af diskussionerne blandt vestlige militæreksperter, hvor man på dette tids-punkt mødte påstande om en ny sovjetisk taktik med vægt på mindre centra-liseret føring. I sin fremstilling af regimentets kampformer lagde FE vægt på, at den sovjetiske taktik fortsat byggede på offensiven og mere specifikt det frontale gennembrudsangreb som hovedelement efterfulgt af omfattende manøvrer i forsvarets dybde. Afgørende var opnåelse af lokal styrkeoverlegen-hed i gennembrudssektoren, hvilket for kampvogne skulle betyde et styrke-forhold på 3-5:1, for infanteri på 4-5:1 og for artilleri på 6-8:1. Det var vurde-ringen, at tidligere tiders maksimale officielle fremrykningshastigheder på 100 km pr. døgn – vel at mærke under A- eller C-krigsvilkår (!) – og 30-50 km under konventionelle vilkår ikke mere var gældende. Under øvelser anvend-tes nu højst 50 km under fremrykning til kontakt og ved let modstand.


Der var dog ifølge FE intet, der tydede på, at man i 1970’erne forventede denne hastighed opretholdt, og i den selvstændige trusselsvurdering Truslen mod Danmark omtales helt andre fremrykningshastigheder, nemlig på 15-20 km pr. døgn i gennembrudsfasen ved konventionel krig og på 25-35 km, hvis der blev anvendt kernevåben eller kemiske våben. Gennemgangen var som ovenfor skildret primært baseret på konventionel krigsførelse, men omtalte kort de modifikationer brug af kernevåben ville medføre for angrebsoperatio-nerne i form af spredning og en udvidelse af angrebssektorens bredde. Afslutningsvis bemærkede FE, at man ikke kunne se nogen væsentlige æn-dringer i forhold til de doktriner, der blev udarbejdet i begyndelsen af 1960’erne. En ny sovjetisk militær taktik var således ikke indført, men de sov-jetiske styrker syntes nu at have fået midler til at gennemføre de doktriner, man vedtog dengang.41


Medens personelstyrken ved de sovjetiske styrker i DDR ikke blev ændret i løbet af 1970’erne – den lå fast på 10 panserdivisioner og 10 motoriserede in-fanteridivisioner eller i alt i 1979 ca. 372.000 mand – konstaterede FE i samme tidsrum som nævnt en styrket mobilitet og evne til at kæmpe under såvel kon-ventionelle som ABC-vilkår. Vurderingen byggede ikke mindst på styrkelse af det pansrede mandskabsvognelement og kampvognselementet samt af artille-riet ved GSST. I perioden 1968 til 1977 var ifølge FE antallet af pansrede


40 Truslen mod Danmark, 1976, afsnit B; Truslen mod Danmark, 1978, afsnit B. FE’s arkiv.41 EO august 1978, s. 27ff, september 1978, s. 21ff, oktober 1978, s. 27-32; Truslen mod Danmark, 1978,


s. D-20. FE’s arkiv.


-



-
-




-
-



-



mandskabsvogne øget med ca. 90 %, antallet af kampvogne med 25 % og artilleriet med ca. 95 %.42


Med hensyn til de pansrede mandskabsvogne indførtes forbedrede typer af den pansrede mandskabsvogn (Btr-60), der nu også blev indført i en amfibisk variant.


I begyndelsen af 1970’erne introduceredes tillige det avancerede amfibiske gruppekampkøretøj Bmp, der var udstyret med en 73 mm kanon og kunne transportere en gruppe på otte mand. I slutningen af 1970’erne var halvde-len af det motoriserede infanteri udrustet med forskellige typer af dette køre-tøj, der betegnede overgangen fra et udpræget transportkøretøj (pansret mandskabsvogn) til et egentligt kampkøretøj og gav øget beskyttelse mod an-greb med kernevåben eller kemiske våben.43


Det samlede antal kampvogne ved GSST udgjorde i 1979 7750 stk. med i alt 6710 stk. ved de egentlige kampenheder. Billedet blev i 1970’erne bestemt af introduktionen af den nye (og lavere) middeltunge kampvogn T-64, der i 1979 var indført i halvdelen af kampvognsenhederne (T-62 udgjorde ca. 33 % og T-55 ca. 17 %).44 I midten af 1970’erne øgede den sovjetiske hærledelse til-lige antallet af kampvogne ved de motoriserede infanteridivisioner med ca. 35 % gennem opstilling af en selvstændig panserbataljon ved regimenterne, så-ledes at denne divisionstype nærmede sig panserdivisionens antal af kamp-vogne (henholdsvis op til 265 og 325 kampvogne) og også panserdivisionens operationelle kapacitet.


Den af den sovjetiske ledelse i 1979 i december 1979 påbegyndte tilbage-trækning fra DDR af 20.000 mand og 1.000 kampvogne blev ikke betragtet som et konkret nedrustningstiltag, idet man gjorde opmærksom på, at de en-heder, der blev trukket tilbage, allerede for år tilbage var ophørt med at få til-delt de nye våben og således formentlig længe havde været udset til at blive trukket tilbage.45


Fra 1971 konstateredes udover en opstilling af nye motoriserede enheder ved GSST en oplagring af kampvogne, der ikke blev udfaset. Denne udvikling fremkaldte i 1972 alarm i vestlige efterretningskredse. I årsrapporten fra 1972 hedder det således: „Det må anses for hævet over enhver tvivl, at Gruppens samlede kampkraft er hævet betydeligt i 1972. Det nøjagtige omfang kan dog endnu ikke erkendes.“ De opgivne tal for de nævnte lagre varierer i de føl-gende år, men anslås ved periodens slutning til at omfatte til 300 sovjetiske og 1100 østtyske kampvogne. Man gav dog ikke noget bud på, hvad denne udvik-ling betød, men antydede muligheden af fremtidige organisatoriske ændrin-


42 Efterretningsoversigt for 1977, s. 56. FE’s arkiv. 43 Efterretningsoversigt for 1971, s. 102. FE’s arkiv. 44 Efterretningsoversigt for 1979, s. 63. FE’s arkiv. 45 Efterretningsoversigt for 1979, s. 12, 62. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-




ger. I 1974 erkendtes det åbent, at man ikke kendte det egentlige formål.46 I 2005 ville man nok parallelisere med tilsvarende depotdannelser i Sovjet-flåden af ældre enheder, der tilsyneladende udsprang af en filosofi om, at der kunne forudses situationer, hvor selv ældre krigsmateriel kunne få betydning.


På artilleriets område indførtes ved siden af en vækst i antallet af trukne pjecer selvkørende artilleri i 1974 samt en raketkaster med større kapacitet (Bm-21).47 I 1979 forøgedes desuden antallet af mobile missilaffyringsramper fra 12 til 18 ved de tre (kernevåbenbærende) Scud-brigader, der direkte var underlagt GSST. I alt skulle der nu findes 114 missilaffyringsramper ved de sovjetiske styrker i DDR. Afløsere var desuden på vej. Afløseren for Scud – SS-23 – ventedes dog først at være færdigudviklet i 1980, medens den tidligere omtalte Scaleboard ventedes afløst af SS-22, der vurderedes allerede at være indført i Sovjetunionen.48


På luftforsvarsområdet var det den vestlige opfattelse, at tidligere tiders svagheder nu i høj grad var elimineret gennem udbygning og modernisering. Luftforsvaret vurderedes at udgøre „en effektiv luftsikring af WP-territorium“ og ville frembyde „store vanskeligheder for NATO-fly“, hed det. Specielt havde man opmærksomheden rettet mod frontarmeernes såkaldte „rullende SAM-bælte“, dvs. mobile enheder med jord-til-luft-missiler, der vurderedes at kunne dække mindst 50 km i dybden. De nævnte missilenheders indsatsmåde indebar, at egne luftforsvarsfly ikke kunne operere i området og derfor stod til rådighed for andre kampopgaver, jf. under fly.49


Den elektroniske krigsførelses voksende betydning gjorde sig også gældende ved GSST. I 1978 rapporteredes det, at der ved GSST eksisterede mindst tre bataljoner, der var specialiseret i elektronisk krigsførelse og kunne ventes indsat mod vestlige landmilitære enheder og stabe. Herudover fandtes en kapacitet i divisionernes opklaringsbataljoner.50


Hertil kom også en videre udbygning af ammunitionsdepoter og drivmiddeldepoter i DDR. I 1977 bragtes kort over de større sovjetiske og østtyske ammunitionsdepoter, der udviste en koncentration af depoter i den mellemste og sydlige del af DDR. Den totale ammunitionskapacitet deponeret på østtysk grund blev i 1977 opgjort til 845.000 tons svarende til krigsbehovet i mindst 20 dage.51


Øvelser i DDR foregik som tidligere i hovedsagen i områder, der var perma-nent afspærret for fremmede. Disse øvelsesområder dækkede efter en be-grænset reduktion i 1974 ca. 35 % af landet, hvortil også kom områder, der


-


46 Efterretningsoversigt for 1972, s. 100f; Efterretningsoversigt for 1979, s. 69; Efterretningsoversigt


for 1974, s. 50. FE’s arkiv.


