Fortegnelse over DIIS interviews på Rigsarkivet

På Rigsarkivet findes de interviews, som DIIS har optaget. De ligger som mp3-filer på fem CD-ROM. De kan gennemlyttes på Rigsarkivet, hvor man også kan bestille en kopi af filerne.

Chapter 82 Western Assessments of Danish Security Policy 1979-1991

Kapitlet ligger primært på nettet for at muliggøre en fuldtekstsøgning via eksterne søgemaskiner. Hvis man har brug for teksten i den korrekte form, kan den downloades fra det officielle downloadcenter, som der er link til øverst i højre spalte af denne blog.


Vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991
82 · Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991
På flere måder ændredes i den kolde krigs sidste periode de vilkår, der dannede udgangspunkt for de vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik. Det gælder både m.h.t. ydre og indre vilkår.
Hvad de ydre angår, prægedes første del af perioden af den fornyede spænding mellem supermagterne, og de beslutninger, der i den sammenhæng blev truffet af NATO-landene. Især to beslutninger er her væsentlige for at forstå baggrunden for vurderingen af den danske politik. For det første vedtagelsen i maj 1978 af NATO’s langtids forsvarsprogram, LTDP,1 der indebar nye, konkrete forpligtelser på forsvarsområdet, ikke mindst en årlig stigning af bevillingerne på 3%. For det andet dobbeltbeslutningen i december 1979, hvorigennem NATO-landene signalerede en ny fasthed over for Sovjetunionen vedrørende atomoprustningen, hvis ikke det lykkedes at nå til enighed på INF-området (oprindeligt TNF). Tilsammen betød de to beslutninger, at NATO-alliancen – i lyset af den øgede spænding – søgte at optræde mere solidarisk udadtil med større vægt på afskrækkelsesfunktionen. Det satte den traditionelle lavprofilerede danske NATO-politik under pres og risikerede at gøre Danmark mere sårbar over for kritik.
Men med til de ændrede ydre vilkår hørte også, at NATO’s skridt uundgåeligt kom til at indgå i det nye mønster af trusselsforestillinger, der i begyndelsen af 1980’erne førte til en kraftig opblussen af fredsbevægelser i de vestlige lande. Denne udvikling, der faldt sammen med præsidentskiftet i USA i januar 1981, hvorved den højreorienterede og stærkt anti-kommunistiske Ronald Reagan kom til magten, betød, at der i offentligheden blev skabt en hidtil ukendt polarisering af den sikkerhedspolitiske debat. Resultatet var øget fokus på de enkelte medlemslandes sikkerhedspolitiske standpunkter, ikke mindst hvis de – som tilfældet var for Danmarks vedkommende – ofte afveg fra, hvad der i fællesskab blev vedtaget.
1 Se kapitel 41 og Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement (Dansk udenrigspolitiks historie, 6), Danmarks Nationalleksikon, 2004, s.183-84.

Det hører endelig med til billedet af de ydre vilkår, at den konflikt mellem Danmark og den officielle NATO-linje, der blev bygget op til i 1980’ernes første halvdel, aldrig for alvor kom til udløsning eller førte til dyberegående konsekvenser. Det skyldtes dels, at supermagtsforholdet efter Mikhail Gorbatjovs udnævnelse til generalsekretær i Sovjetunionen i marts 1985 gradvis forbedredes, og konfrontationspolitikken herefter erstattedes af et stigende antal våbenbegrænsningsaftaler. Dels at de afvigende danske standpunkter indgik i et kompliceret transatlantisk spil, hvor ikke alle spillere så lige negativt på den danske politik.2
Også de specifikke indre danske vilkår efter regeringsskiftet i 1982 måtte nødvendigvis øve indflydelse på de udenlandske vurderinger af den danske sikkerhedspolitik. Med eksistensen af det alternative sikkerhedspolitiske flertal bestående af Socialdemokratiet, de Radikale, SF og VS, der i vigtige NATO-spørgsmål indtog en anden holdning end den borgerlige firkløverregering, blev Danmarks officielle repræsentanter udadtil – ikke mindst partiet Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen – tvunget til at indtage standpunkter, som de selv var imod.
Denne ejendommelige parlamentariske situation gjorde det ikke lettere for udlandet at vurdere den danske politik. I hvor høj grad skulle der rettes kritik mod en regering, der i vid udstrækning selv var enig i kritikken? Med andre ord: betød den særegne indenrigspolitiske situation i Danmark, at kritikken blev mildere, end den ellers ville have været? Det modsatte kunne imidlertid også tænkes, idet regeringen kunne have en interesse i, at kritikken blev formuleret så skarpt som muligt for ad den vej at påvirke den hjemlige opposition – eller i hvert fald den opinion, som den støttede sig på. I den forbindelse bliver spørgsmålet, i hvor høj grad regeringen selv søgte og havde held til at øve indflydelse på den udenlandske kritikformulering, og dermed i hvor høj grad den kritik, der offentligt kom til udtryk, overhovedet afspejlede de ’reelle’ udenlandske vurderinger.
Flere af de ovenstående spørgsmål vil det ikke være muligt at komme til bunds i her, alene af den grund at arkivmaterialet fra Danmarks vestlige allierede ikke har været tilgængeligt for udredningsarbejdet længere end til 1974 (bortset fra det canadiske, hvor der har været adgang indtil 1984, men hvor kun en mindre del har kunnet udnyttes). I stedet må dette kapitel først og fremmest bygge på dansk materiale, herunder bl.a. aktørfremstillinger og -interviews, og m.h.t. primærmateriale på udenrigsministeriets arkiv. Som det er fremgået, er der grund til at stille spørgsmålstegn ved værdien af de nævnte kilder, og det følgende skal derfor også læses med de forbehold, der følger heraf. Kildeproblemet er særlig udtalt i forbindelse med analysen af, hvordan det alternative sikkerhedspolitiske flertals politik i 1980’erne vurderedes, hvorfor problemet vil blive taget op igen i afsnittet herom nedenfor.
2 Om det såkaldte Vest-Vest spil i 1980’erne se kapitel 59 og 60 samt kapitel 89 i det afsluttende bind.
K82 2 DEL IV · SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991
Det skal endelig indledningsvist nævnes, at kapitlet helt overvejende er præget af de amerikanske vurderinger af dansk sikkerhedspolitik. Kildematerialet har her været mest fyldigt, men temaernes art har også gjort det mest relevant at efterforske netop disse vurderinger. Af samme grund er der for denne periodes vedkommende ikke ligesom for de andre perioder medtaget et særskilt afsnit om bilaterale relationer.
Dansk forsvars- og forstærkningspolitik
Den dobbelthed, der under det meste af den kolde krig prægede den danske forsvars- og sikkerhedspolitik, blev på mange måder mere manifest i den sidste periode end i de tidligere. De to spor, Danmark fulgte, var på den ene side en stadig tættere militær integration med vore alliancepartnere i form af en udbygning af kommandostrukturen, aftaler om forstærkninger i krise- og krigssituationer og deltagelse i teknologisk set stadig mere avancerede infra-strukturprogrammer. På den anden side opretholdt Danmark sine forbehold på base- og kernevåbenområdet og vedblev med at tildele forsvaret færre mid-ler, end de vigtigste partnere fandt rimeligt.
Flere forhold bidrog til, at dobbeltheden nu kom tydeligere til udtryk. For det første fik ’afkoblingssiden’ en ny dimension i kraft af den danske politik over for NATO’s kernevåbenstrategi i 1980’erne (de vestlige reaktioner herpå vil blive behandlet i de følgende afsnit). For det andet blev ’tilkoblingssiden’ styrket gennem nye aftaler med amerikanerne om brug af dansk territorium i krigstilfælde. Det skete med COB-aftalerne af 1976 og 1979, hvorefter i alt 5 eskadriller amerikanske jagerfly planlagdes udstationeret på jyske flyvepladser i krigstilfælde, og med LOC-aftalen af 1979, der indebar oplagring af am-munition og reservedele til de amerikanske fly.3
Kombinationen af de to forhold synes at have haft betydning for de vestlige vurderinger af den danske sikkerhedspolitik, idet den øgede danske militære integration i NATO-alliancen var med til at mildne kritikken af de danske dagsordener under det sikkerhedspolitiske flertal fra 1982-88 (se afsnittet herom senere i kapitlet). Men samtidig blev Danmark i den kolde krigs sidste periode også udsat for øget kritik. Det hang sammen med et tredje – allerede indledningsvist omtalt – forhold, der vedrørte betydningen af de nationale forsvars-bidrag til alliancen.
Fra slutningen af 1970’erne, da afspændingen løb ind i vanskeligheder og der udviklede sig et stigende internt pres for en ændret byrdefordeling, begyndte USA at stille større og mere forpligtende krav til sine allierede. Herved blev den lave danske profil sat i relief, hvilket resulterede i de hidtil
3 Se kapitel 41; jf. Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.185-88. De nye aftaler kan fra dansk side ses som en udløber af, at 1973-forsvarsloven lagde op til større vægt på den militære del af NATO-integrationen.

stærkeste amerikanske udfald mod den danske forsvarsindsats. Kritikken kulminerede under brevvekslingen mellem de to landes forsvarsministre i første halvdel af 1980, men kan spores helt frem til 1985, hvor statsminister Schlüter under et besøg i Washington af præsident Reagan får at vide, „at man fra amerikansk side var foruroliget over udviklingen i Danmark med hensyn til forsvaret.“ 4
De amerikanske reaktioner må ses i sammenhæng med en fortsat dansk uvillighed til at øge forsvarsudgifterne. Med et nyt forsvarsforlig i 1977 videreførtes de økonomiske rammer, der var sat med 1973-loven (jf. kapitel 41). Det var i sig selv egnet til at fremkalde allieret kritik. Efter vedtagelsen af NATO’s langtidsforsvarsprogram i 1978 med kravet om en 3% stigning i budgetterne var der i Danmark udsigt til, at en mindre stigning i forsvarsbevillingerne ville blive gennemført. Efter regeringsskiftet i oktober 1979 faldt de politiske forudsætninger herfor imidlertid væk, og den nye Anker Jørgensen regering lagde i stedet for op til en mindre besparelse på forsvarsbudgettet.5 Det var på baggrund af denne situation, at den hidtil skarpeste meningsudveksling mellem danske og amerikanske myndigheder om det danske forsvarsbidrag fandt sted.6
Udvekslingen startede med et personligt adresseret brev fra den amerikanske forsvars-minister Harold Brown til hans danske kollega Poul Søgaard („Dear Poul“) i januar 1980.7 De konkrete kritikpunkter af den danske forsvarsindsats, der heri blev anført, var i sig selv ikke overraskende – hvilket derimod kan siges om den direkte form, henvendelsen havde. Der lå heri en kraftig opfordring til den ansvarlige for den danske indsats om at rette op på
4 „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. september 1985“, Amtel 1321 af 11.9.1985 fra ambassaden i Washington, UM 5.D.32.b, pakke X. Om Schlüters samtaler under besøget se også nedenfor. Det var primært USA, der stod bag NATO’s langtidsprogram fra 1978, og det er også pri mært amerikanske reaktioner, der vil blive taget op i det flg. Der findes kun få relevante kilder til belysning af andre allieredes syn på den danske forsvarsindsats. En tysk opfattelse er inddraget i note 6 nedenfor. 5 Se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.184-85 og s. 270. 6 Det var helt klart amerikanerne, der førte an, hvad angår kravet om opfyldelse af beslutningerne fra NATO-mødet i 1978. Men også i Vesttyskland var man optaget af den danske uvillighed til at leve op til den fælles målsætning om at hæve forsvarsudgifterne. Tyske myndigheder gjorde i august 1980 gældende, at det voldte problemer, at det af diskussionen i Danmark syntes at fremgå, at den dan-ske regering – i modsætning til andre – ikke havde andel i NATO-beslutningen om principielt at sigte mod en forøgelse af forsvarsudgifterne. Tyskerne mente, at den danske diskussion efterlod det indtryk, at enkelte lande ikke var bundet af beslutninger, som den tyske regering havde forstået var NATO-beslutninger. Heroverfor står følgende udtalelse af den tyske forbundskansler Helmut Schmidt under en samtale med statsminister Anker Jørgensen: „Forsvarsminister Weinberger var et begavet og dynamisk menneske, der imidlertid havde den tro, at forøgelsen af forsvarsindsatsen i første række er et spørgsmål om større budget og mere materiel frem for det egentlige: mandskab af tilstrækkelig kvalitet …“ Denne udtalelse var i nogen grad i modstrid med den førstnævnte tyske ud-talelse og ikke just egnet til at få den danske regering til i højere grad at leve op til NATO-målsætningen. Notat af 2. september 1981. UM 5.D.29.a, pk.15. 7 Jf. for det flg. Især Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.271-72. Brevvekslingen kom pressen for øre, og regeringen besluttede efterfølgende at lade den offentliggøre i sin helhed. Den er op-trykt i Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1980 (Dansk udenrigspolitisk institut), 1981, s.261-65.

de påpegede mangler, herunder den manglende opfyldelse af allianceforpligtelser. Amerikanerne var ikke tilfredse med det svar, de fik fra Søgaard, hvilket resulterede i en henvendelse til udenrigsminister Kjeld Olesen med en fornyet anmodning til Danmark om at leve op til de fælles vedtagne forpligtelser, senere fulgt op af et betydelig skrappere brev fra Brown til Søgaard. Heri truedes direkte med, at amerikanske forstærkninger ville blive holdt tilbage.8
Under en efterfølgende samtale mellem de to forsvarsministre i forbindelse med et NATO-møde i maj 1980 kunne Søgaard stadig ikke love, at Danmark ville øge sine forsvarsbevillinger som forlangt af USA. Over for den danske forsvarsminister slog Brown især på, hvor svært det var for amerikanerne at forstå, „at et så rigt land som Danmark ikke skulle kunne opfylde sine forpligtelser.“9
Det fremgår af de interne amerikanske kilder, at problemet med Danmark var oppe at vende på højeste plan i administrationen, og at det ikke kun var udadtil, at der blev givet udtryk for bekymring over den danske forsvarsindsats. I et notat udarbejdet i præsidentens nationale sikkerhedsråd fra april 1980 hedder det i en orientering til Rådets leder Zbigniew Brzezinski:
„As you know, the Danes are doing miserably on defense and are currently considering a program that would provide no real growth. The result would be some severe cuts in Danish capability – elimination of a Zeeland brigade, a squadron of fighters, 12 warships and 4,000 military personnel. Given Denmark’s strategic position and their already weak military forces, these cuts would be serious.“10
Det var på baggrund af denne meget negative vurdering af, hvad der kunne forventes af de igangværende danske forsvarsforhandlinger, at det næste dag blev besluttet at videregive Browns brev nr. 2. Det var allerede afsendt til am-bassaden i København, men ambassadør Manchel havde nægtet at aflevere det ud fra en opfattelse af, at timingen var forkert. Men heri var forfatteren til det ovenfor citerede notat uenig: „My instinct is to go in early and hard, making our views known so that they will be taken into account in the internal political deliberations.“ Det var øjensynligt denne indstilling, der blev ta
8 I dansk oversættelse var truslen formuleret således: „Jeg frygter, at Danmarks væbnede styrker ikke uden en vægtig forsvarsordning vil være i stand til at løse de opgaver, der ifølge den danske forsvars-lov påhviler dem … Med mindre Danmark er og opfattes som værende i stand til at løse disse opga-ver, vil jeg finde det overordentligt vanskeligt over for Kongressen og den amerikanske offentlighed at retfærdiggøre forpligtelser til at forstærke Danmark og oplagre materiel dér.“ Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1980, s.264-65. 9 Referat af samtalen gengivet sst. s.265. 10 „Danish defense spending“, Thomson til Brzezinski, 16. april 1980, Jimmy Carter Library, Donated Historical material, Zbigniew Brzezinski Collection, SF, Box 34.

get til følge; et vidnesbyrd om hvor alvorligt udsigten til danske forsvarsnedskæringer blev taget i Washington på dette tidspunkt.
Helt entydig synes den amerikanske holdning imidlertid ikke at have været. Året efter, i maj 1981, havde et dansk regeringsmedlem lejlighed til at diskutere størrelsen af de danske forsvarsudgifter med sin amerikanske kollega. Danskeren søgte her at imødegå en kritik af Danmark, som nyligt var fremkommet, og fremhævede i den forbindelse det danske indekseringssystem, hvorefter bl.a. prisstigninger på brændstof blev 100% kompenseret. Ifølge danskeren var det derfor ikke så vigtigt at se på procenter, men derimod på, hvad der er nød-vendigt til at løse opgaverne. Dette ræsonnement erklærede kollegaen sig helt enig i og anførte, at han selv havde advaret hjemme i sit parlament om ikke at mistolke spørgsmålet om byrdefordeling. Han fremhævede endvidere, at han bestemt ikke selv hørte til ’3%-klubben’, at USA ikke havde levet op til 3% målsætningen, og at polemik om disse spørgsmål burde undgås inden for alliancen.11
Holdningen over for Danmark i forsvarsspørgsmålet synes generelt at have været kritisk inden for Reagan administrationen. I sommeren 1981 fik uden-rigsministeriets direktør under et besøg i Washington at vide, at den ringe danske forsvarsindsats havde konsekvenser for de amerikanske forstærknings-planer. I et nyt udkast til NATO’s såkaldte „Rapid Reinforcement Plan“ var der ikke længere tildelt amerikanske hærstyrker til Nordregionen, og ifølge lederen af Pentagons NATO-kontor, George Bader, havde denne ændring sammenhæng med den mangelfulde danske indsats. Grundlaget for at øremærke styrker og placere depoter i Danmark var ikke til stede.12
Om end der ikke kan anføres interne amerikanske kilder, fortsatte kritikken tilsyneladende i de følgende år. I hvert fald er det tydeligt i forbindelse med statsminister Schlüters besøg i Washington i september 1985, at man fra dansk side forventer hård kritik af den danske forsvarsindsats – og generelt er af den opfattelse, at den allierede kritik er stigende på dette område. I et notat udarbejdet til brug for Schlüters samtale med forsvarsminister Casper Weinberger anføres således:
„Der er ingen tvivl om, at de allieredes holdning til dansk forsvar, uanset en målrettet indsats fra dansk side, afspejler en stigende bekymring i Alliancen over den danske forsvarsindsats. Det er markant, at medens kritikken før i tiden først og fremmest kom fra NATO-organisationens militære og civile myndigheder, er det nu vore allierede, der mest direkte giver udtryk for deres uro. Dette gælder især vore nærmeste naboer, Tyskland og England, samt USA, der som grundlag har vurderet udviklingen af det danske forsvar gennem de sidste ti år og peger herunder på følgende forhold:
• nedgang i styrketallet inden for næsten alle områder,
11 Samtale i maj 1981.12 Se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.275.


dansk forsvar lider under væsentlige mangler, der vil begrænse vor evne til at modstå et Warszawapagtangreb og derved vanskeliggøre tilgang af forstærkninger,
eksterne forstærkninger vil have usikre ankomstbetingelser på grund af utilstrækkeligt luftforsvar og manglende minestrygerkapacitet,
disse mangler er forårsaget af, at Danmark i det sidste årti på grund af utilstrækkelig ressourcetildeling har skubbet problemerne foran sig eller ladet væsentlige behov udækkede,
mangel på solidaritet også inden for områder, der ikke koster penge (fodnoteproblematikken, selvpålagte begrænsninger i Østersøen).“

Afslutningsvist hedder det i notatet, at der øjensynligt er „ved at danne sig den opfattelse blandt de lande, vi normalt sammenligner os med, økonomisk, socialt og kulturelt, at vi ikke påtager os den del af forsvarsbyrden, som er rimelig i et forsvarsfællesskab. Med andre ord, at de i et vist omfang kommer til at bære en byrde, der påhviler os.“13
13 „Håndakter for statsministerens møde med Secretary of Defense Casper W. Weinberger“, P.II, 30. august 1985. UM 5.D.32.a, pk.2. Den beskrevne opfattelse af Danmark dækker begrebet „danmarkisering“, som det i starten af 1980’erne blev almindeligt at bruge i forbindelse med negative omtaler – både herhjemme og i udlandet – af den danske forsvarspolitik. At ikke kun var amerikanerne,
VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1979-1991 K82 7
Det fremgår ikke, hvordan samtalen herom forløb med den amerikanske forsvarsminister, men foran er gengivet, hvordan Reagan selv udtalte sig over for Schlüter.14 Det synes imidlertid at have været sidste gang, der blev talt med store ord over for Danmark i forsvarsspørgsmålet.
Efter 1985 ændrede de udenrigspolitiske vilkår for den allierede kritik af Danmark sig efterhånden afgørende, og der synes ikke længere at have været anledning til hverken fra amerikansk eller anden side at fremkomme med advarsler eller formaninger. Et vidnesbyrd herom er forløbet af en højtstående, sikkerheds-politisk engageret amerikansk embedsmands besøg i København i august 1986. I hans samtale med danske kolleger blev den tidligere kritik af den danske forsvarspolitik ikke omtalt med ét ord – til trods for at også hele byrdefordelingsproblematikken drøftedes. Og da udenrigsminister Ellemann-Jensen året efter havde en samtale med forsvarsminister Weinberger i Washington blev dansk forsvarspolitik ikke berørt.
Danmark og atomvåbnene 1979-82
Atomvåbnene kom i begyndelsen af 1980’erne til at spille en hidtil uset stor rolle i den offentlige debat (se kapitlerne 62-65). Det skyldtes dels det udefra kommende forhold, at NATO den 12. december 1979 havde vedtaget dobbeltbeslutningen, hvorefter 572 nye mellemdistanceraketter med atomladninger var planlagt til at blive udstationeret i fem vesteuropæiske medlems-lande; dels et øget internt pres, specielt udgående fra Socialdemokratiet, om etablering af en atomvåbenfri zone i Norden. I forbindelse med begge forhold gav den danske politik anledning til allierede reaktioner. I det første tilfælde fordi Danmark ved at stille forslag om et 1/2 års udsættelse af beslutningen indtog et særstandpunkt inden for alliancen. Og i det andet tilfælde fordi zonetanken hidtil fra både dansk og allieret side havde været afvist, og fordi den inden for Socialdemokratiet, der indtil efteråret 1982 besad regeringsmagten, var kædet sammen med en stramning af det hidtil gældende – og af NATO-partnerne godkendte – atomvåbenforbehold.
der i disse år var utilfredse med den danske forsvarsindsats, fremgår af britiske udtalelser til en højtstående dansk embedsmand i London i juli 1984. Her blev der udtalt skarp kritik af det danske forsvarsforlig, og at Danmark ikke var parat til at skabe de nødvendige forudsætninger for britiske forstærkninger. 14 I den danske Washington-ambassades referat af samtalen omtales kun Weinbergers udtalelser om den europæiske holdning til SDI, som han finder uforståelig (jf. Shultz’ opfattelse gengivet nedenfor i afsnittet om det alternative sikkerhedspolitiske flertal). Herudover hedder det, at forsvarsministeren „kun“ strejfede de danske fodnoter. „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. sep-tember 1985. Udkast til statsministerens talepunkter ved Det udenrigspolitiske Nævns møde d. 13. september 1985“, telegram af 11. september 1985, UM 5.D.32.b, pk.10. I notatet forud for mødet (se noten ovenfor) karakteriseres Weinberger i øvrigt som tilhørende de milde, hvad angår kritik af europæerne.
Danmark var forud for NATO-rådsmødet i december 1979, hvor dobbeltbeslutningen skulle vedtages, udsat for et stærkt allieret pres fra især amerikansk side om ikke at indtage et særstandpunkt.15 USA’s vicepræsident Walter Mondale henvendte sig til statsminister Anker Jørgensen herom; forsvarsminister Brown appellerede i et brev til sin danske kollega Poul Søgaard om at ændre beslutningen; den amerikanske ambassadør henvendte sig i udenrigs-ministeriet for at redegøre for sin regerings indvendinger; og under et besøg i Washington i begyndelsen af december fik udenrigsminister Kjeld Olesen af sikkerhedsrådgiver Brzezinski at vide, „at det danske forslag om en udsættelse af NATO’s TNF-beslutning var et dårligt forslag fremsat på det dårligst mulige tidspunkt.“ Også udenrigsminister Vance var negativ, men viste dog en vis imødekommenhed over for Olesen. I referatet af samtalen hedder det: „Hr. Vance ville personligt i sine officielle udtalelser i Bruxelles gøre den amerikanske oprigtighed med hensyn til våbenkontrol aldeles klar. Dette ville forhåbentlig være til støtte for Danmark.“16
Det gennemgående træk i den allierede reaktion var, at det danske forslag om udsættelse ville have skadelige konsekvenser for alliancens sammenhold og sikkerhed.17 En væsentlig del af kritikken drejede sig dog også om den mangelfulde konsultation af de allierede inden forslagets fremsættelse. Og omstændighederne på selve mødet, hvor der var usikkerhed om den hollandske stillingtagen, betød, at den danske optræden ikke kun blev mødt med kritik. Efterfølgende blev det fremhævet, at det danske forslag medvirkede til, at Holland ikke kom til at tage forbehold. Det betød, at Danmark, måske lidt med urette høstede megen tak fra flere af de store landes udenrigsministre. Alt i alt var vurderingen, at sagen havde fået et udfald, der ikke på nogen væsentlig måde havde skadet Danmarks prestige eller troværdighed hos de allierede.“18
I de første år af 1980’erne blev det dansk politik stærkt at betone dobbeltbeslutningens forhandlingsdel. Heri kunne Danmark, som det er fremgået, hente en vis støtte i forudgående udtalelser af den amerikanske udenrigsminister. På tysk side var opbakningen hertil kommet tydeligt til udtryk. I en samtale mellem en dansk og en vesttysk minister i første halvdel af november 1979 var der enighed om, at hovedvægten burde lægges på forhandlingstilbuddet.19
15 Jf. kapitel 69. De udenlandske reaktioner omtales også i Petersen, Europæisk og globalt engagement,s.210-13.16 „Udenrigsministerens samtale med Dr. Zbigniew Brzezinski den 7. december 1979“ og„Udenrigsministerens samtale med udenrigsminister Cyrus Vance den 7. december 1979“, telegrammer fra ambassaden i Washington, UM 5.D.32.b, pk.8. 17 Ambassadøren i København havde under sin henvendelse desuden henvist til, at en udsættelse af TNF-beslutningen ville forringe muligheden for at få SALT II ratificeret i den amerikanske kongres. Notits af Eigil Jørgensen, den 23. november 1979, UM lukket arkiv, 105.I.40.e/3, pk.42.18 Brev, december 1979.19 Drøftelser, november 1979.
Som det fremgår af kapitel 65, blev spørgsmålet om atomvåbenfri zoner, og især Norden som atomvåbenfri zone, igen aktuelt i især de første år af 1980’erne.20 Det skete både under inspiration udefra (Norge) og i sammenhæng med, at der var kræfter i det socialdemokratiske regeringsparti, der ønskede det gældende danske atomforbehold skærpet, således at det ikke kun gjaldt i fredstid, men også i krise- og krigstid. Selv om der til stadighed – også efter at Socialdemokratiet fra efteråret 1982 var kommet i opposition – blev knyttet uopfyldelige betingelser til en nordisk zones oprettelse, og en realisering aldrig for alvor kom på tale, gav den fornyede debat herom og de danske tilnærmelser til tanken anledning til en række negative allierede kommentarer.21
Reaktionerne skal ikke mindst ses på baggrund af, at atomvåbnene var en integreret og central del af NATO’s militære strategi, og at det ville skade mulighederne for denne strategis gennemførelse, hvis Danmark endnu tydeligere koblede sig ud på dette område. Det var en bekymring, der klart blev givet udtryk for, efter at statsminister Anker Jørgensen i et interview til det franske ugeblad „Le Point“ i april 1982 åbenlyst havde luftet sin indædte modvilje mod atomvåbnene. I samme interview sidestillede han USA’s og Sovjetunionens udenrigspolitik over for nabolande. Det gav kort efter anledning til skarpe reaktioner fra allieret side. Det blev sagt, at Anker Jørgensens udtalelser havde virket chokerende, og der blev sat spørgsmålstegn ved meningen med overhovedet at sende forstærkninger til Danmark i krigstilfælde.
Zonetanken blev specifikt taget op under statsminister Schlüters besøg i Washington i september 1985, hvor den negative amerikanske holdning kom klart til udtryk. Under en samtale præciserede udenrigsminister Shultz her, „at det var imod NATO-alliancens koncept og strategi, hvis afskrækkelsen ikke virkede på hele allianceområdet.“ Den gældende danske politik vedrørende atomvåben på dansk jord blev derimod ikke anfægtet af Shultz.22
Opsummerende om de to foregående afsnit kan siges, at for de allierede var den alvorligste anstødssten i den danske politik i begyndelsen af 1980’erne knyttet til spørgsmålet om den atomvåbenfri zone, og faren for at Danmarks atomfri status skulle udstrækkes til også at gælde i krise- og krigstid. Alvorligt, fordi det satte spørgsmålstegn ved en af grundpillerne i NATO’s afskrækkelsesstrategi. I forhold hertil var den manglende danske opfyldelse af 3%-mål-sætningen – til trods for de advarende ord fra den amerikanske forsvarsminister – af mindre betydning. Den havde primært relevans i en lokal sammen-
20 Se også Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.317-323. 21 For offentligt tilgængelige reaktioner se rapporten Dansk sikkerhedspolitik og forslagene om Norden som kernevåbenfri zone, SNU 1982, s.142-47. 22 „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. September 1985. Udkast til statsministerens talepunkter ved Det udenrigspolitiske Nævns møde d. 13. september 1985“, telegram af 11. septem-ber 1985, UM 5.D.32.b, pk.10. Zone-tanken blev også klart afvist i Frankrig. Fra Paris hed det i efter-året 1981, at Norden som atomfri zone var et spørgsmål, der i høj grad bekymrede Frankrig.
K82 10 DEL IV · SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991
hæng, og i en samlet vurdering var Danmarks integration i NATO-forsvaret ikke ringere efter vedtagelsen af alliancens nye forstærkningsplan fra 1982.23 Endelig er det bemærkelsesværdigt, at Danmark ikke efterfølgende blev udsat for kritik på grund af forslaget om udsættelse af dobbeltbeslutningen – snarere tværtimod; og at den danske betoning af beslutningens forhandlings-del kunne vinde genklang hos de europæiske allierede. Det sidste kan muligvis ses som en afspejling af den transatlantiske strid om alliancens ’grand strategy’ (se kapitel 89).
Det alternative sikkerhedspolitiske flertal 1982-88
Indledende bemærkninger
Perioden 1982-88 var i samtiden en højst kontroversiel periode i dansk udenrigspolitisk historie, men er ikke mindst blevet det siden. Årsagerne hertil er mange. En af de vigtigste vedrører spørgsmålet om, hvordan vore vestlige allierede så på den politik, som det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal
– bestående af Socialdemokratiet, de Radikale, SF og VS – pålagde regeringen at føre. Denne politik, der kom til udtryk i en lang række dagsordener vedtaget i Folketinget, kunne ses som et opgør med centrale elementer i NATO-alliancens militære og politiske strategi over for Sovjetunionen, og førte til, at regeringen gentagne gange – imod dens egne ønsker – måtte anmode om at få sat danske fodnoter i kommuniquéer vedtaget i enighed inden for NATO.
Det er klart, at denne politik ikke var velkommen hos Danmarks allierede. Dagsordenerne drejede sig i høj grad om atomvåbnenes rolle i Øst-Vest forholdet, herunder opfølgningen af dobbeltbeslutningen fra 1979. I den snævre militære sammenhæng havde de danske markeringer ingen større betydning, idet det siden 1950’erne erklærede danske atomvåbenforbehold var fuldt accepteret af vore partnere inden for NATO, og Danmark med dobbeltbeslutningen ikke havde påtaget sig nye forpligtelser i den henseende. Men i den bredere politiske Øst-Vest sammenhæng var den afvigende danske optræden i perioden 1982-88 egnet til at fremkalde kritik. Ligesom tilfældet var i forbindelse med vedtagelsen af selve dobbeltbeslutningen, blev det også i 1980’erne fra NATO’s side – og ikke mindst fra amerikansk – anset for væsentligt, at den vestlige alliance stod samlet over for modparten i øst. Sprækker i enigheden kunne svække især USA’s forhandlingsposition i en afgørende fase af den kolde krig.
Spørgsmålet er derfor ikke, om Danmark blev kritiseret for sin politik i denne periode, for det blev vi. Men derimod om hvilken karakter kritikken
23 Se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s.276. Her fremhæves, at bortfaldet af amerikanske forstærkningsenheder blev mere end kompenseret ved en udvidelse af forsvarssamarbejdet med Storbritannien.
havde. Var den så skarp, som nogle hjemlige aktører og iagttagere, ikke mindst efterfølgende, har sagt?24 Eller var den evt. endnu skarpere? Og hvem var den rettet imod? I hvor høj grad kunne regeringen klare frisag i kraft af, at udlandet vidste, at den i vid udstrækning var enig i kritikken? Eller gik kritikken også på, at regeringen affandt sig med situationen? Endvidere: Hvem formulerede kritikken? Og i hvor høj grad havde regeringen og dens repræsentanter selv indflydelse på den form, kritikken fik? Endelig er det vigtigt at få klargjort, om kritikkens karakter generelt havde indflydelse på Danmarks internationale stilling og dermed påvirkede beslutningstagernes muligheder for at varetage Danmarks interesser (jf. hertil også kapitel 90).
Fyldestgørende svar på ovennævnte spørgsmål kræver dels et andet og mere omfattende kildemateriale end det, der har været tilgængeligt for udredningen (jf. bemærkninger i det indledende afsnit); dels at de enkelte situationer og konkrete spørgsmål, der blev taget op i kritikken, analyseres hver for sig – og det har af praktiske grunde ikke været muligt. I stedet vil de generelle tendenser i kritikken, som det – på det foreliggende grundlag – synes rimeligt at udlede, blive påpeget. Først vil dog de rammer, som kritikken blev formuleret inden for, blive omtalt. De giver en vigtig indgang til at forstå de generelle tendenser.
Rammerne for kritikformuleringen
Hvad angår de indenrigspolitiske vilkår, den danske politik bliver til under, synes der – i hvert fald hos amerikanerne – i udgangspunktet at have været en vis forståelse for regeringens vanskelige situation. Det får statsminister Poul Schlüter at mærke, da han kort efter vedtagelsen af den første NATO-dagsorden den 7. december 1982, hvor indbetalingerne til infrastrukturprogrammet bliver stillet i bero, er på besøg i Washington.
Under en samtale med præsident Reagan den 13. december gennemgår Schlüter forløbet af debatten i Folketinget ugen før. Præsidentens „eneste kommentar var, at også USA levede i et demokrati med en selvstændig lovgivende forsamling. Det var de vilkår vi levede under, og ønskede at leve under.“ Tilsvarende toner hørtes fra forsvarsminister Weinberger, med hvem Schlüter også havde en samtale samme dag. I referatet hedder det: „Weinberger forstod de problemer, statsministeren måtte have med at holde sammen på en mindretalsregering. Det var bedre at overleve med henblik på at kæmpe en anden dag. … Weinberger havde i øvrigt bemærket sig, at også Socialdemokratiet i Forbundsrepublikken Tyskland og selv Helmut Schmidt var kommet
24 Det gælder bl.a. to samtidige aktører, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og den danske Washington-ambassadør, Eigil Jørgensen. Se også bogen af Nils Jæger, Det historiske svigt, 1999. Jæger arbejdede i 1980’erne som fuldmægtig i udenrigsministeriet med sikkerhedspolitiske spørgsmål i bl.a. NATO-kontoret P.II.

med neutralistiske lyde.“25 På dette tidlige tidspunkt af det alternative sikkerhedspolitiske flertals eksistens var der på højeste sted i USA således ikke alene forståelse for de særlige indenrigspolitiske omstændigheder, der svækkede den dansk NATO-opbakning, men også en villighed til at forstå indholdet af den danske markering i en bredere europæisk sammenhæng.26
Da dagsordenpolitikken fortsatte, bredte der sig dog i det diplomatiske miljø i København en udtalt undren og forvirring over det indenrigspolitiske spil, der foregik. Ifølge en dansk observatør rystede man lidt på hovedet, men netop mere over spillet end over politikkens indhold.27 Opfattelsen af, at der i udlandets vurdering i højere grad var tale om indenrigspolitik end om udenrigspolitik, bekræftes af senere udsagn fra ansatte ved den amerikanske ambassade. Og også at denne opfattelse – i hvert fald i begyndelsen af perioden
– var med til at mildne kritikken.28
I det lange løb kunne regeringen imidlertid ikke over for allierede dække sig ind med vanskeligheder på hjemmefronten. Efterhånden som den forbeholdne danske NATO-linje bider sig fast, og kritikken af indholdet bliver mere udtalt, glider forståelsen for regeringens indenrigspolitiske situation i baggrunden, ligesom fokus samler sig om politikkens negative konsekvenser for NATO.
Især en amerikansk minister gør det klart for den danske regering, at kritikken må rettes mod den selv – og ikke mod oppositionen. Det sker under en samtale i april 1985.29 Og da Schlüter senere på året er på besøg i Washington, får han ligesom tidligere at vide, at USA forstår regeringens parlamentariske situation, men Shultz tilføjer under deres indbyrdes samtale, at „det var nu engang regeringen, der var ansvarlig for den politik, et land førte.“ 30
25 „Udkast til statsministerens bemærkninger i Det udenrigspolitiske Nævn den 21. december 1982 vedrørende statsministerens besøg i Washington d. 13. december 1982“, Statsministeriet, den 20. de-cember 1982 og „Referat: Statsministerens besøg i Washington: Samtalen statsministeren – forsvars-minister Weinberger“, Statsministeriet, den 17. december 1982. Begge: UM, 5.D.32.b, pk. IX. 26 Det kan her tilføjes, at Schlüter under samtalen med Reagan „ mødte fuld forståelse for det syns-punkt, at der i fredsbevægelserne er betydelige strømninger af oprigtighed, som må tages med al-vor.“ Den „forstående“ holdning hos Reagan og Weinberger står i modstrid med den skarpe kritik, der tidligere var formuleret af viceudenrigsminister Eagleburger. 27 Udtalelse af ambassadør Jens Christensen under interview i DIIS den 6. december 2004. Jens Christensen mente, at „fodnotesagen vakte nok interesse i nu’et, men gjorde ikke indtryk på nogen.“ For ambassaderåden ved den amerikanske ambassade Peter Swiers, der først tiltrådte i 1985, var det snarere forvirring end forundring, der prægede hans billede af dansk sikkerhedspolitik: „One could not quite figure out what was going on in Denmark“. Interview i DIIS den 30. november 2004. 28 Peter Swiers, jf. noten ovenfor, mener om dagsordenerne, at de var „at least as much a domestic issue as a foreign.“ Tilsvarende skriver James C. Whitlock, der var ambassaderåd ved ambassaden ind-til 1985: „My perception of Danish security policy was that it was a domestic political issue.“ (Emailsvar af 14. januar 2005 på interview-spørgsmål). Whitlock skriver videre, at „Washington was remarkably understanding of a situation where the government in power was doing all it could to minimize the damage.“ 29 Samtalen omtales mere udførligt nedenfor. 30 „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. september 1985. Udkast til statsministerens talepunkter ved Det udenrigspolitiske Nævns møde d. 13. september 1985“, telegram fra ambassa-den i Washington, 11. september 1985, UM 5.D.32.b, pk.10.