47 Efterretningsoversigt for 1974, s. 60. FE’s arkiv.


48 Efterretningsoversigt for 1979, s. 64. FE’s arkiv.


49 Truslen mod Danmark, 1978, s. G-8f. FE’s arkiv.50 Efterretningsoversigt for 1978, s. 52. FE’s arkiv.


51 Efterretningsoversigt for 1977, s. 61-63. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-



midlertidigt blev afspærret af hensyn til øvelser, beredskabsforanstaltninger eller af andre grunde. 1970’erne blev kendetegnet ved fraværet af de store mere demonstrative øvelser. Den fortsat meget omfattende øvelsesaktivitet blev i stedet gennemført fra divisionsniveau og nedefter, hvortil kom de tal-rige stabsøvelser uden tropper. Disse gennemførtes også på frontniveau og kontrolleredes lejlighedsvis direkte fra generalstaben i Moskva.52 Hyppige øvelsesformer var som tidligere forlægningsøvelser og angreb med flodover-gang, især over Elben. Fra 1976 notificerede Sovjetunionen større øvelser i henhold til Helsinki-slutdokumentet. Til et begrænset antal af disse øvelser – dog for denne periodes vedkommende ikke øvelser afholdt i DDR og Polen – blev der indbudt vestlige observatører.


De halvårlige troppeudskiftninger (af ca. 100.000 mand) ved GSST, der også i tidligere perioder af den kolde krig var blevet fulgt med stor opmærksomhed af vestlige efterretningstjenester, fordi de repræsenterede en forstærknings-mulighed, blev fra 1971 i voksende grad gennemført som flytransporter af sel-skabet Aeroflot. I 1974 forudsås det, at flytransport fremover ville være den dominerende transportform. I slutningen af 1970’erne blev kun 10 % af per-sonelstyrken transporteret pr. jernbane. Det var dog FE’s opfattelse, at tog-transporter ville blive videreført for at bibeholde retten til at føre transporter gennem Polen og dermed legitimere det sovjetiske kontrolelement.53 FE gjorde lejlighedsvis i de følgende år opmærksom på, at de rutinemæssige troppeflyvninger havde militær betydning, idet de demonstrerede Sovjetunio-nens evne til flytning af store troppeelementer.


Polen


I 1970’erne synes FE at have fået udvidet adgang til oplysninger om polske mi-litære forhold, muligvis direkte fra polske militærpersoner. Oplysningerne om oprettelsen af en polsk front i krigstid og de kapabilitetsmæssige proble-mer, der knyttede sig hertil, var i arbejdet Truslen mod Danmark – formentlig for at beskytte en kilde – belagt med den højeste klassifikationsgrad („Yderst hemmeligt“) og således kun tilgængelige for en begrænset personkreds.54 Det skal tilføjes, at de nævnte oplysninger var generelle og ikke behandlede fron-tens konkrete operationsplaner.


Den polske felthær, der omfattede tre armeer (i alt 15 divisioner eller ca.


195.000 mand) vurderedes for hovedpartens vedkommende direkte at kunne sættes i bevægelse og kamp. Undtagelsen var de tre mekaniserede divisioner i Warszawa militærdistrikt, der var mobiliseringsdivisioner og desuden svagere udrustet. I FE’s analyser blev de polske hærstyrker under vurderingerne af øst


52 EO august 1979, s. 24f. FE’s arkiv. 53 Efterretningsoversigt for 1974, s. 67. FE’s arkiv. 54 Truslen mod Danmark, 1978, s. M-1f, M-6, M-9. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-




styrkernes kampværdi normalt sat på tredjepladsen efter de sovjetiske og øst-tyske styrker, men det påpegedes også, at der eksisterede en ikke ubetydelig spredning mellem de polske divisioner med hensyn til udrustning og uddan-nelse. Det blev desuden i 1973 kritisk bemærket, at Polen i modsætning til an-dre lande inden for Warszawapagten var handicappet af at skulle anvende mange våben- og køretøjstyper. Betegnende for forholdene var, at den pri-mære kampvogn ved de polske styrker i 1979 stadig var T 54/55.55


En række polske enheder var imidlertid eliteenheder og vurderedes at have samme kampegenskaber som de bedste sovjetiske styrker, det gjaldt bl.a. de styrker, der forudsås indsat under en landsætningsoperation mod de dan-ske øer. Disse omfattede, som tidligere omtalt den luftbårne division i Krakow (fem luftbårne bataljoner) samt den 7. polske landgangsdivision (ca. 3300 mand fordelt på tre landgangsregimenter) samt en række kampstøtteenhe-der. En analyse af et af de polske landgangsregimenter under den 7. polske landgangsdivision afsluttedes med en vurdering af dens kampværdi som væ-rende „meget høj“.56


I 1974 nævntes – og stærkere end tidligere – den mulighed, at der kunne blive etableret en ren polsk front i krigstid. Det blev dog vurderet, at planen var på et forberedende stadium. Baggrunden for den justerede opfattelse var konstateringen af eksistensen af et polsk signalregiment, der udgjorde så stor en signalenhed, at det forudsatte en funktion på frontniveau. Man gjorde dog straks opmærksom på, at der fortsat manglede en række faglige enheder i Polen, som nødvendiggjorde sovjetisk deltagelse i en af polakkerne ledet frontoperation.57


I efteråret 1977 omtaler FE oprettelsen af en brigade udstyret med taktiske kernevåbenmissiler (Scud) under det polske forsvarsministerium. Polen rå-dede dermed over fire Scud-brigader, hver med ni stk. Scud-missiler. Vur-deringen var, at de polske hærstyrker havde fået „en anselig nuklear kapaci-tet“, hvilket udgjorde en væsentlig forudsætning for de polske bestræbelser på at opstille en national polsk front.58 I parentes kan det dog bemærkes, at de polske styrker ikke havde rådighed over de atomladninger, hvis indsættelse i en krigssituation til stadighed blev øvet. Atomladningerne befandt sig i lig-hed med de tilsvarende ladninger til de østtyske missiler under fast sovjetisk kontrol, jf. nedenfor under „DDR“.


I 1978 formodedes det, at det polske forsvarsministerium kunne udskille en frontstab, der kunne blive føringselement for den polske felthær. Det blev


-


55 Efterretningsoversigt for 1973, s. 84; Efterretningsoversigt for 1979, s. 66. FE’s arkiv. – Selv den 7.


landgangsdivisions panserbataljon disponerede i 1979 alene over den svagt bestykkede Pt-76 amfibie


kampvogn (jf. Efterretningsoversigt for 1979. s. 66).


56 EO januar 1978, s. 29ff. FE’s arkiv. – Det vurderedes, at regimentet kunne fastholde et brohoved


på 6 gange 5 km i 24 timer.


57 Efterretningsoversigt for 1974, s. 64. FE’s arkiv.


58 EO september 1977, s. 31ff. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-



-



dog af FE fortsat betonet, at polakkerne havde behov for sovjetisk støtte. Afhængigheden på dette punkt blev i 1978 præciseret gennem den formu-lering, at sovjetisk kampstøtte og logistisk støtte ville være nødvendig, hvis en polsk front skulle kæmpe i længere tid.59


Som det kan ses, var det først i 1970’erne, at FE seriøst begyndte at beskæf-tige sig med muligheden af den polske front, der som skildret tidligere havde været i funktion siden første halvdel af 1960’erne, men også havde været om-gærdet med stærk hemmeligholdelse. Det var tydeligt, at man i FE havde store vanskeligheder med at acceptere tanken om en af polakkerne ledet og gennemført frontoperation. Det var da også fortsat den danske hovedopfat-telse vedrørende Kystfronten, at de sovjetiske styrker skulle have hovedrollen i en front, der bestod af sovjetiske, polske og østtyske styrker, men man ude-lukkede på den anden side ikke mere en variant, hvor polakkerne havde kom-mandoen.


Spørgsmålet om Kystfrontens sammensætning vil blive taget op i det følgende afsnit om intentioner.


DDR


Den østtyske hærs styrketal forblev relativt uændret gennem 1970’erne. Med hensyn til kampkraft rangerede den højt inden for Warszawapagtstyrkerne, og den blev i vurderingerne kun overgået af GSST. De østtyske styrker var som de polske udrustet med fremføringsmidler til taktiske atomvåben i form af Scud-missiler, ligesom hver af divisionerne havde en Frog-bataljon. Det blev bemærket i København, at de østtyske styrker blev udstyret med de nyeste sov-jetiske våben, hvilket man tolkede som en indikator på den betydning, der blev tillagt dem fra sovjetisk side. I januar 1976 rapporteredes det således, at de østtyske styrker var i færd med at blive udstyret med den nye selvkørende 122 mm kanonhaubits. FE’s kommentar var typisk nok, at hvis det 29. moto-riserede regiment i Prora (på Rügen) – der som eneste østtyske enhed fik landsætningsuddannelse og ventedes indsat mod Danmark – fik tildelt det nye våben, ville dets muligheder for at give ildstøtte ved en brohoveddannelse være øget. Fra dansk side havde man opmærksomheden rettet mod dette re-giment og fulgte det nøje. I en analyse fra 1977 vurderedes det, at en bataljons-kampgruppe fra regimentet kunne fastholde et brohoved på en ikke befæstet kyst på 5 gange 4 km i 10 timer.60


I rapporterne nævnes som omtalt kernevåbensystemerne i den østtyske hær (den østtyske flåde fik aldrig tildelt kernevåben) i form af operativt-taktiske og taktiske missiler. Vi ved i dag, at i det normale fredstidsberedskab var de øst


-


59 Efterretningsoversigt for 1978, s. 54f. FE’s arkiv.


60 EO januar 1976, s. 19; EO december 1977, s. 21-25. FE’s arkiv. – I Prora var også stationeret 2. øst


tyske faldskærmsjægerbataljon direkte underlagt det østtyske forsvarsministerium.