Hele spørgsmålet om, til hvem og med hvilket formål kritikken af den offi-cielle politik under det alternative sikkerhedspolitiske flertal skal rettes, synes at have været genstand for en del overvejelser i Washington, herunder i den danske USA-ambassade. Og disse mere taktisk bestemte overvejelser er med til at præge indholdet i kritikken. Der bliver kørt en forskellig linje over for regeringen og over for oppositionen, hvilket er med til at gøre det vanskeligt at nå frem til entydige konklusioner om, hvordan USA ’egentlig’ vurderede den danske politik.
Denne problematik bliver meget tydeligt illustreret i forbindelse med Ellemann-Jensens ovennævnte sammenkomst med George Shultz i april 1985, der finder sted på skoleskibet „Danmark“ i Washingtons havn. Kritikken af Danmark bliver her formuleret meget skarpt af den amerikanske udenrigsminister. Mest markant var den bemærkning, hvormed han sammenfattede sin kritik: „If all Europeans were like you, there would be no NATO.“ Og selv om han udtrykkeligt sagde, at han ikke ønskede at lægge pres på Danmark, måtte det opfattes som en slet skjult trussel, når han over for Ellemann beto-nede, at „han havde svært ved at se, hvorledes Danmark kunne forsvare sig selv.“31 Shultz vidste udmærket, i hvor høj grad Danmark i en krigssituation var afhængig af allierede forstærkninger, og hvordan antydninger af, at de ikke kunne forventes, ville blive modtaget.
Når George Shultz udtalte sig, som han gjorde, kan det imidlertid både ses som en alvorlig ment kritik fra amerikansk side, men også som en afspejling af, hvilke behov den danske udenrigsministers havde på hjemmefronten.
Embedsmændene i State Department havde på forhånd udarbejdet et oplæg til Shultz’ samtale med Ellemann-Jensen, men det blev i sidste øjeblik lagt til side – bl.a. på foranledning af den danske Washington-ambassadør Eigil Jørgensen. Han var også til stede på skoleskibet, og i kahytten inden samtalen blev han spurgt af Shultz, om han skulle være kritisk, eller om han skulle bruge embedsmændenes oplæg. Ambassadøren har senere gengivet sit svar på følgende måde: „Jeg sagde, at jeg ikke ville blande mig i politik, men min umiddelbare reaktion ville være, at Uffe Ellemann måske kunne ha’ ganske stort behov for en kritisk reaktion. Og så gjorde han det, at han lidt provokerende lagde embedsmændenes oplæg til side … han holdt et blændende og kritisk indlæg, som Uffe Ellemann kunne bruge, når han kom til Danmark, idet hans overvejelse, som jeg mener var rigtig, var, at Uffe Ellemann ikke kunne komme hjem og sige: nu har jeg været i Washington, og de var såmænd flinke og rare derovre, og jeg fik ikke nogen særlig kritik af den politik som
31 Udtalelserne er gengivet i Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 244. Se endvidere Uffe Ellemann-Jensen, Fodfejl. Da Danmark svigtede under den kolde krig, 2004, s. 8. En stor del af samtalen drejede sig om det amerikanske SDI-projekt, hvor en dagsorden i Folketinget kort forinden havde taget afstand fra tilbuddet om dansk forskningsdeltagelse Her karakteriserede Shultz den danske holdning som helt uforståelig.


regeringen førte. Det ville være ødelæggende for Uffe Ellemann, så det kan en modpart som George Shultz godt se, og det gjorde han altså også.“32
Ifølge Eigil Jørgensen havde regeringen brug for kritikken, og til det formål havde ambassaden mulighed for – og også held til – at hjælpe. Modsat forholdt det sig med oppositionen. Over for den var formålet at ændre dens politik, og for at opnå det måtte man søge at gå ind på dens tankegang.33
Hvordan det skulle praktiseres, fik ambassaden lejlighed til at demonstrere, da Socialdemokratiets næstformand, Svend Auken, i november-december 1985 var på besøg i Washington. Ambassaden sørgede for, at han fik en over-ordentlig fin behandling og konfronterede ham med en lang række nøgle-spillere i den amerikanske administration, herunder viceudenrigsminister Rozanne Ridgway og viceforsvarsminister Richard Perle. I hvor høj grad indholdet i de budskaber, der blev videregivet, på forhånd havde været drøftet mellem ambassaden og Aukens samtalepartnere, er det ikke ud fra de tilgængelige oplysninger muligt nøjere at bestemme. Men det kan i hvert fald konstateres, at Auken blev behandlet overordentlig mildt af sine amerikanske samtalepartnere. Endog mildere end ambassaden havde forestillet sig. Det blev bedømt som udtryk for en bevidst amerikansk charmeoffensiv, hvor kritikken blev holdt på et absolut minimum.34
Det var ikke kun på dansk foranledning, at de udenlandske vurderinger af dansk sikkerhedspolitik blev søgt tilpasset situationen. I slutningen af 1986 er der et eksempel på, at tilskyndelsen hertil kommer udefra. En international nøglefigur spurgte en dansk minister, om han på nogen måde kunne være hjælpsom, f.eks. ved at sige nogle ord om den danske situation, som han anså for alvorlig. Hans tanke var, om nogle bemærkninger fra hans side kunne give ministeren ammunition i hans hjemlige debat, eller om de kun ville virke irriterende. Den danske ministers opfattelse var, at noget sådant ikke ville være til hjælp, men snarere virke mod hensigten.35
Hovedspørgsmålet i dette afsnit er, hvordan de vestlige allierede, herunder især amerikanerne, vurderede det alternative sikkerhedspolitiske flertals politik. Det turde fremgå med tydelighed af det foregående, at svaret ikke er en-tydigt. Relevante udtalelser må tolkes ud fra formålet, hvem der var budbringer, og den sammenhæng hvori de bliver fremsat – og peger ofte i forskellige retninger. Vigtigheden af en kildekritisk indfaldsvinkel kan ikke stærkt nok betones. Det gælder også, hvad angår de senere foretagne interviews.
På den baggrund skal der nu – efter først at have behandlet rammerne – gøres et forsøg på at give en karakteristik af kritikkens indhold og dybde.
32 DIIS-interview med Eigil Jørgensen, 16. december 2004.33 Sst.34 Indholdet i Aukens samtaler tages op nedenfor.35 I modsætning til de netop refererede amerikanske vurderinger er der i dette tilfælde primært taleom en vurdering af den danske forsvarsindsats. Det er den, der tænkes på, når den danske situationkarakteriseres som alvorlig.

Kritikkens indhold og dybde
Et gennemgående træk i den amerikanske kritik er – ikke overraskende – at den danske politik svækkede sammenholdet i NATO. Dette punkt var forståeligt nok afgørende for USA, der var NATO’s toneangivende stat, og som førte an i styrkepolitikken over for modparten i øst i en – i hvert fald indledningsvis – spændt international atmosfære. Samtidig var det USA, der under disse vilkår stod med hovedansvaret for de forhandlinger, der blev ført med Sovjetunionen.
USA’s væsentligste argumenter imod den danske politik kom ganske godt til udtryk allerede efter vedtagelsen af den første dagsorden i december 1982 om infrastrukturprogrammet. Over for en centralt placeret dansk embedsmand opsummerede en amerikansk samtalepartner kritikken på følgende måde:
det er generelt uheldigt, at NATO-solidariteten svækkes
politikken skaber vanskeligheder for nedrustningsforhandlingerne i Genève
den øger indenrigspolitiske spændinger i andre lande, der bærer større byrder
imødegåelse af kongresbestræbelser på troppereduktioner i Europa besværliggøres
politikken kan mistydes og misbruges af Sovjet, ikke kun i nedrustningspolitisk sammenhæng, men også i den almindelige udenrigspolitik.36

Anskuet konkret var kritikken møntet på tre forhold, jf. de tre midterste punkter: (1) Svækkelse af USA’s forhandlingsposition over for Sovjetunionen,
(2) negativ indvirkning på alliancepartnernes opslutning bag INF-politikken og (3) trussel mod USA’s fortsatte engagement i Europa.
Det andet punkt skal primært ses i sammenhæng med den netop vedtagne dagsorden, hvorefter Danmark ikke agtede at leve op til de økonomiske forpligtelser, vedtagelsen af dobbeltbeslutningen indebar. Da det viste sig, at „den danske smitte“ ikke bredte sig, blev dette punkt i det lange løb mindre væsentligt.37 De to andre kritikpunkter vedblev derimod at dukke op i de amerikanske kommentarer til den danske dagsordenpolitik. Efter ambassadør Eigil Jørgensens opfattelse var svækkelsen af USA’s forhandlingsposition „det store spørgsmål“38, en opfattelse han synes at have delt med andre centralt placerede personer.
36 Samtale i december 1982.37 Emailsvar fra daværende ambassaderåd ved den amerikanske ambassade i København, James C.Whitlock, af 14. januar 2005.38 DIIS-interview 16. december 2004. Hvor betydningsfuldt dette punkt var, fremgår også af forsvars-minister Weinbergers udtalelser til statsminister Poul Schlüter, da denne kort efter vedtagelsen afden første dagsorden var på besøg i Washington: „The lack of solidarity regarding implementation
K82 16 DEL IV · SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991

Men også det sidste af de tre kritikpunkter synes at have haft en mere vedvarende betydning og afspejler de betydelige isolationistiske strømninger, der gjorde sig gældende i amerikansk politik i denne periode. Som følge heraf var Reagan administrationen underkastet et ganske stærkt indenrigspolitisk pres i retning af at reducere sine oversøiske forpligtelser. Hentydninger hertil udgjorde en central del af udenrigsminister Shultz’ argumentation over for Uffe Ellemann på skoleskibet Danmark i april 1985, jf. følgende uddrag af ambassadens referat af samtalen:
„USA var uden en alliance kommet til Europas hjælp under første og anden verdenskrig, men man skulle ikke tro, at USA for tredje gang ville komme til undsætning, hvis de europæiske lande førte en politik som Danmark. Man kunne ikke feje problemerne ind under gulvtæppet og følge en linje som den, jeg havde anvist. Man måtte huske på, at også USA havde en offentlighed og en lovgivende magt at tage hensyn til. Hvis USA førte en anden politik end den, man førte, kunne Shultz garantere en vedtagelse af det såkaldte Nunn-amendment. Hvis den opfattelse blev udbredt i kongressen, at Europa ikke støttede USA, kunne han ikke garantere for de amerikanske styrker i Europa.“39
Der kan ikke herske tvivl om, at begge de to omtalte hovedkritikpunkter vedrørte forhold, der havde stor betydning for USA – og dermed også for NATO. I november og december1984 var danske iagttagere i Washington tilbøjelige til at mene, at USA på et tidspunkt ville sætte hårdt mod hårdt over for Danmark. Selv om forståelsen for de danske problemer stadig var det dominerende træk, var kritikken der også, og billedet kunne langsomt vende, så forståelsen til sidst forsvandt. Der var en grænse for tålmodigheden, og iagttagerne følte, at man nærmede sig den.40
Advarslerne passer sammen med, at Eigil Jørgensen kort tid forinden for første gang havde oplevet kritik af de danske dagsordener på højt plan i State Department.41 Det skete under en samtale med viceudenrigsminister Kenneth Dam, der mente, at Danmark med sin aktuelle politik undergravede
of the INF infrastructural works would imply an essential weakening of the pressure on the Soviet Union for obtaining results in Geneva and thus presumably have very unfortunate consequences for the negotiations in Geneva.“ „Statsministerens besøg i USA d. 9.-14. december 1982; statsministerens samtale med forsvarsminister Weinberger“, referat, 8. december 1982, UM 105.DAN.9. 39 Referatet er udarbejdet af ambassaderåd Ulrik Federspiel i en form, så den fremstår som udenrigs-ministerens egen. „Udenrigsministerens samtaler med udenrigsminister Shultz den 19. april 1985“, UM 5.D.32.b, pk.10. „Nunn-amendment“ vedrørte en ændret byrdefordeling inden for NATO til ugunst for de europæiske medlemslande. 40 Eigil Jørgensen oplyste i interviewet med DIIS den 16. december 2004, at breve stilet direkte til ministeren i stigende grad blev foretrukket frem for de traditionelle depecher, der skulle forelægges det udenrigspolitiske nævn. 41 Udtalelse under interviewet den 16. december 2004.

sin troværdighed. Samtaler af den karakter bevirkede, at Eigil Jørgensen frygtede, at Danmark af sine alliance- og forstærkningslande kunne blive stillet over for ufravigelige krav, som man ikke ville kunne opfylde, og at Danmark derved i realiteten ville have sat sig uden for NATO-medlemskabet.42
Den sidste vurdering kunne støtte sig på udtalelser af NATO’s generalsekretær, den tidligere britiske udenrigsminister Lord Carrington. I et interview til et kommende nummer af det franske tidsskrift „Politique Internationale“ blev generalsekretæren citeret for at erklære at „Danmark, hvis den nuværende kurs fortsætter, er på vej til at udelukke sig selv fra NATO.“43 Som allerede omtalt udtalte George Shultz i april 1985 at den danske politik truede selve NATO’s eksistens. Noget tilsvarende gav han udtryk for under statsminister Schlüters besøg i Washington senere samme år, idet han ved denne lejlighed gjorde gældende „at hvis NATO-beslutninger konstant blev behæftet med fodnoter, var der fare for, at fremtidige generationer ikke ville være i stand til at se tilbage på en verden, som man ønskede at leve i. NATO burde være mere end en fodnote i bestræbelserne på at skabe fred.“44
Ifølge disse udtalelser ville en fortsættelse af den danske politik således kunne risikere at føre ganske alvorlige konsekvenser med sig – ikke alene for Danmark men for hele den vestlige verden. På baggrund af en samlet vurdering af det kildemateriale, der har stået til rådighed for undersøgelsen, og de kildekritiske forbehold, der er nævnt tidligere, er det imidlertid ikke muligt at understøtte en så negativ tolkning af, hvordan effekterne af den danske politik opfattedes på allieret, herunder ikke mindst på amerikansk, side.45 På trods af, at de danske dagsordener berørte forhold af central betydning for den vestlige alliance og især for USA’s aktuelle sikkerhedspolitiske situation, er der også belæg for at understøtte en modsat tolkning, hvorefter den dan
42 Eigil Jørgensen har senere fastholdt sin samtidige opfattelse af de alvorlige konsekvenser, som det sikkerhedspolitiske flertals politik kunne få for Danmark. Se „Udenrigstjenesten og sikkerhedspolitikken“ i Nye grænser, Udenrigsministeriet 1995, hvor han bl.a. skriver: „Fodnoterne var indenrigspolitik, men havde vidtgående udenrigspolitiske konsekvenser. De kom til at stå som manglende solidaritet med de andre NATO-lande.“ (s.122) I interviewet den 16. december 2004 udtalte han bl.a.: „… hvis man fra dansk side gik for langt i retning af at acceptere dagsordenerne i Folketinget, som gik imod regeringens politik, og som svækkede NATO-alliancen, kunne man risikere, at Danmarks troværdighed blev sat på spil i Washington, og dermed altså at vi blev mere sårbare over for Sovjetunionen og i givet fald ikke kunne være 100% sikre på at få amerikansk bistand.“ Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen deler Eigil Jørgensens opfattelse. I sin bog Fodfejl fra 2004 skriver han utvetydigt til sidst – efter i øvrigt at have citeret fra Jørgensens 1995-artikel: „Dagsordenerne og fodnoterne undergravede Danmarks sikkerhed.“ (s.367). 43 Udtalelse til tidsskriftets nr. fra januar 1985. 44 „Statsministerens officielle besøg i Washington 9.-11. september 1985“. Udkast til statsministerens talepunkter ved Udenrigspolitisk Nævns møde d.13. september 1985“, 11. september 1985, UM 5.D.32.b, pk.10. 45 Til de kildekritiske bemærkninger kan tilføjes, at Lord Carringtons udtalelse blev indhentet som led i et researcharbejde, der blev understøttet af den danske ambassade i Washington, og som resulterede i udgivelsen af et hæfte beregnet på den danske offentlighed: Det handler om troværdighed. En international vurdering af Dansk sikkerhedspolitik, Managements Erhvervspolitiske Forum, Rapport nr.16, 18.11.1984. Hæftet var stærkt kritisk over for det sikkerhedspolitiske flertal.

ske politik ikke for alvor opfattedes som skadelig af den amerikanske regering
– hverken i relation til dens forhandlingsposition eller dens engagement i Europa. Andre kilder end dem, der er anført ovenfor, og tolkninger af den amerikanske adfærd over for Danmark, peger i retning af, at USA nok følte et behov for at fremsætte kritik, men at betydningen af den i relation til NATO-alliancen afvigende danske politik blev anset for marginal.
En række forhold synes at have bidraget hertil. Udover den allerede nævnte manglende smitteeffekt anfører James Whitlock, der var tjenestegørende som ’political counselor’ på den amerikanske ambassade i København 1981-85, i et senere brev to forhold: „Both because Denmark upheld its defense commitments to NATO (the importance of its role as the cork in the Baltic bottle) and because Denmark was a small country, The Danish position was not seen with extreme gravity.“ Og efter at have omtalt Danmarks isolerede stilling i NATO vedrørende atomvåbenpolitikken konkluderer han samlet: „I believe the Danish footnote became something that one decided to live with and not worry about.“46
Kombinationen af, at Danmark var en småstat med en stærkt begrænset po-litisk og militær vægt inden for alliancen, og det forhold, at landet var et sta-bilt alliancemedlem, der grundlæggende opfyldte sine forpligtelser i den lokale sammenhæng, betød ifølge Whitlock, at USA tog forholdsvis let på Dan-marks afvigende markeringer i relation til de store strategiske spørgsmål. Hertil kom så en amerikansk opfattelse af, at de danske dagsordener primært skulle ses som et resultat af et indenrigspolitisk spil, hvilket ifølge et opføl-gende brev fra Whitlock nærmest gjorde Danmark immun over for kritik:
„… the Danish footnote position was, in my view, largely ignored as irrele-vant because it was driven by domestic political considerations which were of no importance to NATO. This realization also immunized Denmark from a negative reaction from the Alliance partners.“ 47
Følger man denne vurdering, var det ikke kun skadevirkningen for alliancen, men også for Danmarks ry inden for den, der var begrænset som følge af det sikkerhedspolitiske flertals politik.
I mangel af tilgængelige primærkilder repræsenterer Whitlocks to breve en af de få muligheder, der indtil videre er for gennem et førstehåndsvidne at få indblik i opfattelsen på den amerikanske ambassade i København i 1980’erne. Af det foregående fremgår endvidere, at samtidige udtalelser fra centralt hold ikke uden videre giver et korrekt billede af, hvordan USA så på
46 E-mail svar til DIIS, 14. januar 2005, jf. note 32 ovenfor. Whitlock tilføjer, at „Denmark was a well-integrated and loyal member of the Alliance: no one doubted that in my view.“ 47 Sst. Opfattelsen af, at den afvigende danske politik nærmest blev ignoreret, understøttes af, atudenrigsminister George Shultz i sine erindringer Turmoil and Triumpf. My Years as Secretary of State,1993, overhovedet ikke omtaler den.

den danske politik. Der er derfor grund til at lægge en vis vægt på den af Whitlock her gengivne vurdering; så meget mere fordi den – i hvert fald til dels– understøttes af hans efterfølger, Peter Swiers, der tiltrådte på ambassaden i sommeren 1985. Under et interview i DIIS karakteriserer han de danske fodnoter som „a serious irritant“, men i en samlet vurdering mener han ikke, at dagsordenpolitikken for alvor belastede det dansk-amerikanske forhold eller opfattedes som truende af USA. Opsummerende om perioden i 1980’erne udtaler han: „We had differences, but basically we were in the final analysis allies.“48
Også andre kilder underbygger opfattelsen af, at der var tale om meget beherskede vestlige reaktioner på den danske dagsordenpolitik. Der er således langt fra enighed mellem højtplacerede danske udenrigsministerielle embedsmænd fra samtiden om graden af negative reaktioner fra omverdenen. Mens Eigil Jørgensen mener, at Danmark satte sig uden for det gode selskab og mistede indflydelse inden for NATO-alliancen i kraft af det sikkerhedspolitiske flertals politik49, udtaler daværende chef for den politiske afdeling, Peter Dyvig, at han i den pågældende periode ikke følte, at han var en ’lame duck’, „ingen så skævt til mig når jeg blandede mig, også vedrørende dobbeltbeslutningen.“ Han opsummerer sin opfattelse af dagsordenpolitikkens konsekvenser for de udenlandske vurderinger af Danmark på følgende måde:
„I helt konkrete situationer mistede vi indflydelse. Men set over årene – og
m.h.t. alle de andre sager der kom op – der følte jeg ikke at vi mistede indflydelse som sådan. Der mener jeg at hvis vi havde nogle gode synspunkter, så lyttede de til os hvis de i øvrigt respekterede dig som en professionel kollega – og det gjorde de. Vi blev ikke betragtet som andenrangs borgere i NATO-sammenhæng.“50
På linje hermed udtaler Paul Fischer, at han i sin ambassadørtid i Bonn, der strakte sig fra 1980 og helt til 1989, aldrig modtog kritik for danske fodnoter – og heller ikke for niveauet af de danske forsvarsudgifter. Ifølge Fisher gav den danske politik på disse områder sig aldrig udslag i henvendelser eller bebrejdelser, hverken formelt eller uformelt. Generelt om tiåret udtaler han, at
48 DIIS-interview 30. november 2004. Under interviewet udtrykte Swiers i øvrigt en stor beundring for Anker Jørgensen. „I developed an enormous admiration for Anker Jørgensen – he was sincere and knew what he was dealing with. … For Anker Jørgensen it was a question of conviction, we understood the nuclear aversion, which was very Danish. …He was straightforward and honest and a courageous person. Doesn’t mean that you agree with him all the time.“ 49 Jf. en senere vurdering under interview i DIIS den 16. december 2004. I sin artikel i Nye grænser (se note 46) forklarer han den svækkede indflydelse på følgende måde: „Danmarks holdning kom udadtil alene til udtryk i form af fodnoter – og der var for de øvrige parter ingen grund til at tage hensyn til Danmark, når landet alligevel ville tage forbehold i en fodnote. Efterhånden som antallet af dagsordener steg, mistede Danmark indflydelse“ (s. 122). 50 DIIS-interview 7. oktober 2004.
man i Bonn betragtede Danmark som en god ven, der var loyal, om end måske lidt fodslæbende.51
Jens Christensen, der i sidste halvdel af 1980’erne var dansk ambassadør i Wien og i kraft heraf deltog som observatør i MBFR-forhandlingerne om konventionel nedrustning mellem Øst og Vest, husker ikke, at den afvigende danske NATO-politik nogensinde blev bragt op af de andre allierede repræsentanter. „Det var almindeligt accepteret at Danmark ikke var så meget på barrikaderne militært, at vi var mere konciliante over for Øst.“ Af den grund mener han, at fodnoterne ikke tegnede noget nyt billede af Danmark.52
Det skal endelig nævnes, at den måde, Svend Auken som ledende oppositionspolitiker blev modtaget og behandlet på under sit besøg i Washington i slutningen af 1985, kan tolkes som tegn på, at amerikanerne næppe var voldsomt skræmte over konsekvenserne af det sikkerhedspolitiske flertals politik. Som tidligere omtalt fik Auken mulighed for at diskutere de aktuelle sikkerhedspolitiske spørgsmål med en række centralt placerede beslutningstagere. Deres formål var utvivlsomt at påvirke Auken i retning af de amerikanske synspunkter og herigennem ændre den danske oppositions sikkerhedspolitiske kurs. Og der blev heller ikke lagt skjul på, hvad USA mente om denne kurs. Alligevel blev kritikken af Danmark betragtet som mere afdæmpet, end man havde forventet.
Forløbet af Aukens samtaler giver indtryk af, at amerikansk fordømmelse og kritik var kombineret med en udtalt pragmatisme. USA havde til en vis grad accepteret, at det var oppositionen, der førte udenrigspolitik i Danmark. Det var også sådan samtalerne blev opfattet af danske embedsmænd, som kunne oplyse, at man fra amerikansk side var overordentlig tilfreds med samtalerne og havde antydet, at man jo også måtte se frem i tiden. Det er nærliggende at tolke denne meget pragmatiske måde at tackle udfordringen fra den danske dagsordenpolitik på som endnu et tegn på, at amerikanerne – som det udtrykkes af James Whitlock fra ambassaden i København – forsøgte at leve med situationen.
Det her anvendte materiale tyder på, at hverken den danske regering eller den opposition, der i realiteten udformede en vigtig del af den danske sikkerhedspolitik, blev betragtet med noget, der nærmede sig fjendtlige øjne. Det generende danske sikkerhedspolitiske flertal blev nok betragtet som en modpart, men det var – i hvert fald til en vis grad – en modpart, der blev lyttet til, som der kunne forhandles med, og hvis synspunkter ikke kun blev afvist.
Årene 1984 og 1985 repræsenterer den periode, hvor Danmark risikerede den stærkeste kritik fra allieret side på grund af sin afvigende politik. Herefter aftog spændingen mellem Øst og Vest, og der blev – bortset fra situationen i
51 DIIS-interview 16. februar 2005. Paul Fischer havde været direktør i udenrigsministeriet 1961-1971og ambassadør i Paris 1971-1980.52 DIIS-interview 6. december 2004. Jf. hans vurdering gengivet ovenfor i afsnittet om rammerne for kritikformuleringen.

foråret 1988 – ikke længere i samme grad anledning til at hæfte sig ved den danske politik. Dette forhold afspejles ganske tydeligt i de relevante kilder vedrørende årene 1986 og 1987.
I april 1988 – i forbindelse med den såkaldte anløbssag – faldt den sidste sikkerhedspolitiske dagsorden, der gik regeringen imod. Afstemningsudfaldet resulterede i, at statsminister Schlüter udskrev folketingsvalg med den hoved-begrundelse, at den vedtagne dagsorden alvorligt ville skade Danmarks sikkerhedspolitiske interesser og sætte landets medlemskab af NATO på spil. En række vestlige reaktioner understøttede regeringens argumentation. Da hele situationen er karakteriseret ved en tæt sammenvævning af dansk politikformulering og allierede vurderinger, er behandlingen af denne afsluttende fase af dagsordenpolitikken samlet i kapitel 72 om politikformuleringen i 1980’erne.

Konklusioner
I højere grad end i de tidligere perioder fulgte Danmark i den her under-søgte, afsluttende periode af den kolde krig en sikkerhedspolitik, der åbnede for kritik fra landets allierede. Danmark havde fra NATO-medlemskabets be-gyndelse i 1949 opretholdt en såkaldt lav profil inden for alliancen, og den kritik, der fremkom i den sidste periode, kan til en vis grad ses som en forlængelse af de reaktioner, som det begrænsede danske engagement også tidligere havde afstedkommet. Men også kun til dels, idet kritikken samtidig pegede i nye retninger.
Hvis den lave danske profil inden for NATO-samarbejdet kan siges at have indeholdt tre hovedelementer: ingen udenlandske tropper på dansk jord i fredstid, ingen atomvåben på dansk jord i fredstid (begge dele bortset fra Grønland) og – i forhold til BNP – relativt lave forsvarsudgifter, så var det kun det tredje element der – med den kolde krigs skærpelse i slutningen af 1970’erne – gav anledning til forstærket kritik; og her først og fremmest fra amerikansk hold. Med et stort set uændret forsvarsbudget levede Danmark langt fra op til den fælles beslutning om en 3%’s årlig stigning i bevillingerne, og det førte i 1980 til en skarp meningsudveksling mellem den danske og den amerikanske forsvarsminister, herunder påpegning af, at forstærkningsplanerne over for dansk område blev bragt i fare. Efterfølgende blev det lidet smigrende udtryk ’danmarkisering’ bragt i omløb. Hermed hentydedes til lande, der nok ville høste fordelene, men ikke i tilstrækkelig grad ville bære byrderne ved medlemskabet. Der er dog i kilderne også vidnesbyrd om, at for amerikanerne var overholdelse af 3%-målsætningen ikke nogen afgørende test på medlemslandenes NATO-solidaritet.
Selv om de to første elementer i den lave profil kun har en indirekte relevans for karakteren af de vestlige vurderinger i sidste periode, er de alligevel væsentlige for at forstå det samlede billede. Hvad baseforbeholdet angår, skete der ingen ændringer i den danske politik i perioden, men der blev med amerikanerne indgået forstærknings- og depot-aftaler, der om ikke udhulede forbeholdet, så dog mindskede dets konsekvenser for den fælles forsvarsindsats. I en vis forstand kan man sige, at der herigennem indtraf en ny og mere bindende fase i Danmarks militære integration i alliancen. Det er bl.a. på denne baggrund, at man skal forstå de relativt milde vestlige reaktioner på de afvigende danske standpunkter igennem perioden. Der var på intet tidspunkt hos de allierede tvivl om Danmarks ønske om fortsat NATO-medlemskab. Der var i udlandet – ligesom der var herhjemme – både observatører og regerings-repræsentanter, der mente, at den danske politik skadede NATO’s bestræbelser i Øst-Vest sammenhængen, men det var ikke ensbetydende med en opfattelse af, at de danske skridt skulle ses som led i en politik, der sigtede på at frigøre Danmark fra NATO-medlemskabet.
M.h.t. den danske atompolitik var Socialdemokratiet fra slutningen af 1970’erne på vej mod en stramning af forbeholdet – dels i form af ønsker om at ville ophæve tilføjelsen „under de nuværende omstændigheder“, dels i form af en mere positiv holdning til tanken om atomfri zoner. I den rent danske sammenhæng gav disse tendenser nok anledning til en vis bekymring fra vestlig side, men det afgørende var, at partiets stigende skepsis over for atom-våbnene slog igennem på NATO-plan. Det skete med Anker Jørgensen-regeringens udspil om udsættelse i forbindelse med dobbeltbeslutningen i december 1979 og senere med de danske fodnoter.
I 1979 var det mere fremgangsmåden – de manglende konsultationer – end indholdet i den danske politik, der gav anledning til kritik. Vigtigst var trods alt, at Danmark i princippet havde accepteret dobbeltbeslutningen, der kunne vedtages i enighed af NATO-landene. Hvad angår det alternative flertals politik, er det vanskeligere at udlede entydige konklusioner.
Det er således påfaldende, at udsagnene fra de aktører, der har været interviewet i forbindelse med udredningsarbejdet, peger i forskellige retninger. På den ene side hævdes det, at denne politik alvorligt skadede Danmarks omdømme og førte til en mindsket dansk indflydelse i internationale fora – danske repræsentanter havde sværere ved at trænge igennem med deres synspunkter. Opfattelsen kan understøttes af de alvorlige kritikpunkter, der kom til udtryk fra amerikansk side. På den anden side hævdes det, at effekten på det danske omdømme var marginal og ikke i nævneværdig grad hindrede Danmark i at gøre sine interesser gældende internationalt. Reaktionen var i højere grad præget af undren end af egentlig kritik. Denne opfattelse af dybden i den allierede kritik understøttes i vid udstrækning af senere udsagn fra diplomater tjenstgørende på den amerikanske ambassade i 1980’erne. Ifølge dem havde den danske politik, der nok var irriterende, men som primært afspejlede et indenrigspolitisk spil, ingen nævneværdig betydning i den større sammenhæng.
Af de modstridende udsagn kan i hvert fald udledes, at der var – og stadig er – væsentlige interesser forbundet med at tolke, hvilken betydning det alternative flertals politik havde for Danmarks position udadtil.
Som nævnt indledningsvis er disse forskellige interesser også med til at præge det samtidige kildemateriale. I mangel af primært materiale fra de vestlige allierede har redegørelsen hovedsageligt måttet støtte sig på materiale fra den ansvarlige danske regering og dens repræsentanter i udlandet. Regeringen stod i et alvorligt dilemma mellem egne overbevisninger og en opposition, der kunne gennemtrumfe en modsat politik, hvis resultat, den følte sig sikker på, ville skade Danmarks position inden for NATO.
På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at drage nogen entydig konklusion om dybden af den allierede kritik af den danske dagsordenpolitik i 1980’erne. Dertil er de tilgængelige kilder for tendentiøse og for mangelfulde. Først med åbningen af de allierede stormagters militære og diplomatiske arkiver for denne periode vil holdbare udledninger kunne foretages. Det synes dog muligt at opstille et par overordnede tendenser og betragtninger.
For det første peger materialet på en proportionsforskel mellem den voldsomme debat, datidens danske sikkerhedspolitik blev genstand for i den indenrigspolitiske sammenhæng – og stadig er, og de vurderinger den samme politik blev genstand for i den internationale sammenhæng. De afvigende danske standpunkter under det alternative sikkerhedspolitiske flertal blev bemærket af Danmarks partnere og også ind imellem hårdt kritiseret, men der er ikke fundet tegn på, at den havde direkte konstaterbare negative konsekvenser for Danmarks position udadtil eller i videre forstand for de internationale forhandlinger, som de danske markeringer relaterede sig til. Under alle omstændigheder var de udenlandske vurderinger og reaktioner meget forskellige.
I forlængelse heraf er det væsentligt at fremhæve, at den afvigende danske politik indgik i et europæisk – og også atlantisk – mønster, hvor hele atompolitikken var underkastet en intens debat, ikke kun i befolkningerne men også i den toneangivende sikkerhedspolitiske elite.53 Danmark var en undtagelse i den forstand, at ’modekspertisen’ havde direkte indflydelse på politikformuleringen, men Danmark var på linje med en lang række andre NATO-lande, hvad angår udbredelsen af denne modekspertise og de tilsvarende holdninger i befolkningerne.
53 Jf. her også eksistensen af to konkurrerende ’grand strategies’ inden for den vestlige alliance (se kapitel 89).

Chapter 51 Danish Military Intelligence - assessments of Warsaw Pact capabilities and intentions 1971-1979

Kapitlet ligger primært på nettet for at muliggøre en fuldtekstsøgning via eksterne søgemaskiner. Hvis man har brug for teksten i den korrekte form, kan den downloades fra det officielle downloadcenter, som der er link til øverst i højre spalte af denne blog

51 · FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 1971-1979

Et hovedtema i efterretningstjenestens rapportering gennem 1970’erne var som i 1960’erne udviklingen i forholdet mellem Sovjetunionen og USA. Den grundlæggende præmis var som tidligere, at dette forhold havde afgørende betydning for Danmarks sikkerhed. Begge supermagter skildredes af FE som interesserede i fastholdelse af detentepolitikken frem til anden halvdel af 1970’erne, men fra 1977 vurderedes Sovjetunionens detentepolitik i forhold til USA at være genstand for en „mærkbar afkøling“.

Baggrunden var ifølge FE den menneskerettighedspolitik, som den ny-valgte amerikanske præsident Jimmy Carter havde anlagt og gjort til et hovedelement i amerikansk udenrigspolitik. Denne politik, der skabte „vrede og forvirring“ i Moskva, blev efter omfattende sovjetiske analyser tolket som en ideologisk oprustning vendt mod Sovjetunionen med et formål at skabe bag-grund for vestlig militær oprustning. Den køligere sovjetiske holdning over for USA voksede i 1979 til „direkte mistro og vrede“, der ifølge FE yderligere forstærkedes ved de stærke amerikanske reaktioner på den sovjetiske invasion af Afghanistan. Ved begyndelsen af året 1980 blev forholdet mellem de to supermagter beskrevet „som det dårligste i mange år“.1

Som årsager til den skærpede sovjetiske holdning blev der ud over Carter-administrationens menneskerettighedspolitik anført uro over samarbejdet mellem USA og Kina, stigende amerikansk indflydelse i Mellemøsten samt moderniseringen af amerikanske nukleare våbensystemer. Moskva havde svaret igen med den størst anlagte propagandakampagne i mange år rettet mod den såkaldte „neutronbombe“ (1977). Den blev i 1979 efterfulgt af en endnu mere omfattende kampagne mod de nye amerikanske mellemdistancekernevåben (Theater Nuclear Forces, TNF). En konsekvens af forværringen af relationerne mellem supermagterne var ifølge FE tydelige sovjetiske forsøg på tilnærmelser til Vesteuropa bl.a. ved at idyllisere relationerne mellem Sovjetunionen og de vesteuropæiske lande.

Økonomi

I FE’s analyser af den sovjetiske økonomiske udvikling påpegedes supermagtens faldende vækstrater op igennem 1970’erne, der endte med en markant forværring af billedet i 1978 og 1979. Landbruget var som tidligere plaget af kroniske problemer, der skærpedes af en katastrofal høst i 1975, som nødven-diggjorde omfattende kornopkøb i udlandet. Tendensen inden for industri-

1 Efterretningsoversigter for 1977 og 1979 (årsoversigter), begge steder s. 9. FE’s arkiv.

produktionen, der allerede i 1970’ernes første halvdel afspejledes i femårsplanernes lave forventningsniveau, vurderedes dog at være udslaggivende for totalbilledet. I 1975 planlagde man således en bruttovækst på 4,3 % i industrien – den laveste vækst siden 1946. Men selv disse tal kunne ikke nås. I star-ten af året 1980 vurderede FE, at den sovjetiske økonomi var „kommet ind i en overordentlig vanskelig periode med 1979 som foreløbigt lavpunkt“. Væksten i den materielle produktion dette år, der viste sig at være under halv-delen af den planlagte vækst (på 4,3 %), betegnedes som økonomisk stagna-tion. Det blev fremhævet, at en række vigtige industriområder (kul, stål, træ, lokomotiver, traktorer) viste direkte tilbagegang, medens andre områder stagnerede. Kun på olie- og naturgasområdet var der lyspunkter. Andre krise-symptomer var problemer i transportsektoren, tilbagegang i byggeriet og stag-nation eller fald i den reelle levestandard.2

I analysen af den økonomiske misere i Sovjetunionen fokuserede FE på regimets stærke optagethed af den økonomiske problematik i anden halvdel af 1970’erne, men påpegede også regimets manglende evne til at foretage andet end blotte justeringer af et centralistisk ledet økonomisk system, der ikke fremmede lokalt initiativ. Som specifikke årsager inden for systemet udpeges

– med lidt vekslende betoning fra år til år – den høje prioritering af forsvarssektoren og en fejlslagen effektiviserings- og investeringspolitik.

Det billede, der mod periodens slutning blev tegnet af den økonomiske ud-vikling i de to andre øststater i nærområdet, var lysere, men dog ikke meget. Det stod klart, at også DDR og Polen var ude af stand til at nå deres planlæg-ningsmål. Polen havde tilmed negativ økonomisk vækst i 1979, idet national-indkomsten faldt med 2 %. Landet befandt sig fra midten af 1970’erne i en åbenlys økonomisk krise, og i slutningen af 1970’erne eksisterede der ifølge FE en latent utilfredshed i befolkningen, som der i varierende grad også gjorde det i de andre østlande.3 Det kan bemærkes, at FE’s vurdering af DDR var mørkere end den vurdering, der var fremherskende i den danske offentlighed, hvor DDR for mange fremstod som et velfungerende socialistisk samfund.

FE’s analyser forudså ikke umiddelbare strategiske konsekvenser af den økonomiske nedtur i østlandene, men var opmærksomme på de mulige lang-tidseffekter. De sovjetiske forsvarsudgifter, der sættes til 11-13 % af national-produktet, blev set som én årsag til den vanskelige økonomiske situation, men analyserne rummer ikke formodninger om, at supermagten ikke skulle kunne bære de høje forsvarsudgifter fremover. Først på længere sigt forventedes en fortsat anspændt økonomi at få indflydelse på forsvarspolitikken. Det står i dag klart, at de vestlige efterretningstjenester anslog de sovjetiske forsvarsud-gifters andel af nationalproduktet for lavt, og at de ligeledes tog fejl, når de i

2 Efterretningsoversigt for 1979, s. 26ff. FE’s arkiv. 3 Efterretningsoversigt for 1979, s. 29ff. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

1970’erne anslog den årlige vækst i udgifterne til forsvaret til 4-5 % med svag faldende tendens, hvad der formodedes at svare nogenlunde til den gennem-snitlige økonomiske vækst – og således ikke udgjorde nogen forøget byrde – ser vi bort fra 1970’ernes sidste år.4 Derimod er analyserne bevidste om den undergravning af de østeuropæiske regimers legitimitet, som de økonomiske og forsyningsmæssige problemer kunne bevirke. I 1976 vurderedes det, at sov-jetregimet ville komme ud for udfordringer fra afvigende socialistiske ret-ninger, hvis det ikke magtede at tilfredsstille kravene til et bedre liv fra den højtuddannede klasse af sovjetborgere.5

På samme vis fulgte FE nøje brudfladerne i det kriseplagede polske sam-fund. Det kommunistiske regime i Polen måtte affinde sig med strejker i be-folkningen, og i juni 1976 led regeringen et sviende nederlag, da det inden for én dag måtte tilbagekalde en prisforhøjelse på fødevarer. I 1979 så rege-ringschefen Edward Gierek sig nødsaget til at henvende sig til de samfunds-bærende lag i landet og appellere om befolkningens tålmodighed i spørgsmå-let om løsning af forsyningsproblemerne. Udviklingen resulterede i 1976 i dannelsen af oppositionsgruppen „Arbejdernes Forsvarskomité“ (KOR), der i 1977 suppleredes med en menneskerettighedsorganisation (ROPCO). Der fandtes nu oppositionelle strømninger i landet i form af såvel kirken – der stod styrket efter valget af kardinal Karol Wojtyla til pave i 1978 og sammes be-søg i landet sommeren 1979 – som inden for de intellektuelle kredse i Polen. Det fremhæves af FE som et hidtil ukendt fænomen i et Warszawapagtland, at der fandtes en vis organisering blandt de oppositionelle.6

Den sovjetisk-kinesiske strid

Den sovjetisk-kinesiske strid om førerpositionen inden for den verdenskommunistiske bevægelse fortsatte i sit tilsyneladende helt fastlåste spor – også efter formand Maos død i 1976 – op gennem 1970’erne. FE hæftede sig ved flere lejligheder ved karakteren af den debatform, der anvendtes fra kinesisk side, således i slutningen af 1975 en stadig hyppigere karakteristik af den sovjetiske ledelses vestpolitik som „hitleristisk“.7 Man bemærkede også efter mid-ten af 1970’erne kinesernes gentagne advarsler til især de vesteuropæiske sta-ter om Sovjetunionens aggressive hensigter. Fra 1978 ventede FE øget spæn-ding mellem de to stater som følge af en stærkt aktiveret og pragmatisk kine-sisk udenrigspolitik, der modarbejdede sovjetiske interesser overalt og ikke mindst i Sovjetunionens grænseområder. Tolkningen var, at kineserne søgte

-

4 Efterretningsoversigt for 1976, s. 22; Efterretningsoversigt (dvs. månedsoversigt – forkortes i det føl


gende til EO) juli 1978, s. 12. FE’s arkiv.


5 Efterretningsoversigt for 1976, s. 21. FE’s arkiv.


6 Efterretningsoversigt for 1976, s. 23f og 1977, s. 27ff. FE’s arkiv.


7 EO november 1975, s. 9. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

at inddæmme Sovjetunionen som en konsekvens af sovjetiske bestræbelser på at inddæmme Kina.8 Den voksende spænding mellem de to magter kunne ikke undgå at få militære konsekvenser i form af styrkeopbygning, jf. neden-for.

Den sovjetiske invasion i Afghanistan 1979

I Afghanistan – der i en række år havde været under sovjetisk indflydelse – herskede siden et kup i april 1978 et kommunistisk orienteret styre. Det nye styre iværksatte en radikal socialiseringspraksis, der mødte voldsom modstand i befolkningen, og til sidst så Moskva sig nødsaget til at intervenere militært

(27. december 1979) for at forhindre regimets sammenbrud; landets mini-sterpræsident (Hafizulla Amin) blev henrettet af sovjetiske specialstyrker under invasionen. Ifølge FE var der allerede i september 1979 indikationer på en intervention. Invasionen gennemførtes af en sovjetisk luftbåren division samt to motoriserede infanteridivisioner, men allerede i januar 1980 omfat-tede styrken ca. 6 divisioner og i alt ca. 100.000 mand. Allerede på dette tids-punkt havde de sovjetiske styrker lidt tilbageslag i forsøget på at skaffe sig kon-trol over landet.

FE’s vurdering var, at den militære intervention „væsentligst må opfattes de-fensivt om end med ekspansionistiske implikationer“, og man accepterede til-syneladende den officielle sovjetiske begrundelse for interventionen, der understregede såvel ideologiske som sikkerhedspolitiske hensyn, idet den be-tonede den sovjetiske frygt for, at den „antifeudale, demokratiske revolution“ i Afghanistan skulle blive elimineret af USA, Kina og Pakistan samt det uac-ceptable for Sovjetunionen i dannelsen af en „reaktionær bastion“ ved landets sydgrænse. Interventionen vurderedes ikke af FE at være starten på et frem-stød mod Det Indiske Ocean eller mod oliefelterne i den arabiske verden, så-ledes som en række internationale iagttagere tolkede de sovjetiske motiver. Ifølge FE var det dog ikke udelukket, at det kunne komme til konfrontatio-ner på stormagtsniveau over Afghanistan i den kommende tid.9

Rumænien

Den løbende uoverensstemmelse mellem Sovjetunionen og Rumænien gik ind i en skærpet fase i slutningen af 1970’erne. Under mødet i Warszawa-pagtens politisk-konsultative komité i Moskva i november 1978 – i realiteten et østligt topmøde – opponerede Rumænien mod sovjetiske ønsker om øget militær integration i Østblokken og øget oprustning, der begrundedes med NATO-landenes bestræbelser på at opnå militær overlegenhed. Det var FE’s

8 EO august 1978, s. 8-9. FE’s arkiv. 9 Efterretningsoversigt for 1979, s. 41-43 og 65. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

tolkning, at Rumænien på disse punkter i realiteten udsagde, hvad de mindre Warszawapagtlande også tænkte. Den påfølgende rumænske afsløring af uenigheden på topmødet tolkedes som en åben udfordring af Sovjetunionen og en afsløring af dennes nedrustningspropaganda. Efterretningstjenestens endelige vurdering var dog, at Sovjetunionen ikke ville invadere Rumænien på grund af geopolitiske forhold, styrets kommunistiske karakter og de politiske omkostninger forbundet med en invasion.10

-

Militære forhold

1970’ernes efterretningsoversigter er præget af de overordnede militærstrate-giske udviklinger, der allerede havde gjort sig gældende i 1960’erne. Over-sigterne indeholder en løbende beskrivelse af Sovjetunionens deltagelse i den accelererende våbenteknologiske udvikling med fokus på kernevåben, missil-teknologi, satellitopsendelser og elektronisk krigsførelse. Derudover følges den militære styrkeudfoldelse i form af de øvelser og aktiviteter, som de sov-jetiske styrker foretog uden for Sovjetunionen. En omfattende rapportering dækkede ikke mindst de sovjetiske flådeaktiviteter på verdenshavene og de politisk/militære kontakter til tredjeverdenslande, der samlet tolkedes som et forsøg på at tilkæmpe sig en global magtposition i konkurrence med primært USA og Kina.

På de strategiske kernevåbens område var udviklingen i 1970’erne karakte-riseret ved Sovjetunionens opnåelse af paritet i forhold til USA. Med Vladi-vostok-aftalen i 1974 etablerede de to supermagter et loft over antallet af stra-tegiske kernevåbensystemer (på 2400) og bestemte, at hver af parterne måtte have ét ABM-anlæg. Aftalen var baseret på det såkaldte „lighedsprincip“. Dette blev bibeholdt i SALT II-aftalen fra juni 1979, der indeholdt en række især kvantitative men også kvalitative begrænsninger af våbenkapløbet samt verifikationsforanstaltninger. Ifølge FE illustrerede stadfæstelsen af „ligheds-princippet“ den massive opbygning af den sovjetiske strategiske styrke, der havde fundet sted i 1970’erne gennem indførelse af delsprænghoveder (MIRV), medens de amerikanske strategiske kernevåben var forblevet på samme styrkeniveau som i 1968.11 Det var dog vurderingen, at de sovjetiske missilers vægt og bæreevne „rigeligt“ blev modsvaret af de amerikanske missi-lers træfsikkerhed.12

-

De sovjetiske strategiske kernevåbenstyrker omfattede ifølge FE i 1978 ca.

1.250 ICBM’er, 864 affyringsramper (på 60 ubåde) for søbaserede ballistiske missiler (SLBM) samt 140 tunge bombefly. Mellemdistancekernevåbenstyr

-

10 EO november 1978, s. 9-12. FE’s arkiv.


11 EO juni 1979, s. 9-11. FE’s arkiv.


12 Truslen mod Danmark 1978, s. C-5. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

kerne omfattede 120 IRBM (med rækkevidde op til 4.600 km), 460 MRBM (rækkevidde 2000 km), 39 launchere på 13 ældre ubåde (rækkevidde fra 550 til 1.600 km) samt 580 mellemtunge bombefly. Kernevåben med rækkevidde på under 1000 km defineredes som „taktiske“ af Sovjetunionen.13

På kernevåbenområdet fulgtes udviklingen inden for prøvespræng-ningsområdet nøje, og det samme gjaldt den sovjetiske missiludvikling. Med års mellemrum opsamlede FE udviklingen på kernevåbenområdet, således i årsoversigten for 1977, der kort behandlede Sovjetunionens afprøvning af 4. generation af ICBM’er (i form af typerne SS-16, SS-17, SS-18, SS-19) samt det nye mellemdistancemissil SS-20. For alle missilernes vedkommende gjaldt det, at de kunne fremføre sprænghoveder med individuelt styrbare dellad-ninger (MIRV). Opmærksomheden rettedes i den følgende tid især mod de seneste varianter af SS-18-missilet, der med sine 10 delsprænghoveder og en gennemsnitlig målpræcision (CEP) på 180 meter vurderedes at udgøre den største trussel. Det var vurderingen i slutningen af 1978, at halvdelen af de ældre sovjetiske ICBM-siloanlæg (til SS-9-missilet) var blevet erstattet med SS-18.14

SS-20-missilet, der fra 1970’ernes slutning blev genstand for intens international opmærksomhed og strid, omtales af FE i august 1975, hvor det hedder om missilet, at der var gennemført ni vellykkede prøveafskydninger siden efteråret 1974, og at det i øvrigt ventedes klar til indsættelse i slutningen af indeværende år15 – hvilket ikke kom til at passe. I årsoversigten for 1977 blev det ret kortfattet meddelt, at missilet bestod af første og andet trin af ICBM’eren SS-16, og at det var medtaget, fordi det dels „vil udgøre den pri-mære trussel mod Europa“, dels fordi det på grund af sit slægtskab med SS-16’eren indtager en særlig plads i drøftelserne om en ny aftale om be-grænsning af de strategiske våben. Det betegnedes som afløser for de ældre mellemdistancemissiler SS-4 og SS-5, og det fremstillede antal blev i begyn-delsen af 1978 sat til nogle få stykker. Det vurderedes, at det endelige antal ville komme op på 300-400.16 Hvis denne formodning kom til at holde stik, ville Sovjetunionen med SS-20-missilet – der besad tre delsprænghoveder – have fordoblet sin kapacitet på mellemdistancekernevåbenområdet.

FE fremhævede i begyndelsen af 1978 „som det afgørende moment i SS-20problematikken“ missilets mobilitet, der vanskeliggjorde lokaliseringen af afskydningspositionen. Det vurderedes ikke som sandsynligt, at hele SS-20-styrken ville rykke ind i de gamle afskydningsområder for SS-4 og SS-5 eller (øst for Ural) SS-7- og SS-8-stillingerne.17 Hvad der ikke klart kom til orde i disse

-

13 Truslen mod Danmark 1978, s. C-1ff. FE’s arkiv.14 Efterretningsoversigt for 1977, s 49 og 50B; en tidligere opsamling på kernevåbenområdet i


Efterretningsoversigt for 1975, s. 17; EO oktober 1978, s. 15f. FE’s arkiv.


15 EO august 1975, s. 14. FE’s arkiv.


16 Efterretningsoversigt for 1977, s. 49 og 50B med tabel 1 og 2. FE’s arkiv.


17 EO januar 1978, s. 26-28, FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

formuleringer, var det forhold, at de ældre sovjetiske mellemdistancemissiler på grund af deres lange klargøringstid før affyring og deres begrænsede mo-bilitet (SS-5’eren var tilmed stationær) havde udgjort en overskuelig trussel, som USA i en krigssituation formentlig regnede med at kunne eliminere ved et forkøbsslag. Denne mulighed ville ikke eksistere i samme omfang som tid-ligere.

Hvad angik de øvrige masseødelæggelsesvåben, var det i 1970’erne opfat-telsen, at Warszawapagtens væbnede styrker ikke rådede over offensive biolo-giske våben, men at der forskedes systematisk i emnet, ligesom der fandtes eg-nede fremføringsmidler. Der blev i den sammenhæng peget på, at Sovjetunionen i 1972 havde underskrevet en konvention mod udvikling, pro-duktion og oplagring af biologiske våben. Konventionen blev ratificeret af Sovjetunionen i 1975.

Med hensyn til kemisk krigsførelse blev situationen vurderet anderledes af FE. Det blev slået fast, at Sovjetunionen gennemførte en intensiv forskning med hensyn til kemiske kampstoffer med hovedvægt på udvikling af nervegasser. I forbindelse hermed søgte man også at udvikle forebyggende midler mod ner-vegasser. Produktionen af kemiske kampstoffer (med vægt på VR-55, Soman og Sarin) vurderedes som „betydelig“, og beholdningerne af kampstofferne blev skønsmæssigt anslået til ca. 300.000 tons. Det blev understreget, at øst-styrkerne gjorde store anstrengelser for at beskytte sig mod kemiske kamp-stoffer. Sporing af og beskyttelse mod kampstoffer var indbygget i den mili-tære organisation og uddannelse ned til den enkelte soldat. FE vurderede, at Øst rådede over alarmudstyr, der satte dem i stand til at erkende og identifi-cere de fleste af de kampstoffer, der var til rådighed for de vestlige lande.

Det vurderedes, at Warszawapagtstyrkerne i „ret betydelig grad“ var udru-stet til offensiv kemisk krigsførelse, idet et stort antal våben kunne sprede ke-miske kampstoffer. Med hensyn til den taktiske indsættelse af disse våben for-modede man i 1970’erne, at det sovjetiske feltreglement af 1962 stadig var gældende, i hvilket det blev slået fast, at grundlaget for ildstøtteplanen – dvs. for artilleriets deltagelse i den pågældende operation – var atomvåben og ke-miske våben, og hvor der specifikt blev nævnt indsættelse i forbindelse med flodovergange, ved forfølgelse, ved sø- og luftlandsætninger.

Det forekommer i dag ikke uproblematisk at lade det med henblik på den totale kernevåbenkrigs forhold udarbejdede feltreglement fra 1962 fortsat have gyldighed i 1978. Emnet er stadig uafklaret. Det må antages, at ildstøtte-planen – efter den kraftige styrkelse af det sovjetiske konventionelle artilleri i 1970’erne – i samme periode blev justeret og „konventionaliseret“. Brugen af taktiske kernevåben var i 1970’erne ikke forskrift, men en option; indtil vi-dere er det dog uklart, hvilke konsekvenser udviklingen med hensyn til brug af kernevåben i dette årti har haft for brugen af kemiske kampstoffer. Det er muligt, at man fra sovjetisk side har betragtet indsættelse af disse våben som en mere uskyldig option end indsættelse af kernevåben. Harald Nielsen går i

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K51 7

-

-
-

-
-

-

sin studie om DDR og kernevåbnene (fra 1998) ud fra, at der „vel“ indtil slutningen af 1970’erne har været en indsatsoption for sovjetiske kemiske våben, men peger samtidig på, at det østtyske feltreglement fra 1983 – i modsætning til det fra 1962 – ikke behandler østtysk brug af kemiske våben. Ifølge Harald Nielsen har det heller ikke kunnet afklares, om Sovjetunionen nogensinde oplagrede kemiske våben i DDR eller først ville hente dem ind i forbindelse med en krise.18

FE gik ud fra, at brugen af masseødelæggelsesvåben krævede politisk god-kendelse og ville blive autoriseret samtidig med anvendelse af atomvåben. Mere interessant var det måske, at FE også og lidt i modstrid med tanken om en samtidig autorisation vurderede, at kemiske kampstoffer ville blive an-vendt i en konventionel fase af en storkrig til gennemførelse af operationer, der ikke kunne gennemføres som planlagt, og måske navnlig mod en mod-stander, der ikke kunne svare igen.

Uden at det blev sagt direkte og uden at det blev overbetonet, anså man det altså fra dansk side for sandsynligt, at Warszawapagten ville benytte sig af ke-misk krigsførelse fra første færd under deres operationer mod Danmark under en i øvrigt konventionel storkrig. Særlig sandsynlig ud fra denne forud-sætning var vel forsøg på at lamme danske flyvestationer samt antiinvasions-forsvaret ved Fakse Bugt.

Megen spalteplads i efterretningsoversigternes faste afsnit om „Videnskab & teknik“ – der også inkluderede den generelle udvikling på kernevåbenom-rådet – indtog en detaljeret dækning af rumfart og især af satellitområdet, der demonstrerede Sovjetunionens omfattende bestræbelser på feltet. I marts 1978 opsendtes således satellit nr. 1000, og ved periodens slutning var der konstant op imod 100 militære sovjetiske satellitter i kredsløb. Som eksempel kan nævnes, at der i oktober 1977 omtales 92 sovjetiske satellitter i omløb, af hvilke de 47 var kommunikationssatellitter, 30 fotorekognosceringssatellitter og resten tjente elektronisk indhentning og navigation.19 Alt i alt kan det dog undre, at FE gav satellitområdet så megen spalteplads, som tilfældet var, da oplysningerne med deres tekniske karakter må antages kun at have haft begrænset relevans for brugerne af oversigterne.

Voksende dækning fik i oversigterne op igennem 1970’erne emnet „elek-tronisk krigsførelse“, dvs. den øgede brug af elektronisk opklaring eller ESM (Electronic Support Measures), der typisk er en overvågnings- og pejlingsop-gave, og elektronisk krigsførelse eller ECM (electronic countermeasures), der er et kampmiddel som sættes ind mod fjendens elektroniske udstyr, i sær-deleshed hans radarsystemer og missilstyring. Den øgede opmærksomhed af-spejlede, at uddannelses- og øvelsesbilledet også i Øst i vidt omfang blev præ-

-

18 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen – Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee imWarschauer Pakt, 1998, s. 162f.19 Efterretningsoversigt oktober 1977, s. 25ff., FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

get af indøvelser af rutiner med henblik på elektronisk krigsførelse. Det gjaldt ikke mindst på flyområdet.

Introduktion af nye større våbenplatforme omtales nedenfor i afsnittene om hærstyrker, flådestyrker og flystyrker.

Hærstyrker

Sovjetunionens disponible mandskabsstyrke voksede kvantitativt kun lidt i perioden, medens de vestlige efterretningstjenester mente at iagttage en betydelig kvalitativ udvikling. Denne udvikling vil blive behandlet i afsnittet om nærområdet.

Sovjetunionens antal af linjedivisioner anslås i 1972 til 169, af hvilke de 120 formodedes at kunne anvendes mod NATO-landene i en eventuel konflikt. Antallet af linjedivisioner var svagt voksende i tiåret og sættes i 1979 til 175 di-visioner, af hvilke de 83, ja, måske 101 divisioner var opstillet på en måde, så de i en krigssituation kunne anvendes mod NATO.20 Rapporten fra 1979 er således kendetegnet ved en ret iøjnefaldende afvigelse fra vurderingen fra be-gyndelsen af 1970’erne med hensyn til de styrker, der kunne siges at udgøre en trussel for Europa. Kildegrundlaget for de østlige styrketal er formentlig som tidligere NATO’s kollektivt udarbejdede årlige oversigt over Warszawa-pagtens styrker og intentioner, men den omtalte afvigelse gøres mod forvent-ning ikke til genstand for kommentarer fra FE’s side. Med hensyn til ét speci-fikt område lå tallene dog fast: i satellitstaterne i Østeuropa. Tallene var for dette område i 1970’erne uforandret 20 divisioner i Østtyskland (ca. 372.000 mand), seks divisioner i Tjekkoslovakiet (80.-90.000 mand), fire divisioner i Ungarn (ca. 60.000 mand) og to divisioner i Polen. Det var vurderingen i oversigterne, at divisionerne i Sovjetunionen generelt stod „markant lavere“ end de sovjetiske divisioner i Østeuropa med hensyn til kampværdi og bered-skabsstatus.21

1970’ernes første år var vidne til en yderligere udbygning af den sovjetiske militære position ved den kinesiske grænse. De sovjetiske styrker her blev me-dio 1971 anslået til 37 divisioner og i 1979 til 45 divisioner, der vurderedes at være udrustet med det nyeste militære udstyr og kineserne kvalitativt – men ikke kvantitativt – overlegne. Det var FE’s vurdering gennem 1970’erne, at så-vel den sovjetiske som den kinesiske styrkeopbygning havde defensiv karakter, og at man søgte at undgå en militær konfrontation.

Selv om det var en ganske betydelig sovjetisk styrke, der var opstillet i det fjerne østen, var det ikke den danske vurdering i begyndelsen af 1970’erne, at udbygningen mod Kina havde nogen betydning for det militære billede i Tyskland, ud over at stigningstakten i den militære modernisering af GSST

20 Efterretningsoversigt for 1979, s. 59. FE’s arkiv. 21 Efterretningsoversigt for 1979, s. 59. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

måske havde været en smule lavere end forventet.22 Her kunne det dog i dag tilføjes, at de ca. 40 divisioner, der befandt sig ved den kinesiske grænse, i til-fælde af krig ikke uden videre kunne overføres til Europa, og at deres fravær fra området vest for Ural indebar en lettelse af situationen for NATO.

Flådestyrker

På flådesiden fulgte oversigterne løbende de verdensomspændende sovjetiske maritime aktiviteter, der betød en konstant sovjetisk flådetilstedeværelse – hvis størrelse var afhængig af den internationale situation og årstiden – i Atlanterhavet, Middelhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. I 1979 bemærkes det, at Sovjetunionen havde opnået basefaciliteter i Vietnam.

En vigtig rolle for den strategiske magtbalance spillede efterhånden super-magternes patruljer med strategiske missilubåde. Ifølge FE havde Sovjet-unionen i 1970’ernes slutning deployeret fem Yankee-klasse ubåde ud for USA’s øst- og vestkyst. Disse ubåde vurderedes at være sårbare på grund af de-res nærhed til amerikanske styrker, men det strategiske billede ændredes fra 1974, fra hvilket år sovjetiske Delta-ubåde udstyret med SS-N-8/18 missiler kunne nå USA fra mere sikre affyringspositioner i Barentshavet, Norskehavet og Atlanterhavet.23 Det indebar, at Sovjetunionen havde udviklet en kapacitet til at gøre gengæld, selv om amerikanerne gennemførte et altomfattende missilangreb mod Sovjetunionen, med andre ord opnået en sikret andetslagsevne.

Denne nukleare kapacitet var primært tilknyttet den sovjetiske Nordflåde, hvis aktiviteter vel blev dækket af efterretningstjenesten, men af gode grunde ikke på samme udførlige vis som den sovjetiske Østersøflådes aktiviteter. Det var også fortsat FE’s vurdering, at Sovjetunionens årlige store flådeøvelser i Nordatlanten og Norskehavet skulle opfattes som indøvelse af defensive for-anstaltninger, der i krig havde til mål at søge at standse indtrængende ameri-kanske flåder i deres bevægelser mod Norskehavet og Barentshavet. Den over-ordnede vurdering var nu, at Sovjetunionen ikke kunne klare denne opgave, i alle tilfælde ikke i starten af en krig. Det hedder herom: „Generelt må det si-ges, at Sovjetunionens manglende mulighed for effektivt at kunne yde taktisk luftstøtte, specielt jagerstøtte, i større omfang, i hvert fald ved en krigs begyn-delse, over det meste af det nordatlantiske område i meget høj grad vil van-skeliggøre et positivt resultat af deres luft- og søoperationer.“24 Denne vurdering ændres ikke igennem 1970’erne.

Med andre ord: hvis ikke Sovjetunionen meget hurtigt kunne erobre det sydlige Norge med dets flyvepladser og herfra etablere luftstøtte over havet,

22 Efterretningsoversigt for 1971, s. 98f. FE’s arkiv. 23 Efterretningsoversigt for 1979, s. 80. FE’s arkiv. 24 Truslen mod Danmark, marts 1974, s. P-8. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

Billedserien viser et sovjetisk og et dansk orlogsfartøj ved siden af hinanden i Østersøen. Billederne er taget fra det danske skib. De er udaterede, men er formentlig fra slutningen af 1979 eller begyndelsen af 1980. (Privateje).

stod det i en taberposition i kampen om herredømmet over Nordatlanten og Norskehavet. Hermed fik besiddelsen af Sydnorge tildelt en afgørende betyd-ning for udfaldet af en storkonflikt, men det samme gjorde selvsagt også de to springbrætter til Sydnorge, nemlig Nordnorge og Jylland.

I efteråret 1976 overførte Sovjetunionen seks ældre Golf II klasse kernevå-benbærende missilubåde fra Nordflåden til Østersøen, hvor de i de følgende år gennemførte en lejlighedsvis patruljering, der var genstand for vestlig interesse. Ifølge årsoversigten for 1978 forelå der nu observationer, „som mu-liggør en fastlæggelse af disse ubådes patruljemønster i Østersøen“. Der er i de periodiske oversigter ingen vurdering af, hvad sigtet med overførelsen af denne nukleare kapacitet til Østersøen kunne være, men FE sluttede ved

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K51 11

-
-

-
-

-

overgangen til året 1980 – ud fra ubådenes deltagelse i missilskydning og de-res patruljetjeneste – at de fortsat havde operativ status.25 Forklaringen er måske, at FE ikke har set sig i stand til at pege på én tolkning, der var mere plausibel end andre blandt dem, der bød sig til.

Det står i dag klart, at Warszawapagten allerede fra 1976 – som det fremgår af indlæggene på dette års møde (december 1976) i Warszawapagtens for-svarsministerkomité – så dystert på den vestlige militære moderniseringspro-ces og allerede da forberedte sig på det worst case-scenarie, der skulle blive det altoverskyggende for Øst fra omkring 1980, nemlig det nukleare over-raskelsesangreb fra et med nye kernevåben udrustet Vesten. Mødet i forsvars-ministerkomiteen mundede ud i en stærk anbefaling af opprioritering af alle sider af militær efterretningstjeneste.26 Dette er et noget andet billede end det, der optræder i mange fremstillinger af den kolde krig, hvor det skildres, at Sovjetunionens bekymring for et nukleart angreb var rykket i baggrunden, efter at landet havde opnået en sikret andetslagsevne i 1970’erne. Emnet vil blive taget op i kapitel 79. Der er med den nuværende kildeadgang i Rusland ikke muligt at konstatere, om der eksisterer en forbindelse mellem den til-syneladende øgede frygt for et nukleart angreb fra Vesten og overflytningen af de med kernevåben bestykkede Golf-ubåde til Østersøen, men det tidslige sammenfald er bemærkelsesværdigt. Forklaringen på overflytningen kan med andre ord have været et ønske om i lyset af et revideret trusselsbillede at styrke den sovjetiske afskrækkelseskapacitet i området.

Den verdensomspændende øvelse „Okean“ i 1975 vurderedes at have samme omfang som øvelsen „Okean“ i 1970. I begge øvelser deltog mere end 200 sovjetiske enheder. FE vurderede, at øvelsen var den mest betydnings-fulde øvelse, Sovjetflåden nogensinde havde foretaget og anskuede den som en demonstration af Sovjetunionens evne til at kunne forlægge enheder glo-balt.27

Fra 1970’ernes slutning vurderedes Sovjetunionen at udnytte NATO’s store flådeøvelser til afprøvning af sine operative planer og overvågningsplaner. Dette foregik på en særdeles koordineret måde i øvelsen „Ocean Safari“ i Norskehavet i september 1979, hvor de sovjetiske enheder tilsyneladende pro-fiterede af kendskabet til NATO’s øvelsesplaner. I oversigten erkendte FE „Sovjetunionens tilsyneladende kendskab til NATO’s øvelsesplaner“, der blev forklaret ud fra en række forhold, heriblandt tidlig overvågning og monite-

25 Efterretningsoversigt for 1978, s. 58; 1979, s. 73f., FE’s arkiv. 26 I et foredrag holdt af chefen for den østtyske militære efterretningstjeneste, T. Gregori, på mødet i 1976 om NATO-styrkernes vigtigste udviklingstendenser og tilstand i den vestlige retning hed det bl.a. i kon-klusionen: „NATO’s øgede anstrengelser for at forhøje styrkernes aggressionsberedskab vidner om, at imperialismen alvorligt og vedholdende forbereder sig på en krig“, jf. Records of the Committee of the Ministers of Defense, mødet i Sofia 10.-11. december 1976, på Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact (PHP) website: http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection, set

-

6. maj 2005.


27 EO april 1975, s. 16 og Efterretningsoversigt for 1975, s. 67f. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

ring af NATO’s øvelser samt presseomtale. Hertil skal føjes, at det i dag står klart, at Sovjetunionen i et stadig ukendt omfang gennem 1970’erne og frem til 1985 kunne læse den amerikanske flådes hemmelige signaltrafik og således havde mulighed for at tilrettelægge sine operationer under øvelser på kend-skabet til de udsendte amerikanske ordrer. Hvad den tilsyneladende også gjorde. En række sovjetiske politiske og militære dispositioner fra 1970’erne og 1980’erne kan forklares ud fra dette forhold.28

På materielområdet fulgtes den fortsatte udbygning af den sovjetiske stor-skibsflåde. Ved periodens udgang rådede Sovjetunionen over to hangarskibe („Minsk“ og „Kiev“), der repræsenterede en videreudvikling af de tidligere in-troducerede helikopterhangarskibe. To yderligere enheder af denne klasse var under bygning, men ventedes først indsat i 1980’erne. Evnen til at an-vende de medførte fly vurderedes dog som begrænset. I sin vurdering afstod FE bevidst fra at sammenligne dem med de større amerikanske hangarskibe og skønnede dem især tjenlige som et „politisk virkemiddel“ til indsættelse i fredstid eksempelvis i den tredje verden.

Mere spektakulær end bygningen af hangarskibene var måske den fortsatte udbygning af missilkrydserflåden gennem den påbegyndte bygning af en me-get stor missilkrydser (Bal-Com-1), der var dobbelt så stor som de amerikan-ske missilkrydsere og nærmest måtte betegnes som et missilslagskib. Bygnin-gen af så stort et missilfartøj rejste også mange spørgsmål. Var det også et „sta-tusskib“ med begrænset nytte i krigstid? Eller skulle det bruges som ledsage-skib til nye hangarskibe med samme potentiel som de amerikanske? Til dette store overfladeskib sluttede sig ud over et omfattende program for bygning af oceangående ubåde mindre missilkrydsertyper (Bal-Com-2 og -3) samt en unavngiven type, der blev bygget i Sortehavet. FE’s tolkning op gennem 1970’erne var, at byggeriet af disse store enheder skete på bekostning af for-nyelsen af de mellemstore og mindre enheder og kystubådene, og at udvik-lingen ville nødvendiggøre et betydeligt erstatningsbyggeri i begyndelsen af det kommende tiår.29 Byggeriet af mellemstore enheder var dog på ingen måde gået i stå. Således introduceredes i 1970’erne missiljagere af Krivak-klassen, af hvilke der i 1978 var bygget 19 enheder i Østersøen.30

28 EO oktober 1979, s. 25f. FE’s arkiv. – Sovjetunionens evne til at læse den amerikanske flådes sig-naltrafik på grundlag af amerikanske kryptografiske nøgler, manualer m.m., som man gennem årene erhvervede fra den amerikanske flåde via Walker-spionringen, er behandlet af den CIA nærstående forfatter John Barron i bogen Breaking the Ring. The bizarre Case of the Walker Family Spy Ring, 1987, der bl.a. bygger på 55 bind udskrifter fra retssagen mod en af de hovedanklagede. Ifølge Barron stod KGB-operationen på i 17 år (frem til 1985). Sovjetiske kilder, der er citeret hos Barron (s. 138ff), be-tegnede operationen som KGB’s største og mest succesrige under den kolde krig. Ifølge den ameri-kanske flådeminister John F. Lehman kunne sagen i tilfælde af krig med Sovjetunionen have med-ført de samme katastrofale konsekvenser, som Ultra havde for Tyskland i 2. verdenskrig (sst. s. 212). 29 Efterretningsoversigt for 1973, s. 51; Efterretningsoversigt for 1979, s. 80ff. FE’s arkiv. 30 EO november 1978, s. 26. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

I den sammenfattende vurdering af Sovjetunionens flådemagt hæftede FE sig med god grund ved dennes kvantitative omfang, men vurderingen af det kvalitative aspekt er væsentlig mere forbeholden. Medens de sovjetiske hær-styrker ikke gøres til genstand for kritiske kommentarer i Truslen mod Danmark er dette tilfældet for flystyrkerne og navnlig for flådestyrkerne. Det er tydeligt, at man vurderede, at Sovjetflåden kvalitativt stod tilbage for Vestens flådestyr-ker. Det udtales vel ikke direkte, at flådeområdet udgjorde Sovjetunionens akilleshæl, men det er sigende, når det i en vurdering af det maritime forhold i nærområdet hedder, at Sovjetflåden anses for at kunne løse sine opgaver i fredstid og i spændingsperioder, medens det for krigstid gælder, at især vest-lig minekrig og ubådskrigsførelse „på afgørende vis rammer WP-flåderne inden for områder med væsentlige svagheder“.31 Det var ganske stærke ord, der blev taget i anvendelse her, og de afspejlede uden tvivl en sømilitær styr-kevurdering af stor betydning for dansk forsvar.

Til sidst i dette afsnit skal omtales truslen mod Færøerne og Grønland, der normalt ikke blev behandlet i de periodiske efterretningsoversigter. Fra 1974 fik de to danske nordlige områder separate afsnit i Truslen mod Danmark. Disse afsnit byggede helt på den ovenfor nævnte vurdering, at det hverken ville være i Sovjetunionens magt at opnår søherredømme eller en vis luftover-legenhed i en krigs indledende fase. For Færøerne betød det, at der måtte forventes kampe omkring øerne i tilfælde af krig, men at en generel besæt-telse ikke kom på tale. Sovjetunionen ville være henvist til at søge at gøre de primære militære mål i form af radar-, radio- og loranstationer ubrugelige for Vesten gennem luftangreb. Hvis det kom til en kernevåbenkrig, kunne det ikke udelukkes, at der ville blive anvendt kernevåben, især mod radarstatio-nen.32

Grønland vurderedes i 1970’erne at have formindsket strategisk betydning, især hvad angik luftforsvaret af Nordamerika. Som for Færøernes vedkom-mende formodede FE, at Sovjetunionen ikke ville gøre forsøg på besættelse (men vel på oprettelse af vejrstationer), samt at de primære militære installa-tioner ville blive søgt ødelagt gennem luftangreb. I en kernevåbenkrig forven-tedes kernevåben indsat mod enkelte af de vigtigste militære installationer. Som følge af de militære installationers beliggenhed vurderedes der ikke at være nogen trussel mod den grønlandske civilbefolkning i tilfælde af krig.33

Uden at det blev sagt direkte, vurderedes truslen mod Færøerne og Grøn-land således at være mindre end mod det syddanske område. Heri var vel in-tet mærkeligt. Syddanmark lå meget tættere på Warszawapagtens hovedstyr-ker end de nordlige områder gjorde og forventedes at blive scene for omfat-tende krigshandlinger, der ikke kunne undgå at få konsekvenser for civilbe-

31 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-25. FE’s arkiv.32 Truslen mod Danmark, okt.1974, s. P-3 og P-6. FE’s arkiv.33 Truslen mod Danmark, okt.1974, s. Q-5 og Q-6. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

folkningen, medens de nordlige områder med deres meget mindre befolkninger i vidt omfang var beskyttet af en amerikansk-britisk forsvarslinje.

Flystyrker

De sovjetiske strategiske flyvestyrker bestod af tre luftarmeer, af hvilke de to befandt sig i den vestlige del af Sovjetunionen og forventedes indsat mod mål i Europa. I de to luftarmeer indgik i 1978 703 fly, heraf 558 bombefly; hoved-parten var mellemtunge bombefly. Det samlede antal tunge bombefly i de tre luftarmeer var 140. Disse fly betragtedes i Vesten som forældede, og de blev ikke erstattet af nyere typer. Flyene fra de strategiske luftstyrker vurderedes i Danmark primært at udgøre en overflyvningstrussel for landet.

Større plads i det danske trusselsbillede indtog flyene fra Østersøflådens flyvevåben, der i slutningen af 1970’erne rådede over 128 mellemtunge bombefly (samt 35 jagerbombere). FE ventede, at bombefly fra Østersøflåden ville blive indsat mod Danmark i tilfælde af krig, men forventede hovedparten af de mellemtunge bombefly indsat mod de vestlige flådestyrker i Nordsøen og Nordatlanten.34

De mellemtunge bombefly (af typerne Badger og Blinder) var ikke så avan-cerede som de tilsvarende vestlige fly, men med Backfire-flyet (sovjetisk beteg-nelse Tu-22M, Tu-26) introducerede Sovjetunionen i midten af 1970’erne et mellemtungt bombefly, der hurtigt vandt respekt i Vesten på grund af sin ræk-kevidde, hastighed (Mach 2) og bombelast. Det indgik i SALT-forhandlin-gerne og udgjorde i flere år et problem for disse på grund af uenighed, om flyet var et taktisk eller et strategisk fly. Flyet, der i 1975 vurderedes at være det eneste sovjetiske bombefly i serieproduktion, indgik i operative enheder fra 1975. Produktionen af flyet var dog ikke stor, og ved udgangen af 1979 formo-dedes kun ganske få fly at være tilgået de strategiske luftstyrker, medens Østersøflådens luftvåben havde modtaget mindst 30 stk. af flyet, der udgjorde en forøgelse af den sovjetiske offensive kapacitet i området.35

Fra 1969 gennemførte sovjetiske bombefly fra de strategiske luftstyrker og fra Østersøflådens luftvåben rutinemæssigt såkaldte „penetreringsflyvninger“, hvor de fløj fra flyvestationer i Baltikum til Rügen-området og vendte om.36 Betegnelsen „penetreringsflyvninger“ var måske næppe en dækkende beteg-nelse for flyvningerne, idet der ikke var tale om indtrængen på NATO-landes eller neutrale staters luftrum. Der er ikke vurderinger fra FE’s side af bag-grunden for gennemførelse af disse østlige flyvninger. Ifølge FE udgjorde

-

34 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-1ff. FE’s arkiv.35 EO maj 1975, s. 24-26 (teknisk gennemgang); Efterretningsoversigt for 1975, s. 74ff;


Efterretningsoversigt for 1979, s. 93. FE’s arkiv.