-



-
-




-
-



-




tyske missiler (som de polske missiler) ikke bestykket med atomsprængladningerne, der blev holdt under nøje kontrol af sovjetiske enheder i særlige depoter. Den komplicerede og sårbare udleveringsprocedure er nøje rekonstrueret af den tyske forsker Harald Nielsen.61


Flådestyrker


Den generelle opfattelse i rapporterne i 1970’ernes begyndelse synes at være, at flådebilledet i Østersøen – uagtet lejlighedsvise episoder – stort set var uændret og måtte vurderes som „roligt“. Dette på trods af en omfattende øvelses- og efterretningsaktivitet fra såvel Øst som Vest. Gennemgangen i efterretningsoversigterne af de forskellige incidenter i søen (østlig opbringelse af fiskefartøjer, indtrængen på dansk territorialfarvand samt lejlighedsvise øst-lige chikanerier i søen) ender typisk med: „ingen af hændelserne synes at in-dikere nogen væsentlig ændring af forholdene i Østersøen“.62 Formuleringen mødes ikke i anden halvdel af 1970’erne, men vurderingen syntes ikke æn-dret. Der kan således i denne periode siges at have eksisteret et særligt flåde-regime i Østersøen, hvor man omgikkes hinanden på et ikke konfrontatorisk niveau.


Øvelsesbilledet inden for Warszawapagten var 1970’erne igennem præget af omfattende sovjetisk og østtysk øvelsesaktivitet og væsentlig mere begræn-set aktivitet fra den polske flådes side. Flere gange om året afholdtes ganske omfattende såkaldte „indtrængningsøvelser“, hvor østlige enheder forlagt til Gedser/Rügen-området simulerede et vestligt angreb ind i Østersøen og under deres sejlads østover passerede forskellige forsvarsbarrierer, her-under omfattende flyangreb.63 Hyppige østlige antiubådsøvelser vidnede ligeledes om, i hvilken retning man tolkede en vestlig hovedindsats i tilfælde af krig.


Nye træk i 1970’erne var en markant udvidelse af de østlige efterretningsak-tiviteter til søs – globalt som i nærområdet. I 1970 fik en patrulje i Skagerrak og Nordsøen permanent karakter og gennemførtes i de kommende år pri-mært i sommerhalvåret med enten en fregat eller minestryger. Det var FE’s vurdering at hensigten med patruljen var hurtig etablering af en overvåg-ningsoperation, hvis noget indtrådte, samt kontinuerlig elektronisk efterret-ningsindhentning i Skagen-området. I 1972 indførte østtyskerne den såkaldte „Stubbenkammer-patrulje“, der opererede mellem Dornbusch og Greifswalder


61 Jf. Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen. Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee im Warschauer Pakt, s. 127ff. – Højtrangerende officerer fra de tidligere østtyske missiltropper og artil-leri forsikrede i interviews Harald Nielsen (sst. s. 127), at de aldrig havde set en ægte atomspræng-ladning. 62 Efterretningsoversigt for 1974, s. 79. FE’s arkiv. 63 For en omfattende gennemgang af en sådan øvelse i september 1979 se Efterretningsoversigt september 1979, s. 22f. FE’s arkiv.


-



-
-




-
-



-



Oie og supplerede den allerede i en række år aktive østtyske patrulje mellem Lolland og østtysk territorium (Hyllekrog-patruljen). Fra 1973 opretholdtes desuden i sommerperioden en ny patrulje med fast position ved Kriegers Flak (ca. 25 km øst for Møns klint), der på skift blev besat med et sovjetisk, polsk og østtysk fartøj. Fra dansk side blev der gættet på, at patruljens oprettelse skyldtes den tætte trafik i området.64


Et fast træk i flådebilledet var de østlige omsejlinger af Sjælland, af hvilke de fleste blev foretaget af DDR-fartøjer. I 1977 konstateredes 26 omsejlinger og i 1978 24 omsejlinger. Det var FE’s opfattelse, at en begrænset del af disse sejladser tjente efterretningsindhentning, medens de øvrige blev gennemført for at gøre personellet bekendt med de danske farvande. Sejladserne regi-streredes relativt lidenskabsløst af FE, der synes at have betragtet dem som ru-tineforeteelser. Det samme gjaldt polske „lystfartøjers“ sejladser i de danske farvande, der også havde et betragteligt omfang. I 1978 var der således besøg af 65 polske lystfartøjer, der foretog 257 havneanløb, hvilket var en betydelig stigning i forhold til de to foregående år, hvor der havde været besøg af 40 lystfartøjer med henholdsvis 169 anløb (1976) og 156 anløb (1977). Selv om det ikke udtrykkeligt udsiges af FE, har man næppe været i tvivl om, at „lystsej-ladserne“ udgjorde såvel efterretningsindhentning som en uddannelse, der bl.a. skulle give polske officerer og befalingsmænd et lokalkendskab, der kunne være vigtigt under en invasion af Danmark.65


Danmark var ikke eneste mål for disse aktiviteter. I 1972 besejlede den pol-ske generalstabsofficer Ryszard Kuklinski – der fra 1972 var amerikansk agent og i november 1981 af CIA blev smuglet ud af Polen – med kolleger den nord-tyske og hollandske kyst med yachten „Legia“. Han foretog også i de følgende år sejladser med dette fartøj.66 Ifølge en hollandsk forsker blev hollandske havne regelmæssigt besøgt af lystfartøjer fra polske statsinstitutioners yachtklubber. Årligt sejlede fem eller seks lystfartøjer også forbi den vigtigste flådestation „Den Helder“ på vej til eller fra Amsterdam. Sejladserne betrag-tedes fra hollandsk side som rutineefterretningsoperationer.67 En omtale af de polske efterretningsoperationer mod Danmark baseret på nye kilder fin-des i kapitel 53.


-


64 Efterretningsoversigt for 1972, s. 115f og Efterretningsoversigt for 1973, udsendt 24. april 1974, s.


51f. FE’s arkiv.


65 Efterretningsoversigt for 1978, s. 65f. FE’s arkiv. – Det oplystes (s. 66), at polakkerne i 1978 havdesøgt at udvide sejladsen med lystfartøjer til også at omfatte Grønland (!), hvilket var blevet afvist. Detsamme gjaldt ansøgningen om gennemsejling af Limfjorden. To anløb på Færøerne var blevetaccepteret.66 Jf. Nigel West, The Third Secret. The CIA, Solidarity and the KGB’s Plot to kill the Pope, 2001, s. 88. –Vedrørende Ryszard Kuklinski henvises generelt til Benjamin Weiser, A Secret Life. The Polish Officer,His Covert Mission, and the Price He Paid to Save His Country, 2004.67 Personlig meddelelse 21. januar 2004 fra Wies Platje, der indtil 1994 var efterretningsofficer i denhollandske flåde. Platje henviser desuden til sin og M.W. Jensens bog om den hollandske flådes efter-retningstjeneste De MARID, Haag, 1997, s. 165.



-



-
-




-
-



-




Efter den kolde krigs ophør er det kommet frem, at afgangsklassen på det polske generalstabskursus fast deltog i en sejlads rundt om Sjælland.68 Var det en lysttur eller en indvielse til krigsopgaven? Eller begge dele? Spørgsmålet kan ikke besvares uden adgang til polske kilder, men det er selvsagt ikke uden interesse, at den polske militære ledelse tog den danske opgave så alvorligt, at den beordrede eliten inden for det polske officerskorps til i fredstid at kigge ind i det land, der skulle erobres, hvis det kom til krig.


Et nyt træk var ligeledes, at enheder af de tre østlige flåder i juli 1971 for første gang blev deployeret til Skagen-området for at afholde antiubåds-øvelser. I sommeren 1972 afholdt østtyskerne en flådeøvelse ved Anholt, hvor-under en dansk motortorpedobåd blev generet. I den forbindelse vurderede FE, at det bagvedliggende ønske havde været at manifestere retten til at ope-rere i danske farvande, hvor disse folkeretligt kunne betegnes som internatio-nalt farvand.69


På amfibieområdet udvistes stærk aktivitet i forbindelse med øvelsen „Waffen-brüderschaft“ i 1970, men i de efterfølgende år faldt de offensive landsæt-ningsøvelser ud. Grunden hertil kunne efterretningstjenesten kun gisne om, men man antydede en sammenhæng med den europæiske sikkerhedskonfe-rence, der var bragt på dagsordenen.70 Det blev dog bemærket, at østtyskere og polakker stadig afholdt landsætningsøvelser. I 1973 omtales polske land-sætningsøvelser – med et halvt års mellemrum – der vurderedes at have „ruti-nemæssig karakter“, men det vurderedes dog samtidig, at øvelserne havde haft til formål at træne ombordtagning og landsætning.71


Dette forholdsvis beroligende billede ændrede sig i 1974. Dette år vendte Warszawapagten med flådeøvelsen „Val 74“ tilbage til de stort anlagte offen-sive øvelser, der i en årrække havde været lagt på hylden. Ifølge FE mindede øvelsen om „Waffenbrüderschaft“, den indeholdt således en landsætnings-øvelse, der afvikledes i samme område som denne øvelse. FE gjorde også op-mærksom på, at de polske landsætningsskibe i ca. 10 tilfælde havde øvet landsætningsoperationer dette år, og at enheder af den 7. landgangsdivision i flere tilfælde havde deltaget. I årene 1974 til 1976 deltog også andre hær-enheder i disse øvelser, men derefter begrænsedes øvelsesdeltagernes antal tilsyneladende.72


Den sidste store Warszawapagtøvelse i perioden var øvelsen „Val 77“, der af-sluttedes med en landsætning ved Peenemünde og var genstand for betydelig vestlig interesse. Det hed i årsoversigten, at den i „mangt og meget“ kunne sammenlignes med øvelserne i 1970 og 1974, men også at øvelsen repræsen-


-


68 Samtale med en oberst i det danske flyvevåben 17. december 2003. Oplysningen stammede ifølge


obersten fra en polsk general.