36 EO juni 1979, s. 34. FE’s arkiv. – Således f.eks. i juni 1979 fire flyvninger af Østersøflådens flyve


våben med i alt 10 fly og to flyvninger fra det strategiske luftvåben med fire fly.

-

-
-

-
-

-

disse gentagne flyvninger, der nåede helt frem til dansk luftrum, et varslings-mæssigt problem, idet de – som det bl.a. påpegedes i Truslen mod Danmarks varslingsanalyser – bidrog til at reducere varslingstiden ved et angreb på lan-det til et begrænset antal flyveminutter. Hertil kan vel tilføjes i dag, at de nævnte flyvninger havde rutinekarakter, og at de i reglen blev gennemført af så få fly, at det ikke var muligt at fejltolke dem som indledning til et angreb. Vestlige rekognosceringsfly foretog lignende rutineflyvninger i Østersøen, langs jerntæppet og i de tre luftkorridorer til Berlin.

I dag står det klart, at flyvningerne indgik i et større mønster af flyvninger foretaget af såvel Øst som Vest, hvor man ved at flyve såvel langs med som ind mod modpartens område bl.a. varetog efterretningsmæssige funktioner og indøvede elektronisk krigsførelse. For de vestlige flyvninger i Østersøen og langs med zonegrænsen specielt i 1980’erne se kap. 78.

-
-

Warszawapagtens kapabiliteter i nærområdet

Hærstyrker

Ifølge FE var det den sovjetiske tolkning, at udviklingen inden for de sov-jetiske styrker i Østtyskland i 1970’ernes begyndelse prægedes af en helt ny udvikling – „den tekniske revolution“ – der blev beskrevet som den samlede betegnelse for introduktionen af nye typer af materiel, ændrede organisa-tionsformer m.m. Resultatet af bestræbelserne vurderedes fra dansk side i 1974 at være øget ildkraft og mobilitet ved de sovjetiske styrker samt frigørelse for behovet for kernevåbenstøtte under operationerne.37 I 1978 gik man så vidt som til at sige: „Kvalitativt er der imidlertid i løbet af de seneste års „teknologiske revolution“ sket en markant forøgelse af specielt de sovjetiske divisioners kampkraft“.38

De nye militære optioner havde ifølge FE konsekvenser for Sovjetunionens kernevåbenpolitik. I 1975 antydedes, at Sovjetunionen syntes at overveje en mere smidig brug af kernevåben, end den gældende doktrin foreskrev. Det blev antaget, at Sovjetunionen nu var gået bort fra massiv anvendelse af ker-nevåben som svar på NATO’s brug af enkelte taktiske kernevåben. Det men-tes, at de sovjetiske styrker havde opnået større handlefrihed og kunne vælge såvel det konventionelle niveau som flere nukleare niveauer.39

Senere præciserede FE, at Sovjetunionen i en krigssituation ville søge at udnytte sin konventionelle overlegenhed og udsætte indsættelsen af kernevåben, indtil det skønnes nødvendigt for at bevare initiativet, eller hvis man skønnede, at NATO havde besluttet at bruge dem. Sovjetunionen formode

37 Efterretningsoversigt for 1974, s. 60. FE’s arkiv. 38 Truslen mod Danmark, 1978, s. D-3. FE’s arkiv. 39 Efterretningsoversigt for 1975, s. 11f. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

des at ville søge at komme et vestligt kernevåbenangreb i forkøbet gennem forkøbsslag. De danske konfliktmodeller byggede i overensstemmelse her-med på en krig mellem Øst og Vest, der åbnede konventionelt, jf. næste afsnit om „Vurderinger af intentioner“.40

Det var først i slutningen af 1970’erne, at FE bragte en mere omfattende gennemgang af elementer af sovjetisk hærtaktik. Behandlingen syntes affødt af diskussionerne blandt vestlige militæreksperter, hvor man på dette tids-punkt mødte påstande om en ny sovjetisk taktik med vægt på mindre centra-liseret føring. I sin fremstilling af regimentets kampformer lagde FE vægt på, at den sovjetiske taktik fortsat byggede på offensiven og mere specifikt det frontale gennembrudsangreb som hovedelement efterfulgt af omfattende manøvrer i forsvarets dybde. Afgørende var opnåelse af lokal styrkeoverlegen-hed i gennembrudssektoren, hvilket for kampvogne skulle betyde et styrke-forhold på 3-5:1, for infanteri på 4-5:1 og for artilleri på 6-8:1. Det var vurde-ringen, at tidligere tiders maksimale officielle fremrykningshastigheder på 100 km pr. døgn – vel at mærke under A- eller C-krigsvilkår (!) – og 30-50 km under konventionelle vilkår ikke mere var gældende. Under øvelser anvend-tes nu højst 50 km under fremrykning til kontakt og ved let modstand.

Der var dog ifølge FE intet, der tydede på, at man i 1970’erne forventede denne hastighed opretholdt, og i den selvstændige trusselsvurdering Truslen mod Danmark omtales helt andre fremrykningshastigheder, nemlig på 15-20 km pr. døgn i gennembrudsfasen ved konventionel krig og på 25-35 km, hvis der blev anvendt kernevåben eller kemiske våben. Gennemgangen var som ovenfor skildret primært baseret på konventionel krigsførelse, men omtalte kort de modifikationer brug af kernevåben ville medføre for angrebsoperatio-nerne i form af spredning og en udvidelse af angrebssektorens bredde. Afslutningsvis bemærkede FE, at man ikke kunne se nogen væsentlige æn-dringer i forhold til de doktriner, der blev udarbejdet i begyndelsen af 1960’erne. En ny sovjetisk militær taktik var således ikke indført, men de sov-jetiske styrker syntes nu at have fået midler til at gennemføre de doktriner, man vedtog dengang.41

Medens personelstyrken ved de sovjetiske styrker i DDR ikke blev ændret i løbet af 1970’erne – den lå fast på 10 panserdivisioner og 10 motoriserede in-fanteridivisioner eller i alt i 1979 ca. 372.000 mand – konstaterede FE i samme tidsrum som nævnt en styrket mobilitet og evne til at kæmpe under såvel kon-ventionelle som ABC-vilkår. Vurderingen byggede ikke mindst på styrkelse af det pansrede mandskabsvognelement og kampvognselementet samt af artille-riet ved GSST. I perioden 1968 til 1977 var ifølge FE antallet af pansrede

40 Truslen mod Danmark, 1976, afsnit B; Truslen mod Danmark, 1978, afsnit B. FE’s arkiv.41 EO august 1978, s. 27ff, september 1978, s. 21ff, oktober 1978, s. 27-32; Truslen mod Danmark, 1978,

s. D-20. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

mandskabsvogne øget med ca. 90 %, antallet af kampvogne med 25 % og artilleriet med ca. 95 %.42

Med hensyn til de pansrede mandskabsvogne indførtes forbedrede typer af den pansrede mandskabsvogn (Btr-60), der nu også blev indført i en amfibisk variant.

I begyndelsen af 1970’erne introduceredes tillige det avancerede amfibiske gruppekampkøretøj Bmp, der var udstyret med en 73 mm kanon og kunne transportere en gruppe på otte mand. I slutningen af 1970’erne var halvde-len af det motoriserede infanteri udrustet med forskellige typer af dette køre-tøj, der betegnede overgangen fra et udpræget transportkøretøj (pansret mandskabsvogn) til et egentligt kampkøretøj og gav øget beskyttelse mod an-greb med kernevåben eller kemiske våben.43

Det samlede antal kampvogne ved GSST udgjorde i 1979 7750 stk. med i alt 6710 stk. ved de egentlige kampenheder. Billedet blev i 1970’erne bestemt af introduktionen af den nye (og lavere) middeltunge kampvogn T-64, der i 1979 var indført i halvdelen af kampvognsenhederne (T-62 udgjorde ca. 33 % og T-55 ca. 17 %).44 I midten af 1970’erne øgede den sovjetiske hærledelse til-lige antallet af kampvogne ved de motoriserede infanteridivisioner med ca. 35 % gennem opstilling af en selvstændig panserbataljon ved regimenterne, så-ledes at denne divisionstype nærmede sig panserdivisionens antal af kamp-vogne (henholdsvis op til 265 og 325 kampvogne) og også panserdivisionens operationelle kapacitet.

Den af den sovjetiske ledelse i 1979 i december 1979 påbegyndte tilbage-trækning fra DDR af 20.000 mand og 1.000 kampvogne blev ikke betragtet som et konkret nedrustningstiltag, idet man gjorde opmærksom på, at de en-heder, der blev trukket tilbage, allerede for år tilbage var ophørt med at få til-delt de nye våben og således formentlig længe havde været udset til at blive trukket tilbage.45

Fra 1971 konstateredes udover en opstilling af nye motoriserede enheder ved GSST en oplagring af kampvogne, der ikke blev udfaset. Denne udvikling fremkaldte i 1972 alarm i vestlige efterretningskredse. I årsrapporten fra 1972 hedder det således: „Det må anses for hævet over enhver tvivl, at Gruppens samlede kampkraft er hævet betydeligt i 1972. Det nøjagtige omfang kan dog endnu ikke erkendes.“ De opgivne tal for de nævnte lagre varierer i de føl-gende år, men anslås ved periodens slutning til at omfatte til 300 sovjetiske og 1100 østtyske kampvogne. Man gav dog ikke noget bud på, hvad denne udvik-ling betød, men antydede muligheden af fremtidige organisatoriske ændrin-

42 Efterretningsoversigt for 1977, s. 56. FE’s arkiv. 43 Efterretningsoversigt for 1971, s. 102. FE’s arkiv. 44 Efterretningsoversigt for 1979, s. 63. FE’s arkiv. 45 Efterretningsoversigt for 1979, s. 12, 62. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

ger. I 1974 erkendtes det åbent, at man ikke kendte det egentlige formål.46 I 2005 ville man nok parallelisere med tilsvarende depotdannelser i Sovjet-flåden af ældre enheder, der tilsyneladende udsprang af en filosofi om, at der kunne forudses situationer, hvor selv ældre krigsmateriel kunne få betydning.

På artilleriets område indførtes ved siden af en vækst i antallet af trukne pjecer selvkørende artilleri i 1974 samt en raketkaster med større kapacitet (Bm-21).47 I 1979 forøgedes desuden antallet af mobile missilaffyringsramper fra 12 til 18 ved de tre (kernevåbenbærende) Scud-brigader, der direkte var underlagt GSST. I alt skulle der nu findes 114 missilaffyringsramper ved de sovjetiske styrker i DDR. Afløsere var desuden på vej. Afløseren for Scud – SS-23 – ventedes dog først at være færdigudviklet i 1980, medens den tidligere omtalte Scaleboard ventedes afløst af SS-22, der vurderedes allerede at være indført i Sovjetunionen.48

På luftforsvarsområdet var det den vestlige opfattelse, at tidligere tiders svagheder nu i høj grad var elimineret gennem udbygning og modernisering. Luftforsvaret vurderedes at udgøre „en effektiv luftsikring af WP-territorium“ og ville frembyde „store vanskeligheder for NATO-fly“, hed det. Specielt havde man opmærksomheden rettet mod frontarmeernes såkaldte „rullende SAM-bælte“, dvs. mobile enheder med jord-til-luft-missiler, der vurderedes at kunne dække mindst 50 km i dybden. De nævnte missilenheders indsatsmåde indebar, at egne luftforsvarsfly ikke kunne operere i området og derfor stod til rådighed for andre kampopgaver, jf. under fly.49

Den elektroniske krigsførelses voksende betydning gjorde sig også gældende ved GSST. I 1978 rapporteredes det, at der ved GSST eksisterede mindst tre bataljoner, der var specialiseret i elektronisk krigsførelse og kunne ventes indsat mod vestlige landmilitære enheder og stabe. Herudover fandtes en kapacitet i divisionernes opklaringsbataljoner.50

Hertil kom også en videre udbygning af ammunitionsdepoter og drivmiddeldepoter i DDR. I 1977 bragtes kort over de større sovjetiske og østtyske ammunitionsdepoter, der udviste en koncentration af depoter i den mellemste og sydlige del af DDR. Den totale ammunitionskapacitet deponeret på østtysk grund blev i 1977 opgjort til 845.000 tons svarende til krigsbehovet i mindst 20 dage.51

Øvelser i DDR foregik som tidligere i hovedsagen i områder, der var perma-nent afspærret for fremmede. Disse øvelsesområder dækkede efter en be-grænset reduktion i 1974 ca. 35 % af landet, hvortil også kom områder, der

-

46 Efterretningsoversigt for 1972, s. 100f; Efterretningsoversigt for 1979, s. 69; Efterretningsoversigt


for 1974, s. 50. FE’s arkiv.


47 Efterretningsoversigt for 1974, s. 60. FE’s arkiv.


48 Efterretningsoversigt for 1979, s. 64. FE’s arkiv.


49 Truslen mod Danmark, 1978, s. G-8f. FE’s arkiv.50 Efterretningsoversigt for 1978, s. 52. FE’s arkiv.


51 Efterretningsoversigt for 1977, s. 61-63. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

midlertidigt blev afspærret af hensyn til øvelser, beredskabsforanstaltninger eller af andre grunde. 1970’erne blev kendetegnet ved fraværet af de store mere demonstrative øvelser. Den fortsat meget omfattende øvelsesaktivitet blev i stedet gennemført fra divisionsniveau og nedefter, hvortil kom de tal-rige stabsøvelser uden tropper. Disse gennemførtes også på frontniveau og kontrolleredes lejlighedsvis direkte fra generalstaben i Moskva.52 Hyppige øvelsesformer var som tidligere forlægningsøvelser og angreb med flodover-gang, især over Elben. Fra 1976 notificerede Sovjetunionen større øvelser i henhold til Helsinki-slutdokumentet. Til et begrænset antal af disse øvelser – dog for denne periodes vedkommende ikke øvelser afholdt i DDR og Polen – blev der indbudt vestlige observatører.

De halvårlige troppeudskiftninger (af ca. 100.000 mand) ved GSST, der også i tidligere perioder af den kolde krig var blevet fulgt med stor opmærksomhed af vestlige efterretningstjenester, fordi de repræsenterede en forstærknings-mulighed, blev fra 1971 i voksende grad gennemført som flytransporter af sel-skabet Aeroflot. I 1974 forudsås det, at flytransport fremover ville være den dominerende transportform. I slutningen af 1970’erne blev kun 10 % af per-sonelstyrken transporteret pr. jernbane. Det var dog FE’s opfattelse, at tog-transporter ville blive videreført for at bibeholde retten til at føre transporter gennem Polen og dermed legitimere det sovjetiske kontrolelement.53 FE gjorde lejlighedsvis i de følgende år opmærksom på, at de rutinemæssige troppeflyvninger havde militær betydning, idet de demonstrerede Sovjetunio-nens evne til flytning af store troppeelementer.

Polen

I 1970’erne synes FE at have fået udvidet adgang til oplysninger om polske mi-litære forhold, muligvis direkte fra polske militærpersoner. Oplysningerne om oprettelsen af en polsk front i krigstid og de kapabilitetsmæssige proble-mer, der knyttede sig hertil, var i arbejdet Truslen mod Danmark – formentlig for at beskytte en kilde – belagt med den højeste klassifikationsgrad („Yderst hemmeligt“) og således kun tilgængelige for en begrænset personkreds.54 Det skal tilføjes, at de nævnte oplysninger var generelle og ikke behandlede fron-tens konkrete operationsplaner.

Den polske felthær, der omfattede tre armeer (i alt 15 divisioner eller ca.

195.000 mand) vurderedes for hovedpartens vedkommende direkte at kunne sættes i bevægelse og kamp. Undtagelsen var de tre mekaniserede divisioner i Warszawa militærdistrikt, der var mobiliseringsdivisioner og desuden svagere udrustet. I FE’s analyser blev de polske hærstyrker under vurderingerne af øst

52 EO august 1979, s. 24f. FE’s arkiv. 53 Efterretningsoversigt for 1974, s. 67. FE’s arkiv. 54 Truslen mod Danmark, 1978, s. M-1f, M-6, M-9. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

styrkernes kampværdi normalt sat på tredjepladsen efter de sovjetiske og øst-tyske styrker, men det påpegedes også, at der eksisterede en ikke ubetydelig spredning mellem de polske divisioner med hensyn til udrustning og uddan-nelse. Det blev desuden i 1973 kritisk bemærket, at Polen i modsætning til an-dre lande inden for Warszawapagten var handicappet af at skulle anvende mange våben- og køretøjstyper. Betegnende for forholdene var, at den pri-mære kampvogn ved de polske styrker i 1979 stadig var T 54/55.55

En række polske enheder var imidlertid eliteenheder og vurderedes at have samme kampegenskaber som de bedste sovjetiske styrker, det gjaldt bl.a. de styrker, der forudsås indsat under en landsætningsoperation mod de dan-ske øer. Disse omfattede, som tidligere omtalt den luftbårne division i Krakow (fem luftbårne bataljoner) samt den 7. polske landgangsdivision (ca. 3300 mand fordelt på tre landgangsregimenter) samt en række kampstøtteenhe-der. En analyse af et af de polske landgangsregimenter under den 7. polske landgangsdivision afsluttedes med en vurdering af dens kampværdi som væ-rende „meget høj“.56

I 1974 nævntes – og stærkere end tidligere – den mulighed, at der kunne blive etableret en ren polsk front i krigstid. Det blev dog vurderet, at planen var på et forberedende stadium. Baggrunden for den justerede opfattelse var konstateringen af eksistensen af et polsk signalregiment, der udgjorde så stor en signalenhed, at det forudsatte en funktion på frontniveau. Man gjorde dog straks opmærksom på, at der fortsat manglede en række faglige enheder i Polen, som nødvendiggjorde sovjetisk deltagelse i en af polakkerne ledet frontoperation.57

I efteråret 1977 omtaler FE oprettelsen af en brigade udstyret med taktiske kernevåbenmissiler (Scud) under det polske forsvarsministerium. Polen rå-dede dermed over fire Scud-brigader, hver med ni stk. Scud-missiler. Vur-deringen var, at de polske hærstyrker havde fået „en anselig nuklear kapaci-tet“, hvilket udgjorde en væsentlig forudsætning for de polske bestræbelser på at opstille en national polsk front.58 I parentes kan det dog bemærkes, at de polske styrker ikke havde rådighed over de atomladninger, hvis indsættelse i en krigssituation til stadighed blev øvet. Atomladningerne befandt sig i lig-hed med de tilsvarende ladninger til de østtyske missiler under fast sovjetisk kontrol, jf. nedenfor under „DDR“.

I 1978 formodedes det, at det polske forsvarsministerium kunne udskille en frontstab, der kunne blive føringselement for den polske felthær. Det blev

-

55 Efterretningsoversigt for 1973, s. 84; Efterretningsoversigt for 1979, s. 66. FE’s arkiv. – Selv den 7.


landgangsdivisions panserbataljon disponerede i 1979 alene over den svagt bestykkede Pt-76 amfibie


kampvogn (jf. Efterretningsoversigt for 1979. s. 66).


56 EO januar 1978, s. 29ff. FE’s arkiv. – Det vurderedes, at regimentet kunne fastholde et brohoved


på 6 gange 5 km i 24 timer.


57 Efterretningsoversigt for 1974, s. 64. FE’s arkiv.


58 EO september 1977, s. 31ff. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

dog af FE fortsat betonet, at polakkerne havde behov for sovjetisk støtte. Afhængigheden på dette punkt blev i 1978 præciseret gennem den formu-lering, at sovjetisk kampstøtte og logistisk støtte ville være nødvendig, hvis en polsk front skulle kæmpe i længere tid.59

Som det kan ses, var det først i 1970’erne, at FE seriøst begyndte at beskæf-tige sig med muligheden af den polske front, der som skildret tidligere havde været i funktion siden første halvdel af 1960’erne, men også havde været om-gærdet med stærk hemmeligholdelse. Det var tydeligt, at man i FE havde store vanskeligheder med at acceptere tanken om en af polakkerne ledet og gennemført frontoperation. Det var da også fortsat den danske hovedopfat-telse vedrørende Kystfronten, at de sovjetiske styrker skulle have hovedrollen i en front, der bestod af sovjetiske, polske og østtyske styrker, men man ude-lukkede på den anden side ikke mere en variant, hvor polakkerne havde kom-mandoen.

Spørgsmålet om Kystfrontens sammensætning vil blive taget op i det følgende afsnit om intentioner.

DDR

Den østtyske hærs styrketal forblev relativt uændret gennem 1970’erne. Med hensyn til kampkraft rangerede den højt inden for Warszawapagtstyrkerne, og den blev i vurderingerne kun overgået af GSST. De østtyske styrker var som de polske udrustet med fremføringsmidler til taktiske atomvåben i form af Scud-missiler, ligesom hver af divisionerne havde en Frog-bataljon. Det blev bemærket i København, at de østtyske styrker blev udstyret med de nyeste sov-jetiske våben, hvilket man tolkede som en indikator på den betydning, der blev tillagt dem fra sovjetisk side. I januar 1976 rapporteredes det således, at de østtyske styrker var i færd med at blive udstyret med den nye selvkørende 122 mm kanonhaubits. FE’s kommentar var typisk nok, at hvis det 29. moto-riserede regiment i Prora (på Rügen) – der som eneste østtyske enhed fik landsætningsuddannelse og ventedes indsat mod Danmark – fik tildelt det nye våben, ville dets muligheder for at give ildstøtte ved en brohoveddannelse være øget. Fra dansk side havde man opmærksomheden rettet mod dette re-giment og fulgte det nøje. I en analyse fra 1977 vurderedes det, at en bataljons-kampgruppe fra regimentet kunne fastholde et brohoved på en ikke befæstet kyst på 5 gange 4 km i 10 timer.60

I rapporterne nævnes som omtalt kernevåbensystemerne i den østtyske hær (den østtyske flåde fik aldrig tildelt kernevåben) i form af operativt-taktiske og taktiske missiler. Vi ved i dag, at i det normale fredstidsberedskab var de øst

-

59 Efterretningsoversigt for 1978, s. 54f. FE’s arkiv.


60 EO januar 1976, s. 19; EO december 1977, s. 21-25. FE’s arkiv. – I Prora var også stationeret 2. øst


tyske faldskærmsjægerbataljon direkte underlagt det østtyske forsvarsministerium.

-

-
-

-
-

-

tyske missiler (som de polske missiler) ikke bestykket med atomsprængladningerne, der blev holdt under nøje kontrol af sovjetiske enheder i særlige depoter. Den komplicerede og sårbare udleveringsprocedure er nøje rekonstrueret af den tyske forsker Harald Nielsen.61

Flådestyrker

Den generelle opfattelse i rapporterne i 1970’ernes begyndelse synes at være, at flådebilledet i Østersøen – uagtet lejlighedsvise episoder – stort set var uændret og måtte vurderes som „roligt“. Dette på trods af en omfattende øvelses- og efterretningsaktivitet fra såvel Øst som Vest. Gennemgangen i efterretningsoversigterne af de forskellige incidenter i søen (østlig opbringelse af fiskefartøjer, indtrængen på dansk territorialfarvand samt lejlighedsvise øst-lige chikanerier i søen) ender typisk med: „ingen af hændelserne synes at in-dikere nogen væsentlig ændring af forholdene i Østersøen“.62 Formuleringen mødes ikke i anden halvdel af 1970’erne, men vurderingen syntes ikke æn-dret. Der kan således i denne periode siges at have eksisteret et særligt flåde-regime i Østersøen, hvor man omgikkes hinanden på et ikke konfrontatorisk niveau.

Øvelsesbilledet inden for Warszawapagten var 1970’erne igennem præget af omfattende sovjetisk og østtysk øvelsesaktivitet og væsentlig mere begræn-set aktivitet fra den polske flådes side. Flere gange om året afholdtes ganske omfattende såkaldte „indtrængningsøvelser“, hvor østlige enheder forlagt til Gedser/Rügen-området simulerede et vestligt angreb ind i Østersøen og under deres sejlads østover passerede forskellige forsvarsbarrierer, her-under omfattende flyangreb.63 Hyppige østlige antiubådsøvelser vidnede ligeledes om, i hvilken retning man tolkede en vestlig hovedindsats i tilfælde af krig.

Nye træk i 1970’erne var en markant udvidelse af de østlige efterretningsak-tiviteter til søs – globalt som i nærområdet. I 1970 fik en patrulje i Skagerrak og Nordsøen permanent karakter og gennemførtes i de kommende år pri-mært i sommerhalvåret med enten en fregat eller minestryger. Det var FE’s vurdering at hensigten med patruljen var hurtig etablering af en overvåg-ningsoperation, hvis noget indtrådte, samt kontinuerlig elektronisk efterret-ningsindhentning i Skagen-området. I 1972 indførte østtyskerne den såkaldte „Stubbenkammer-patrulje“, der opererede mellem Dornbusch og Greifswalder

61 Jf. Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen. Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee im Warschauer Pakt, s. 127ff. – Højtrangerende officerer fra de tidligere østtyske missiltropper og artil-leri forsikrede i interviews Harald Nielsen (sst. s. 127), at de aldrig havde set en ægte atomspræng-ladning. 62 Efterretningsoversigt for 1974, s. 79. FE’s arkiv. 63 For en omfattende gennemgang af en sådan øvelse i september 1979 se Efterretningsoversigt september 1979, s. 22f. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

Oie og supplerede den allerede i en række år aktive østtyske patrulje mellem Lolland og østtysk territorium (Hyllekrog-patruljen). Fra 1973 opretholdtes desuden i sommerperioden en ny patrulje med fast position ved Kriegers Flak (ca. 25 km øst for Møns klint), der på skift blev besat med et sovjetisk, polsk og østtysk fartøj. Fra dansk side blev der gættet på, at patruljens oprettelse skyldtes den tætte trafik i området.64

Et fast træk i flådebilledet var de østlige omsejlinger af Sjælland, af hvilke de fleste blev foretaget af DDR-fartøjer. I 1977 konstateredes 26 omsejlinger og i 1978 24 omsejlinger. Det var FE’s opfattelse, at en begrænset del af disse sejladser tjente efterretningsindhentning, medens de øvrige blev gennemført for at gøre personellet bekendt med de danske farvande. Sejladserne regi-streredes relativt lidenskabsløst af FE, der synes at have betragtet dem som ru-tineforeteelser. Det samme gjaldt polske „lystfartøjers“ sejladser i de danske farvande, der også havde et betragteligt omfang. I 1978 var der således besøg af 65 polske lystfartøjer, der foretog 257 havneanløb, hvilket var en betydelig stigning i forhold til de to foregående år, hvor der havde været besøg af 40 lystfartøjer med henholdsvis 169 anløb (1976) og 156 anløb (1977). Selv om det ikke udtrykkeligt udsiges af FE, har man næppe været i tvivl om, at „lystsej-ladserne“ udgjorde såvel efterretningsindhentning som en uddannelse, der bl.a. skulle give polske officerer og befalingsmænd et lokalkendskab, der kunne være vigtigt under en invasion af Danmark.65

Danmark var ikke eneste mål for disse aktiviteter. I 1972 besejlede den pol-ske generalstabsofficer Ryszard Kuklinski – der fra 1972 var amerikansk agent og i november 1981 af CIA blev smuglet ud af Polen – med kolleger den nord-tyske og hollandske kyst med yachten „Legia“. Han foretog også i de følgende år sejladser med dette fartøj.66 Ifølge en hollandsk forsker blev hollandske havne regelmæssigt besøgt af lystfartøjer fra polske statsinstitutioners yachtklubber. Årligt sejlede fem eller seks lystfartøjer også forbi den vigtigste flådestation „Den Helder“ på vej til eller fra Amsterdam. Sejladserne betrag-tedes fra hollandsk side som rutineefterretningsoperationer.67 En omtale af de polske efterretningsoperationer mod Danmark baseret på nye kilder fin-des i kapitel 53.

-

64 Efterretningsoversigt for 1972, s. 115f og Efterretningsoversigt for 1973, udsendt 24. april 1974, s.


51f. FE’s arkiv.


65 Efterretningsoversigt for 1978, s. 65f. FE’s arkiv. – Det oplystes (s. 66), at polakkerne i 1978 havdesøgt at udvide sejladsen med lystfartøjer til også at omfatte Grønland (!), hvilket var blevet afvist. Detsamme gjaldt ansøgningen om gennemsejling af Limfjorden. To anløb på Færøerne var blevetaccepteret.66 Jf. Nigel West, The Third Secret. The CIA, Solidarity and the KGB’s Plot to kill the Pope, 2001, s. 88. –Vedrørende Ryszard Kuklinski henvises generelt til Benjamin Weiser, A Secret Life. The Polish Officer,His Covert Mission, and the Price He Paid to Save His Country, 2004.67 Personlig meddelelse 21. januar 2004 fra Wies Platje, der indtil 1994 var efterretningsofficer i denhollandske flåde. Platje henviser desuden til sin og M.W. Jensens bog om den hollandske flådes efter-retningstjeneste De MARID, Haag, 1997, s. 165.

-

-
-

-
-

-

Efter den kolde krigs ophør er det kommet frem, at afgangsklassen på det polske generalstabskursus fast deltog i en sejlads rundt om Sjælland.68 Var det en lysttur eller en indvielse til krigsopgaven? Eller begge dele? Spørgsmålet kan ikke besvares uden adgang til polske kilder, men det er selvsagt ikke uden interesse, at den polske militære ledelse tog den danske opgave så alvorligt, at den beordrede eliten inden for det polske officerskorps til i fredstid at kigge ind i det land, der skulle erobres, hvis det kom til krig.

Et nyt træk var ligeledes, at enheder af de tre østlige flåder i juli 1971 for første gang blev deployeret til Skagen-området for at afholde antiubåds-øvelser. I sommeren 1972 afholdt østtyskerne en flådeøvelse ved Anholt, hvor-under en dansk motortorpedobåd blev generet. I den forbindelse vurderede FE, at det bagvedliggende ønske havde været at manifestere retten til at ope-rere i danske farvande, hvor disse folkeretligt kunne betegnes som internatio-nalt farvand.69

På amfibieområdet udvistes stærk aktivitet i forbindelse med øvelsen „Waffen-brüderschaft“ i 1970, men i de efterfølgende år faldt de offensive landsæt-ningsøvelser ud. Grunden hertil kunne efterretningstjenesten kun gisne om, men man antydede en sammenhæng med den europæiske sikkerhedskonfe-rence, der var bragt på dagsordenen.70 Det blev dog bemærket, at østtyskere og polakker stadig afholdt landsætningsøvelser. I 1973 omtales polske land-sætningsøvelser – med et halvt års mellemrum – der vurderedes at have „ruti-nemæssig karakter“, men det vurderedes dog samtidig, at øvelserne havde haft til formål at træne ombordtagning og landsætning.71

Dette forholdsvis beroligende billede ændrede sig i 1974. Dette år vendte Warszawapagten med flådeøvelsen „Val 74“ tilbage til de stort anlagte offen-sive øvelser, der i en årrække havde været lagt på hylden. Ifølge FE mindede øvelsen om „Waffenbrüderschaft“, den indeholdt således en landsætnings-øvelse, der afvikledes i samme område som denne øvelse. FE gjorde også op-mærksom på, at de polske landsætningsskibe i ca. 10 tilfælde havde øvet landsætningsoperationer dette år, og at enheder af den 7. landgangsdivision i flere tilfælde havde deltaget. I årene 1974 til 1976 deltog også andre hær-enheder i disse øvelser, men derefter begrænsedes øvelsesdeltagernes antal tilsyneladende.72

Den sidste store Warszawapagtøvelse i perioden var øvelsen „Val 77“, der af-sluttedes med en landsætning ved Peenemünde og var genstand for betydelig vestlig interesse. Det hed i årsoversigten, at den i „mangt og meget“ kunne sammenlignes med øvelserne i 1970 og 1974, men også at øvelsen repræsen-

-

68 Samtale med en oberst i det danske flyvevåben 17. december 2003. Oplysningen stammede ifølge


obersten fra en polsk general.


69 Efterretningsoversigter for 1971 og 1972, henholdsvis s. 124 og 116. FE’s arkiv.


70 Efterretningsoversigt for 1972, s. 118f. FE’s arkiv.


71 Efterretningsoversigt for 1973, s. 92f. FE’s arkiv.


72 Efterretningsoversigt for 1974, s. 56; Efterretningsoversigt for 1979, s. 24. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

-

Kort over Warszawapagt-øvelsen Val-77. (Militærarkivet, Freiburg).

terede den hidtil største samlede løftekapacitet på østlig side. I efterretningsoversigten for juni blev givet en ganske detaljeret beskrivelse af øvelsesforløbet, der omfattede samling af landsætningsskibene (i alt 29), indledende bombeangreb (med polske og sovjetiske jagerbombere) over landsætnings

K51 26 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-
-

-

området, indsats af polske og østtyske taktiske fly, nedkastning af luftbårne tropper (i alt 1200) umiddelbart før landsætningen samt endelig landsætning i fire bølger og sikring af brohovedet gennem helikopteroperationer. I de landsatte styrker, der blev opgjort til 2200 mand, indgik soldater fra de tre del-tagende Warszawapagtlande. Det var dog FE’s opfattelse, at løftekapaciteten ikke blev udnyttet fuldt ud.73

Det stod klart for FE, at der var tale om offensive øvelser. At Danmark skulle være målet udtales dog ikke og kunne næppe heller sluttes ud fra det begræn-sede efterretningsmateriale, der har stået til disposition. Vi ved i dag – efter åbningen af de østtyske militærarkiver – at en række af de store Warszawa-pagtøvelser i 1970’erne (således også „Val 74“ og „Val 77“) omfattede de ope-rationer som den polskledede Kystfront og den sovjetisk ledede samlede Østersøflåde i tilfælde af en storkrig skulle iværksætte for at erobre Danmark (som et led i det store fremstød mod Forbundsrepublikken Tyskland, Holland og Belgien) og foretage et gennembrud mod Nordsøen og Norge, jf. mere indgående beskrivelser i kapitel 53.

Et større indtryk end „Val 77“ synes de nationale sovjetiske landsætnings-øvelser øst for Baltijsk i foråret og sommeren 1978 at have gjort. Under øvelserne i juni-juli konstaterede FE tilstedeværelsen af den hidtil største sov-jetiske amfibieløftekapacitet i Østersøen og – formodedes det – uden for Øster-søen; i alt 33 landsætningsenheder var involveret. Den teoretiske løftekapaci-tet under øvelserne blev opgjort til ca. to marineinfanteriregimenter (ca.

3.600 mand). Øvelsesbilledet opviste i øvrigt en række enkeltheder, der ikke var konstateret tidligere. Således deltog for første gang landsætningsskibe fra Nordflåden og fra Sortehavsflåden i en øvelse i Østersøen. Desuden omfat-tede øvelsen næsten alle Østersøflådens Polnocny-klasse landsætningsfartøjer, af hvilke halvdelen normalt ikke var aktive. I øvelsen deltog også fem handels-skibe, blandt hvilke indgik et roll-on-roll-off-fartøj (Ro/Ro). Ifølge FE var det første gang, at et sådant fartøj deltog i en amfibieoperation.

Øvelsen var præget af en stærk deltagelse af fly, bl.a. af det nye Backfire-bombefly. Efterfølgende blev det konstateret, at øvelsen havde varslingsmæs-sig relevans, idet Sovjetunionen havde kunnet gennemføre den omfattende sammendragning af styrker, uden at det i forvejen kunne erkendes.74

FE gjorde mod periodens slutning opmærksom på, at det sovjetiske marine-infanteri blev styrket i anden halvdel af 1970’erne. Personelstyrken i Østersø-flådens marineinfanteriregiment blev forøget med 25 % til ca. 2350 mand og dets panserbataljon blev styrket gennem tilførsel af 30 middeltunge kamp-vogne (til 40 i alt). FE’s vurdering var, at regimentet nu rådede over betyde-

-

73 EO juni 1977, s. 18-20, Efterretningsoversigt for 1977, s. 70f. FE’s arkiv.


74 EO juni og juli 1978, henholdsvis s. 18-19 og 21-22.; Efterretningsoversigt for 1978, s. 60f. FE’s


arkiv.

-

-
-

-
-

-

lig større slagkraft og evne til selvstændig kamp end tidligere.75 Mindre num-mer gjorde man ud af, at man i en række år havde tillagt Østersøflåden dob-belt så stor en marineinfanteristyrke (nemlig to regimenter à 2200 mand), som tilfældet var. I 1976 blev det uden kommentar slået fast, at der indgik ét marineinfanteriregiment i Østersøflåden, med en mandskabsstyrke på ca. 1880 mand.76

På materielsiden vurderede man i 1973, at det sovjetiske Polnocny-program

– der repræsenterede hovedfartøjet på landsætningsområdet – havde en usik-ker fremtid, idet Sovjetunionen i 1973 havde overdraget fem enheder til Sydyemen og Egypten. Man forventede derfor, at der til erstatning af pro-grammet ville blive indført et nyt landsætningsskib med en kapacitet på 12 kampvogne. Denne antagelse blev bekræftet i april 1974 med søsætningen af det første eksemplar af den nye og væsentlig større Ropucha-klasse, der havde en anslået løftekapacitet på 15-18 amfibiekøretøjer mod Polnocny-klassens fem til seks. I begyndelsen af 1975 ventedes den tredje enhed søsat og der-efter forudsås en årlig tilgang på tre til fire enheder. Forventningen var, at den nye klasse skulle erstatte Polnocny-klassen, og vurderingen var, at der var tale om en „væsentlig fornyelse“, som på længere sigt ville indebære en for-øgelse af Sovjetunionens løftekapacitet på amfibieområdet.77

I 1976 rapporterede FE om en ny østtysk type af landsætningsskibe (Froschklassen) med et deplacement på 1700 tons og en amfibisk løftekapacitet på ca. 11 Pt-76 amfibiekampvogne. Den nye løftekapacitet førte imidlertid ikke til en udvidelse af de østtyske landsætningsøvelsers omfang. Øvelsesprogrammet fortsattes dog, men i 1979 faldt det ud.78

1970’erne sluttede formentlig forholdsvis beroligende for FE med en konstatering af, at byggeriet af landsætningsskibe til den sovjetiske flåde var „stagneret“, og at det eneste tilbageværende byggeprogram, nemlig Rogov-klassen

– Sovjetunionens hidtil største landsætningsskib – kun skred langsomt frem. Rogov-klassen skønnedes på grund af sin størrelse ikke at være bygget til Østersøen. Østtyskerne havde afsluttet en serie på 12 af Frosch-klassen, der dækkede løftebehovet for deres amfibisk uddannede 29. motoriserede infan-teriregiment. Foruroligende for FE var tilsyneladende en oplysning om, at der nu dukkede „diversionsbrigader“ (specialstyrker uddannet til bl.a. sabo-tage og mord og hidtil kun kendt ved hærstyrker) op ved de sovjetiske flåder. Ifølge FE var det endnu ikke bekræftet, at de eksisterede ved Østersøflåden, men hvis de gjorde, indebar det, at truslen mod vigtige mål måtte vurderes højere end hidtil.79

-

75 Efterretningsoversigt for 1979, s. 61. FE’s arkiv.


76 Truslen mod Danmark, 1974, s. D-4.; 1976, s. D-ff. FE’s arkiv.77 Efterretningsoversigt for 1974, s. 88. FE’s arkiv.


78 EO april og maj 1976, henholdsvis s. 25 og 26f; Efterretningsoversigt for 1979, s. 74. FE’s arkiv.


79 Efterretningsoversigt for 1979, s. 84 og 86. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

-
-

Landsætningsfartøj fra Warszawapagten af Alligator-klassen, 1974. (FE/Orlogsmuseet).

Sammenfattende kan det vel siges, at selvom FE i 1978 vurderede Warszawapagtens samlede landsætningskapacitet som „betragtelig“ med en løftekapacitet svarende til tre sovjetiske marineinfanteriregimenter (dvs. i alt ca. 6.000 mand) og samme år mente, at en „væsentlig kapacitetsforøgelse“ fandt sted som konsekvens af indførelse af Ro/Ro-skibe,80 så kunne udviklingen have været værre, og det var et faktum, at der ikke var sket nogen udvidelse af kapaciteten gennem det meste af 1970’erne. Hvad Ro/Ro-skibene angik, havde man kun set ét sådant fartøj deltage i en øvelse, og en fremtidig vurdering måtte afhænge dels af omfanget af tilførsler af disse fartøjer dels af en eventuel udvidelse af marineinfanteristyrkerne.

Flystyrker

De sovjetiske luftstyrker i DDR (16. luftarmé) omfattede ved årsskiftet 1975/76 i alt 908 kampfly og 717 hjælpefly, medens den sovjetiske luftstyrke i Polen

(37. luftarmé) omfattede 324 kampfly og 134 hjælpefly. Derudover rådede DDR og Polen over henholdsvis 350 og 781 kampfly. Fra midten af 1970’erne indledte Sovjetunionen en omfattende konvertering af luftstyrken i DDR til 3.

80 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-14. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K51 29

-

-
-

-
-

-

generationsfly i form af den avancerede altvejrsjager „Flogger B“ og jagerbombere (Fitter og Flogger D). Konverteringen afsluttedes foreløbigt i begyndelsen af 1977.81 I sommeren 1978 begyndte Flogger B tillige at indgå i de øst-tyske flystyrker, ved årsskiftet 1980 begyndte den tillige at tilgå det polske fly-vevåben. Det var den overordnede vurdering, at indførelsen af 3. generations-fly tilførte Warszawapagtens flystyrker øget aktionsvidde og udvidede bombe-laster og også afhjalp de hidtidige mangler med hensyn til bombnings- og na-vigationsudstyr.82

En anden vigtig udvikling på flysiden hang sammen med den tidligere om-talte styrkelse af luftforsvaret ved Warszawapagt-styrkerne. Indførelsen af SAM-missiler m.m. ved luftforsvaret frigjorde betydelige jagerstyrker til kamp-opgaver foran tropperne på jorden. Det var et nyt element i krigsbilledet, at man nu forventede massive og koncentrerede såkaldte „counter-air“-operatio-ner udført fra begyndelsen af en konflikt. Disse angreb ventedes også indsat mod danske mål.83

Den sammenfattende vurdering var allerede i 1975, at truslen mod dansk område – forstået som evnen til indsats – var steget som konsekvens af fleksi-biliteten ved de nye fly samt jagerpiloternes træning i sekundære opgaver. Endvidere vurderedes jagerregiment Peenemündes træning i supplerende angrebsroller at udgøre en trussel mod danske flådeenheder.84

På helikoptersiden gennemførtes en stærk forøgelse af antallet af kamphelikoptere ved GSST mod slutningen af perioden. I året 1979 øgedes antallet af kamphelikopterregimenter her fra tre til fem. Ifølge FE var styrken af disse helikoptere dermed forøget med ca. 55 % til ca. 350 kamphelikoptere.85

I øvrigt var rapporteringen på flysiden ud over den faste beregning af de østlige luftstyrkers aktivitetsniveauer stærkt præget af analyser af de uaflade-lige luftforsvars- og flystøtteøvelser, der blev holdt over Østtyskland og Polen året igennem bortset fra vintermånederne. Luftforsvaret, der var højt priori-teret, blev til stadighed udbygget og afprøvet. I 1979 meldes om mulig genop-tagelse ved de sovjetiske flystyrker i Polen efter års pause af de specielle øvelser, der indicerede aflevering af atomvåben.86 Oplysningen blev ikke kommenteret.

Sovjetiske fly gennemførte i 1970’erne fast flyvninger langs Østersøen og frem til det nordlige DDR med henblik på signalopklaring og indøvelse af elektronisk krigsførelse. Det polske luftvåben gennemførte lige så regelmæssigt flyvninger ved Bornholm med sigte på de danske radarinstallationer på

-

81 Efterretningsoversigt for 1977, s. 80. FE’s arkiv.


82 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-25. FE’s arkiv.83 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-29. FE’s arkiv.84 Truslen mod Danmark, 1975: „Bemærkninger til ændringer“, s. 3 (Bilag nr. 2 til FE nr. 1690/75). FE’sarkiv.85 Efterretningsoversigt for 1979, s. 95. FE’s arkiv.


86 EO oktober 1979, s. 29f. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

øen, i juli måned 1975 gennemførte polakkerne således 25 flyvninger på 16 dage. I sommeren 1979 meldtes for første gang om omfattende polsk brug af chaff, dvs. udkastet materiale til forstyrrelse af radaropklaring, jf. kapitel 51. Det var vurderingen, at der var tale om nyt ECM-udstyr til det polske flyvevå-ben med det formål at sikre polske offensive missioner gennem oprettelse af særlige chaff-korridorer, dvs. etablering af omfattende barrierer for vestlig elek-tronisk efterretningsvirksomhed, bag hvilke missioner uset kunne indledes.87

Der er ikke i FE’s materiale omtale af de tilsvarende vestlige flyaktiviteter i Østersøen, således at en sammenligning af respektive aktivitetsniveauer ikke kan foretages på dette grundlag.

-

Vurderinger af intentioner

Sandsynligheden for krig

FE’s samlede vurdering af sandsynligheden/risikoen for krig mellem Øst og Vest i 1970’erne var konstant og ikke ændret i forhold til det billede, der teg-nedes i 1960’ernes slutning. I trusselsanalysen Truslen mod Danmark fra 1970’erne (seneste udgave 1978) hedder det med helt enslydende formule-ring: „Sandsynligheden for en væbnet konflikt mellem NATO og Warszawa-pagtlandene må vurderes som værende ringe, men muligheden herfor består dog. En sådan konflikt kunne tænkes som følgevirkning af militær pression, der igen kunne være resultat af en sovjetisk opfattelse af, at

-
-
-

–
solidariteten inden for NATO og dermed Alliancens vilje og evne til forsvar var blevet væsentligt forringet, eller at

-

–
indre uro afgørende havde svækket et eller flere NATO-lande.“

FE formodede, at det indgik i de sovjetiske overvejelser forud for et pressions-forsøg, at landet besad konventionel overlegenhed i Europa, og at en konflikt kunne holdes på et niveau under det strategiske, dvs. ikke ville medføre ker-nevåbenudvekslinger mod de to supermagters eget territorium. Ifølge FE kunne det heller ikke udelukkes, at krig kunne opstå som følge af en aflede-manøvre i tilfælde af en magtkamp inden for kredsen af Østlande eller som en udløber af episoder eller tekniske uheld.88 Det forhøjede vestlige forsvars-beredskab i forbindelse med invasionen i Tjekkoslovakiet i august 1968 – hvor danske tropper blev forsynet med skarp ammunition og rykkede ud af garni-

87 EO juli 1975, s. 27; EO juni 1979, s. 34. FE’s arkiv. 88 Truslen mod Danmark, 1974, s. A-3; 1976, s. B-2f; 1978, s. B-2f. – Afsnittet om vurderingen af krigs-sandsynligheden blev udsendt med klassifikationen „Hemmeligt“, således at kun få kunne få kend-skab til den. Det er vel sandsynligt, at man fra dansk side i dette vigtige spørgsmål har fulgt den sand-synlighedsvurdering, man var blevet enig om inden for NATO, og at klassifikationen afspejlede et hensyn hertil.

-

-
-

-
-

-

sonerne – skal ses i lyset af tankegange som de her skildrede, hvor man ikke udelukkede, at Sovjetunionen kunne finde på at søge at kvæle en intern krise ved at fremprovokere en international konflikt. Disse tankegange forekommer i dag ikke særligt velbegrundede.

FE’s overordnede tolkning var klart, at Sovjetunionen fortsat havde globale ambitioner, men at landet stadig anså detentepolitikken over for Vesten som den bedste ramme for virkeliggørelse af sine mål. NATO besad evnen til at af-skrække Sovjetunionen fra militære eventyr, hvis det bevarede sin sammen-hængskraft og kampevne. Det skal i den forbindelse fremhæves, at truslen om politisk pression, der som tidligere omtalt blev opvurderet i FE’s papir fra fe-bruar 1970, udtrykkeligt blev nedvurderet igen i 1974-udgaven af Truslen mod Danmark med den ledsagende kommentar, at man nu anså denne trussel for mindre sandsynlig end tidligere. Politisk pression blev nu primært behandlet under varianten „Begrænset krig“, jf. det følgende afsnit om konfliktmodeller.

Med hensyn til varslet var det nu hovedopfattelsen, at der kunne forventes et politisk varsel. Det skete ud fra den overvejelse, at de af detenten skabte fredsforventninger i den sovjetiske befolkning nødvendiggjorde en psykolo-gisk omstilling af den sovjetiske befolkning til en krigs vilkår. Samtidig påpe-gedes muligheden af, at Sovjetledelsen kunne vælge at gå i krig uden denne psykologiske forberedelse. Konsekvensen heraf var, at de politiske indikatorer på krig måtte suppleres med militære indikatorer, og her navnlig flytning af styrker. Til sidst nåede studien frem til, at der kunne ventes et varsel på mellem 48 timer og 8 dage. Med hensyn til det taktiske varsel var situationen som fra slutningen af 1960’erne, dvs. at der i værste tilfælde ikke ville blive gi-vet noget varsel.89

Konfliktmodeller

Som for 1960’ernes vedkommende begrænsede FE sig til en diskussion af hovedkonfliktmodeller og undlod at gå ind i mere detaljerede scenarier (konventionelle som nukleare) for operationernes forløb, som må forudsættes at have været opgave for andre danske myndigheder.

Hvad angik konfliktmodeller behandledes – med nøje begrundelse – kun to varianter af krig, der ville berøre Danmark, nemlig

-
-

–
et i alle tilfælde fra starten konventionelt angreb mod Vesteuropa inklusive Danmark, samt

-

–
et begrænset angreb mod danske øer.

Hovedmodellen for en stormagtskonflikt – der altså vurderedes at have ringe sandsynlighed for sig – er også i 1970’erne et sovjetisk angreb mod de alli

89 Truslen mod Danmark, 1978, s. O-1ff. FE’s arkiv.

K51 32 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-
-

-
-

-

erede styrker i Forbundsrepublikken gennemført af tre fronter (og syd herfor en „operativ gruppering“), af hvilke „Kystfronten“ udgjorde den nordligste. Kystfrontens hovedangreb formodes rettet mod Belgien-Holland med side-angreb mod Slesvig-Holsten og Jylland og landsætning på den sjællandske øgruppe.

Styrkemæssigt formodedes Kystfronten på hærsiden at omfatte de sovjetiske og østtyske styrker i det nordlige DDR, hele den polske felthær samt tilførte sovjetiske divisioner fra Baltikum. Angrebsstyrken blev sat til minimum 29 divisioner (12 sovjetiske, 14 polske og tre østtyske), hvortil kom landsætningsstyrkerne.90 Som nævnt tidligere svarer disse styrkeangivelser ikke til de styrker, der indgik i operationsplanen for Kystfronten, selv om det selvfølge-lig ikke kan udelukkes, at Sovjetunionen havde udarbejdet alternative planer for styrkeindsættelse.

Det vurderedes som sandsynligt, at Sovjetunionen ville lede Kystfrontoperationen, og at de polske og østtyske divisioner ville indgå i sovjetisk dominerede fronter, polakkerne muligvis som en „operativ gruppering“, dvs. en mere selvstændig styrke.91

Som det er beskrevet ovenfor i kapitel 51 var konfliktmodellen igennem 1960’erne præget af den tolkning, at man ikke forudså en større angrebs-operation mod Danmark fra starten af en storkrig mellem Øst og Vest, men først ventede den, hvis Warszawapagt-styrkerne havde fremgang under de før-ste dages angreb ind i Forbundsrepublikken. Dette er ikke forudsætningen i 1970’erne. Efter revisionen af trusselsbilledet i slutningen af 1960’erne var det opfattelsen, at de sovjetiske militære ledere nu lagde afgørende vægt på erobringen af det dansk/nordtyske område (den nordlige flanke) og derfor ville søge at erobre Østersøudgangene „på det tidligst mulige tidspunkt af en konflikt“. Herigennem ville der blive skabt de bedste betingelser for videre sø-militære fremstød og for sikring af Kystfrontens operationer og egne mari-time hovedbaser i Østersøområdet mod primært flyangreb fra amerikanske hangarskibsgrupper.92 Præmissen fra 1960’erne – at angrebet på Sjælland ville være afhængigt af succes andre steder – er forkastet, og angrebet frem-træder som en højtprioriteret operation, der vel stadig ikke blev tillagt egent-lig strategisk karakter i sig selv, men indgik som element i en frontoperation og hvilede på egne forudsætninger, herunder især en sikret flystøtte til gen-nemførelsen.

Tidsmæssigt blev angrebet på Sjælland lagt efter angrebet på Slesvig-Holsten – og på Centralfronten – der forventedes at åbne krigen. Når angrebet på Slesvig-Holsten formodedes iværksat inden (dvs. blot nogle få timer inden) angrebet på Sjælland og den sjællandske øgruppe, var det ud fra overvejelsen,

90 Truslen mod Danmark, 1978, s. D-19. FE’s arkiv. 91 Truslen mod Danmark, 1978, s. B-9f. FE’s arkiv. 92 FE’s arkiv. „Truslen mod Danmark“ 1978, s. B-9, M-1.

-

-
-

-
-

-

at overraskelsesmomentet for angrebet på selve Centralfronten ville gå tabt, hvis krigen indledtes med en amfibieoperation, der ville give et taktisk varsel. Man anførte i studien den mulighed, at en invasionsstyrke først ville afsejle, efter at Holsten var angrebet.

Hvad angrebet på Slesvig-Holsten (og Jylland) angik, formodedes angrebet mod Holland og Belgien stadig at have hovedprioriteten, men den i 1960’erne omtalte flankesikringsoperation var dog afløst af en noget større operation, der ventedes hurtigt ført frem til Kielerkanalen, der skulle erobres og holdes, men i første fase næppe længere. Angrebet her ville blive anført af sovjetiske tropper, der blev bistået af polske og østtyske tropper.

For Jyllandsoperationens vedkommende regnedes med to varianter, af-hængigt af om krigen startede med eller uden forberedelse. Ved den første mulighed vurderede man det sandsynligt, at operationen blev lagt i hæn-derne på polakkerne og udført som et kraftigt panserangreb af styrker fra mindst to polske militærdistrikter (4-5 divisioner). Et angreb på Fyn kunne muligvis tidligt sættes ind under anvendelse af luftbårne styrker. Som vi har set svarede dette ikke til den polske operationsplan, hvor Jylland skulle erobres af den svageste af de polske armeer, styrkerne fra Warszawa militærdistrikt.

Den anden variant var, at krigen kom hastigt og uden forberedelse; i så fald ville de polske enheder ikke straks kunne nå frem. Man forventede i den si-tuation en indsats af en mindre østtysk/og eller sovjetisk styrke med et be-grænset mål, nemlig erobring af Elben-Trave-kanalen. Først i næste fase ville

– muligvis – polske styrker skride til erobring af Kielerkanalen. Der var ingen diskussion af de videre faser for erobringen af Slesvig-Holsten og senere Jylland og heller ikke vurderinger af muligheden for at gennemføre disse operationer.

Landgangsoperationen mod Sjælland opfattedes af FE i Truslen mod Danmark fra 1970’erne som en af den sovjetiske militære ledelse højt prioriteret opera-tion, der ikke kunne iværksættes tidligt nok, hvis der udbrød en storkrig. Som i 1960’erne var operationens udførelse genstand for mange danske over-vejelser og beregninger. Som tidligere var det den danske vurdering, at Warszawapagten kun havde kapabilitet til at foretage én regulær landsætning med brohoveddannelse, og at den ville ske i Fakse Bugt, der ud fra en række kriterier opfattedes som det mest velegnede sted. Man mente også, at op-gavens omfang nødvendiggjorde, at samtlige uddannede amfibietropper og disponible landsætningsfartøjer fra alle tre Warszawapagtlande indgik i den styrke, der skulle foretage landsætningen og søge at etablere brohovedet. Ud fra disse forudsætninger ville der ikke være østlig kapacitet til at foretage an-dre landsætninger, selv om muligheden af landsætninger på Falster eller Møn ikke helt blev udelukket. På dette punkt tog man uden tvivl fejl. Både i 1960’erne og i 1970’erne var det i alle Warszawapagtøvelser forudsætningen, at de østtyske landsætningsstyrker på ét regiment gik i land på Falster og ikke var til rådighed for operationen mod Sjælland. Der er således i dag næppe

K51 34 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-
-

-
-

-

tvivl om, at Warszawapagten forberedte sig på mindst to landsætninger mod de danske øer.

Landgangen i Fakse Bugt forudsås gennemført ved, at de deltagende Warszawapagtlande gik i land nationsvis. Invasionsstyrken blev vurderet til at omfatte hovedparten af de østlige landsætningsstyrker, man havde interes-seret sig for i årevis, og som man forventede indsat opdelt i syv bataljonskamp-grupper (tre sovjetiske, to polske og to østtyske), hvortil kom faldskærmsstyr-ker, dvs. formentlig højst 6.-8.000 mand i alt. Landsætningsstyrkerne, der skulle etablere brohovedet, forventedes overført til Sjælland i én omgang ved indsættelse af den eksisterende østlige kapacitet af landsætningsskibe på ca. 65 fartøjer.93

Det siges ikke direkte i Truslen mod Danmark, hvor længe en sådan invasions-styrke, hvis den nåede i land, kunne holde ud i sit brohoved. Dette ville jo også afhænge af en lang række forhold, herunder ikke mindst hvor store tab styrken havde lidt under selve overfarten og landsætningen. Hvilke forudsæt-ninger man end gik ud fra,94 måtte hurtige forstærkninger være afgørende for operationens succes. Forstærkningsstyrkerne, der skulle konsolidere og udvide det oprindelige brohoved, forventedes at være polske infanteristyrker (1-2 divisioner), der ventedes overført på handelsskibe. Men en sådan opera-tion ville tage tid og vurderedes af FE ikke afsluttet på mindre end 1-4 døgn. Hertil kunne man føje, at der til forstærkningsoperationens gennemførelse selvsagt også måtte knytte sig talrige risici og usikkerhedsfaktorer. Og først ef-ter forstærkningsstyrkernes ankomst kunne den egentlige kamp om herre-dømmet over Sjælland begynde.

Der er ikke i „Truslen mod Danmark“ nogen eksplicit vurdering af War-szawapagtlandenes muligheder for at kunne gennemføre en landsætning på Stevns i 1970’erne, men man har fra dansk side næppe givet operationen store chancer for at lykkes. Det var vestlig politik, at Øst ikke måtte bryde igennem de danske stræder, og man synes i 1970’erne at have haft tillid til at man kunne forhindre det. Dette skyldtes ikke bare det forhold, at de i første omgang indsatte landsætningsstyrker ikke var flere, end at de kunne isoleres inden for et begrænset område og måske nedkæmpes, men snarere at NATO-styrkerne i området rådede over en betydelig afværgekapacitet. Sjælland op-fattedes fra dansk side som „velforsvaret“,95 men Truslen mod Danmark var som tidligere nævnt også af den generelle opfattelse, at Warszawapagtflåderne ville få vanskeligheder ved at løse deres krigstidsopgaver. Her er vi formentlig

-

93 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-22f og M-13ff. FE’s arkiv. – I dette arbejde defineres „løfteevne“som den eksisterende kapacitet til at foretage én vending (sejlads). „Den totalt ubegrænsede løfte-evne“ opfattedes som en funktion af flere vendinger, kamptab samt andre forhold.94 Det sovjetiske marineinfanteriregiment (ca. 1900 mand fordelt på tre bataljoner) vurderedes i en


FE-analyse at kunne fastholde et brohoved på hele 10 gange 6 km i 24 timer (EO august 1977, s. 30.


FE’s arkiv).


95 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-23. FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

-

ved sagens kerne, således som den tog sig ud for danske militære analytikere, selv om trusselsstudien ikke selv drog de konkrete implikationer for landsætningsoperationens vedkommende.

I dag vil man formentlig sige, at den planlagte landsætning på Sjælland var et militært vovestykke, der for at krones med succes krævede, at en lang række elementer faldt på plads under en kompliceret og risikabel operation. Bl.a. forudsattes ud over kraftig og vedvarende flystøtte til selve invasionsflåden til-kæmpelse af østligt søherredømme i den vestlige Østersø og iværksættelse af en effektiv minestrygning ind mod landsætningsområdet. Både i søen og under etablering af brohovedet ville Warszawapagtens styrker være tvunget til at foretage koncentrationer, som gjorde dem stærk sårbare over for indsæt-telse af vestlige taktiske kernevåben. Fra østlig side var man helt på det rene med disse forhold.

Begrænset krig

Som den anden krigsmulighed behandledes en isoleret militær operation mod Danmark eller udøvelse af politisk pression ved at true med en sådan operation. Denne østlige option havde fra den kolde krigs start spillet en rolle for danske militære planlæggere, der navnlig frygtede for Bornholms skæbne.

I 1974 foretog FE – og formentlig i forlængelse af en ny NATO-bedøm-melse – en revurdering af sandsynligheden for politisk pression mod NATO, der nu vurderedes for mindre sandsynlig end tidligere. Det mentes ikke, at Øst ville tage politisk pression i „mere eller mindre militant form“ i brug, så længe NATO fungerede. Men muligheden af en sådan aktion en gang i frem-tiden blev ikke udelukket.

Igen havde man især en situation for øje, hvor NATO stod svækket på grund af splid, eller hvor problemerne inden for Warszawapagten kunne til-skynde ledelsen i Moskva til en udadrettet aktion, der kunne samle pagten. Rent operativt forestillede man sig en kuplignende landsætnings-/luftlande-operation, der – dog kun for en mindre operations vedkommende – eventu-elt kunne gennemføres af stedfortrædertropper, dvs. polske eller østtyske styr-ker. Operationen skulle etablere et hurtigt fait accompli for ikke at føre til eskalation. En lidt større operation vurderedes at kræve deltagelse af sov-jetiske tropper. De mest truede områder opfattedes at være Bornholm, Lolland-Falster-Møn samt Sjælland. Selvom der var tale om begrænset krig, forudsattes det, at mål over hele Danmark – heriblandt radarstationer – ville blive søgt sat ud af spillet. Der forventedes ikke indsættelse af kemiske kamp-stoffer. Brug af kernevåben omtales ikke, heller ikke som trussel.

Det er interessant, at Sjælland fra og med trusselsvurderingen i 1974 blev udeladt som potentielt mål i en eventuel begrænset krig. FE’s begrundelse var, at man skønnede en erobring af Sjælland uden for mulighederne af en begrænset operation. Sjælland kunne ikke erobres i en fait accompli-aktion

K51 36 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-
-

-
-

-

og gled ud af dette scenarie.96 Heri – kan det tilføjes i dag – lå der selvsagt en positiv vurdering af Sjællands forsvarsberedskab i 1970’erne.

Stod det til vesttyskerne i 1974 gled Lolland, Falster og Møn imidlertid også ud af scenariet. Ifølge FE havde forsvarsministeriet i Bonn „i AFNORTH til-svarende studie“ opponeret mod muligheden af et angreb på Lolland, Falster og Møn ud fra den overvejelse, at faren for involvering af Forbundsrepu-blikken Tyskland i denne situation ville være så stor, at man fra Warszawa-pagtens side ville vige tilbage for et sådant angreb. Ifølge Bonn ville således kun Bornholm være truet. Danskerne ændrede dog ikke opfattelse og bi-beholdt muligheden af angreb på alle fire øer i scenariet for begrænset krig.97

Danskere og tyskere havde således forskellige opfattelser i spørgsmålet om omfanget af en begrænset krig, og generelt rejser behandlingen af temaet i „Truslen mod Danmark“ en række spørgsmål, der selvfølgelig også er be-tinget af emnets hypotetiske karakter, herunder de tvivlsomme forudsæt-ninger, der blev lagt til grund. Var det overhovedet særligt sandsynligt, at Øst ville starte en begrænset militær aggression, hvis NATO stod stærkt svækket? Vel næppe. Øst ville i den situation have nået et politisk hovedmål med få om-kostninger og kunne høste fordelene heraf. Snarere har man formentlig fra dansk side som tidligere haft den situation for øje, at Øst kunne tænkes at foretage en repressalie f. eks. mod Bornholm som gengæld for en vestlig handling, som Øst opfattede som udfordrende eller truende. Denne mulig-hed blev formentlig aldrig helt glemt i de danske trusselsvurderinger.

-

Sammenfatning

Ifølge FE fandt modsætningsforholdet mellem Øst og Vest et mindre spæn-dingsfyldt leje ret hurtigt efter Cuba-krisen. Sovjetunionen ændrede sine prio-riteringer specielt i Tysklandsspørgsmålet og valgte at løse sine problemer i forhold til Vesten gennem forhandlinger med USA. I Europa søgte Sovjet-unionen nu at fastholde status quo, hvad der bl.a. førte til invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968. FE satte det afspændingspolitiske skel ved året 1964 under henvisning til de to supermagters aftale om genoprettelse af konsu-later dette år samt det indledte samarbejde på områder som f.eks. rum-forskning. Samtidig betonede man, at Sovjetunionen opretholdt systemkon-flikten under navn af „fredelig sameksistens“ og videreførte en skarp konkur-rence med USA og Vesten på en lang række områder (videnskab, rum-forskning, våbenteknologi). Fra 1977 vurderedes afspændingspolitikken at være under voksende pres på grund af ændrede amerikanske udenrigspoli-

96 Rettelsesblad til Truslen mod Danmark udsendt 10. november 1974, s. A-6. FE’s arkiv.97 Truslen mod Danmark, 1978, s. N-2; Rettelsesblad til Truslen mod Danmark udsendt 10. oktober 1974.FE’s arkiv.

-

-
-

-
-

tiske prioriteringer. Ifølge FE skabte Carter-administrationens menneskeret-tighedspolitik forvirring og vrede i Sovjetunionen, og ved udgangen af 1979

– efter den sovjetiske invasion af Afghanistan – vurderede FE, at forholdet mellem de to supermagter var det dårligste i mange år.

FE fulgte nøje udviklingen af relationerne mellem Sovjetunionen og Kina, der fra ca. 1963 var fastlåst i et åbent politisk og ideologisk modsætningsfor-hold. Dette blev tolket som en politisk svækkelse af Sovjetunionen, hvis ideo-logiske hovedrolle inden for verdenskommunismen fra nu af var omstridt. Derimod vurderedes Sovjetunionens stationering af et voksende antal styrker ved den kinesiske grænse ikke at udgøre en nævneværdig svækkelse af Sovjetunionens muligheder for at føre krig i Europa. På samme vis skønnedes Sovjetunionens voksende økonomiske problemer i 1970’erne ikke på kortere sigt at udgøre et problem for opretholdelse af et omfastende rustningsniveau og for videreudvikling af sovjetiske militære kapabiliteter til global indsæt-telse. I dag kan det ses, at FE som de andre vestlige efterretningstjenester ikke klart fattede skarpheden i den sovjetisk-kinesiske konfrontation – i alle til-fælde i de første mange år – ligesom man undervurderede højden af de sov-jetiske militærudgifter og dermed også vægten af forsvarsbyrden for det sov-jetiske samfund.

I FE’s analyser tegnedes gennem detenteperioden og specielt i 1970’erne billedet af en dynamisk sovjetisk våbenudvikling inden for de fleste hovedom-råder og præget af de lejlighedsvise spring, som modernisering og introduk-tion af nye generationer af våbenplatforme gav. På de strategiske missilers om-råde opnåede Sovjetunionen fra midten af 1970’erne paritet med USA, hvad der åbnede for perspektivet om en kernevåbenkrig begrænset til Europa eller en krig, der startede konventionelt og indebar muligheden af en selektiv brug af taktiske kernevåben. FE skønnede, at den sidste variant var den mest sand-synlige og lagde den til grund for sin konfliktmodel i 1970’erne.

-

-

-
-

Minelæggeren „Sjælland“ (med N83 på stævnen) ved siden af et polsk landsæt-ningsfartøj af Polnocny-klassen i dansk farvand. Udateret, fra 1970’erne. (Søværnets Foto-tjeneste/Marinens Bibliotek).

-

-
-

-

På hærområdet blev det fastslået, at de sovjetiske styrker i Østtyskland blev op-retholdt igennem hele perioden i samme omfang som tidligere (20 divisio-ner), men vurderingen var, at de og i mindre omfang de polske og østtyske styrker kvalitativt blev styrket op igennem 1970’erne gennem tilførsel af et øget antal nye kampvogne, artilleri, pansrede mandskabsvogne og kampheli-koptere. Den samlede vurdering var ved periodens slutning i 1979, at de sov-jetiske armeer i DDR (GSST) udgjorde en styrke på et meget højt niveau ud fra de fleste militære kriterier (uddannelse, føring, kampkraft). Styrkerne blev holdt i højt beredskab og magtede med kort varsel at skifte fra en kon-ventionel til kemisk/bakteriologisk og nuklear krigsførelse.

Det blev også vurderet, at de sovjetiske flystyrker i Østtyskland og i Baltikum-området var blevet styrket i 1970’erne, dels gennem modernisering af jagerne og introduktion af et avanceret bombefly (Backfire), dels som en konsekvens af styrkelsen af det missilbårne luftforsvar, der frigjorde dele af jagerstyrken til offensive opgaver foran de fremrykkende tropper. Fra dansk side hæftede man sig tillige ved Sovjetunionens betydelige kapacitet til at flytte tropper ad luftvejen som demonstreret ved invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 og ved de halvårlige udskiftninger af styrkerne i DDR.

FE’s vurdering af Warszawapagtens flådestyrker i Østersøen var meget mere reserveret. Flådestyrkernes betydelige kvantitative omfang blev ikke under-kendt, men opfattelsen var i 1970’erne, at den sovjetiske Østersøflåde var ble-vet forsømt gennem mange års opprioritering af store oceangående enheder, der ifølge FE primært havde en politisk og statusskabende funktion i fredstid. Den overordnede vurdering var i 1970’erne, at Warszawapagtens flådestyrker i nærområdet kunne løse deres opgaver i fredstid og i en spændingsperiode, men det blev betvivlet, at de kunne gennemføre deres krigsopgaver, dvs. bl.a. erobre den vestlige del af Østersøen og gennembryde de danske stræder. Men hermed manglede en af hovedforudsætningerne for at kunne gennemføre den landsætningsoperation mod de danske øer, der siden 1960’ernes begyn-delse blev forberedt i Sovjetunionen, Polen og DDR.

I analysen af udviklingen inden for de væbnede styrker i Sovjetunionen teg-nedes således et billede af en militærmagt med globale politiske aspirationer, der var indrettet til at kæmpe såvel konventionelt som nukleart og besad en betydelig offensiv kapacitet på det landmilitære område, men som også havde udprægede svaghedspunkter især på flådeområdet. Hvad de polske styrker angik, vurderedes det, at de kvalitativt var blevet forbedret, men det blev be-tvivlet, at de med egne kræfter kunne gennemføre den Kystfrontoperation, som man havde indikationer på.

Spørgsmålet om krigssandsynligheden og om de konfliktmodeller, der skønnedes relevante for Danmark, blev ikke behandlet i de periodiske rap-porter, men blev tematiseret i FE’s samlede trusselsvurdering Truslen mod Danmark (1965), der holdtes ajourført fra slutningen af 1960’erne og er fuld-stændig bevaret fra 1978. Tolkningen var i dette arbejde i 1970’erne, at en

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K51 39

-

-
-

-
-

-

storkrig ikke var sandsynlig, idet Sovjetunionen forventedes at forfølge sine mål i Europa ad forhandlingens vej, så længe Vesten stod samlet. En sovjetisk aggression tolkedes som en hypotetisk størrelse, der dog kunne blive en rea-litet, hvis at en NATO-magt – der blev ikke nævnt navne – var kommet i krise, eller hvis det vestlige sammenhold brød sammen. Det er vel sandsynligt, at man i det vigtige spørgsmål om krigssandsynligheden ret nøje har fulgt den sandsynlighedsvurdering, man var blevet enig om i NATO-samarbejdet.

Med andre ord: Sovjetunionen blev under detenten i 1960’erne og 1970’erne stadig opfattet som en potentielt farlig og aggressiv magt, der kunne tænkes at udnytte en gunstig chance til at udvide sit herredømme og ændre på status quo i Europa. Hvis den rådende magtbalance mellem Øst og Vest imidlertid blev opretholdt – dvs. hvis NATO-samarbejdet kunne bevares og Vesten ikke sakkede agterud militært – ville en østlig aggression mod Vesteuropa imidlertid være usandsynlig, idet den ville være for farlig for Moskva.

For FE var den mest sandsynlige konfliktmodel i hele perioden en storkrig mellem Øst og Vest, hvor østlige landstyrker, primært sovjetiske og polske, an-greb Danmark som led i Warszawapagtens angreb ind i Forbundsrepublikken og Holland og Belgien. Warszawapagtens flådestyrker ville søge at gennem-bryde de danske stræder for at etablere fri passage til Atlanten. Det var FE’s tolkning, at erobringen af Danmark fik voksende betydning for Sovjetunio-nen fra anden halvdel af 1960’erne bl.a. som en konsekvens af den sovjetiske globale flådepolitik. Det danske trusselsbillede blev i overensstemmelse her-med justeret i slutningen af 1960’erne. Som en følge heraf vurderedes det i trusselsvurderingerne fra 1970’erne, at Sjælland ville blive søgt invaderet alle-rede fra starten af en Øst-Vest-konflikt og i realiteten blot få timer efter angre-bet mod Jylland gennem Slesvig-Holsten. Det synes at have været en generel antagelse, at der på grund af operationens komplicerthed var gode mulighe-der for at afvise en invasion af Sjælland. I sidste instans ville der uden tvivl blive brugt kernevåben. Denne opfattelse blev opretholdt op gennem 1970’erne.

Ud fra de tidligere nævnte forudsætninger om et eventuelt svækket NATO udelukkede FE heller ikke muligheden af en sovjetisk aggression mod Danmark alene – eller truslen om en sådan – i form af en kuplignende aktion mod Sjælland, Bornholm eller øerne syd for Sjælland. Fra 1974 skønnedes det fra dansk side ikke muligt for Øst at gennemføre en sådan operation mod Sjælland, tilsyneladende ud fra den tankegang, at Sjælland var for stærkt forsvaret til, at en fait accompli-operation kunne gennemføres.

Den af FE i 1970’erne iagttagne kvalitative styrkelse af Sovjetunionen på hær- og flyområdet i nærområdet blev af FE ikke uden videre set som en øget trussel mod NATO-landene. Begrebet „trussel“ bruges sjældnere end tidligere og i overensstemmelse med tidligere praksis er der sædvanligvis tale om et re-lativt begreb, hvor der ikke foretages en direkte styrkesammenligning mellem Øst og Vest, men alene konstateres en kapabilitetstilvækst på østlig side i for-

K51 40 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-
-

-
-

hold til en tidligere erhvervet kapabilitet. Som en undtagelse kan nævnes ud-skiftningen af forældede sovjetiske mellemdistancemissiler med de nye, mo-bile SS-20-missiler, der på grund af disse våbens egenskaber betragtedes som en øget trussel mod Vesteuropa.

Den inden for afgrænsede områder ganske betydelige styrkelse af NATO, der blev foretaget i 1970’erne gennem organisering af forstærkningsstyrker (bl.a. til Danmark og Norge) og indsættelse af avancerede våbenplatforme (flådefartøjer, fly, kamphelikoptere m.v.) ses ikke afspejlet i FE’s analyser.

Chapter 50 Danish military intelligence - assessments of Warsaw Pact capabilities and intentions 1963-1970

Kapitlet ligger primært på nettet for at muliggøre en fuldtekstsøgning via eksterne søgemaskiner. Hvis man har brug for teksten i den korrekte form, kan den downloades fra det officielle downloadcenter, som der er link til øverst i højre spalte af denne blog.

50 · FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 1963-1970

De danske militære efterretningsvurderinger blev i 1960’erne – som i den foregående periode – udarbejdet af Forsvarsstabens Efterretningsafdeling, der i 1967 blev direkte underlagt forsvarsministeriet og fik navnet Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Vurderingerne blev som i den spændingsfyldte pe-riode i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne udsendt i form af ugeoversigter (lejlighedsvis som situationsrapporter). Fra juni 1964 udsend-tes de som 14 dages-oversigter, der efterfølgende sammenfattedes i store halv-årsoversigter (i et antal af ca. 80 eksemplarer).

Denne udvikling må ses i forbindelse med afspændingen mellem USA og Sovjetunionen, der ifølge efterretningstjenesten kom til udtryk gennem undertegnelsen i juni 1964 af en aftale om genoprettelse af de konsulater, der havde været holdt lukket siden 1948, samt gennem en aftale om meteorologisk og medicinsk samarbejde på rumforskningsområdet.1 Det blev ved omlægningen tilkendegivet af efterretningstjenesten, at man ville vende tilbage til en ugentlig udsendelse, om nødvendigt hyppigere, hvis situationen nødvendiggjorde det.2 Den sidste fase i denne udvikling startede i året 1970, fra hvilket tidspunkt den løbende rapportering skete gennem månedsoversigter (plus en årsoversigt). En vigtig plads i rapporteringen indtog fra 1965 arbej-det „Truslen mod Danmark“, der fokuserede på de østlige kapabiliteter, der kunne sættes ind mod Danmark og nærområdet. Det her skildrede forløb omkring frekvensen af efterretningsvurderingerne illustrerer formentlig efterretningsbehovets omfang hos danske myndigheder og institutioner i den mere forhandlingsprægede og mindre spændingsfyldte periode, der afløste Berlinkrisernes tid.

Som tidligere baserede FE sine analyser og vurderinger på efterretningsmateriale, der kom fra venligtsindede nabolande og særlige samarbejdspartnere, fra deltagelse i Alliancens arbejde med udarbejdelsen af den årlige rapport om Warszawapagtens intentioner og kapabiliteter (MC 161) samt ikke mindst

1 Ugeoversigt 24/1964 (4.-10. juni 1964), s. 5. FE’s arkiv. 2 Sst., s. 4.

fra egen indhentning i form af SIGINT, ELINT (elektronisk efterretningsind-hentning) samt fotorekognoscering m.m., til sammen aktiviteter der havde et betydeligt omfang og dækkede centrale dele af Østersøen samt det nordlige Polen og DDR. Ifølge danske efterretningsfolk var Danmark en hovedleveran-dør af efterretninger fra det geografiske område, man havde specialiseret sig i.