69 Efterretningsoversigter for 1971 og 1972, henholdsvis s. 124 og 116. FE’s arkiv.


70 Efterretningsoversigt for 1972, s. 118f. FE’s arkiv.


71 Efterretningsoversigt for 1973, s. 92f. FE’s arkiv.


72 Efterretningsoversigt for 1974, s. 56; Efterretningsoversigt for 1979, s. 24. FE’s arkiv.



-



-
-




-
-




-



-

Kort over Warszawapagt-øvelsen Val-77. (Militærarkivet, Freiburg).


terede den hidtil største samlede løftekapacitet på østlig side. I efterretningsoversigten for juni blev givet en ganske detaljeret beskrivelse af øvelsesforløbet, der omfattede samling af landsætningsskibene (i alt 29), indledende bombeangreb (med polske og sovjetiske jagerbombere) over landsætnings


K51 26 DEL III · DÉTENTE 1963-1978


-




-
-



-




området, indsats af polske og østtyske taktiske fly, nedkastning af luftbårne tropper (i alt 1200) umiddelbart før landsætningen samt endelig landsætning i fire bølger og sikring af brohovedet gennem helikopteroperationer. I de landsatte styrker, der blev opgjort til 2200 mand, indgik soldater fra de tre del-tagende Warszawapagtlande. Det var dog FE’s opfattelse, at løftekapaciteten ikke blev udnyttet fuldt ud.73


Det stod klart for FE, at der var tale om offensive øvelser. At Danmark skulle være målet udtales dog ikke og kunne næppe heller sluttes ud fra det begræn-sede efterretningsmateriale, der har stået til disposition. Vi ved i dag – efter åbningen af de østtyske militærarkiver – at en række af de store Warszawa-pagtøvelser i 1970’erne (således også „Val 74“ og „Val 77“) omfattede de ope-rationer som den polskledede Kystfront og den sovjetisk ledede samlede Østersøflåde i tilfælde af en storkrig skulle iværksætte for at erobre Danmark (som et led i det store fremstød mod Forbundsrepublikken Tyskland, Holland og Belgien) og foretage et gennembrud mod Nordsøen og Norge, jf. mere indgående beskrivelser i kapitel 53.


Et større indtryk end „Val 77“ synes de nationale sovjetiske landsætnings-øvelser øst for Baltijsk i foråret og sommeren 1978 at have gjort. Under øvelserne i juni-juli konstaterede FE tilstedeværelsen af den hidtil største sov-jetiske amfibieløftekapacitet i Østersøen og – formodedes det – uden for Øster-søen; i alt 33 landsætningsenheder var involveret. Den teoretiske løftekapaci-tet under øvelserne blev opgjort til ca. to marineinfanteriregimenter (ca.


3.600 mand). Øvelsesbilledet opviste i øvrigt en række enkeltheder, der ikke var konstateret tidligere. Således deltog for første gang landsætningsskibe fra Nordflåden og fra Sortehavsflåden i en øvelse i Østersøen. Desuden omfat-tede øvelsen næsten alle Østersøflådens Polnocny-klasse landsætningsfartøjer, af hvilke halvdelen normalt ikke var aktive. I øvelsen deltog også fem handels-skibe, blandt hvilke indgik et roll-on-roll-off-fartøj (Ro/Ro). Ifølge FE var det første gang, at et sådant fartøj deltog i en amfibieoperation.


Øvelsen var præget af en stærk deltagelse af fly, bl.a. af det nye Backfire-bombefly. Efterfølgende blev det konstateret, at øvelsen havde varslingsmæs-sig relevans, idet Sovjetunionen havde kunnet gennemføre den omfattende sammendragning af styrker, uden at det i forvejen kunne erkendes.74


FE gjorde mod periodens slutning opmærksom på, at det sovjetiske marine-infanteri blev styrket i anden halvdel af 1970’erne. Personelstyrken i Østersø-flådens marineinfanteriregiment blev forøget med 25 % til ca. 2350 mand og dets panserbataljon blev styrket gennem tilførsel af 30 middeltunge kamp-vogne (til 40 i alt). FE’s vurdering var, at regimentet nu rådede over betyde-


-


73 EO juni 1977, s. 18-20, Efterretningsoversigt for 1977, s. 70f. FE’s arkiv.


74 EO juni og juli 1978, henholdsvis s. 18-19 og 21-22.; Efterretningsoversigt for 1978, s. 60f. FE’s


arkiv.



-



-
-




-
-



-



lig større slagkraft og evne til selvstændig kamp end tidligere.75 Mindre num-mer gjorde man ud af, at man i en række år havde tillagt Østersøflåden dob-belt så stor en marineinfanteristyrke (nemlig to regimenter à 2200 mand), som tilfældet var. I 1976 blev det uden kommentar slået fast, at der indgik ét marineinfanteriregiment i Østersøflåden, med en mandskabsstyrke på ca. 1880 mand.76


På materielsiden vurderede man i 1973, at det sovjetiske Polnocny-program


– der repræsenterede hovedfartøjet på landsætningsområdet – havde en usik-ker fremtid, idet Sovjetunionen i 1973 havde overdraget fem enheder til Sydyemen og Egypten. Man forventede derfor, at der til erstatning af pro-grammet ville blive indført et nyt landsætningsskib med en kapacitet på 12 kampvogne. Denne antagelse blev bekræftet i april 1974 med søsætningen af det første eksemplar af den nye og væsentlig større Ropucha-klasse, der havde en anslået løftekapacitet på 15-18 amfibiekøretøjer mod Polnocny-klassens fem til seks. I begyndelsen af 1975 ventedes den tredje enhed søsat og der-efter forudsås en årlig tilgang på tre til fire enheder. Forventningen var, at den nye klasse skulle erstatte Polnocny-klassen, og vurderingen var, at der var tale om en „væsentlig fornyelse“, som på længere sigt ville indebære en for-øgelse af Sovjetunionens løftekapacitet på amfibieområdet.77


I 1976 rapporterede FE om en ny østtysk type af landsætningsskibe (Froschklassen) med et deplacement på 1700 tons og en amfibisk løftekapacitet på ca. 11 Pt-76 amfibiekampvogne. Den nye løftekapacitet førte imidlertid ikke til en udvidelse af de østtyske landsætningsøvelsers omfang. Øvelsesprogrammet fortsattes dog, men i 1979 faldt det ud.78


1970’erne sluttede formentlig forholdsvis beroligende for FE med en konstatering af, at byggeriet af landsætningsskibe til den sovjetiske flåde var „stagneret“, og at det eneste tilbageværende byggeprogram, nemlig Rogov-klassen


– Sovjetunionens hidtil største landsætningsskib – kun skred langsomt frem. Rogov-klassen skønnedes på grund af sin størrelse ikke at være bygget til Østersøen. Østtyskerne havde afsluttet en serie på 12 af Frosch-klassen, der dækkede løftebehovet for deres amfibisk uddannede 29. motoriserede infan-teriregiment. Foruroligende for FE var tilsyneladende en oplysning om, at der nu dukkede „diversionsbrigader“ (specialstyrker uddannet til bl.a. sabo-tage og mord og hidtil kun kendt ved hærstyrker) op ved de sovjetiske flåder. Ifølge FE var det endnu ikke bekræftet, at de eksisterede ved Østersøflåden, men hvis de gjorde, indebar det, at truslen mod vigtige mål måtte vurderes højere end hidtil.79


-


75 Efterretningsoversigt for 1979, s. 61. FE’s arkiv.


76 Truslen mod Danmark, 1974, s. D-4.; 1976, s. D-ff. FE’s arkiv.77 Efterretningsoversigt for 1974, s. 88. FE’s arkiv.


78 EO april og maj 1976, henholdsvis s. 25 og 26f; Efterretningsoversigt for 1979, s. 74. FE’s arkiv.


79 Efterretningsoversigt for 1979, s. 84 og 86. FE’s arkiv.




-



-
-




-
-




-



-
-




Landsætningsfartøj fra Warszawapagten af Alligator-klassen, 1974. (FE/Orlogsmuseet).