-

FE’s vurderinger af kapabiliteter på europæisk niveau

Økonomi

I efterretningstjenestens analyse af Sovjetunionens økonomiske formåen teg-nedes allerede fra begyndelsen af 1960’erne et i forhold til 1950’erne afvi-gende billede. Sovjetunionen blev stadig betragtet som verdens næststørste industrination, men det konstateredes, at de høje økonomiske vækstrater, der havde kendetegnet 1950’erne (på ca. 7 %), var afløst af en meget mere moderat vækst (i 1963 på 3 % årligt). Som forklaring blev der især peget på land-brugssektorens „træghed“. Man hæftede sig ved, at Sovjetunionen i 1963 – for at opretholde levestandarden efter en fejlslagen høst – så sig tvunget til at im-portere hvede fra Vesten.3 I slutningen af 1960’erne vurderedes situationen dog at være lysere for landbruget efter nogle år med god høst som følge af forbedringer med hensyn til korndyrkningen. I det samlede billede var det nu industrien, der fik skylden for den lavere økonomiske vækst. Som forklaring på industriens lavere stigningstakt blev der bl.a. peget på, at det tog alt for lang tid at få gennemført investeringer, og at det var vanskeligt at få produktivitetsforbedringer til at slå igennem.4

Den af Sovjetunionen i 1955 indledte bistands- og lånepolitik over for den tredje verden – der under betegnelsen „penetrationspolitikken“ til stadighed blev fulgt i efterretningsrapporterne – toppede på låneområdet i 1960, hvor-efter låneindsatsen aftog noget. Undtagelsen var Cuba, der indtog en særstil-ling som hovedmodtager af sovjetisk økonomisk bistand. Fra 1964 tales dog om voksende sovjetisk aktivitet i Afrika og Asien og om et skarpt konkurren-ceforhold Sovjetunionen og Kina imellem. Kina søgte nu også at vinde inter-national indflydelse gennem långivning. FE’s vurdering i anden halvdel af 1964 var, at Sovjetunionens Asien-politik var bestemt af, at landet på den ene side ikke ønskede at skade forholdet til USA og på den anden side ikke ville overlade det kommunistiske initiativ til Kina.5

-

3 Halvårsoversigt (i det følgende Halvårsov.). 1/1964, s. 18ff. FE’s arkiv. 4 Halvårsov. 2/1968, s. 40; Halvårsov. 1/1969, s. 19. FE’s arkiv. 5 Halvårsov. 1/1962, s. 17f; Halvårsov. 2/1964, s. 22f. FE’s arkiv.

Forbundsfæller

Som i 1950’erne fulgte efterretningstjenesten nøje udviklingstendenserne inden for den verdenskommunistiske bevægelse. Sovjetunionens kamp med Peking-regimet om førerpositionen blev fulgt i dens forskellige faser, ligesom bevægelserne på den europæiske scene registreredes. Den generelle tolkning synes at have været, at problemerne i forhold til Kina begrænsede og svæk-kede Sovjetunionens muligheder for at føre en interessebetonet politik. Det bemærkedes i 1963, at disciplinen syntes løsnet inden for østblokken, hvilket blev sat i forbindelse med Sovjetunionens forsoning med Jugoslavien og kon-flikten med Kina.6

Sovjetunionens politik over for Vesten i perioden efter Cubakrisen blev tol-ket som en videreførelse af Khrusjtjovs politik fra 1950’erne om fredelig sam-eksistens med Vesten. Gennem sin politik under Cubakrisen og justeringen af Tysklandspolitikken demonstrerede Sovjetunionen, at den ikke ville følge det kinesiske krav om en aggressiv politik over for Vesten. I en interessant vurde-ring fra efteråret 1963 hedder det således: „Østblokkens verdenspolitiske ak-tivitet har i udpræget grad været influeret af den sovjetisk-kinesiske konflikt. Man aner en proportionalitet i forværringen af forholdet til Kina og for-bedring af forholdet til Vesten. I sidstnævnte henseende synes det overraskende at konstatere, at Sovjetunionens forbedrede relationer til Vesten ikke så meget er resultatet af en øjeblikkelig politisk omvurdering som en aktivi-sering af en latent politisk målsætning, der har været hæmmet af hensyn til Kina. Mange hensyn faldt formentlig allerede på grund af kinesernes hold-ning under Cuba-krisen, men først i april/maj 1963 fornemmer man viljen til gennemførelse af den fredelige sameksistenspolitik på bekostning af forholdet til Kina. Dette i forbindelse med Sovjetunionens store propagandamæs-sige udnyttelse af prøvestopaftalen gør nye skridt i retning af den kolde krig vanskeligere og kan derfor opfattes som tegn på, at Sovjetunionen virkelig har vilje til forhandling og løsning af store internationale spørgsmål. I mod-sætning til tidligere synes Sovjetunionen nu at være indstillet på at løse pro-blemerne enkeltvis“.7

Fra midten af 1960’erne står det klart, at den kommunistiske verdensbevægelse var blevet spaltet i to lejre eller – som det udtryktes i en rapport – at der eksisterede en voksende „polycentrisme“. Det bemærkedes, at Sovjetunionen i 1964 – det år hvor grænseforhandlingerne mellem de to stater brød sammen

– udfoldede en stærk retorik i forhold til Kina og bl.a. i en regeringserklæring trykt i Pravda i begyndelsen af maj 1964 beskyldte kineserne for at drive racepolitik som de nazistiske ledere.8

6 Halvårsov. 2/1963, s. 9. FE’s arkiv. 7 Halvårsov. 2/1963, s. 8. FE’s arkiv. 8 Ugeoversigt 19-20/1964 (dækkende perioden 27. april til 10. maj), s. 7. FE’s arkiv.

Khrusjtjovs fald i oktober 1964 forbedrede ikke afgørende klimaet mellem de to magter. Det blev snart konstateret, at den nye kollektive ledelse i Kreml ønskede at videreføre den fredelige sameksistens med Vesten og lagde vægt på at opbygge et positivt forhold til den nye amerikanske præsident Johnson, og at den efter nogle måneders afventende politik befandt sig i samme dybe modsætningsforhold til Kina som Khrusjtjov-styret havde gjort. I 1965 vur-derede man dog, at den amerikanske udvidelse af Vietnam-krigen dette år ville forhindre en yderligere sovjetisk-amerikansk tilnærmelse, idet situatio-nen i så fald ville blive udnyttet propagandamæssigt af Kina.9

Betydningen af de følgende års gentagne incidenter og sammenstød mellem sovjetiske og kinesiske tropper især ved Ussuri floden blev ikke over-betonet i de danske rapporter, hvor man så dem som en af konsekvenserne af den russiske ekspansionspolitik i området i tsartiden og af en uklar grænsedragning. Man ventede derfor heller ikke, at grænsetræfningerne skulle udvikle sig til en storkrig mellem Sovjetunionen og Kina, noget man anså for udelukket af ideologiske grunde. „Den konventionelle udbygning af de sov-jetiske væbnede styrker langs den kinesiske og sovjetiske grænse kan derfor snarest ses som led i den kendte sovjetiske sans for overdimensionerede sikkerhedsdispositioner“.10

Sovjetunionen søgte gennem 1960’erne at vinde tilslutning til en verdens-konference, der kunne gennemføre det endelige ideologiske opgør med Maos Kina og befæste Sovjetunionens ledende rolle inden for verdenskom-munismen, men fandt kun begrænset lydhørhed. Fra dansk side forudså man dog, at de vestlige kommunistpartier ville støtte Moskva, men man stillede sig tvivlende overfor om lande som Rumænien og Jugoslavien kunne acceptere en fordømmelse af Kina, som kunne få konsekvenser for dem selv, idet de der-ved kunne siges at have godkendt et princip om „begrænset suverænitet“.11 Konferencen, der gennemførtes i Moskva i juni 1969, vurderedes kun som en begrænset sejr for det sovjetiske kommunistparti – og som et nederlag for verdenskommunismen – idet slutdokumentet var tvetydigt og ikke tog stilling til afgørende spørgsmål som invasionen i Tjekkoslovakiet og konflikten mellem Sovjetunionen og Kina.12

-

Krise i Øst: Invasionen af Tjekkoslovakiet 1968

Sovjetunionens stadige problemer med at bevare kontrollen over udviklingen inden for Østblokken blev også i 1968 fulgt nøje af den danske efterretnings

9 Halvårsov. 2/1965, s. 9. FE’s arkiv. 10 Halvårsov. 2/1969, s. 6. FE’s arkiv. 11 Halvårsov. 1/1969, s. 11. FE’s arkiv. 12 Halvårsov. 2/1969, s. 15f. FE’s arkiv.

tjeneste. Uenigheden mellem Sovjetunionen og Rumænien var et tilbagevendende tema i oversigterne, men ifølge FE indledtes en ny urofase fra sommeren 1967, idet der både i Polen og Tjekkoslovakiet blev tilkendegivet utilfredshed med Østblokkens holdning under 1967-krigen mellem Israel og de arabiske lande.

I begyndelsen af året 1968 hæftede FE sig især ved studenterurolighederne i Polen, der snart viste sig at være uden folkelig støtte og blev slået ned med hård hånd af myndighederne. De påfølgende udrensninger, der også var anti-semitisk farvede, blev styret af den nationalistiske „partisangruppes“ leder, indenrigsminister Moczar, hvem det dog under en intern magtkamp i partiet ikke lykkedes at få besat forsvarsministerposten med en af sine tilhængere; posten blev i stedet besat med viceforsvarsminister og generalstabschef Wojciech Jaruzelski.13 Det vurderedes efterfølgende, at tildragelserne ikke havde indflydelse på Polens stilling inden for Østblokken og Warszawapagten.

Fra marts 1968 kom imidlertid det politiske systemskifte i Tjekkoslovakiet – det, der senere blev kaldt „foråret i Prag“ – i centrum af efterretningstjenestens opmærksomhed.

Uden at det specifikt blev præciseret i rapporterne, stod efterretningstje-nesten som under tidligere kriser i Øst med en væsentligt forøget varslings- og efterretningsopgave, hvor man i første række skulle svare på, om der var in-dikationer på, at krisen ville få konsekvenser for Vesten og dermed nødven-diggøre politiske og militære forholdsregler. Kunne NATO-landene blive di-rekte involveret i den krise, der aftegnede sig for Sovjetunionen og Warszawapagten? Men andre spørgsmål rejste sig naturligt også for beslut-ningstagere og analytikere i Vesten. Skulle der fortsat herske kronisk uro i Østblokken? Hvor langt ville Sovjetunionen gå for at hævde sin autoritet inden for sin egen kreds etc.? Hvordan end disse spørgsmål blev besvaret, skulle man på et tidspunkt tage stilling til det overordnede spørgsmål om, i hvilket omfang de disciplinære problemer i øst ville få indflydelse på Sovjetunionens hele autoritet og Østblokkens militære styrke. Med andre ord: indebar den fornyede uro i satellitlandene og uenigheden inden for verdens-kommunismen en svækkelse af den politiske og militære udfordring, Sovjetunionen udgjorde for Vesten?

I analysen af den tjekkoslovakiske ledelseskrise, der førte til udskiftning af det gamle stalinistisk prægede regimente i Prag i begyndelsen af året 1968, var det i starten den danske tolkning, at den af Aleksander Dubˇcek indledte reformpolitik i Tjekkoslovakiet kunne være acceptabel for Sovjetunionen, der formodedes at have tillid til, at partiets nye førstesekretær kunne styre den. Dubˇcek, der havde levet og var blevet skolet i Sovjetunionen, blev tolket som en Sovjetunionens mand, der næppe ville ændre på landets udenrigspolitik.14

13 Efterretningsoversigt (forkortet EO) 9/1968, s. 7f. FE’s arkiv. 14 EO 2/1968, s. 8f. FE’s arkiv.

Allerede i marts 1968 registreredes imidlertid i København de kommunistiske nabostaters voksende utilfredshed med udviklingen i Tjekkoslovakiet, hvor især forslaget om at give parlamentet øgede beføjelser (på kommunistpartiets bekostning) samt de frihedsgrader, som den tjekkoslovakiske presse hurtigt havde tiltaget sig, skabte uro. Tysksprogede tjekkoslovakiske aviser blev snart tilbageholdt i DDR.

Det politiske pres fra andre Warszawapagtlande udviklede sig i maj 1968 til et egentligt tvangsdiplomati over for Tjekkoslovakiet, idet Sovjetunionen fra

8. maj iværksatte omfattende troppebevægelser. Hermed blev krisen også mi-litært et internationalt anliggende. I en udsendt situationsrapport fra 22. maj 1968 betegnede FE de forskellige aktiviteter mod Tjekkoslovakiet i form af presseadvarsler, møder og militære bevægelser som „psykologisk krigsførelse“, der havde som mål at bremse reformprocessen i Tjekkoslovakiet og gøre det muligt for Dubcek at styre udviklingen ind i mere acceptable baner. Det vur-deredes, at det ikke var Sovjetunionens hensigt i den nuværende situation at gennemføre en militær intervention, men at udbredelse af rygter om en sådan kunne være led i den psykologiske krigsførelse.15

I en efterfølgende oversigt blev det påpeget, at Sovjetunionen siden gene-ralsekretær Bresjnevs tale af 30. marts 1968 – der rummede indirekte kritik af den tjekkoslovakiske ledelse – havde iværksat en omfattende kampagne mod ideologiske afvigelser. Man bemærkede også fra dansk side, at Polen (og DDR) i modsætning til flere andre østlande i stigende grad kritiserede udvik-lingen i Tjekkoslovakiet, og at Gomulka-regimet helt stillede sig på Sovjetunionens side.16 Hermed antydede FE en formodning om, at de reformistiske tendenser i Østblokken ikke ville brede sig til Polen og dermed implicere et Danmark nærtliggende østland.

Efter sovjetisk pres gik Tjekkoslovakiet med til en Warszawapagt-øvelse på landets jord i dagene fra 20.-30. juni 1968. Der var tale om en stabsøvelse med begrænset troppedeltagelse, der ifølge FE strakte sig fra Böhmen-Mähren til det sydlige Polen og måske også omfattede en del af Østtyskland. Såvel i den tjekkoslovakiske presse som fra militært hold i Tjekkoslovakiet blev det beto-net, at der alene var tale om en stabsøvelse, der ikke ville blive efterfulgt af fast stationering af Warszawapagt-tropper i landet.17

I juli bedømte man fra dansk side udviklingen omkring Tjekkoslovakiet som „alvorlig“, idet den tjekkoslovakiske ledelse afviste et topmøde med de øv-rige Warszawapagt-lande samtidig med, at der stadig befandt sig sovjetiske tropper i landet.18 Først efter Bratislava-topmødet den 3. august 1968 – der

-

15 EO 12/1968 af 22. maj 1968. Rapporten er på to sider, der alene er viet situationen omkringTjekkoslovakiet. FE’s arkiv.16 EO 13/1968, s. 9. FE’s arkiv.


17 EO 15/1968, s. 8 og 14f; en fyldig gennemgang af faserne i øvelsen „Böhmerwald“ findes i EO16/1968, dateret 11. juli 1968, s. 11-14, 25. I oversigten findes to kort over øvelsens faser. FE’s arkiv.18 EO 16/1968 af 11. juli 1968, s. 4. FE’s arkiv.

-

lagde stærke bånd på det tjekkoslovakiske kommunistparti – forlod de sidste sovjetiske styrker landet. FE’s vurdering efter dette møde var, at krisen var bi-lagt „indtil videre“, men at den tjekkoslovakiske ledelse også befandt sig i en meget vanskelig situation på grund af befolkningens krav til den. Det blev også påpeget, at der befandt sig ekstra Warszawapagt-styrker i grænseområderne til Tjekkoslovakiet i en størrelsesorden af 12-15 divisioner (alle sov-jetiske på nær to polske divisioner), dvs. ca. 150.000 mand. Styrkens tilstedeværelse var ifølge FE udtryk for den sovjetiske vurdering, at det stadig kunne blive nødvendigt med en militær indgriben.19

På dette tidspunkt (den 23. juli) havde Sovjetunionen ifølge FE også påbegyndt en „logistisk øvelse“ i de vestlige militærdistrikter af landet. Denne øvelse udstraktes 30. juli til Polen og Østtyskland. Logistikøvelsen afsluttedes

10. august og fortsattes med en stabsøvelse i tiden 11.-20. august. Øvelserne viste sig senere ved invasionen af Tjekkoslovakiet i august måned at have tjent som dække for en skjult mobilisering af reservestyrker samt for tilførsel af ekstra styrker og forsyninger til DDR. Lukning af polske og østtyske jernbaner for godstransport konstateredes også og vurderedes at skjule forlægning af sovjetiske styrker. FE konstaterede ligeledes forøget beredskab ved de østtyske og polske styrker samt forlægning af en østtysk stab til Warszawapagt-hovedkvarteret i Legnica i Polen og satte alt dette i forbindelse med situationen omkring Tjekkoslovakiet.20

Warszawapagt-styrkerne i de til Tjekkoslovakiet grænsende områder voksede ifølge FE i løbet af august til ca. 24 divisioner, hvortil kom en flystyrke på ca. 260 sovjetiske fly. Det var disse styrker på formentlig mellem 225.000 og

250.000 mand, der – forstærket gennem indsættelse af et stort antal sovjetiske transportfly – foretog invasionen af Tjekkoslovakiet natten mellem den 20. og

21. august 1968 og besatte landet uden at møde væbnet modstand. Inva-sionen kom, som det fremgår af ovenstående, på ingen måde uventet for de vestlige efterretningstjenester. Invasionen blev gennemført som en koordi-neret Warszawapagt-hær- og flyoperation, hvori deltog styrker fra alle med-lemslande med undtagelse af Rumænien. De ungarske og bulgarske styrkebidrag var dog kun symbolske og tjente til demonstration af enighed. FE fore-tog en samlet gennemgang af de militære bevægelser i forbindelse med inva-sionen i en efterretningsoversigt, der blev udsendt 12. september 1968.21

En mere omfattende vurdering af operationens militære detaljer blev ikke foretaget i efterretningsoversigterne. Det fremgår således ikke af dette mate-riale, om operationen bekræftede de forestillinger, man havde sig dannet sig i de vestlige efterretningstjenester om Sovjetunionens og Warszawapagtens evne til at samle tropper og deployere dem hurtigt.

-

19 EO 18/1968 af 8. august 1968, s. 4ff. FE’s arkiv.


20 EO 18/1968 af 8. august 1968, s. 17ff. – EO 17/1968 (om Tjekkoslovakiet) og EO 19/1968 af 16.


august 1968 mangler i FE’s arkiv. FE’s arkiv.


21 EO 21/1968, s. 16-26 (med tre kort). FE’s arkiv.

Kort over sovjetiske ind-flyvninger ved invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, udarbejdet af FE. (FE).

-

Det blev dog bemærket, at Prag blev besat af en luftbåren styrke, ligesom der blev kastet luftbårne styrker ned ved flere flyvepladser. Man hæftede sig også ved, at besættelsen af de tjekkoslovakiske flyvepladser foregik „gnid-ningsløst og med stor præcision, således landede An-12 transportfly i Prags lufthavn med ca. 1 minuts mellemrum i de første timer efter invasionen“. Det tilføjedes dog samtidigt, at der ikke fra tjekkoslovakisk side blev taget modfor-holdsregler.22 Det rapporteredes også, at den i Danmark velkendte polske 6. luftbårne division havde deltaget i operationerne og formentlig været under sovjetisk kommando. Det påpegedes også, at invasionsstyrkerne efter få dage fik problemer med forsyninger af proviant og drivmidler. Der blev ikke fore-taget nogen afvæbning af de tjekkoslovakiske styrker.

FE formodede, at store sovjetiske styrker ville forblive i landet som besæt-telsesmagt under den fortsat uafklarede politiske situation og fik ret i anta-gelsen. Efter afslutningen af en påtvungen stationeringsaftale mellem Sovjet-unionen og Tjekkoslovakiet af 16. oktober, der blev ratificeret allerede to dage efter, begyndte de mindre Warszawapagtlandes styrker at forlade landet og sovjetiske styrker gik i gang med at overtage kaserner i den vestlige del af landet, samtidig med at tjekkoslovakiske styrker sendtes østpå. Stationerings-aftalen havde i den offentliggjorte tekst samme indhold som lignende aftaler med Polen, Rumænien, Ungarn og DDR fra 1950’erne, men sagde intet om den sovjetiske besættelsesstyrkes omfang. Dette punkt skulle bestemmes gen-nem særskilt overenskomst.23

22 Halvårsov. 2/1968, s. 11. FE’s arkiv. 23 EO 24/1968 af 24. oktober 1968, s. 7. FE’s arkiv.

Den ekstra årvågenhed, der udvistes fra de vestlige efterretningstjenesters side i forbindelse med den tjekkoslovakiske krise, skyldtes bl.a., at det ikke kunne udelukkes, at krisen kunne få konsekvenser for Vesten. Som vi skal se i det følgende, indgik det både i 1960’erne og 1970’erne som en – om end ikke specifikt fremhævet – mulighed i det vestlige trusselsbillede, at en Øst-Vest-konflikt kunne vokse ud af en opstand i et østland. Set på afstand i 2005 forekommer denne mulighed måske ikke særlig sandsynlig, al den stund en sovjetisk militæroperation, der tjente til undertrykkelse af en forbundsfælle, militært set ville udgøre en umulig udgangsposition for offensive operationer mod Vesten. Vesten havde også som tidligere beskrevet allerede i 1950’erne fraskrevet sig muligheden af at gribe ind militært i Østblokkens indre anlig-gender. Men det kunne selvsagt ikke udelukkes, at det kunne komme til epi-soder eller til en direkte konfrontation, f.eks. hvis østlige militære enheder søgte at overgive sig til vestlige lande i forbindelse med en intern konflikt inden for Warszawapagten, eller hvis Sovjetunionen mistolkede intentionerne bag vestlige beredskabsforanstaltninger.

Det stod antagelig ret hurtigt i kriseforløbet klart for de vestlige efterret-ningstjenester, at udviklingen ikke behøvede at implicere Vesten. Der er ingen varsler i det danske efterretningsmateriale om, at krisen omkring Tjekkoslo-vakiet skulle få direkte implikationer for Vesten. Det vil sige, at den danske efterretningstjeneste og de øvrige vestlige efterretningstjenester kun havde iagttaget et begrænset antal af de indikatorer, der kunne tolkes som tegn på opbygning af et østligt aggressionsberedskab. Det må vel på den baggrund op-fattes som en rutinealarmering, når danske styrker ifølge oplysninger fra dan-ske officerer i forbindelse med invasionen rykkede ud af garnisonerne udsty-ret med skarp ammunition.

Fra østlig side opretholdtes i august i perioden op til invasionen normal øvelsesvirksomhed i Østersøen og i DDR samtidig med, at der i DDR som „unormale træk“ blev konstateret forlægning af „væsentlige dele af de sov-jetiske styrker i Østtyskland“ samt forlængelse af afspærringstiden for to om-råder, der var lukket for de allierede militærmissioner. Sovjetunionens store flådeøvelse i Atlanterhavet i juli 1968, „Sever“, blev mod sædvane annon-ceret.24 Uden at det specifikt blev præciseret af FE, kunne dette forhold og den fortsatte øvelsesvirksomhed i Østersøen opfattes som et signal fra Øst til NATO-landene om, at normalbilledet var fremherskende. Omkring invasio-nen iagttoges øget beredskab ved styrkerne i Østtyskland og ved de tre Øster-søflåder. I Danmark konstateredes som ved tidligere kriser rejseaktivitet hos de østlige diplomater, men det var vurderingen hos FE, at de meget sent var blevet orienteret om invasionen. Der blev ikke iagttaget ikke nogen agentvirk-somhed i Danmark under hele forløbet.

24 EO 16/1968, s. 4. FE’s arkiv.

De mest konkrete østlige kriseforanstaltninger uden for egne områder blev iagttaget i Østersøen og de danske farvande, idet man fra østside fra 21. august supplerede de normale patruljer ved Sundets sydlige del (øst for Møn og i Femer Bælt) med nye patruljer ved Skagen (sovjetisk ELINT-trawler, dvs. trawler til elektronisk efterretningsindhentning), i Kiel Bugt (sovjetisk mine-stryger), syd for Langeland (østtysk ELINT-skib), syd for Trelleborg i Skåne (sovjetisk antiubådsfartøj) og i farvandet syd for Bornholm (polsk landsæt-ningsfartøj). Samtidig foretog sovjetiske, østtyske og polske enheder på skift daglige omsejlinger af Sjælland. Efter 25. august blev den østlige patruljering gradvis formindsket og 5. september var den tilbage på normalt niveau.25

Den 23. august blev der over Østersøen og Bornholm konstateret forsøg på at forstyrre danske radarstationers virksomhed gennem „chaff“ (også kaldet „window“), dvs. udkastning af stof, der indvirkede på radarens funktion. Det betegnedes i rapporten som et nyt middel til passiv forstyrrelse af radar. Det lykkedes ikke ifølge FE at opsamle dette stof og konstatere årsagen til radarforstyrrelsen.26 Der var ingen vurdering af dette forsøg på at vanskeliggøre dansk efterretningsindhentning.

Der var heller ingen FE-vurdering i oversigterne af årsagerne til den udvi-dede østlige patruljeaktivitet i de danske farvande – en aktivitet, vi som tidli-gere nævnt også så udfoldet i perioden umiddelbart efter Cubakrisen i 1962. Den mest sandsynlige forklaring er i dag, at der var tale om rapportering og varsling for Øst i en fase, hvor Warszawapagtens ledelse var usikker med hen-syn til Vestens reaktioner – i en situation, hvor der fandt NATO-manøvrer sted i Forbundsrepublikken Tyskland (øvelserne „Sorte Løve“ og „Grå Bæver“) – og selv skønnede at være sårbar på grund af det tjekkoslovakiske engagement. Med omsejlingerne af Sjælland har man formentlig søgt at få overblik over den danske flådes og andre vestlige flåders beredskabsforanstaltninger i stræ-derne. Det var givetvis en præmis for den østlige varsling i Østersø-området, at Vesten under en tilspidsende international krise ville øge aktiviteterne i stræderne og i alvorligste tilfælde forberede udlægning af miner.

Den danske vurdering af krisens årsager var efter besættelsen af Tjekkoslo-vakiet, at der var tale om en intern krise, hvor ledelsen i Kreml af hensyn til de indenrigspolitiske følger i Østeuropa ikke ville tillade divergerende tolk-ninger af den kommunistiske ideologi. Udviklingen ville også indebære en for Sovjetunionen uacceptabel ændring af status quo i Europa til USA’s for-del. Det var – som FE var klar over – i hovedsagen samme tolkning som sov-jetiske myndigheder selv fremlagde.27

-

25 EO 21/1968 af 12. sept. 1968.- Her gives på s. 26-28 en oversigt over den østlige flådetrafik og den


østlige civile sejlads i de danske farvande. FE’s arkiv.


26 EO 25/1968 af 7. november 1968. FE’s arkiv.


27 EO 21/1968, s. 5. FE’s arkiv.

-

-

-

-

Det konstateredes efter invasionen af Tjekkoslovakiet, at den havde resul-teret i direkte protester i Sovjetunionen i form af en mindre demonstration på Den Røde Plads (!) samt mere indirekte protester fra sovjetiske forfattere og intellektuelle. Lignende reaktioner var set i andre østlande og kunne ifølge FE resultere i stramninger fra myndighedernes side. I en senere kom-mentar fra 1969 etablerede efterretningstjenesten en vis kobling mellem disse års gæring i det sovjetiske kulturliv og den kulturelle udvikling i Tjekkoslovakiet, idet man mente, at det sovjetiske kommunistparti frygtede, at den fra Tjekkoslovakiet udgående kulturelle frigørelse ikke kunne holdes i tømme og kunne brede sig til Polen og Sovjetunionen.28

Det var en kendsgerning, at der efter indgåelsen af aftalen af 16. oktober ville blive stationeret sovjetiske styrker i Tjekkoslovakiet, og man vurderede, at de ville forblive i landet en rum tid. Man regnede med, at styrken, der be-nævntes „Centralgruppen“, ville bestå af enheder fra de vestlige militær-distrikter i Sovjetunionen, der ville blive suppleret med nye styrker. Styrken blev i det tidlige forår 1969 opgjort til at omfatte to armeer, der bestod af to panserdivisioner og 4-5 motoriserede infanteridivisioner.29

Det viste sig ikke helt let for FE at gøre det sikkerhedspolitiske facit op efter invasionen af Tjekkoslovakiet. Efterretningstjenesten ønskede ikke i si-tuationen umiddelbart efter invasionen at tage konkret stilling til, om statio-neringen indebar, at truslen mod Vesten var øget, og henholdt sig til mang-lende viden om besættelsesmagtens størrelse, men også til usikkerheden med hensyn til det tjekkoslovakiske forsvars effektivitet efter invasionen. Derimod hæftede man sig ved den uden tvivl for de vestlige efterretningstjenester tan-kevækkende kendsgerning, at Sovjetunionen havde formået at gennemføre en delvis mobilisering under dække af øvelse („logistikøvelsen“), samt at det lykkedes delvis skjult at fremføre større styrker fra baglandet til Østtyskland. FE udtrykte det teknisk ved at sige, at to varslingsmæssige indikatorer var van-skeligere at konstatere end hidtil antaget.30

Først i september 1968 præsenterede FE sin vurdering af invasionen. Det hed sig nu, at de øgede sovjetiske styrker demonstrerede den sovjetiske vilje til at fastholde status quo politisk og militært i Centraleuropa. Ifølge FE kunne den øgede styrke dog ikke umiddelbart opfattes som en øget trussel mod NATO-området, idet styrkens primære opgave i hvert fald foreløbig var af besættelsesmæssig karakter. Der blev ikke givet nogen eksplicit vurdering af de trusselsmæssige implikationer for Vesten af det forhold, at Sovjetunionen på ny havde set sig nødsaget til at gribe militært ind i en forbundsfælles indre forhold og stationere besættelsesstyrker på dennes territorium. Spørgsmålet, om Sovjetunionen overhovedet ville være i stand til at føre en offensiv krig,

28 OE 24/1968, s. 7ff., Halvårsov. 1/1969 af 29. april 1969. FE’s arkiv. 29 Halvårsov. 1/1969 af 29. april 1969, s. 10. FE’s arkiv. 30 EO 21/1968, s. 6. FE’s arkiv.

-

-

-

-

hvis det samtidig skulle undertrykke opsætsige allierede, blev heller ikke rejst. Gik Warszawapagten under alle omstændigheder ikke ind i en periode, hvor de eksisterende krigsplaner måtte revideres?

FE vurderede det som tillige „lidet sandsynligt“, at Sovjetunionen ville iværksætte en lignende pludselig aggression mod et NATO-land. Dette vente-des ikke at ske, „så længe Sovjetunionen tror på magtbalancen i Europa“, hed det. Men hvis denne balance forrykkedes til Sovjetunionens favør, f. eks. ved antydningen af svigtende NATO-solidaritet eller hvis de sovjetiske styrker ikke forlod Tjekkoslovakiet efter at have fået fuld kontrol over landet, ville sandsynligheden for en sovjetisk aggression stige.31

Denne vurdering af sammenhængen mellem ringe konfliktsandsynlighed og tilstedeværelsen af en troværdig magtbalance i Europa optræder også, som det vises nedenfor, i et næsten samtidigt FE-papir fra 16. oktober 1968, og af-spejlede en tolkning, der havde været gængs i Storbritannien og i NATO-kredse siden 1950’ernes begyndelse, men formentlig var blevet aktualiseret af de seneste begivenheder.

Den overordnede vurdering var altså, at de sovjetiske divisioner, der nu var stationeret i Tjekkoslovakiet, ikke i sig selv udgjorde en øget trussel for Vesten, men at de kunne udvikle sig til at blive det, hvis de forblev i Central-europa, efter at situationen i Tjekkoslovakiet var stabiliseret. En ny status-opgørelse måtte således foretages på et tidspunkt. Selvom invasionen af Tjekkoslovakiet således ikke i sig selv – og også fordi de sovjetiske motiver til at beslutte den var så klare – ændrede på trusselsbilledet, så faldt den i en pe-riode, hvor dette billede – som det nærmere skal blive beskrevet nedenfor – blev underkastet en vis justering som følge af Sovjetunionens øgede interna-tionale aktiviteter og voksende kapacitet på forskellige militære felter. Invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 bidrog utvivlsomt til at rette opmærk-somheden mod nye kapabiliteter i det sovjetiske militærapparat, der til stadig-hed blev udvidet og forbedret, herunder den voksende kapacitet til lufttrans-port og gennemførelse af luftlandsætninger samt evnen til at mobilisere hem-meligt. Det bør også bemærkes – det omtales ikke i de periodiske rapporter – at en videre følge af besættelsen af Tjekkoslovakiet var, at den omfattende sov-jetiske propagandakampagne mod de vesteuropæiske staters fornyelse af NATO-medlemskabet i 1969, der også gav sig udslag i Danmark, helt mistede slagkraft.

Allerede kort efter besættelsen af Tjekkoslovakiet konstaterede den danske efterretningstjeneste, at Sovjetunionen udfoldede omfattende bestræbelser på at bortlede opmærksomheden fra Tjekkoslovakiet, og at selvom Sovjetunionen „selvbevidst og næsten aggressivt“ forsvarede invasionen, så søgte det snart på de fleste storpolitiske områder at vende tilbage til den nor

31 EO 21/1968 af 12. sept. 1968, s. 5-6. FE’s arkiv.

K50 12 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-

-

-

male rutine, „som om intet var hændt“. Man bemærkede også, at Sovjetunionen fastholdt, at besættelsen af Tjekkoslovakiet ikke havde ført til nogen ændring af status quo i Europa. I den første halvårsoversigt fra FE fra 1969 siges det, at Sovjetunionen søgte at reducere det skete til et „internt familieskænderi“ og bestræbte sig på at holde dialogen med USA i gang.32

-

Militære forhold

På det militærstrategiske område registrerede de danske rapporter først mod 1960’ernes slutning afgørende nyudviklinger. Det påpegedes nu, at det sov-jetiske interesseområde igennem de seneste år var blevet udvidet til at om-fatte hele kloden og man hæftede sig i rapporterne især ved følgende tenden-ser, der alle – fraset udviklingen med hensyn til strategiske kernevåben – havde direkte konsekvenser for Danmark. De var:

-
-

–
udvidelse af den sømilitære aktivitet til det globale niveau;

-

–
øget prioritering af strategisk mobilitet;

-

–
etablering af en nuklear magtbalance på de interkontinentale missilers område;

-

–
øget interesse for konventionel krigsførelse.

De nye tendenser vil blive behandlet mere udførligt nedenfor.

Hærstyrker

De periodiske oversigter påpegede en vis reduktion af de sovjetiske landmilitære styrker i årene frem til midten af 1960’erne. Medens de samlede sovjetiske styrker i 1962 blev anslået til mellem 3,2 og 3,5 millioner mand og omfattede en hær på 150 divisioner (med i alt 2,2 millioner mand), var disse tal i den anden halvårsoversigt fra 1964 sat ned til 140 divisioner med en personelstyrke på 1,9 millioner mand.33 I 1965 blev den samlede styrke anslået til at være på 1,6 mio. mand fordelt på 138 divisioner, af hvilke de 106 hørte til kategori I og II (med henholdsvis 85 % og 60 % personelstyrke) og derfor kunne indsættes straks eller med få dages varsel.34 Med relativt få ændringer bibeholdtes dette billede 1960’erne ud.

Bag de anførte tal gemte der sig ifølge rapporterne imidlertid også en omstrukturering af styrkerne, idet de motoriserede infanteridivisioner angaves at være reduceret fra 114 divisioner til 91 i perioden, medens antallet af panser

-

32 Halvårsov. 1/1969, s. 7f. FE’s arkiv.


33 Halvårsov. 2/1962, s. 33f; Halvårsov. 2/1964. FE’s arkiv.


34 Halvårsov. 2/1965, s. 34. FE’s arkiv.

-

-

-

-

divisioner til gengæld var vokset fra 28 til 40. Hertil kom syv luftbårne divisioner. Væksten i antallet af de mere slagkraftige panserdivisioner gjorde, ifølge FE’s analyser, at den samlede kampkraft blev opretholdt.35

Af de sovjetiske divisioner opgaves i 1964 de 116 til at være disloceret vest for Ural, medens der skulle befinde sig 24 divisioner øst for Ural. Tjeneste-tiden for hovedparten af de sovjetiske hærstyrker blev i 1967 nedsat fra tre til to år. Denne ændring blev vurderet til at give mindre effektive styrker, men indebar omvendt at et større antal modtog en militær uddannelse og øgede derved mobiliserings-muligheden.

Flådestyrker

I Danmark fulgte man som tidligere nøje udviklingen på flådeområdet og på-pegede, at den sovjetiske flådetilstedeværelse på verdenshavene i 1960’erne antog helt nye former. De første omfattende flådeøvelser uden for egne far-vande (i 1961 og 1962) videreførtes op igennem 1960’erne og voksede til sta-dighed i omfang. Øvelserne fandt sted i farvandene mellem Skotland og Is-land. Flådeøvelsen „Sever“ i juli 1968 var ifølge FE bemærkelsesværdig, idet der for første gang sideløbende blev afholdt flådeøvelse i Atlanterhavet, ud for den norske kyst og i Østersøen. Sovjetunionen øvede ligeledes for første gang amfibieangreb ved den norske kyst.36

I Middelhavet konstateredes således en permanent tilstedeværelse af et voksende antal sovjetiske enheder (30-40). I 1969 registreredes forbigående hele 65 sovjetiske flådefartøjer der.37

Den overordnede vurdering af den maritime udvikling var op igennem 1960’erne, at Sovjetflådens opgaver var defensive og bestod i afprøvning af doktriner for afvisning og bekæmpelse af den trussel for Sovjetunionen, der udgik fra den amerikanske Strike Fleet og af den amerikanske ubådsflåde. I det danske nærområde kunne Sovjetflåden – inden for den overordnede de-fensive orientering – have offensive optioner.38 Uden at det blev sagt direkte, måtte dette indebære, at Sovjetflåden i en forsvarskamp mod den amerikan-ske flåde kunne få brug for at besætte stræderne og det danske søterritorium. Som det skal ses i det følgende afsnit om perioden efter 1970, ændres vur-deringen af Sovjetflådens opgaver omkring 1970 til en større betoning af det offensive aspekt.

-

35 Sst.


36 Halvårsoversigt 2/1968, s. 84ff. Her også to kort over øvelsesområderne. FE’s arkiv.


37 Halvårsov. 2/1969, s. 7. FE’s arkiv.


38 Halvårsov. 2/1965, s. 42. FE’s arkiv. – Endnu i oktober 1968 hedder det, at det endnu i nogen tidmå være sådan, at „Sovjets øgede aktivitet i sømilitær henseende, ud fra en global betragtning må ka-rakteriseres som defensiv“ (FE’s arkiv). K/p Danmark, 16. oktober 1968: Hvilken trussel eksisterer i dagog forventes at ville eksistere i de nærmeste kommende år? (Oktober 1968), s. 4.