Sammenfattende kan det vel siges, at selvom FE i 1978 vurderede Warszawapagtens samlede landsætningskapacitet som „betragtelig“ med en løftekapacitet svarende til tre sovjetiske marineinfanteriregimenter (dvs. i alt ca. 6.000 mand) og samme år mente, at en „væsentlig kapacitetsforøgelse“ fandt sted som konsekvens af indførelse af Ro/Ro-skibe,80 så kunne udviklingen have været værre, og det var et faktum, at der ikke var sket nogen udvidelse af kapaciteten gennem det meste af 1970’erne. Hvad Ro/Ro-skibene angik, havde man kun set ét sådant fartøj deltage i en øvelse, og en fremtidig vurdering måtte afhænge dels af omfanget af tilførsler af disse fartøjer dels af en eventuel udvidelse af marineinfanteristyrkerne.


Flystyrker


De sovjetiske luftstyrker i DDR (16. luftarmé) omfattede ved årsskiftet 1975/76 i alt 908 kampfly og 717 hjælpefly, medens den sovjetiske luftstyrke i Polen


(37. luftarmé) omfattede 324 kampfly og 134 hjælpefly. Derudover rådede DDR og Polen over henholdsvis 350 og 781 kampfly. Fra midten af 1970’erne indledte Sovjetunionen en omfattende konvertering af luftstyrken i DDR til 3.


80 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-14. FE’s arkiv.


FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K51 29


-



-
-




-
-



-



generationsfly i form af den avancerede altvejrsjager „Flogger B“ og jagerbombere (Fitter og Flogger D). Konverteringen afsluttedes foreløbigt i begyndelsen af 1977.81 I sommeren 1978 begyndte Flogger B tillige at indgå i de øst-tyske flystyrker, ved årsskiftet 1980 begyndte den tillige at tilgå det polske fly-vevåben. Det var den overordnede vurdering, at indførelsen af 3. generations-fly tilførte Warszawapagtens flystyrker øget aktionsvidde og udvidede bombe-laster og også afhjalp de hidtidige mangler med hensyn til bombnings- og na-vigationsudstyr.82


En anden vigtig udvikling på flysiden hang sammen med den tidligere om-talte styrkelse af luftforsvaret ved Warszawapagt-styrkerne. Indførelsen af SAM-missiler m.m. ved luftforsvaret frigjorde betydelige jagerstyrker til kamp-opgaver foran tropperne på jorden. Det var et nyt element i krigsbilledet, at man nu forventede massive og koncentrerede såkaldte „counter-air“-operatio-ner udført fra begyndelsen af en konflikt. Disse angreb ventedes også indsat mod danske mål.83


Den sammenfattende vurdering var allerede i 1975, at truslen mod dansk område – forstået som evnen til indsats – var steget som konsekvens af fleksi-biliteten ved de nye fly samt jagerpiloternes træning i sekundære opgaver. Endvidere vurderedes jagerregiment Peenemündes træning i supplerende angrebsroller at udgøre en trussel mod danske flådeenheder.84


På helikoptersiden gennemførtes en stærk forøgelse af antallet af kamphelikoptere ved GSST mod slutningen af perioden. I året 1979 øgedes antallet af kamphelikopterregimenter her fra tre til fem. Ifølge FE var styrken af disse helikoptere dermed forøget med ca. 55 % til ca. 350 kamphelikoptere.85


I øvrigt var rapporteringen på flysiden ud over den faste beregning af de østlige luftstyrkers aktivitetsniveauer stærkt præget af analyser af de uaflade-lige luftforsvars- og flystøtteøvelser, der blev holdt over Østtyskland og Polen året igennem bortset fra vintermånederne. Luftforsvaret, der var højt priori-teret, blev til stadighed udbygget og afprøvet. I 1979 meldes om mulig genop-tagelse ved de sovjetiske flystyrker i Polen efter års pause af de specielle øvelser, der indicerede aflevering af atomvåben.86 Oplysningen blev ikke kommenteret.


Sovjetiske fly gennemførte i 1970’erne fast flyvninger langs Østersøen og frem til det nordlige DDR med henblik på signalopklaring og indøvelse af elektronisk krigsførelse. Det polske luftvåben gennemførte lige så regelmæssigt flyvninger ved Bornholm med sigte på de danske radarinstallationer på


-


81 Efterretningsoversigt for 1977, s. 80. FE’s arkiv.


82 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-25. FE’s arkiv.83 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-29. FE’s arkiv.84 Truslen mod Danmark, 1975: „Bemærkninger til ændringer“, s. 3 (Bilag nr. 2 til FE nr. 1690/75). FE’sarkiv.85 Efterretningsoversigt for 1979, s. 95. FE’s arkiv.


86 EO oktober 1979, s. 29f. FE’s arkiv.




-



-
-




-
-



-




øen, i juli måned 1975 gennemførte polakkerne således 25 flyvninger på 16 dage. I sommeren 1979 meldtes for første gang om omfattende polsk brug af chaff, dvs. udkastet materiale til forstyrrelse af radaropklaring, jf. kapitel 51. Det var vurderingen, at der var tale om nyt ECM-udstyr til det polske flyvevå-ben med det formål at sikre polske offensive missioner gennem oprettelse af særlige chaff-korridorer, dvs. etablering af omfattende barrierer for vestlig elek-tronisk efterretningsvirksomhed, bag hvilke missioner uset kunne indledes.87


Der er ikke i FE’s materiale omtale af de tilsvarende vestlige flyaktiviteter i Østersøen, således at en sammenligning af respektive aktivitetsniveauer ikke kan foretages på dette grundlag.



-

Vurderinger af intentioner


Sandsynligheden for krig


FE’s samlede vurdering af sandsynligheden/risikoen for krig mellem Øst og Vest i 1970’erne var konstant og ikke ændret i forhold til det billede, der teg-nedes i 1960’ernes slutning. I trusselsanalysen Truslen mod Danmark fra 1970’erne (seneste udgave 1978) hedder det med helt enslydende formule-ring: „Sandsynligheden for en væbnet konflikt mellem NATO og Warszawa-pagtlandene må vurderes som værende ringe, men muligheden herfor består dog. En sådan konflikt kunne tænkes som følgevirkning af militær pression, der igen kunne være resultat af en sovjetisk opfattelse af, at


-
-
-


  • solidariteten inden for NATO og dermed Alliancens vilje og evne til forsvar var blevet væsentligt forringet, eller at

  • -


  • indre uro afgørende havde svækket et eller flere NATO-lande.“



  • FE formodede, at det indgik i de sovjetiske overvejelser forud for et pressions-forsøg, at landet besad konventionel overlegenhed i Europa, og at en konflikt kunne holdes på et niveau under det strategiske, dvs. ikke ville medføre ker-nevåbenudvekslinger mod de to supermagters eget territorium. Ifølge FE kunne det heller ikke udelukkes, at krig kunne opstå som følge af en aflede-manøvre i tilfælde af en magtkamp inden for kredsen af Østlande eller som en udløber af episoder eller tekniske uheld.88 Det forhøjede vestlige forsvars-beredskab i forbindelse med invasionen i Tjekkoslovakiet i august 1968 – hvor danske tropper blev forsynet med skarp ammunition og rykkede ud af garni-


    87 EO juli 1975, s. 27; EO juni 1979, s. 34. FE’s arkiv. 88 Truslen mod Danmark, 1974, s. A-3; 1976, s. B-2f; 1978, s. B-2f. – Afsnittet om vurderingen af krigs-sandsynligheden blev udsendt med klassifikationen „Hemmeligt“, således at kun få kunne få kend-skab til den. Det er vel sandsynligt, at man fra dansk side i dette vigtige spørgsmål har fulgt den sand-synlighedsvurdering, man var blevet enig om inden for NATO, og at klassifikationen afspejlede et hensyn hertil.


    -



    -
    -




    -
    -



    -



    sonerne – skal ses i lyset af tankegange som de her skildrede, hvor man ikke udelukkede, at Sovjetunionen kunne finde på at søge at kvæle en intern krise ved at fremprovokere en international konflikt. Disse tankegange forekommer i dag ikke særligt velbegrundede.


    FE’s overordnede tolkning var klart, at Sovjetunionen fortsat havde globale ambitioner, men at landet stadig anså detentepolitikken over for Vesten som den bedste ramme for virkeliggørelse af sine mål. NATO besad evnen til at af-skrække Sovjetunionen fra militære eventyr, hvis det bevarede sin sammen-hængskraft og kampevne. Det skal i den forbindelse fremhæves, at truslen om politisk pression, der som tidligere omtalt blev opvurderet i FE’s papir fra fe-bruar 1970, udtrykkeligt blev nedvurderet igen i 1974-udgaven af Truslen mod Danmark med den ledsagende kommentar, at man nu anså denne trussel for mindre sandsynlig end tidligere. Politisk pression blev nu primært behandlet under varianten „Begrænset krig“, jf. det følgende afsnit om konfliktmodeller.