-

-

-

-

Som indikator på de nye tendenser på det maritime område anførte FE, at antallet af passager af sovjetiske flådehjælpeskibe gennem de danske farvande blev fordoblet fra 1967 til 1968. I oversigten fra andet halvår 1969 blev der på den baggrund givet en almindelig oversigt over den sovjetiske hjælpeskibs-flåde, der angaves at omfatte 270 skibe. I denne flåde indgik mere end tyve forskellige kategorier af fartøjer omfattende bl.a. forskningsskibe, slæbebåde, forsyningsskibe værkstedskibe etc. Som vi skal se i det følgende, var man fra dansk side forsigtig med at drage for vidtgående konklusioner med hensyn til konsekvenserne for Danmark af denne forøgede trafik gennem de danske stræder. Man fremførte dog forsigtigt, at man måtte drage den slutning, at Sovjetunionen i forbindelse med en ny flådestrategisk målsætning „har set sig nødsaget til at udvide Østersøflådens opgaver til også at omfatte forsyninger af udenfor værende flådestyrker“.39

Fly

Warszawapagtlandenes samlede flystyrke blev efter en begrænset reduktion, der indledtes i efteråret 1963, i midten af 1964 anslået til at omfatte ca. 14.200 fly, af hvilke de 11.200 var sovjetiske. Den sovjetiske strategiske flystyrke, der var organiseret i tre luftarmeer, omfattede i alt 1.220 fly, hovedparten af disse var mellemtunge bombefly af typen Tu-16 (der i løbet af 1960’erne afløstes af Tu-22, i NATO-sprog „Blinder“).40 Den sovjetiske prioritering af missiler be-virkede, at styrken i de følgende var præget af en nedadgående tendens rent talmæssigt. I 1968 spåede man, at antallet af tunge og mellemtunge bombefly ville falde med 50 % i årene op til 1975. I 1970 opgav man den strategiske fly-styrke i de vestlige militærdistrikter – fra 1968 undlod FE at føre regnskab over styrkeantallet i Asien – til 120 tunge bombefly og 600 mellemtunge bom-befly, der alle kunne medføre kernevåben; de mellemtunge bombefly skønne-des primært at have opgaver i Vesteuropa.41

Den strategiske flystyrke forventedes – uden begrundelse – ikke indsat mod Danmark, men den kunne ifølge en rapport udgøre en „overflyvningstrussel“.42

Mod den her skildrede periodes slutning konstateredes en opprioritering af strategisk mobilitet i form af kapacitet til at flytte troppestyrker over store afstande ved hjælp af transportfly. Det bemærkes i 1969, at den sovjetiske transportkapacitet på 600 fly kunne flytte de 7 sovjetiske luftbårne divisioner over 1500 km (med fuld udrustning dog kun 2-3 divisioner), hvorved også Danmark kom inden for rækkevidde af luftbårne operationer.43

-

39 Halvårsov. 2/1969, s. 53, 57f, 60. FE’s arkiv.


40 Halvårsov. 1/1964, s. 94. FE’s arkiv.


41 Halvårsov. 1/1968, s. 73; Supplement til halvårsov. 1-2/1969, s. 86. FE’s arkiv.


42 Halvårsov. 2/1965, s. 56. FE’s arkiv.


43 Ændringer i de land-, sø- og luftmilitære styrkeforhold i Østersøområdet siden medio 1966, s. 3. FE’s arkiv.350.01, stemplet „13. januar 1969“.

-

-

-

-

-

Sovjetisk „Blinder“-fly. (Flyvevåbnets Historiske Samling).

ABC-våben

De danske rapporter fulgte nøje den sovjetiske kernevåbendiskussion og på-pegede allerede i 1965 – i den nedenfor behandlede studie Truslen mod Danmark fra 1965 – at den russiske tænkning på dette punkt ikke stod stille. Efter analyser af nye sovjetiske diskussionsbidrag var det i 1967 FE’s vurde-ring, at den sovjetiske strategi „forudser en langt mere fleksibel anvendelse af de militære magtmidler end for få år tilbage“. FE antog, at et felttog mod NATO’s centrale del ville ske med indsættelse af taktiske kernevåben fra star-ten. Derimod var det ikke sikkert, at man ville anvende kernevåben ved an-greb i „sekundære retninger“. Det beskrives ikke på dette sted, hvad der blev forstået ved „sekundære retninger“, men det blev antydet, at dansk territo-rium ikke betragtedes som et sekundært område.44 Billedet var således ved at ændre sig, men muligheden for indsættelse af kernevåben under en operation mod Danmark blev ikke udelukket.

Navnlig synes brugen af kernevåben under Warszawapagt-øvelserne at have gjort indtryk på de danske efterretningsfolk. De fandt det bemærkelsesvær-digt, at det angribende parti – og dermed det supponerede vestlige parti – under den store stabsøvelse „Odra-Nysa 69“ i Vestpolen i september 1969 på øvelsens tredje dag kunne gøre brug af kernevåben uden at det medførte en øjeblikkelig mærkbar eskalation fra de forsvarende styrkers side. Omfanget af den „østlige“ indsættelse af kernevåben stod dog ikke helt klart for efterret-

44 Halvårsov. 2/1967, s. 42. FE’s arkiv.

K50 16 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-

-

-

ningsfolkene, ud over at man vidste, at der blev indsat enkelte kernevåben til nedkæmpelse af „fjenden“ på øvelsens sidste dag.45

Oplysningerne fra denne nøje dokumenterede øvelse kan have bidraget til, at man – i 1970 – justerede tolkningen endnu en gang, idet det blev antaget, at Sovjetunionen havde bevæget sig yderligere i retning af en konventionali-sering af krigsførelsen under en eventuel krig mellem Øst og Vest. Den nu ek-sisterende nukleare magtbalance havde ifølge tolkningen bidraget til „en be-tydelig formindskelse af troen på nødvendigheden af at iværksætte et præ-emptivt angreb på Vesten“. De sovjetiske strateger formodedes at tro på en højere eskalationstærskel, således at en konventionel indsats ikke umiddel-bart ville eskalere til en altomfattende kernevåbenkrig. Selv indsættelse af tak-tiske kernevåben behøvede ikke umiddelbart at medføre en nuklear eskala-tion, selv om der var stor risiko herfor. Som der nærmere skal redegøres for i det følgende, så de danske analytikere i denne udvikling en øget trussel mod Danmark.46

I rapporterne fulgtes opbygningen af den sovjetiske styrke af ICBM’er, der i 1963 blev vurderet til at omfatte 70 operative ICBM’er, af hvilke hovedpar-ten udgjordes af det nyudviklede SS-7-missil. Årsproduktionen blev anslået til ca. 100 stk.47 Dette var sat for højt, for i de følgende år synes produktionen at være stagneret. I 1968 præsenteredes et mere foruroligende billede, uden tvivl efter at man havde modtaget nye informationer fra udenlandske efterret-ningstjenester. Det hed nemlig nu, at Sovjetunionen „med næsten eksplosiv hast“ havde udbygget sit arsenal af ICBM’er. Inden for det sidste halvandet år havde Sovjetunionen fordoblet antallet af ICBM’er. Man anslog, at antallet af deployerede sovjetiske missiler ved udgangen af 1968 ville være 800-900 stk.48

Amerikanerne havde fortsat en klar overvægt med hensyn til ubådsba-serede ballistiske missiler, hvor Sovjetunionen i 1968 vurderedes at have 120 (af typerne SS-N-4 og SS-N-5), medens amerikanerne på deres ubåde havde 640 strategiske missiler. På mellemdistanceområdet blev det i 1965 opgivet, at Sovjetunionen havde 25 IRBM-stillinger (rækkevidde på ca. 4.000 km) og 143 MRBM-stillinger (rækkevidde ca. 2.000 km) med i alt ca. 1300 operations-klare kernevåbenmissiler, der især var rettet mod Europa. I Baltikum formo-dedes der at være ca. 310 operationsklare missiler af disse typer.49 En mere be-tænkelig udvikling formodedes imidlertid at være indledt med den sovjetiske satsning på mobile strategiske missiler inden for IRBM- og MRBM-klasserne. Tre systemer var kendte, af hvilke dog kun en MRBM (Scamp/Scapegoat) med en rækkevidde på ca. 3.000 km og et sprænghoved på 500 KT (kiloton)

-

45 Supplement til Halvårsov. 1-2/1969, 1970, s. 55. FE’s arkiv.


46 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. K/p Danmark, 18. februar 1970. FE’s arkiv.47 Halvårsov. 1/1963, s. 97. – En række nye detaljer om missilet gives i Halvårsov. 2/1963, s. 94. FE’s


arkiv.


48 Halvårsov. 1/1968, s. 86. – De nyeste typer hed SS-9 og SS-11. FE’s arkiv.


49 Halvårsov. 2/1965, s. 66. FE’s arkiv.

-

-

-

-

blev anset for operativ. De mobile mellemdistancemissiler betegnedes som „Europas farligste våben“, men der pegedes i samme åndedrag på ameri-kanernes nedslående erfaringer med at fremstille fungerende typer af mobile mellemdistancemissiler.50

Hertil kom det stærkt voksende antal taktiske kernevåben på flådefartøjer, på fly og ved hærenheder.

Med hensyn til kemiske og bakteriologiske våben var det i 1963 efterretningstjenestens vurdering, at Sovjetunionen var indstillet på kemisk krigsførelse som et alternativ eller komplement til kernevåben, „hvis og når den ser sin fordel ved det“. Lagrene af kemiske kampstoffer vurderedes medio 1962 til at omfatte 200.000 til 230.000 tons, omfattende hovedsageligt nervegas men også sennepsgas fra 2. verdenskrig. Hertil kom en ikke dødbringende giftgas (psykofarmaka), der formodedes klar til begrænset anvendelse i 1965.

Der var ligeledes et omfattende program for bakteriologisk krigsførelse i gang, men intet tydede i 1962 på oplagring af bakteriologiske kampstoffer. Det bemærkedes, at bakteriologiske kampstoffer effektivt ville kunne indgå i 5-kolonnevirksomhed. Satellitstaterne formodedes kun at udfolde en begræn-set indsats på B- og C-området, men deres artilleri og fly kunne sprede ke-miske kampstoffer.51 I 1966 rapporteres det, at der er øget interesse for udvikling af giftstoffet botulinumtoksin, den farlige såkaldte „pølsegift“. I dette udviklingsarbejde deltog Polen også.52

Ved årsskiftet 1969/70 meldes om oprettelse af et „centraldepot“ for ke-miske kampstoffer ved Milovice i Tjekkoslovakiet. Depotet var under kontrol af sovjetiske og tjekkoslovakiske officerer.53

-

FE’s vurderinger af kapabiliteter i nærområdet

Warszawapagten

I 1963 erkendtes det åbent, at „Warszawapagtens kommandostruktur er endnu et uløst problem“. Det vurderedes – og helt korrekt, som det senere skulle blive afsløret – at den operative planlægning blev udført af den sovjetiske generalstab, og at satellitstaternes officerer i staben kun havde en rådgivende funktion.54

Først i 1969/70 blev der udsendt mere udbyggede informationer om aktiviteterne inden for organisationen, hvis virke var omgivet med streng hemmeligholdelse. Det blev nu påpeget, at pagtens militære ledelse „Den forenede overkommando“ havde sæde i Moskva, og at såvel chef som stabschef var sov

-

50 Halvårsov. 1/1968, s. 88f. FE’s arkiv.


51 Halvårsov. 1/1963, s. 29. FE’s arkiv.


52 Halvårsov. 1/1966, s. 36. FE’s arkiv.


53 Supplement til halvårsov. nr. 1 og 2/1969, s. 41f. Dateret 1. april 1970. FE’s arkiv.


54 Halvårsov. 1/1963, s. 35. FE’s arkiv.

-

-

-

-

jetiske officerer. Fra 1961 indgik tillige „Fælleskommandoen for søkrigsfø-relse“ i overkommandoen. Som tidligere var det tolkningen, at der ikke var tale om en integreret stab, og det blev formodet, at dens hovedopgave bestod i koordination med hensyn til organisation og uddannelse.

Som en konsekvens af den seneste udvikling, der ifølge FE i marts 1969 havde ført til etablering af en forsvarsministerkomité og et militærråd (af for-svarschefer) mentes det, at satellitlandenes indflydelse på den samlede plan-lægning var øget noget. Det blev dog samtidig bemærket, at den øverste poli-tiske ledelse lå i „Den politisk rådgivende komité“ (Den Politiske Konsultative Komité), der i praksis kun holdt møder, når Sovjetunionen ønskede det.55

Samtidig vurderedes det, at der i 1960’ernes slutning eksisterede et pres fra de mindre pagtmedlemmers side med henblik på at få gennemført en reor-ganisering af det militære samarbejde. Både fra Rumæniens og Tjekkoslova-kiets side fremførtes ønsker om større hensyntagen til de mindre landes inter-esser. Denne kritik hørte op for en tid efter invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, der medførte Albaniens udtræden af organisationen. Vurderingen efter invasionen af Tjekkoslovakiet var, at Sovjetunionen måtte komme de mindre medlemmer i møde, men at de begrænsede indrømmelser, der ville blive gi-vet, i realiteten ville være uden værdi for folkedemokratierne.56

Hærstyrker

De vestlige efterretningstjenester var som tidligere primært interesseret i styr-keudviklingen ved de sovjetiske styrker i Østtyskland – GSST. Disse styrker, der i begyndelsen af 1963 blev anslået til at omfatte 360.000 til 370.000 mand for-delt på 20 divisioner, blev tilsyneladende også omfattet af reduktionerne, idet de i anden halvårsoversigt fra 1964 ansloges til ca. 290.000 mand, den laveste sovjetiske mandskabsstyrke i Tyskland efter 1945.57 Dette tal forblev uændret 1960’erne igennem. Det samme gjaldt den sovjetiske styrke i Polen på to divi-sioner med støtteenheder (ca. 40.000 mand). Samtidig med reduktionen for-modedes gennemført (fra juni 1964) en ændring af de forskellige divisioners tilhørsforhold til armeerne. Denne ændring blev dog opfattet som en „natur-lig udvikling med hensyn til opgavefordeling“ og det vurderedes ikke, at „æn-dringen har haft til formål at gøre GSST’s rolle i Østtyskland mere offensivt præget“.58

Troppebilledet blev fra 1967 præget af, at der blev foretaget halvårlig ud-skiftning af tropperne som følge af en ny sovjetisk værnepligtslov. Dette havde

-

55 Supplement til halvårsov. nr. 1 og 2/1969, s. 44ff. Dateret 1. april 1970. FE’s arkiv.


56 Halvårsov. 2/1968, s. 54f. FE’s arkiv.


57 Halvårsov. 1/1963, s. 38; 2/1964, s. 37. FE’s arkiv.


58 Halvårsov. 2/1964, s. 38. FE’s arkiv.

-

-

-

-

som konsekvens, at de store efterårsmanøvrer blev sjældnere og i stigende grad afløstes af regimentsøvelser inden for divisionen.59

Den øgede kampværdi, der i oversigterne blev tillagt de sovjetiske styrker i Østtyskland – og i øvrigt også de polske og østtyske styrker – begrundedes især med den løbende udskiftning af materiellet, der pågik i perioden, specielt med hensyn til kampvogne, artilleri/missiler samt nye pansrede mandskabs-vogne. Opmærksomheden var her navnlig rettet mod den nye middeltunge kampvogn T-62, der i 1969 fandtes i et antal på ca. 1000 ved GSST, og blev an-set for afløseren af T-54/55. En betydelig interesse blev viet det fra 1961 ope-rationsklare mobile taktiske missil Scud-B, der forsynet med kernevåbenlad-ning mentes at have en rækkevidde på 300 km (ellers 500 km – og med en træfsikkerhed inden for 300 m). Det samlede antal af Scud-affyringsramper ved GSST var i slutningen af 1960’erne i alt 54 ramper fordelt på seks briga-der. Kernevåben kunne også fremføres med Frog-missilet, af hvilke der var 60 affyringsramper. Det samlede antal taktiske kernevåbenladninger ved GSST blev i 1968 opgjort til 578. Af disse ville 156 blive afleveret af ligeså mange ja-gerbombere og 422 af de nævnte Scud- og Frog-våbensystemer.60

En bemærkelsesmæssig udvikling på våbenområdet blev konstateret i 1969, hvor det påpegedes, at en stærk udvidelse af det konventionelle artilleri var gennemført inden for de sidste 18 til 24 måneder og med gennemgribende konsekvens fra regiment til divisionsartilleri. I alt var GSST blevet styrket med 800 pjecer af bedre kvalitet. Dette var et brud på udviklingen siden 1961, hvor artilleriets rolle blev reduceret og erstattet af atomvåben og kampvogne til passage af de nukleart forurenede områder. Dette tydede på en ændret taktik med større vægt på konventionelle våben, men der blev i 1969 ikke draget an-den konsekvens af udviklingen, end at der kun ville være ammunitionsbe-holdninger til ca. 17 dages kamp for de 89 divisioner, der ventes indsat på Vestfronten, mod tidligere 22 dage.61 Først i 1970 blev styrkelsen af artilleriet direkte relateret til en ny sovjetisk „tro“ på den øgede mulighed for konventionel krigsførelse.62

Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968 gennemtvang Sovjetunionen som tidligere nævnt ved en ikke tidsbegrænset aftale af 16. oktober 1968 en stationering af sovjetiske styrker i Tjekkoslovakiet. Styrkerne opgjordes i 1969 til to armeer og en flystyrke på ca. 100 fly. FE’s vurdering var dog, at denne ret omfattende styrke ikke „i væsentlig grad“ havde medført en ændring af den militære trussel mod NATO i Centraleuropa, i alt fald ikke så længe de usikre forhold i Tjekkoslovakiet varede ved, som det hed.63 I 1969 tilkendegav

-

59 Halvårsov. 2/69, s. 46. FE’s arkiv.


60 Halvårsov. 1/1969, s. 47 og 2/1968, s. 102. FE’s arkiv.


61 Halvårsov. 2/1969, s. 44. FE’s arkiv.


62 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. K/p Danmark, 18. februar 1970. FE’s arkiv.63 Halvårsov. 1/1969, s. 6 og 39ff. FE’s arkiv.

-

-

-

-

rapporten dog en vis overraskelse over, at russere og tjekkoslovakker i maj 1969 gennemførte en fælles stabsøvelse og hermed tilkendegav, at forholdene var ved at være normaliserede inden for Warszawapagten.64

Fra dansk side blev der som tidligere vist stor interesse for den polske hær, der i en krigssituation formodedes indsat mod Danmark. Fra 1963 blev der re-gistreret tegn på såvel reorganisering som udbygning af hæren. I 1964 vurde-redes de tidligere antagelser at være blevet bekræftet, idet der blev fastslået en opgradering af de lette polske divisioner, der som konsekvens heraf betegne-des som mekaniserede divisioner, og altså var såvel mere bevægelige som mere slagkraftige. Man formodede ud fra forskellige oplysninger, at de vest-lige polske militærdistrikter Pommern og Schlesien (Ÿl˛

ask) som følge af ud-bygningen ville kunne opstille en armé hver, således at det pommerske mili-tærdistrikt opstillede en mekaniseret armé, medens det schlesiske militærdi-strikt opstillede en panserarmé. Endelig vurderedes det, at Warszawas militær-distrikt ville opstille en armé til 2. echelon, dvs. opstillet bag de to andre ar-meer. Den danske vurdering var i 1970, at de polske styrker kun på sekundære områder (territorialforsvar, grænse- og kystbevogtning) ville blive ført af egne stabe.65 Med andre ord: polakkerne skulle gå i krig ledet af sovjetiske stabe. Som vi skal se i det følgende, var det ikke aftalen mellem polakker og russer efter 1961.

Den polske hærs styrketal blev i 1960’erne sat til ca. 185.000 mand i felthæren og op til ca. 80.000 mand i territorialforsvaret. Vurderingen af det samlede styrketal i det polske forsvar var mere svingende; det sattes i 1969 til ca.

275.000 mand. Af den polske felthærs 15 divisioner formodedes de 10 at være designeret til Warszawapagten og således indgå i de styrker, der ville få frontopgaver ved starten af en krig.66 Siden 1964 gik man ud fra, at den polske hær var udrustet med Scud- og Frog-missiler, men man konstaterede samme år, at det ikke kunne bekræftes, at der eksisterede depoter for atomkrigsladninger til disse missiler hverken i Polen eller Østtyskland.67 I øvrigt syntes vurderingen af den polske hærs kampevne at være voksende, idet det i 1969 hed: „Kampværdien af de polske styrker vurderes – specielt forsvarsmæssigt – at være høj“.68

Den østtyske hær blev i 1968 anslået til at omfatte ca. 145.000 mand, af hvilke de ca. 90.000 var egentlig kampstyrke. Det var på dette tidspunkt vur-deringen, at de østtyske styrkers kampværdi stadig blev øget, og at de teknisk hørte til blandt de bedste hære inden for kredsen af folkedemokratier. Det anførtes i 1969, at de to østtyske panserdivisioner var udrustet med T-55-

-

64 Halvårsov. 2/1969, s. 39. FE’s arkiv.


65 Supplement til halvårsov. 1 og 2/1969, s. 47. FE’s arkiv.


66 Halvårsov. 2/1964, s. 43ff; Halvårsov. 2/1969, s. 51. FE’s arkiv.


67 Halvårsov. 2/1964, s. 80. FE’s arkiv.


68 Halvårsov. 1/1969, s. 57. FE’s arkiv.

-

-

-

-

kampvogne og den samlede vurdering var i 1969, at den østtyske hær „materielt set rådede over et helt tidssvarende panservåben“.69

Hvor store styrker kunne Warszawapagtlandene så rette mod Vesten i en krig? I 1964 er det antagelsen, at de samlede Warszawapagt-styrker til indsæt-telse i begyndelsen af en „større offensiv“ udgjorde 44-46 divisioner, hvortil kom yderligere 16-20 divisioner, der kunne tilføres hurtigt (inden seks dage), således at der alt i alt ville være 60-66 divisioner til rådighed til en offensiv mod Vest.70

Flådestyrker

Ifølge oversigterne var det østlige flådebillede op gennem 1960’erne præget af en „rolig udvikling“. Bag den rolige overflade gjorde en række nye tenden-ser sig dog gældende, således generelt en større østlig årvågenhed og mere aktiv efterretningsindhentning. Fra januar 1964 indførtes således en skærpet østlig overvågning, dvs. konstant tilstedeværelse, i området Falsterbo-Stevns.71 I 1965 hæfter man sig ud over den voksende amfibiekapacitet i Øst over tilgangen af Osa-missilfartøjer til den polske og den østtyske flåde, der ifølge vurderingen indebar „en ret betydelig forøgelse af den østtyske og den polske flådes slagkraft“.72 De to flåder havde i slutningen af 1960’erne hver 12 enheder af denne type.73

I 1969 bemærkes det, at den sovjetiske østersøflåde var inde i en udvikling, hvor de store missilbærende enheder (krydsere og destroyere) blev flyttet bort fra Østersøen, men hvor det stadig var usikkert, hvem der skulle overtage deres opgaver. Der blev som mulighed peget på såvel udvikling af mindre far-tøjstyper som på brug af fly og landbaserede missiler. I den samlede afvejning hæftede man sig dog især ved indførelsen (fra sommeren 1969) af den nye hurtigtgående missilkorvet af Nanuchka-klassen, der vurderedes at have øget den maritime trussel i Østersøen, idet denne klasse ikke besad de begræns-ninger, der kendetegnede de ovenfor nævnte Osa-missilfartøjer, der havde nedsat operationsduelighed i dårligt vejr. Samtidig gjorde man opmærksom på, at de sovjetiske nybygninger ikke blev udstyret til minelægning og så dette som en indikator af, at Sovjetunionen enten ikke betragtede minekrigsførelse

69 Halvårsov. 1/1968, s. 49-51; Halvårsov. 2/1969, s. 50. FE’s arkiv. 70 Halvårsov. 1/1964, s. 52. FE’s arkiv. 71 Ugeoversigt 4/1964. FE’s arkiv. – I Ugeoversigt 5/1964 hedder det kort, at den nye overvågningspraksis muligvis skal sættes i forbindelse med de nyligt foretagne ændringer i dansk sømilitær organisation. 72 Halvårsov. 2/1965, s. 7. FE’s arkiv. Ifølge samme oversigt (henholdsvis s. 42f, 46ff, 48) var der i den sovjetiske Østersøflåde fem krydsere, 23 jagere, 21 fregatter, 71 ubåde, 44 motormissilbåde, 119 mo-tortorpedobåde, 158 amfibieskibe og –både; i den polske flåde: tre jagere, 11 ubåde, fire motormis-silbåde, 24 landgangsfartøjer; i den østtyske flåde: fire fregatter, 27 motortorpedobåde, ni motor-missilbåde, 18 landgangsfartøjer. 73 Halvårsov. 1/1969, s. 64 og 67. FE’s arkiv. – Hver missilbåd var udrustet med fire „Styx“-missiler.

K50 22 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-

-

Russisk landgangsfartøj af Polnocny-klassen. (Søværnets Fototjeneste/ Marinens Bibliotek).

-

-

som lønnende eller også anvendte civile skibe til dette formål (eksempelvis trawlere). Det konstateredes dog straks, at man ikke har set trawlere inddra-get i flådeøvelser.74

Den overordnede tolkning var fortsat, at østflåderne i første række skulle løse defensive opgaver i form af sikring af egne kyster samt ødelæggelse af vestlige enheder, der trængte ind i Østersøen. Den østlige amfibievirksomhed blev som tidligere nøje fulgt, men vurderedes i begyndelsen og midten af 1960’erne af efterretningstjenesten ikke at have antaget urovækkende dimen-sioner. Det er dog tydeligt, at man havde visse vanskeligheder med at tolke in-tentionerne bag udvidelsen af den østlige amfibiekapacitet. Indtil midten af 1960’erne synes man at have tolket den voksende amfibieudvikling i Øst i de-fensiv retning. Til grund for denne vurdering lagde man ikke mindst, at man ikke havde iagttaget større offensivt betonede landsætningsoperationer med deltagelse af støtteenheder.75 De forskellige analyser og tolkninger af denne udvikling vil blive behandlet særskilt i det følgende afsnit om analysearbejdet Truslen mod Danmark fra 1965. Her vil vi blot følge udviklingen inden for am-fibiekapabiliteten frem til 1970.

Vurderingen var allerede i 1963, at østsiden tilstræbte „en større amfibieka-pacitet“ med hensyn til større og mindre landgangsfartøjer.76 I 1964 registre-redes det, at den polske flåde havde fået tilgang af to enheder af et større landgangsfartøj af Polnocny-klassen, og at yderligere tilgang ventedes. Polak-kerne byggede også en mindre landgangsbåd (Plemewo-klassen), der havde foretaget prøvesejlads i sommeren 1963, men endnu ikke var tilgået flåden.77

-

74 Halvårsov. 2/1969, s. 6 og 60f. FE’s arkiv.


75 Dette betones i Halvårsov. 2/1965, s. 49. FE’s arkiv.


76 Halvårsov. 2/1963, s. 60. FE’s arkiv.


77 Halvårsov. 1/1964, s. 81. FE’s arkiv.

-

-

-

-

Pr. 1. oktober 1965 var der tilgået den polske flåde ni enheder af Polnocny-klassen og et tilsvarende antal syntes leveret til den sovjetiske flåde. I 1969 rå-dede den polske flåde over hele 19 enheder af denne moderne landsætnings-fartøjstype, medens den sovjetiske østersøflåde besad 16 landgangsfartøjer af Polnocny-klassen og to af Alligator-klassen.78 I vurderingen af den polske udvikling taltes i 1969 om både „en hastig forøgelse af amfibieløftekapacitet“ og om „en mere avanceret amfibietaktik“.79

I 1963 konstaterede man, at østtyskerne havde bygget 12 stk. landsætnings-skibe af Labo-klassen, og at et nyt og større fartøj af Robbe-klassen havde fore-taget prøvesejlads. I 1969 rådede østtyskerne over sammenlagt 18 landsæt-ningsfartøjer.80

En ny tendens var ligeledes den sovjetiske opbygning af et marineinfanteri i Østersøområdet. I 1964 bemærkede FE, at marineinfanteriet tilsyneladende var blevet genoprettet efter at have været nedlagt siden midten af 1950’erne; FE valgte ved den lejlighed at knytte et vist forbehold til betegnelsen „mari-neinfanteri“. Det vurderedes, at den nye styrke var beregnet til amfibieope-rationer på ganske kort afstand – hvormed det antydedes, at styrken ikke havde særlig relevans for Danmark og at den kun omfattede mindre enhe-der.81 Senere hed det: „Bemærkelsesværdig er genoprettelsen af et sovjetisk marineinfanteri. Oplysningerne herom er imidlertid så sparsomme, at det ikke er muligt at vurdere størrelse og opgaver for disse enheder“.

En lignende forsigtighed kom til orde, efter at det i 1964 blev registreret, at den 23. polske mekaniserede division var under omdannelse til en special-enhed med marineinfanteriopgaver (bærende lyseblå baretter). I en 14-dages oversigt fra august 1964 blev det meddelt, at dele af divisionen første gang op-trådte offentligt i den nye funktion ved paraden den 22. juli 1964 i Warszawa. Specielt hæftede man sig i FE ved, at styrken var tildelt det sovjetiske amfibie-transportkøretøj K-71, hvilket affødte følgende kommentar: „Tildelingen af K-71, der kun i begrænset omfang er observeret ved de sovjetiske styrker, an-giver den betydning, der fra sovjetisk side tillægges denne formation“.82 I den senere halvårsoversigt var det dog den foreløbige vurdering, at der ikke var tale om „en egentlig offensiv styrke“, men om en styrke, der kunne sættes ind til kystforsvarsopgaver.83 Den formodedes således også kun at have begrænset relevans for Danmark. Først i 1970’erne blev det klart for FE, at disse polske specialenheder havde Danmark som hovedopgave.

-

78.Halvårsov. 2/1965, s. 47; Halvårsov. 2/1969, s. 57. FE’s arkiv.


79 Halvårsov. 2/1969, s. 57. FE’s arkiv. – Her sigtes muligvis til de indhentede oplysninger omWarszawapagtøvelsen „Odra-Nysa 69“ afholdt i Vestpolen i september 1969, hvor en omfattende brugaf helikoptere i forbindelse med amfibieoperationer blev dokumenteret (Supplement til Halvårsov.1-2/1969, 1970, s. 48ff. FE’s arkiv).80 Halvårsov. 1/1969, s. 66. FE’s arkiv.


81 Halvårsov. 2/1964, s. 36. FE’s arkiv.


82 14 dages-oversigt 33-34/1964. FE’s arkiv.


83 Halvårsov. 2/1964, s. 44f.s FE’s arkiv.

-

-

-

-

I august 1964 meddelte FE tillige, at der var iagttaget amfibieuddannelse ved to regimenter under den 8. østtyske motoriserede infanteridivision. Styrkerne havde øvet ind- og udladning af landsætningsfartøjer. En nærmere vurdering blev ikke givet.84

Flystyrker

En hovedopgave for efterretningstjenesten var til stadighed at følge aktivitetsniveauet på flyområdet i øst. Dette skete primært ved at følge og analysere de spor, flyene satte på radarskærme under deres flyvninger. Herigennem kunne det konstateres, om der skete svingninger med hensyn til totalaktiviteten fra periode til periode og fra område til område. Specielt blev der holdt øje med natflyvningsprocenten. Formålet var at konstatere indikatorer på en eventuel styrkeopbygning, der kunne være tegn på angreb, men også at konstatere ændringer med hensyn til træning og øvelser m.m.85 Generelt tegnede der sig et billede af en uafladelig øvelsesaktivitet, hvor der øvedes såvel offensive missioner (herunder bombninger) som defensive (luftforsvarsøvelser).

Den samlede flystyrke i Østtyskland, Polen og Baltikum militærdistrikt ud-gjorde i anden halvdel af 1964 3986 fly, hvilket svarede til 25 % af Sovjetblok-kens samlede antal fly. Den samlede styrke af sovjetiske taktiske fly ved de tre sovjetiske luftarmeer i det danske nærområde (DDR, Polen og Baltiske mili-tærdistrikt) opgjordes i 1969 til henholdsvis 1038, 365 og 280 fly. Det polske luftvåben rådede på samme tidspunkt over ca. 900 kampfly og DDR over 254.86

Vurderingen på flyområdet var, at Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne havde startet en konvertering til moderne fly, der var afsluttet i 1966. Konverteringen ville indebære en øget kampkraft på grund af overgang til overlydsfly og fly med altvejrsudstyr. Ved de andre østlige flyvevåben fandt konverteringen først sted i slutningen af 1960’erne. I 1969 var ca. 80 % blevet konverteret ved det østtyske luftvåben, medens kun ca. 33 % var blevet konverteret ved det polske luftvåben.87

-

Studien Truslen mod Danmark (1965)

I foråret 1965 udarbejdede Forsvarsstabens Efterretningssektion som det danske bidrag til en efterretningskonference under NATO’s Nordkommando

-

84 14 dages-oversigt 33-34/1964, s. 15. FE’s arkiv.


85 Til illustration hedder det i en 14 dages oversigt fra november 1964 om flyaktiviteten: „Imidlertid


udgjorde aktiviteten over Polen mere end 2/3 af den samlede aktivitet. (Den normale fordeling af


radarspor i de tre områder er som følger: Østtyskland 55 %, Polen 40 % og Baltikum MD 5 %)“. FE’s


arkiv. 14 dages-oversigt 46-57/1964, (dækkende 5.-18. november 1964), s. 19. FE’s arkiv.


86 Halvårsov. 1/1969, s. 74ff og Tillæg 1. FE’s arkiv.


87 E.reg. 76/69 af 13. januar 1969. Arkiv 350.01. Ændringer i de land-, sø- og luftmilitære styrkeforhold iØstersøområdet siden medio 1966, s. 3. FE’s arkiv.

-

-

-

-

(AFNORTH) studien Truslen mod Danmark. Studien, der også udkom i en identisk engelsksproget version, var på 42 sider, hvortil kom 11 bilag. Studien imødekom tilsyneladende et øget behov for en bredere anlagt trusselsvur-dering. Det blev i den følgende tid imødekommet gennem udsendelse af re-viderede udgaver, af hvilke den første kom i 1968. De (gennem rettelsesblade) reviderede versioner frem til 1974 er dog tilintetgjort af FE, således at det før-ste hele eksemplar af studien efter 1965-udgaven daterer sig fra 1978.88 Den trusselsvurdering, der var nedlagt i de tilintetgjorte versioner, fremgår dog af FE’s øvrige materiale.

Medens studien fra 1965 er en relativt kortfattet undersøgelse af en mulig amfibietrussel mod Sjælland under krig, skiftede de senere udgaver karakter, idet de fra 1970’erne fik en funktion som reference- og planlægningsinstru-ment for civile og militære myndigheder.89 Denne funktion bibeholdtes også efter, at den kolde krig var afsluttet. Såvel emneudvalg som omfang voksede stærkt, således at 1978-udgaven var på hele 18 kapitler med ca. 200 sider tekst, hvortil kom 10 bilag; studien behandlede nu også truslen mod Grønland og Færøerne. Udvidelsen af brugerkredsen bevirkede, at kun de mere følsomme emner (således bl.a. vurderingerne af de mulige fjendtlige angrebsoperatio-ner mod Danmark) fik højeste klassifikationsgrad, medens andre emner var klassificeret „Fortrolig“ eller „Hemmelig“ eller uklassificeret og dermed kun-ne udnyttes f.eks. i den militære undervisning.

1965-udgaven fokuserer – efter at have behandlet de overordnede strate-giske faktorer og de østlige militære kapabiliteter specielt i Danmarks nærom-råde – på det, der blev kaldt „Sjællandsoperationen“, dvs. en af Warszawa-pagtlandene iværksat landsætnings- og luftlandeoperation mod den sjælland-ske øgruppe, medens det forudsete angreb op i Jylland og over på Fyn ikke behandledes nøjere i studien. Det må forudsættes, at operationen mod Jylland er blevet behandlet mere indgående i den tilsyneladende samtidigt udarbejdede tyske studie, der forgæves er søgt i FE’s arkiv. Fra norsk side ud-

88 Reg.nr. 6349/65 I; Arkiv: K1p. Danmark. FE’s arkiv. Udarbejdet i 30 eksemplarer. Hertil kom en identisk engelsksproget version The Threat against Denmark fremstillet i 25 eksemplarer. ( FE’s arkiv: Reg.nr. 6349/65; Arkiv:350.22). Den oprindelige klassifikation var „Yderst hemmelig“. En række af bilagene er 2005 fortsat klassificerede. – Den arkivmæssige status for studien er ifølge det af FE udar-bejdede papir „“Oversigt over status for „Truslen mod Danmark“ 1965-1991“„ følgende: En revideret version udsendtes i 1968. Den er brændt. Rettelsesblade udsendt 1969, 1971 (2) og 1972 (2) er lige-ledes brændt. Rettelsesbladene for 1974 (to udgaver), 1975, 1976 (to udgaver) findes bevaret i mere eller mindre rudimentær tilstand. Fra 11. rettede udgave 1978 er studien komplet. I 1980erne ud-sendtes studien under en ny form. Udgivelsesårene er 1980/81, 1984, 1985, 1986, 1988 og med se-parate dele for truslen mod Færøerne og Grønland i 1980 og 1985. På en vedhæftet note er skrevet i hånden: „Tilsvarende arbejdsgrundlag udarbejdes af CHOD/NOR-WAY og HOD/GERMANY for det nordlige område (FINMARKEN) hhv. den jyske halvø“. 89 Jf. forordet til udgaven fra 1978 (FE’s arkiv), hvor det hedder, at studien „er udarbejdet til brug for overordnede nationale civile og militære myndigheders planlægning i forbindelse med totalfor-svaret af dansk område, dvs. Danmark, Færøerne og Grønland“. Oplaget er nu 70 eksemplarer.

K50 26 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-

-

-

arbejdedes en studie af truslen mod Finmarken til samme konference. Den har heller ikke kunnet opspores i FE’s arkiv.

Truslen mod Danmark fra 1965 beskæftiger sig overvejende med en gennem-gang af konfliktmodeller og med de kapabiliteter, Øst i tilfælde af en større krig mellem Øst og Vest forventedes at gøre brug af mod Danmark. Den går derimod ikke ind på spørgsmålet om Sovjetunionens intentioner eller om ri-sikoen/sandsynligheden for en sådan storkrig.

I det vigtige spørgsmål om varslet, der blev defineret som kompromittering af overraskelsesmomentet, forudsås det, at der fra Sovjetunionens side ville blive givet et strategisk varsel i form af erkendbare civile og militære forbere-delser forud for en total krig. Det blev vurderet, at kun en direkte fejlvurde-ring ville kunne udløse en krig, uden at det strategiske varsel var blevet givet. Det blev ikke angivet, hvilken tidsperiode det strategiske varsel omfattede. Om det taktiske varsel var det tolkningen, at der i ugunstigste tilfælde ikke ville blive givet noget.

Konfliktmodeller

Studien byggede på en række forudsætninger og præmisser for et konfliktforløb, der blev fremlagt og begrundet, nemlig:

-
-

–
Offensiven ville være det bærende princip for Øst;

-

–
Strategisk betydning for Sovjetunionen havde – ud over bekæmpelsen af NATO-landenes kernevåbenstyrker – felttoget mod Centralfronten og af-skæring af Vestens forbindelseslinjer over Atlanten;

-

–
Dansk område var ikke et strategisk mål for Sovjetunionen i en totalkrigs indledende fase, men betydningen af at beherske området ville være voksende fra D+20;

-

–
Sverige ville ikke blive angrebet i en krigs indledende fase;

-

–
Begrænset østlig indsættelse af taktiske kernevåben – derimod ikke af strategiske kernevåben – mod dansk og slesvig-holstensk område var en mulighed.

En bærende tanke i studien var, at Sovjetunionen var tvunget til at skabe for-udsætninger for succes på Centralfronten i en konflikts allerførste dage og derfor ville afstå fra en tidlig operation mod Danmark, der kunne bidrage til at splitte ressourcerne. Altså nogenlunde samme vurdering af Danmarks rolle i konfliktforløbet som i 1950’erne. Danmark forventedes dog at mærke kri-gen allerede fra første dag, idet Øst forventedes at søge at sætte en række dan-ske nøglepunkter (stabe, radarstationer, flyvepladser m.m.) ud af kraft fra en krigs begyndelse. Desuden forudsatte analysen, at Øst ville søge at forhindre, at minering af de danske stræder fandt sted. Kampe kunne således forventes omkring indløbene til stræderne. Den egentlige Danmarksoperation formo-

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K50 27

-

-

-

-

dedes først startet, når Warszawapagten kunne overskue udfaldet af operatio-nerne på Centralfronten. Indtil da ventedes man at bruge hovedkræfterne mod vest og opretholde en ikke ressourcekrævende flankesikring mod Jylland udført af måske tre sovjetiske divisioner. Denne styrke forventedes senere styr-ket med en armé med henblik på det egentlige angreb på Jylland.