    Med hensyn til varslet var det nu hovedopfattelsen, at der kunne forventes et politisk varsel. Det skete ud fra den overvejelse, at de af detenten skabte fredsforventninger i den sovjetiske befolkning nødvendiggjorde en psykolo-gisk omstilling af den sovjetiske befolkning til en krigs vilkår. Samtidig påpe-gedes muligheden af, at Sovjetledelsen kunne vælge at gå i krig uden denne psykologiske forberedelse. Konsekvensen heraf var, at de politiske indikatorer på krig måtte suppleres med militære indikatorer, og her navnlig flytning af styrker. Til sidst nåede studien frem til, at der kunne ventes et varsel på mellem 48 timer og 8 dage. Med hensyn til det taktiske varsel var situationen som fra slutningen af 1960’erne, dvs. at der i værste tilfælde ikke ville blive gi-vet noget varsel.89


    Konfliktmodeller


    Som for 1960’ernes vedkommende begrænsede FE sig til en diskussion af hovedkonfliktmodeller og undlod at gå ind i mere detaljerede scenarier (konventionelle som nukleare) for operationernes forløb, som må forudsættes at have været opgave for andre danske myndigheder.


    Hvad angik konfliktmodeller behandledes – med nøje begrundelse – kun to varianter af krig, der ville berøre Danmark, nemlig


    -
    -


  • et i alle tilfælde fra starten konventionelt angreb mod Vesteuropa inklusive Danmark, samt

  • -


  • et begrænset angreb mod danske øer.


  • Hovedmodellen for en stormagtskonflikt – der altså vurderedes at have ringe sandsynlighed for sig – er også i 1970’erne et sovjetisk angreb mod de alli


    89 Truslen mod Danmark, 1978, s. O-1ff. FE’s arkiv.


    K51 32 DEL III · DÉTENTE 1963-1978



    -



    -
    -




    -
    -



    -




    erede styrker i Forbundsrepublikken gennemført af tre fronter (og syd herfor en „operativ gruppering“), af hvilke „Kystfronten“ udgjorde den nordligste. Kystfrontens hovedangreb formodes rettet mod Belgien-Holland med side-angreb mod Slesvig-Holsten og Jylland og landsætning på den sjællandske øgruppe.


    Styrkemæssigt formodedes Kystfronten på hærsiden at omfatte de sovjetiske og østtyske styrker i det nordlige DDR, hele den polske felthær samt tilførte sovjetiske divisioner fra Baltikum. Angrebsstyrken blev sat til minimum 29 divisioner (12 sovjetiske, 14 polske og tre østtyske), hvortil kom landsætningsstyrkerne.90 Som nævnt tidligere svarer disse styrkeangivelser ikke til de styrker, der indgik i operationsplanen for Kystfronten, selv om det selvfølge-lig ikke kan udelukkes, at Sovjetunionen havde udarbejdet alternative planer for styrkeindsættelse.


    Det vurderedes som sandsynligt, at Sovjetunionen ville lede Kystfrontoperationen, og at de polske og østtyske divisioner ville indgå i sovjetisk dominerede fronter, polakkerne muligvis som en „operativ gruppering“, dvs. en mere selvstændig styrke.91


    Som det er beskrevet ovenfor i kapitel 51 var konfliktmodellen igennem 1960’erne præget af den tolkning, at man ikke forudså en større angrebs-operation mod Danmark fra starten af en storkrig mellem Øst og Vest, men først ventede den, hvis Warszawapagt-styrkerne havde fremgang under de før-ste dages angreb ind i Forbundsrepublikken. Dette er ikke forudsætningen i 1970’erne. Efter revisionen af trusselsbilledet i slutningen af 1960’erne var det opfattelsen, at de sovjetiske militære ledere nu lagde afgørende vægt på erobringen af det dansk/nordtyske område (den nordlige flanke) og derfor ville søge at erobre Østersøudgangene „på det tidligst mulige tidspunkt af en konflikt“. Herigennem ville der blive skabt de bedste betingelser for videre sø-militære fremstød og for sikring af Kystfrontens operationer og egne mari-time hovedbaser i Østersøområdet mod primært flyangreb fra amerikanske hangarskibsgrupper.92 Præmissen fra 1960’erne – at angrebet på Sjælland ville være afhængigt af succes andre steder – er forkastet, og angrebet frem-træder som en højtprioriteret operation, der vel stadig ikke blev tillagt egent-lig strategisk karakter i sig selv, men indgik som element i en frontoperation og hvilede på egne forudsætninger, herunder især en sikret flystøtte til gen-nemførelsen.


    Tidsmæssigt blev angrebet på Sjælland lagt efter angrebet på Slesvig-Holsten – og på Centralfronten – der forventedes at åbne krigen. Når angrebet på Slesvig-Holsten formodedes iværksat inden (dvs. blot nogle få timer inden) angrebet på Sjælland og den sjællandske øgruppe, var det ud fra overvejelsen,


    90 Truslen mod Danmark, 1978, s. D-19. FE’s arkiv. 91 Truslen mod Danmark, 1978, s. B-9f. FE’s arkiv. 92 FE’s arkiv. „Truslen mod Danmark“ 1978, s. B-9, M-1.


    -



    -
    -




    -
    -



    -



    at overraskelsesmomentet for angrebet på selve Centralfronten ville gå tabt, hvis krigen indledtes med en amfibieoperation, der ville give et taktisk varsel. Man anførte i studien den mulighed, at en invasionsstyrke først ville afsejle, efter at Holsten var angrebet.


    Hvad angrebet på Slesvig-Holsten (og Jylland) angik, formodedes angrebet mod Holland og Belgien stadig at have hovedprioriteten, men den i 1960’erne omtalte flankesikringsoperation var dog afløst af en noget større operation, der ventedes hurtigt ført frem til Kielerkanalen, der skulle erobres og holdes, men i første fase næppe længere. Angrebet her ville blive anført af sovjetiske tropper, der blev bistået af polske og østtyske tropper.


    For Jyllandsoperationens vedkommende regnedes med to varianter, af-hængigt af om krigen startede med eller uden forberedelse. Ved den første mulighed vurderede man det sandsynligt, at operationen blev lagt i hæn-derne på polakkerne og udført som et kraftigt panserangreb af styrker fra mindst to polske militærdistrikter (4-5 divisioner). Et angreb på Fyn kunne muligvis tidligt sættes ind under anvendelse af luftbårne styrker. Som vi har set svarede dette ikke til den polske operationsplan, hvor Jylland skulle erobres af den svageste af de polske armeer, styrkerne fra Warszawa militærdistrikt.


    Den anden variant var, at krigen kom hastigt og uden forberedelse; i så fald ville de polske enheder ikke straks kunne nå frem. Man forventede i den si-tuation en indsats af en mindre østtysk/og eller sovjetisk styrke med et be-grænset mål, nemlig erobring af Elben-Trave-kanalen. Først i næste fase ville


    – muligvis – polske styrker skride til erobring af Kielerkanalen. Der var ingen diskussion af de videre faser for erobringen af Slesvig-Holsten og senere Jylland og heller ikke vurderinger af muligheden for at gennemføre disse operationer.


    Landgangsoperationen mod Sjælland opfattedes af FE i Truslen mod Danmark fra 1970’erne som en af den sovjetiske militære ledelse højt prioriteret opera-tion, der ikke kunne iværksættes tidligt nok, hvis der udbrød en storkrig. Som i 1960’erne var operationens udførelse genstand for mange danske over-vejelser og beregninger. Som tidligere var det den danske vurdering, at Warszawapagten kun havde kapabilitet til at foretage én regulær landsætning med brohoveddannelse, og at den ville ske i Fakse Bugt, der ud fra en række kriterier opfattedes som det mest velegnede sted. Man mente også, at op-gavens omfang nødvendiggjorde, at samtlige uddannede amfibietropper og disponible landsætningsfartøjer fra alle tre Warszawapagtlande indgik i den styrke, der skulle foretage landsætningen og søge at etablere brohovedet. Ud fra disse forudsætninger ville der ikke være østlig kapacitet til at foretage an-dre landsætninger, selv om muligheden af landsætninger på Falster eller Møn ikke helt blev udelukket. På dette punkt tog man uden tvivl fejl. Både i 1960’erne og i 1970’erne var det i alle Warszawapagtøvelser forudsætningen, at de østtyske landsætningsstyrker på ét regiment gik i land på Falster og ikke var til rådighed for operationen mod Sjælland. Der er således i dag næppe


    K51 34 DEL III · DÉTENTE 1963-1978



    -



    -
    -




    -
    -



    -




    tvivl om, at Warszawapagten forberedte sig på mindst to landsætninger mod de danske øer.


    Landgangen i Fakse Bugt forudsås gennemført ved, at de deltagende Warszawapagtlande gik i land nationsvis. Invasionsstyrken blev vurderet til at omfatte hovedparten af de østlige landsætningsstyrker, man havde interes-seret sig for i årevis, og som man forventede indsat opdelt i syv bataljonskamp-grupper (tre sovjetiske, to polske og to østtyske), hvortil kom faldskærmsstyr-ker, dvs. formentlig højst 6.-8.000 mand i alt. Landsætningsstyrkerne, der skulle etablere brohovedet, forventedes overført til Sjælland i én omgang ved indsættelse af den eksisterende østlige kapacitet af landsætningsskibe på ca. 65 fartøjer.93


    Det siges ikke direkte i Truslen mod Danmark, hvor længe en sådan invasions-styrke, hvis den nåede i land, kunne holde ud i sit brohoved. Dette ville jo også afhænge af en lang række forhold, herunder ikke mindst hvor store tab styrken havde lidt under selve overfarten og landsætningen. Hvilke forudsæt-ninger man end gik ud fra,94 måtte hurtige forstærkninger være afgørende for operationens succes. Forstærkningsstyrkerne, der skulle konsolidere og udvide det oprindelige brohoved, forventedes at være polske infanteristyrker (1-2 divisioner), der ventedes overført på handelsskibe. Men en sådan opera-tion ville tage tid og vurderedes af FE ikke afsluttet på mindre end 1-4 døgn. Hertil kunne man føje, at der til forstærkningsoperationens gennemførelse selvsagt også måtte knytte sig talrige risici og usikkerhedsfaktorer. Og først ef-ter forstærkningsstyrkernes ankomst kunne den egentlige kamp om herre-dømmet over Sjælland begynde.


    Der er ikke i „Truslen mod Danmark“ nogen eksplicit vurdering af War-szawapagtlandenes muligheder for at kunne gennemføre en landsætning på Stevns i 1970’erne, men man har fra dansk side næppe givet operationen store chancer for at lykkes. Det var vestlig politik, at Øst ikke måtte bryde igennem de danske stræder, og man synes i 1970’erne at have haft tillid til at man kunne forhindre det. Dette skyldtes ikke bare det forhold, at de i første omgang indsatte landsætningsstyrker ikke var flere, end at de kunne isoleres inden for et begrænset område og måske nedkæmpes, men snarere at NATO-styrkerne i området rådede over en betydelig afværgekapacitet. Sjælland op-fattedes fra dansk side som „velforsvaret“,95 men Truslen mod Danmark var som tidligere nævnt også af den generelle opfattelse, at Warszawapagtflåderne ville få vanskeligheder ved at løse deres krigstidsopgaver. Her er vi formentlig


    -


    93 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-22f og M-13ff. FE’s arkiv. – I dette arbejde defineres „løfteevne“som den eksisterende kapacitet til at foretage én vending (sejlads). „Den totalt ubegrænsede løfte-evne“ opfattedes som en funktion af flere vendinger, kamptab samt andre forhold.94 Det sovjetiske marineinfanteriregiment (ca. 1900 mand fordelt på tre bataljoner) vurderedes i en


    FE-analyse at kunne fastholde et brohoved på hele 10 gange 6 km i 24 timer (EO august 1977, s. 30.


    FE’s arkiv).


    95 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-23. FE’s arkiv.


    -



    -
    -




    -
    -



    -



    ved sagens kerne, således som den tog sig ud for danske militære analytikere, selv om trusselsstudien ikke selv drog de konkrete implikationer for landsætningsoperationens vedkommende.


    I dag vil man formentlig sige, at den planlagte landsætning på Sjælland var et militært vovestykke, der for at krones med succes krævede, at en lang række elementer faldt på plads under en kompliceret og risikabel operation. Bl.a. forudsattes ud over kraftig og vedvarende flystøtte til selve invasionsflåden til-kæmpelse af østligt søherredømme i den vestlige Østersø og iværksættelse af en effektiv minestrygning ind mod landsætningsområdet. Både i søen og under etablering af brohovedet ville Warszawapagtens styrker være tvunget til at foretage koncentrationer, som gjorde dem stærk sårbare over for indsæt-telse af vestlige taktiske kernevåben. Fra østlig side var man helt på det rene med disse forhold.


    Begrænset krig


    Som den anden krigsmulighed behandledes en isoleret militær operation mod Danmark eller udøvelse af politisk pression ved at true med en sådan operation. Denne østlige option havde fra den kolde krigs start spillet en rolle for danske militære planlæggere, der navnlig frygtede for Bornholms skæbne.


    I 1974 foretog FE – og formentlig i forlængelse af en ny NATO-bedøm-melse – en revurdering af sandsynligheden for politisk pression mod NATO, der nu vurderedes for mindre sandsynlig end tidligere. Det mentes ikke, at Øst ville tage politisk pression i „mere eller mindre militant form“ i brug, så længe NATO fungerede. Men muligheden af en sådan aktion en gang i frem-tiden blev ikke udelukket.


    Igen havde man især en situation for øje, hvor NATO stod svækket på grund af splid, eller hvor problemerne inden for Warszawapagten kunne til-skynde ledelsen i Moskva til en udadrettet aktion, der kunne samle pagten. Rent operativt forestillede man sig en kuplignende landsætnings-/luftlande-operation, der – dog kun for en mindre operations vedkommende – eventu-elt kunne gennemføres af stedfortrædertropper, dvs. polske eller østtyske styr-ker. Operationen skulle etablere et hurtigt fait accompli for ikke at føre til eskalation. En lidt større operation vurderedes at kræve deltagelse af sov-jetiske tropper. De mest truede områder opfattedes at være Bornholm, Lolland-Falster-Møn samt Sjælland. Selvom der var tale om begrænset krig, forudsattes det, at mål over hele Danmark – heriblandt radarstationer – ville blive søgt sat ud af spillet. Der forventedes ikke indsættelse af kemiske kamp-stoffer. Brug af kernevåben omtales ikke, heller ikke som trussel.


    Det er interessant, at Sjælland fra og med trusselsvurderingen i 1974 blev udeladt som potentielt mål i en eventuel begrænset krig. FE’s begrundelse var, at man skønnede en erobring af Sjælland uden for mulighederne af en begrænset operation. Sjælland kunne ikke erobres i en fait accompli-aktion


    K51 36 DEL III · DÉTENTE 1963-1978



    -



    -
    -




    -
    -



    -




    og gled ud af dette scenarie.96 Heri – kan det tilføjes i dag – lå der selvsagt en positiv vurdering af Sjællands forsvarsberedskab i 1970’erne.


    Stod det til vesttyskerne i 1974 gled Lolland, Falster og Møn imidlertid også ud af scenariet. Ifølge FE havde forsvarsministeriet i Bonn „i AFNORTH til-svarende studie“ opponeret mod muligheden af et angreb på Lolland, Falster og Møn ud fra den overvejelse, at faren for involvering af Forbundsrepu-blikken Tyskland i denne situation ville være så stor, at man fra Warszawa-pagtens side ville vige tilbage for et sådant angreb. Ifølge Bonn ville således kun Bornholm være truet. Danskerne ændrede dog ikke opfattelse og bi-beholdt muligheden af angreb på alle fire øer i scenariet for begrænset krig.97


    Danskere og tyskere havde således forskellige opfattelser i spørgsmålet om omfanget af en begrænset krig, og generelt rejser behandlingen af temaet i „Truslen mod Danmark“ en række spørgsmål, der selvfølgelig også er be-tinget af emnets hypotetiske karakter, herunder de tvivlsomme forudsæt-ninger, der blev lagt til grund. Var det overhovedet særligt sandsynligt, at Øst ville starte en begrænset militær aggression, hvis NATO stod stærkt svækket? Vel næppe. Øst ville i den situation have nået et politisk hovedmål med få om-kostninger og kunne høste fordelene heraf. Snarere har man formentlig fra dansk side som tidligere haft den situation for øje, at Øst kunne tænkes at foretage en repressalie f. eks. mod Bornholm som gengæld for en vestlig handling, som Øst opfattede som udfordrende eller truende. Denne mulig-hed blev formentlig aldrig helt glemt i de danske trusselsvurderinger.



    -

    Sammenfatning


    Ifølge FE fandt modsætningsforholdet mellem Øst og Vest et mindre spæn-dingsfyldt leje ret hurtigt efter Cuba-krisen. Sovjetunionen ændrede sine prio-riteringer specielt i Tysklandsspørgsmålet og valgte at løse sine problemer i forhold til Vesten gennem forhandlinger med USA. I Europa søgte Sovjet-unionen nu at fastholde status quo, hvad der bl.a. førte til invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968. FE satte det afspændingspolitiske skel ved året 1964 under henvisning til de to supermagters aftale om genoprettelse af konsu-later dette år samt det indledte samarbejde på områder som f.eks. rum-forskning. Samtidig betonede man, at Sovjetunionen opretholdt systemkon-flikten under navn af „fredelig sameksistens“ og videreførte en skarp konkur-rence med USA og Vesten på en lang række områder (videnskab, rum-forskning, våbenteknologi). Fra 1977 vurderedes afspændingspolitikken at være under voksende pres på grund af ændrede amerikanske udenrigspoli-


    96 Rettelsesblad til Truslen mod Danmark udsendt 10. november 1974, s. A-6. FE’s arkiv.97 Truslen mod Danmark, 1978, s. N-2; Rettelsesblad til Truslen mod Danmark udsendt 10. oktober 1974.FE’s arkiv.


    -



    -
    -




    -
    -



    tiske prioriteringer. Ifølge FE skabte Carter-administrationens menneskeret-tighedspolitik forvirring og vrede i Sovjetunionen, og ved udgangen af 1979


    – efter den sovjetiske invasion af Afghanistan – vurderede FE, at forholdet mellem de to supermagter var det dårligste i mange år.


    FE fulgte nøje udviklingen af relationerne mellem Sovjetunionen og Kina, der fra ca. 1963 var fastlåst i et åbent politisk og ideologisk modsætningsfor-hold. Dette blev tolket som en politisk svækkelse af Sovjetunionen, hvis ideo-logiske hovedrolle inden for verdenskommunismen fra nu af var omstridt. Derimod vurderedes Sovjetunionens stationering af et voksende antal styrker ved den kinesiske grænse ikke at udgøre en nævneværdig svækkelse af Sovjetunionens muligheder for at føre krig i Europa. På samme vis skønnedes Sovjetunionens voksende økonomiske problemer i 1970’erne ikke på kortere sigt at udgøre et problem for opretholdelse af et omfastende rustningsniveau og for videreudvikling af sovjetiske militære kapabiliteter til global indsæt-telse. I dag kan det ses, at FE som de andre vestlige efterretningstjenester ikke klart fattede skarpheden i den sovjetisk-kinesiske konfrontation – i alle til-fælde i de første mange år – ligesom man undervurderede højden af de sov-jetiske militærudgifter og dermed også vægten af forsvarsbyrden for det sov-jetiske samfund.


    I FE’s analyser tegnedes gennem detenteperioden og specielt i 1970’erne billedet af en dynamisk sovjetisk våbenudvikling inden for de fleste hovedom-råder og præget af de lejlighedsvise spring, som modernisering og introduk-tion af nye generationer af våbenplatforme gav. På de strategiske missilers om-råde opnåede Sovjetunionen fra midten af 1970’erne paritet med USA, hvad der åbnede for perspektivet om en kernevåbenkrig begrænset til Europa eller en krig, der startede konventionelt og indebar muligheden af en selektiv brug af taktiske kernevåben. FE skønnede, at den sidste variant var den mest sand-synlige og lagde den til grund for sin konfliktmodel i 1970’erne.


    -




    -



    -
    -



    Minelæggeren „Sjælland“ (med N83 på stævnen) ved siden af et polsk landsæt-ningsfartøj af Polnocny-klassen i dansk farvand. Udateret, fra 1970’erne. (Søværnets Foto-tjeneste/Marinens Bibliotek).


    -




    -
    -



    -




    På hærområdet blev det fastslået, at de sovjetiske styrker i Østtyskland blev op-retholdt igennem hele perioden i samme omfang som tidligere (20 divisio-ner), men vurderingen var, at de og i mindre omfang de polske og østtyske styrker kvalitativt blev styrket op igennem 1970’erne gennem tilførsel af et øget antal nye kampvogne, artilleri, pansrede mandskabsvogne og kampheli-koptere. Den samlede vurdering var ved periodens slutning i 1979, at de sov-jetiske armeer i DDR (GSST) udgjorde en styrke på et meget højt niveau ud fra de fleste militære kriterier (uddannelse, føring, kampkraft). Styrkerne blev holdt i højt beredskab og magtede med kort varsel at skifte fra en kon-ventionel til kemisk/bakteriologisk og nuklear krigsførelse.


    Det blev også vurderet, at de sovjetiske flystyrker i Østtyskland og i Baltikum-området var blevet styrket i 1970’erne, dels gennem modernisering af jagerne og introduktion af et avanceret bombefly (Backfire), dels som en konsekvens af styrkelsen af det missilbårne luftforsvar, der frigjorde dele af jagerstyrken til offensive opgaver foran de fremrykkende tropper. Fra dansk side hæftede man sig tillige ved Sovjetunionens betydelige kapacitet til at flytte tropper ad luftvejen som demonstreret ved invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 og ved de halvårlige udskiftninger af styrkerne i DDR.


    FE’s vurdering af Warszawapagtens flådestyrker i Østersøen var meget mere reserveret. Flådestyrkernes betydelige kvantitative omfang blev ikke under-kendt, men opfattelsen var i 1970’erne, at den sovjetiske Østersøflåde var ble-vet forsømt gennem mange års opprioritering af store oceangående enheder, der ifølge FE primært havde en politisk og statusskabende funktion i fredstid. Den overordnede vurdering var i 1970’erne, at Warszawapagtens flådestyrker i nærområdet kunne løse deres opgaver i fredstid og i en spændingsperiode, men det blev betvivlet, at de kunne gennemføre deres krigsopgaver, dvs. bl.a. erobre den vestlige del af Østersøen og gennembryde de danske stræder. Men hermed manglede en af hovedforudsætningerne for at kunne gennemføre den landsætningsoperation mod de danske øer, der siden 1960’ernes begyn-delse blev forberedt i Sovjetunionen, Polen og DDR.


    I analysen af udviklingen inden for de væbnede styrker i Sovjetunionen teg-nedes således et billede af en militærmagt med globale politiske aspirationer, der var indrettet til at kæmpe såvel konventionelt som nukleart og besad en betydelig offensiv kapacitet på det landmilitære område, men som også havde udprægede svaghedspunkter især på flådeområdet. Hvad de polske styrker angik, vurderedes det, at de kvalitativt var blevet forbedret, men det blev be-tvivlet, at de med egne kræfter kunne gennemføre den Kystfrontoperation, som man havde indikationer på.


    Spørgsmålet om krigssandsynligheden og om de konfliktmodeller, der skønnedes relevante for Danmark, blev ikke behandlet i de periodiske rap-porter, men blev tematiseret i FE’s samlede trusselsvurdering Truslen mod Danmark (1965), der holdtes ajourført fra slutningen af 1960’erne og er fuld-stændig bevaret fra 1978. Tolkningen var i dette arbejde i 1970’erne, at en


    FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K51 39


    -



    -
    -




    -
    -



    -



    storkrig ikke var sandsynlig, idet Sovjetunionen forventedes at forfølge sine mål i Europa ad forhandlingens vej, så længe Vesten stod samlet. En sovjetisk aggression tolkedes som en hypotetisk størrelse, der dog kunne blive en rea-litet, hvis at en NATO-magt – der blev ikke nævnt navne – var kommet i krise, eller hvis det vestlige sammenhold brød sammen. Det er vel sandsynligt, at man i det vigtige spørgsmål om krigssandsynligheden ret nøje har fulgt den sandsynlighedsvurdering, man var blevet enig om i NATO-samarbejdet.


    Med andre ord: Sovjetunionen blev under detenten i 1960’erne og 1970’erne stadig opfattet som en potentielt farlig og aggressiv magt, der kunne tænkes at udnytte en gunstig chance til at udvide sit herredømme og ændre på status quo i Europa. Hvis den rådende magtbalance mellem Øst og Vest imidlertid blev opretholdt – dvs. hvis NATO-samarbejdet kunne bevares og Vesten ikke sakkede agterud militært – ville en østlig aggression mod Vesteuropa imidlertid være usandsynlig, idet den ville være for farlig for Moskva.


    For FE var den mest sandsynlige konfliktmodel i hele perioden en storkrig mellem Øst og Vest, hvor østlige landstyrker, primært sovjetiske og polske, an-greb Danmark som led i Warszawapagtens angreb ind i Forbundsrepublikken og Holland og Belgien. Warszawapagtens flådestyrker ville søge at gennem-bryde de danske stræder for at etablere fri passage til Atlanten. Det var FE’s tolkning, at erobringen af Danmark fik voksende betydning for Sovjetunio-nen fra anden halvdel af 1960’erne bl.a. som en konsekvens af den sovjetiske globale flådepolitik. Det danske trusselsbillede blev i overensstemmelse her-med justeret i slutningen af 1960’erne. Som en følge heraf vurderedes det i trusselsvurderingerne fra 1970’erne, at Sjælland ville blive søgt invaderet alle-rede fra starten af en Øst-Vest-konflikt og i realiteten blot få timer efter angre-bet mod Jylland gennem Slesvig-Holsten. Det synes at have været en generel antagelse, at der på grund af operationens komplicerthed var gode mulighe-der for at afvise en invasion af Sjælland. I sidste instans ville der uden tvivl blive brugt kernevåben. Denne opfattelse blev opretholdt op gennem 1970’erne.


    Ud fra de tidligere nævnte forudsætninger om et eventuelt svækket NATO udelukkede FE heller ikke muligheden af en sovjetisk aggression mod Danmark alene – eller truslen om en sådan – i form af en kuplignende aktion mod Sjælland, Bornholm eller øerne syd for Sjælland. Fra 1974 skønnedes det fra dansk side ikke muligt for Øst at gennemføre en sådan operation mod Sjælland, tilsyneladende ud fra den tankegang, at Sjælland var for stærkt forsvaret til, at en fait accompli-operation kunne gennemføres.


    Den af FE i 1970’erne iagttagne kvalitative styrkelse af Sovjetunionen på hær- og flyområdet i nærområdet blev af FE ikke uden videre set som en øget trussel mod NATO-landene. Begrebet „trussel“ bruges sjældnere end tidligere og i overensstemmelse med tidligere praksis er der sædvanligvis tale om et re-lativt begreb, hvor der ikke foretages en direkte styrkesammenligning mellem Øst og Vest, men alene konstateres en kapabilitetstilvækst på østlig side i for-


    K51 40 DEL III · DÉTENTE 1963-1978



    -



    -
    -




    -
    -




    hold til en tidligere erhvervet kapabilitet. Som en undtagelse kan nævnes ud-skiftningen af forældede sovjetiske mellemdistancemissiler med de nye, mo-bile SS-20-missiler, der på grund af disse våbens egenskaber betragtedes som en øget trussel mod Vesteuropa.


    Den inden for afgrænsede områder ganske betydelige styrkelse af NATO, der blev foretaget i 1970’erne gennem organisering af forstærkningsstyrker (bl.a. til Danmark og Norge) og indsættelse af avancerede våbenplatforme (flådefartøjer, fly, kamphelikoptere m.v.) ses ikke afspejlet i FE’s analyser.