Studien vurderede som nævnt, at fremgang – eller udsigt til fremgang – på Centralfronten i en almindelig krigs første dage ville være en nødvendig for-udsætning for iværksættelse af et egentligt angreb på Danmark. Opfyldtes denne forudsætning imidlertid, kunne der imødeses et forsøg på besættelse af Danmark på et tidspunkt inden D+10. I den sammenhæng vurderede stu-dien, at to hovedoperationer kunne forventes, nemlig „Jyllandsoperationen“ (omfattende også Slesvig-Holsten og Fyn) og „Sjællandsoperationen“(omfat-tende også Lolland-Falster, Møn og Bornholm). De yderst relevante spørgs-mål om valg af hovedangrebsretning og angrebstidspunkt blev belyst under en gennemgang af fire mulige militære udviklinger, nemlig:

-
-

–
(a) Samtidig Jyllandsoperation og Sjællandsoperation på D-dag;

-

–
(b) Sjællandsoperation mellem D+2 og D+10, Jyllandsoperation senere;

-

–
(c) Jyllandsoperation mellem D og D+10, Sjællandsoperation senere;

-

–
(d) Jyllandsoperation og Sjællandsoperation fra D+10.

Af disse fire muligheder blev et meget tidligt (a) og et sent angreb (d) skøn-net mindre sandsynlige. Mulighed (a) fordi Sovjetunionen ifølge studien ikke kunne påregne sø- og luftoverlegenhed i det danske område fra starten af en krig, hvorfor en landsætningsoperation ville være for risikabel; mulighed (d) fordi den ville give Vesten mulighed for at forstærke Jylland, og fordi man ville komme for sent i gang med at rydde stræderne for miner inden D+20, fra hvilket tidspunkt behovet for gennemsejling som nævnt skønnedes vok-sende. Mulighed (d) udelukkedes dog ikke helt ud fra den begrundelse, at en næsten afgjort offensiv på Centralfronten ville skabe forudsætninger for hur-tigt at etablere kontrol over Danmark. Tilbage stod (b) og (c), der af studien skønnedes lige sandsynlige, men af hvilke kun operationen mod Sjælland nøjere analyseredes.

Når Jyllandsoperationen og Sjællandsoperationen ikke kunne iværksættes samtidigt, men formodedes forskudt med op til en uge i forhold til hinanden, blev det set i sammenhæng med, at udviklingen på Centralfronten formode-des at være udslaggivende. Hvis der opstod problemer for Øst på denne front, formodedes Sjælland at blive angrebet først. Havde angrebet mod Vesteuropa imidlertid fremgang, ville Jylland komme først. Men Jylland kunne først an-gribes, efter at 2. echelon-styrker var ført frem. Man udelukkede ikke, at Jyllandsoperationen ville blive videreført over Fyn til Sjælland.

Hvorfor skulle Danmark besættes? Studien pegede på betydningen af etablering af flankesikring, på behovet for brug af de danske stræder, samt for

K50 28 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-

-

-

hindring af NATO-styrkers indtrængen i Østersøen. Betydningen af rådighe-den over stræderne påpeges, men overbetones på ingen måde for startfasen af en krig, idet der under omtalen af mulighed (c) blot tales om „Warszawapagt-flådernes begyndende behov for kontrol med gennemsejlingsfarvandene“.

Når analysen i Truslen mod Danmark valgte at fokusere på mulighed (b) og således ikke ventede en invasion af Sjælland i en krigs startfase, hvilede det på en afvejning, der igen byggede på følgende forudsætninger:

-
-

–
at en amfibieoperation mod Danmark ville være en „krævende operation“;

-

–
at operationens succes afhang af lokal luft- og søoverlegenhed. Denne ville ikke være sikret i de første dage af en krig;

-

–
at udviklingstendenserne på amfibieområdet i Øst ikke gav anledning til at tro, at Øst prioriterede en tidlig amfibieoperation.

Den afgørende præmis i studien var, at Øst under den formentlig forvirrede og uafklarede situation i de første dage af en totalkrig ikke kunne påregne den luftoverlegenhed, der ville være en hovedforudsætning for landsætnings-operationens succes. Det påpegedes også, at såvel den øvelsesmæssige som den kapabilitetsmæssige udvikling på amfibiesiden ikke syntes at styrke anta-gelsen om en tidlig invasion. Man hæftede sig udtrykkeligt ved, at Warszawa-pagt-øvelserne i 1963 og 1964 havde været ret begrænsede på amfibiesiden. Som det i et efterfølgende kapitel vil blive beskrevet, var der netop i midten af 1960’erne en flerårig pause i Warszawapagtens amfibieøvelser. Hvilket alt i alt førte til den for forsvarsforberedelserne meget afgørende konklusion, at den øjeblikkelige amfibiemæssige effektivitet i en større operation vurderedes at være „forholdsvis ringe“(s. 21); effektiviteten kunne dog styrkes gennem 2-3 måneders øvelser.

Substansen i studien var, som det kunne ventes, analysen af en landsæt-ningsoperation mod den sjællandske øgruppe. Ud fra militærgeografiske for-udsætninger forudså man, at hovedangrebet ville blive rettet mod Stevns, men at der ud fra spredningshensyn også ville ske landsætninger på Møn, Lolland-Falster og – senere – på Bornholm. Som det vil fremgå af det næste kapitel om den østlige operationsplan, var man med hensyn til landsætnings-stederne på rette spor. Det afgørende spørgsmål var selvfølgelig: hvor mange og hvilke styrker kunne overføres i første omgang for at etablere det nødven-dige brohoved på den sjællandske kyst?

Efter grundige beregninger blev den til rådighed stående styrke af østlige landsætningsfartøjer (i alt 96) pr. marts 1965 anslået til maksimalt at kunne laste og overføre i én bevægelse en styrke på ca. 5000 mand med kampvogne og pansrede mandskabsvogne (i alt henholdsvis 112 og 194), dvs. en redu-ceret motoriseret infanteridivision. Med denne styrke – der forventedes for-stærket med to luftbårne regimenter og op til to marineinfanteribataljoner –

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K50 29

-

-

-

-

formodedes Øst at kunne præstere et vellykket overraskelsesangreb på selve D-dag mod den sjællandske dækningsstyrke på kun én brigade. Og med en så-dan styrke, der dog betragtedes som en minimumsstyrke, ville Øst altså kunne bide sig fast i et brohoved. Men man skønnede fra dansk side ikke den mulig-hed for særlig sandsynlig på grund af de risici og ulemper, der var knyttet til et sådant hurtigt angreb.

Hvis de sjællandske styrker blev mobiliseret (fra D+2), således at der kunne optræde tre danske brigader mod en angrebsstyrke, skulle Øst overføre væ-sentligt flere styrker for at kunne danne brohoved. I så fald vurderedes mini-mumsstyrken til etablering af et brohoved at skulle beløbe sig til en hel østlig division (ca. 10.000 mand) forstærket med en luftbåren division, dvs. en styrke, der ikke kunne overføres i én bevægelse med den til rådighed stående amfibiekapacitet. Denne styrke skulle yderligere forstærkes med en division 1-2 dage efter. Det blev ikke berørt i studien, men konsekvensen af denne mo-del ville være, at angrebsstyrken skulle bruge flere sejladser eller basere sig på handelsskibe, hvilket indebar en yderligere risiko.

Under understregning af kompleksiteten i forskellige beregningsforsøg valgte studien i sidste ende at begrænse sig til at stille de to maksimalstyrker over for hinanden, nemlig 22.500 mand danske feltstyrker (plus 18.500 mand fra hjemmeværnet) mod en invasionsstyrke på ca. 25.000 mand (inklusive en luftbåren division) og gøre opmærksom på, at selv om den danske styrke nok talmæssigt ville være stærkere end en invasionsstyrke, så ville den sidstnævnte være bedre uddannet og på papiret stærkere udrustet med kampvogne og pansrede mandskabsvogne.

Hermed havde man givet et bud på et worst case-styrkemål, der kunne bru-ges som en grov parameter i kommende forsvarsplanlægning, men undladt at gå ind på komplekse scenarier for de kampe, der ville udspille sig i forbin-delse med en landgangsoperation. På dette punkt blev det ved antydninger. De risici, der knyttede sig til gennemførelsen af en større landsætningsopera-tion, er dog ikke ladt helt uomtalt. Således påpeges det, at lokal luftoverlegen-hed ville være nødvendigt for en invasions succes. Det skønnedes, at Øst ville kunne opnå en sådan med de ca. 200 fly, man formodede indsat i forbindelse med angrebet på Danmark. Men samtidig blev det sagt, at Øst ikke ville kunne opnå totalt luftherredømme over f.eks. et landsætningssted. Det ville ifølge studien stadig være muligt at trænge igennem med et lille antal vestlige fly udrustede med taktiske atomvåben, som ville kunne udrette betydelig skade under selve landsætningen. Hermed sagde det danske forsvar, at det ikke stod i Østs magt at forhindre, at Danmark og dets allierede brugte ker-nevåben i antiinvasionsforsvaret.

Her var man tæt på de midler, der fra dansk og allieret side ville blive an-vendt til afværgelse af et østligt invasionsforsøg. Den mulige anvendelse af kernevåben under landsætningsoperationen fra Østs side blev dog ikke tema-tiseret i studien, heller ikke konsekvenserne for forsvaret. Muligheden af en

K50 30 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-

-

-

begrænset indsættelse af østlige taktiske kernevåben blev opretholdt, medens man udelukkede – og formentligt fejlagtigt som det fremgår af de østlige ope-rationsplaner – at der kunne blive anvendt strategiske kernevåben mod Danmark i en krigssituation. Men studien rummer ingen gennemgang af ker-nevåbenscenarier, herunder vurdering af effekten af gentagne kernevåben-angreb mod en invasionsflåde.

Sammenfattende var det vurderingen, at Øst ikke havde kapabilitet til at vende sig mod Danmark med egentlige operationer i den indledende fase af en krig. Over for Jylland ville man nøjes med en flankesikring, og med hen-syn til en amfibieoperation mod Sjælland ville man formentlig kun vove en så krævende og hidtil ikke særligt højt prioriteret operationsform et stykke tid ind i en krig, og hvis en række operative forudsætninger var faldet på plads.

-

Ændret dansk trusselsvurdering omkring 1968

I slutningen af 1968 udbad Forsvarsudvalget sig – i forbindelse med udarbej-delsen af en ny forsvarslov – af Forsvarsministeriet en redegørelse for NATO’s vurdering med hensyn til ændringer i det militære styrkeforhold i Østersø-området siden midten af 1966. FE blev i januar 1969 sat til på få dage at ud-arbejde en redegørelse, der fik overskriften Ændringer i de land-, sø- og luftmili-tære styrkeforhold i Østersøområdet siden medio 1966.90 Det hedder lidt kryptisk i redegørelsens indledning, at „redegørelsen bygger på oplysninger tilgået fra NATO-myndigheder og dækker tillige Forsvarets Efterretningstjenestes opfat-telse“. FE synes at have valgt at bidrage med sin egen tolkning og ikke blot re-ferere de vurderinger, som fandtes i NATO-papirer.

1969-redegørelsen udtalte sig ikke om krigsrisikoen eller om sovjetiske in-tentioner, men skitserede med baggrund i de seneste sovjetiske aktiviteter og kapabilitetsudviklinger et lidt mere dystert trusselsbillede end i „Truslen mod Danmark“ fra 1965, svarende til de forhold, der i de seneste år var blevet frem-hævet i FE’s periodiske oversigter. Den ændrede trusselsvurdering blev be-grundet med styrkelsen af de sovjetiske sømilitære kapabiliteter (bl.a. nye skibstyper) samt med udvidelsen af de sovjetiske sømilitære aktiviteter på verdenshavene især i de seneste tre år. Sovjetunionen havde udvidet sit inter-esseområde for at understrege sin rolle som stormagt, men også for at kunne imødegå truslen fra den amerikanske flåde. Konklusionen for Danmark af ud-viklingen var: „I en krisesituation vurderes denne udvikling at medføre et øget sovjetisk behov for kontrol over bl.a. adgangsvejene til Østersøen“.

Vurderingen blev underbygget ved at påpege opbygningen af sovjetisk og polsk marineinfanteri i 1960’erne samt en „gennemgribende modernisering

90 E.reg. 76/69 af 13. januar 1969; Arkiv 350.01. Den er på 4 sider og stemplet „Hemmeligt“. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER K50 31

-

-

-

-

og forøgelse af amfibiekapaciteten ved de tre Warszawapagtflåder i Øster-søen“. Det blev understreget, at moderniseringen og forøgelsen især havde fundet sted i tiden fra de store Warszawapagt-amfibieøvelser i Østersøen i 1966 og til nu. Warszawapagten havde imidlertid ikke blot fået flere og bedre amfibiefartøjer. Øvelsesbilledet havde ifølge papiret ændret sig gennem af-holdelsen af omfattende flådeøvelser såvel i Atlanten som i Østersøen gen-nem de sidste tre år. En meget intens øvelsesaktivitet blev fra 1968 en daglig foreteelse tæt ved de danske farvande, i enkelte tilfælde i danske farvande. Konklusionen herpå var, at der var skabt „et øvelsesmønster, der betragtes som „normalt“, men muliggør aktioner mod dansk område med minimale muligheder for varsling“. Hvad der specifikt kendetegnede det nye øvelses-mønster i forhold til det gamle, blev der ikke nærmere redegjort for. Ord-lyden må tages som udtryk for, at muligheden for at få et taktisk varsel vur-deredes som reduceret i forhold til 1965.

Med hensyn til de landmilitære forhold var der ifølge redegørelsen ikke sket væsentlige ændringer med hensyn til personelstyrke og troppernes dislo-cering i Danmarks nærområde. Det bemærkedes dog, at nye typer af pans-rede mandskabsvogne i hovedsagen var blevet leveret til de sovjetiske enhe-der disloceret i den vestlige og nordvestlige del af Østtyskland. Heri måtte ligge en uudtalt vurdering af, at den sovjetiske landmilitære kapabilitet var øget på et afsnit, der havde betydning for Danmark. På flysiden påpegedes den øgede sovjetiske troppetransportkapacitet samt jagerstyrkernes øgede kampeffektivitet som konsekvens af ny udrustning.

Alt i alt var den danske vurdering ved årsskiftet 1968/1969, at Sovjetunio-nen havde indledt et omfattende forsøg på konsolidering af sin fremskudte forsvarslinje, og at det derfor i højere grad end tidligere havde interesse i at beherske de danske stræder under krig. Med denne konstatering kunne de vurderinger, der var fremsat i Truslen mod Danmark næppe opretholdes. Sovjetunionen blev tillagt et øget incitament, hvilket næppe kunne undgå at få konsekvenser i retning af en tidligere indsats såvel i kampen om herre-dømmet over stræderne som med hensyn til en eventuel amfibieoperation. De videre konsekvenser for dansk forsvar blev dog ikke draget i dette korte papir.

Først et af FE udarbejdet papir fra februar 1970 sagde klart, at truslen mod Danmark måtte vurderes som værende „forøget“, idet mulighederne for at gennemføre et angreb mod dansk område var øget, ligesom et angreb kunne gennemføres uden nævneværdigt varsel såvel af sovjetiske styrker som af „stedfortrædende“ ikke-sovjetiske styrker. I dette papir fokuseredes ikke mindst på ændringen af den sovjetiske militærstrategi, som havde gjort denne mere globalt præget og offensiv. Dette gav adgangsvejene til Østersøen øget betydning. Østersøen var også hjemsted for 40 til 50 % af den sovjetiske han-delsflåde, hed det. Som tidligere blev det betonet, at truslen mod Danmark var vokset gennem udbygning af et marineinfanteri og af amfibiekapaciteten.

K50 32 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

-

-

-

-

Hertil kom at øvelser og patruljeaktivitet var blevet kraftigt intensiveret i Østersøen og samtidig flyttet længere og længere vestpå.91

Papiret fra 1970 udbyggede desuden den nationale trusselsvurdering med et nyt element, idet det gjorde gældende, at truslen mod Danmark nu skøn-nedes øget i kraft af, at Sovjetunionen havde ændret sin kernevåbenstrategi ved at tro på en højere eskalationstærskel, dvs. ved at tro på muligheden af en konventionel indsats mod et begrænset område, uden at denne indsats star-tede eskalering til en generel kernevåbenkrig. Uden at det nærmere blev be-grundet blev denne udvikling vurderet at indebære en øget trussel for såvel et direkte militært angreb på Danmark som for sovjetiske politiske pressions-forsøg i fredstid. Den ikke udtalte argumentation må antages at bygge på fore-stillingen om, at den nu eksisterende balance med hensyn til strategiske ker-nevåben ville give Sovjetunionen militære og politiske handlemuligheder, som den ikke havde haft, medens USA havde overvægt med hensyn til de stra-tegiske våben.

Fokuserer vi specielt på situationen på amfibieområdet ved årsskiftet 1969-1970, var den, som omtalt under flådekapabiliteter, kendetegnet ved en gan-ske stor tilgang af moderne, relativt store landsætningsfartøjer til den sovjeti-ske og den polske flåde inden for de seneste år. Denne udvikling gav dog ikke anledning til nogen alarmistisk vurdering af den trussel mod Danmark, der kunne siges at udgå fra den voksende østlige amfibiekapacitet. Amfibieope-rationerne, der dog nu i modsætning til vurderingen omkring 1965 blev ka-rakteriseret som „offensive“, blev set som én af de opgaver, de østlige flåder skulle løse inden for et helt spektrum af opgaver, herunder også mere defen-sive opgaver i form af forsvar af egne kyster og imødegåelse af vestlige flåde-angreb ind i Østersøen. Det blev ikke sagt, at Danmark var det sandsynligste angrebsmål, og den samlede vurdering var på den baggrund den forholdsvis afdæmpede, at „kun den samlede WP-styrke vil være tilstrækkelig til udførelse af et søbåret angreb, og da kun mod ét område, såfremt operationens gen-nemførelse ønskes sikret“.92 Med andre ord sagde FE, at hvis Øst ville foretage en invasion af Sjælland og være nogenlunde sikker på succes, kunne det alene ske ved indsættelse af den samlede østlige amfibiekapacitet.

Set ud fra interessemæssige og kapabilitetsmæssige overvejelser tegnede FE således et ændret og lidt mere dystert trusselsbillede på overgangen til det nye årti, men det var billedet på kapabilitetssiden. Hvorledes stillede det sig på in-tentionssiden? Indebar udviklingen, at sandsynligheden for krig var voksen-de? Dette spørgsmål havde efterretningstjenesten taget stilling til i et papir fra oktober 1968, der formentlig var affødt af begivenhederne i Tjekkoslovakiet, og hvor den udtalte sig om truslen, som den så ud for øjeblikket og forvente-

-

91 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. 5 sider. Klassifikation: „Til tjenestebrug“. K/p Danmark, 18.februar 1970. FE’s arkiv.92 Halvårsov. 2/1969, s. 61. FE’s arkiv.

-

-

-

-

des at se ud de nærmest kommende år. I dette papir fra oktober 1968 hed det, at sandsynligheden for en konflikt mellem NATO og Warszawapagt-landene „var ringe“, men at man på grund af Warszawapagtens betydelige konventio-nelle overlegenhed og en ændring til Sovjetunionens fordel i det strategiske nukleare magtforhold ikke kunne udelukke muligheden for en konflikt i fremtiden. Denne vurdering af sandsynligheden for en konflikt mellem Øst og Vest viste sig at være levedygtig. Den blev bibeholdt i de bevarede udgaver af Truslen mod Danmark fra 1970’erne.

Hvis vurderingen af sandsynligheden for en Øst-Vest-konflikt var relativt be-roligende, var præmisserne for vurderingen det i mindre grad. Det blev frem-hævet – dog uden specifik begrundelse – at der var større fare end tidligere for, at Sovjetunionen ville anvende sin styrke „som politisk afpresningsmid-del“ – og med en konventionel konflikt som muligt resultat. Det blev også slået fast, at der ikke var tegn på varig afspænding mellem Øst og Vest i sigte. Vel havde Sovjetunionen indtil dato indtaget en „afventende holdning“ over for Vesteuropa, men det skyldtes vestlig beslutsomhed eller fysisk styrke. Ud fra den leninistiske situationsbedømmelse ekspanderede Sovjetunionen nem-lig, hvor den følte, at der eksisterede et magttomrum, hed det.

Fremtidige konflikter mellem Øst og Vest var ifølge efterretningstjenesten mulige, hvis:

-
-

–
Sovjetunionen opnåede en klar overvægt på kernevåbenområdet;

-

–
hvis Warszawapagten tvivlede om solidariteten inden for NATO eller på alliancens evne til at forsvare sig;

-

–
hvis indre uro afgørende svækkede et eller flere NATO-lande.

Endelig vurderedes det, at en konflikt kunne opstå som følge af strid inden for Warszawapagten eller som følge af en fejlberegning af Vestens hensigter.93

Sammenfattende må det betones, at det nok er vigtigt at lægge nogle distinktioner og en tidsdimension ind i billedet for at forstå den danske trus-selsvurdering omkring 1970. Det var helt klart, at den internationale spænding i 1960’ernes slutning var mindsket betydeligt i forhold til Berlinkrisernes tid

– selv udsendelsen af efterretningsrapporterne vidnede om dette forhold, idet de fra 1970 kun udsendtes hver måned. Dette skyldtes bl.a., som FE anty-dede, at den trussel, der udgik fra Sovjetunionens spændingsskabende for-købsstrategi fra 1950’erne var mindsket, i og med at landet nu besad mere el-ler mindre usårlige kernevåben. Truslen om forkøbsslag var således mindsket. Som vi skal se i det nærmest følgende, var det vedblivende opfattelsen, at krigs-sandsynligheden var ringe og kunne holdes på dette niveau, hvis Vesten op-trådte samlet.

93 Hvilken trussel eksisterer i dag og forventes at ville eksistere i de nærmeste kommende år? (Oktober 1968). K/p Danmark, 16. oktober 1968. FE’s arkiv.

Det er vigtigt at slå fast, at når truslen i 1970-papiret anses for øget, skal det ses i forhold til den kapabilitets- og intentionsbeskrivelse, der var givet i Truslen mod Danmark fra 1965, der må opfattes som referencerammen – og ikke f.eks. forholdene i 1950’erne. Østblokken øvede omkring 1970 til forskel fra 1965 offensive og mere avancerede amfibieoperationer med en voksende flåde af landsætningsfartøjer, fordi de nu fandt, at en hurtig besættelse af Danmark var nødvendig i tilfælde af krig. At truslen vurderedes som øget i 1970 var en relativ vurdering, der betød, at hvis krigen kom, ville Danmark blive hurtigere involveret end i 1965 og ville også blive angrebet af en flåde med større kapabilitet. At truslen om politisk pression i fredstid var vokset blev også påpeget, men ikke begrundet. Det skal tillige bemærkes, at der ikke i det her anførte materiale fra omkring 1970 blev foretaget egentlige styrke-sammenligninger. Det blev heller ikke sagt, at Danmarks forsvarsevne – der jo gennem 1960’erne styrkedes ved forsvarssamarbejdet med Vesttyskland – nu skønnedes ringere.

Chapter 2 - Research and sources

Follows chapter 2 of the report in Danish: If you need a version to download, read or print, please use the link to the download center in the right hand column.

2. Forskning og kilder

Den kolde krig er behandlet i et utal af historiske og samfundsvidenskabelige publikationer. En første strukturering af litteraturen kan ske ved at identificere og karakterisere tre hovedgrupper af historiografiske skoler om den kolde krig, betegnet traditionalisme, revisionisme og post-revisionisme. De tre skoler blev udviklet under den kolde krig og er blevet gængse i den faglige debat.
Efter afslutningen på den kolde krig betegnes de tilsammen den ’gamle’ koldkrigshistorie.1 Heroverfor står den såkaldt ’nye’ koldkrigshistorie, der omfatter analyser og redegørelser udviklet efter den kolde krig, og som på flere måder ligger i forlængelse af post-revisionismen, men har andre dimensioner og indeholder andre delingslinjer end de tre skoler. Den ’nye’ koldkrigshistorie er også karakteriseret ved inddragelse af arkiver i Rusland og Østeuropa, der ikke var tilgængelige under de kommunistiske regimer.2
Endvidere er arkiver fra Kina blevet tilgængelige. Mens den ’gamle’ koldkrigshistorie måtte behandle emnet som en fortsat og evt. vedvarende storpolitisk betingelse, hvor man alene kunne bestemme et begyndelsestidspunkt, kan den ’nye’ koldkrigshistorie analysere emnet som afgrænset af både en begyndelse og en afslutning.
Forskningen i den kolde krig er imidlertid langt mere omfattende end den forskning, der umiddelbart klassificeres som ’gammel’ og ’ny’ koldkrigshistorie. Først og fremmest omfatter den også en lang række artikler og bøger publiceret af politologer, historikere og andre samfundsforskere under og efter den kolde krig. I en introduktion til koldkrigsforskningen må man også omtale denne forskning, som beskriver og forklarer forholdet mellem Øst og Vest fra slutningen af 1940’erne til Berlinmurens fald i 1989 og diskuterer metodiske spørgsmål, der i høj grad overlapper med de historiografiske skoler uden direkte at relatere sig til disse.
Formålet med denne del af kapitel 2 er at give en oversigt over forskningen i den kolde krig. Først introduceres den ’gamle’ koldkrigshistorie i form af en gennemgang af hovedtræk i traditionalismen, revisionismen og post-revisionismen. Dernæst omtales enkelte af de vigtigste konklusioner og hypoteser i den ’nye’ koldkrigshistorie samt andre bidrag til studiet af den kolde krig med særligt henblik på ’hvad vi nu ved’ om aktive og reaktive aktører (stater og subnationale institutioner) og aktion-reaktions-processer i den kolde krig. Til sidst sammenfattes nogle centrale problemer i forskningen i den kolde krig.

FORSKNING OG KILDER 19
1 Geir Lundestad, „How (Not) to Study the Origins of the Cold War“ i Odd Arne Westad (ed.),
Reviewing the Cold War. Approaches, Interpretations, Theory, 2000, s. 64-66.
2 Sst., s. 66-67; se også John Lewis Gaddis, We Now Know. Rethinking Cold War History, 1997, s. 281-95.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 19

Den ’gamle’ koldkrigshistorie
De tre historiografiske skoler er oprindeligt formuleret af historikere, især amerikanske historikere, og er udtryk for, at de mange forskellige studier af den kolde krig, dens oprindelse og udvikling i årene 1947-1989, grupperes og sættes ind i et overordnet mønster. Herved risikerer man, at nuancer og forskelle mellem enkeltstudier ignoreres, og at selve påklistringen af etiketter og båseinddelingen bliver det centrale. Det må derfor understreges, at alle tre skoler omfatter forskellige tilgange og forklaringer, men forenklingen er hensigtsmæssig som udgangspunkt for at opstille nogle pejlemærker for, hvordan den kolde krig kan forstås. Grupperingen af de mange koldkrigsstudier under forskellige overskrifter må derfor behandles med en vis forsigtighed, idet en konkret placering kan være udtryk for et skøn.
Selv om koldkrigslitteraturen i det væsentlige er empirisk anlagt, rummer den tillige politiske anslag. Således har de tre historiografiske skoler visse paralleller til forskellige vestlige politiske aktørers holdninger under den kolde krig, som igen hænger sammen med mere eller mindre forskellige trusselsopfattelser.3

Også i en oversigt over forskningen i dansk udenrigspolitik under den kolde krig anvendes de tre skoler, selv om der heller ikke, når det gælder danske studier, er tale om entydige grupper eller skillelinjer.4
De empiriske aspekter af skolerne drejer sig i første række om, hvem der var den mest aktive part, især i den kolde krigs begyndelse (1945-50), men også i senere perioder med skiftende niveauer af spænding og afspænding, samt hvilke samfundsmæssige og politiske drivkræfter, der var afgørende i Øst og i Vest. Selv om grundsynspunkter i de tre skoler – men naturligvis ikke de tre betegnelser – har været repræsenteret i den faglige debat i vestlige lande, først og fremmest i USA, siden 1950’erne, er der alligevel et mønster, som bør noteres: Forskellige versioner af traditionalismen (eller den ortodokse skole) var stort set enerådende frem til midten af 1960’erne, hvorefter en stærk revisionistisk bølge satte ind. Det var en udvikling, der havde nær forbindelse med meget forskellige holdninger til det dominerende konfliktemne i den daværende amerikanske udenrigspolitik (Vietnamkrigen), som for alvor splittede en ellers fremtrædende konsensus om hovedlinjer i amerikansk udenrigspolitik. Ikke mindst i den forbindelse fik diskussionen mellem koldkrigsforskere karakter af en ’kold krig om den kolde krig’.5
Parallelt hermed spil-

20 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
3 Trusselsbegrebet behandles i kapitel 4.
4 Carsten Due-Nielsen, „Samtidshistorie og politik“, Historisk tidsskrift, bd. 95 (2), 1995, s. 467-77; en
bred gennemgang af danske studier i den kolde krig offentliggjort efter dens afslutning er Poul
Villaume, „Post-Cold War Historiography in Denmark“ i Thorsten B. Olesen (ed.), The Cold War- and
the Nordic Countries. Historiography at a Crossroads, 2004.
5 Jf. Robert Jervis, „The End of the Cold War on the Cold War?“, Diplomatic History, Vol. 17 (4), 1993
(anmeldelse af Melvyn Lefflers bog omtalt i note 13).
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 20

lede også opfattelsen af grundtræk i de østlige og vestlige samfund hyppigt en vigtig rolle. Efter traditionalisters opfattelse var Sovjetunionen den aktive part og havde derfor skylden for den kolde krig, mens USA spillede en reaktiv rolle. For revisionister var det nærmest omvendt. Senere i 1970’erne og 1980’erne udvikledes en selvstændig post-revisionistisk tilgang til forståelsen af den kolde krig. Denne er både mere sammensat og mere empirisk orienteret, og i modsætning til traditionalister og revisionister lader i hvert fald nogle post-revisionister spørgsmålet om ansvar og skyld stå åbent i den forstand, at svaret afhænger af læserens værdier og konkrete politikmanifestationer. Samtidig mistede den faglige diskussion om den kolde krig nogle af de skarpe koldkrigstræk.

Før de tre historiografiske skoler gennemgås nærmere, gives i tabel 1 en oversigt over centrale træk ved de tre skoler: hvem der var den aktive hhv. reaktive part i den kolde krigs begyndelse, hvad der var de vigtigste samfundsmæssige og politiske drivkræfter bag den aktive parts politik, og hvad der karakteriserede de mest aktive landes udenrigspolitiske mål ved den kolde krigs begyndelse: Var de begrænsede eller ubegrænsede?

Tabel 2.1: Den ’gamle’ koldkrigshistorie: tre historiografiske skoler
Traditionalisme Revisionisme Post-revisionisme
Aktive og Sovjet aktiv; USA aktiv; Samspil mellem
reaktive en flerhed af lande;
parter USA reaktiv Sovjet reaktiv Vesteuropa aktiv
Centrale Sovjets USA’s En flerhed af
drivkræfter magtpolitiske og økonomiske internationale og
ideologiske interesser og interne faktorer
ekspansion nukleare
magtpolitik
Centrale Ubegrænsede Ubegrænsede Begrænsede
udenrigspolitiske
mål
Traditionalisme
Udgangspunktet i traditionalismen er, at Sovjetunionen var en totalitær stat,
der var baseret på en altomfattende ideologi, marxismen-leninismen, hvis
regering betragtede sig selv som ufejlbarlig og kritik derfor som forræ-

FORSKNING OG KILDER 21
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 21

deri.6 Ifølge sovjetisk opfattelse angav marxismen-leninismen den fremtid,
alle samfund uundgåeligt bevægede sig imod, og det var Sovjetunionens pligt
at fremme historiens forudbestemte udvikling. Nogle traditionalister udledte
operative mål fra denne ideologi, bl.a. på den måde at den nødvendigvis tilsagde
sovjetlederne altid at handle med det langsigtede mål for øje: Udbredelse
af sovjetsystemet til hele verden og dermed Sovjetunionens verdensherredømme.
I sammenhæng hermed udviklede russerne et stærkt militærapparat,
som kunne understøtte deres politiske mål. Ifølge traditionalismen
var Sovjetunionens brutale indførelse af kommunistiske systemer i Østeuropa
og den østlige del af Tyskland efter 2. verdenskrig – samt støtten til det nordkoreanske
angreb på Sydkorea i juni 1950 – led i en overordnet plan lagt i og
styret fra Kreml af en paranoid Stalin og hele tiden understøttet af et stærkt
sovjetisk militær. Da disse fremstød blev standset af USA’s og andre vestlige demokratiers
politiske, økonomiske og militære forsvarsforanstaltninger (Trumandoktrinen,
Marshallplanen, luftbroen til Berlin, oprettelsen af NATO og
indgrebet i Koreakrigen) skiftede Sovjet under Khrusjtjovs ledelse strategi fra
slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Dels begyndte russerne
at udvikle forbindelser med de nye selvstændige stater i den tredje verden,
hvis kolonifortid gjorde dem disponerede for at have sympati for Kremls antikolonialistiske
og antiimperialistiske retorik, dels udviklede russerne i forhold
til Vesteuropa og USA en retorik om fredelig sameksistens og afspænding, der
kunne forlede til at tro, at de havde opgivet deres endemål. Som led heri forstærkedes
yderligere den sovjetiske oprustning.

Ifølge traditionalismen søgte USA at opbygge en liberal økonomisk og politisk
orden, der havde samarbejdet mellem USA og Vesteuropa som omdrejningspunkt.
Den kolde krig var grundlæggende en værdikamp. Det centrale
problem var til stadighed, at den grundlæggende forskel mellem den åbne og
demokratiske samfundsstruktur i den frie verden og den lukkede og totalitære
kommunistiske verden stillede den frie verden over for fundamentale
overlevelsesproblemer, som Sovjet prøvede at udnytte til nye fremstød med en
passende blanding af fredsappeller, oprustning og skræmmepropaganda.
Især var det ifølge traditionalister nemt at forlede de mange i Vesten, der
delte en umiddelbar demokratisk idealisme, som var naiv, når den uden vi-

22 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
6 Publikationer, som mere eller mindre entydigt anlægger en traditionalistisk synsvinkel er Herbert
Feis, From Trust to Terror. The Onset of the Cold War 1945-1950, 1970; Louis J. Halle, The Cold War As History, 1971; J.M. Mackintosh, Strategy and Tactics of Soviet Foreign Policy, 1962; Jean-Francois Revel, Hvordan demokratierne går til grunde, 1985; Arthur Schlesinger, Jr., „Origins of the Cold War“, Foreign Affairs, Vol. 46 (1), 1967. Blandt senere publikationer kan nævnes Beatrice Heuser, „NSC 68 and the Soviet threat: a new perspective on Western threat perception and policy making“, Review of International Studies, Vol. 17 (1), 1991; Douglas J. Macdonald, „Communist Bloc Expansion in the Early Cold War: Challenging Realism, Refuting Revisionism“, International Security, Vol. 20 (3), 1995/96; Randall B. Woods & Howard Jones Dawning of the Cold War. The United States Quest for Order, 1991. Af danske publikationer kan nævnes Bent Jensen, Tryk og Tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig, 1987.

Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 22

dere blev anvendt på begge parter under den kolde krig. Den fundamentale asymmetri mellem de to sider af den kolde krig vanskeliggjorde i høj grad opbygningen af den nødvendige militære modvægt mod Sovjetunionen.

Revisionisme
Centrale elementer i revisionismen er et spejlbillede af traditionalismen: Der fokuseres på USA’s interesser og motiver i den kolde krig, mens Sovjetunionens adfærd stort set alene anskues som en reaktion på USA’s.7 For nogle revisionister var det afgørende, at USA’s politik var bestemt af det kapitalistiske systems økonomiske og politiske behov, herunder en grundlæggende ideologisk
anti-kommunisme. For at opretholde den amerikanske kapitalisme og undgå en alvorlig økonomisk krise var markeder, råmaterialer og udenlandske investeringer nødvendige, og denne politik gav kun lidt plads til at imødekomme legitime sovjetiske sikkerhedsinteresser. Dertil kom, at det for realiseringen af disse mål var hensigtsmæssigt at skræmme med en sovjetisk trussel.
Andre revisionister har lagt stor vægt på ideologiske faktorer. Ifølge disse
tolkninger var det for USA et fundamentalt ideologisk mål at begrænse Sovjetunionens
og progressive kræfters indflydelse overalt i verden, bl.a. ved oprettelsen
af militæralliancer rundt om Sovjetunionen og ved at sikre sig global
indflydelse. For at nå de økonomiske og ideologiske mål benyttede man
både atombomben som pressionsmiddel, jf. bomberne over Hiroshima og
Nagasaki, der havde til formål at skræmme Sovjetunionen, og økonomiske
midler som lån, gaver og investeringer, der bandt modtagerne til USA. Som
idépolitisk faktor lægges også vægt på den amerikanske identitetskrise efter
depressionen i 1930erne, 2. verdenskrig og USA’s globale involvering, der
skabte et behov for en fjende som en vigtig del af den amerikanske selvforståelse.
Efter afslutningen af den kolde krig har flere revisionistisk orienterede
studier antaget post-modernistiske former, hvor forskellige udlægninger af
den kolde krig – som al samfundsvidenskab – alene ses som udtryk for den eksisterende
magtfordeling og dominerende politiske behov. Ifølge post-mo-
FORSKNING OG KILDER 23
7 Blandt vigtige revisionistiske værker er Gar Alperovitz, Atomic Diplomacy. The Use of the Atomic Bomb
and the American Confrontation with the Soviet Union, 1965, expanded and updated version, 1985;
Richard J. Barnet, Roots of War. The Men and Institutions of U.S. Foreign Policy, 1972; D.F. Fleming, The
Cold War and Its Origins, 1961; Lloyd C. Gardner, Architects of Illusion. Men and Ideas in American Foreign
Policy 1941-1949, 1970; Joyce and Gabriel Kolko, The Limits of Power. The World and United States Foreign
Policy, 1945-1954, 1972. En bred oversigt over revisionistiske studier er Geoffrey S. Smith, „’Harry, We
Hardly Know You’: Revisionism, Politics and Diplomacy, 1945-1954. A Review Essay“, The American
Political Science Review, Vol. LXX (2), 1976.
Poul Villaume, Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik
1949-1961, 1995, placerer sig i „en midterposition mellem (udogmatisk) revisionisme og postrevisionisme“
(s. 21). En nærmere gennemgang findes s. 53-86. Bogen er anmeldt af Kay Lundgreen-
Nielsen i Historie, 1995 (2), der placerer bogens holdning, men ikke resultaterne inden for revisionismen.
Villaumes tolkning af den kolde krigs oprindelse og tidlige forløb er uddybet i: „Om
Tankefængsler, Sikkerhedsdilemmaer og Interessefællesskaber“, Historisk tidsskrift, Bind 95 (2), 1995.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 23
dernismen er mange udlægninger ikke andet end forsøg på at gøre amerikansk
udenrigspolitik troværdig eller legitimere et koldkrigsbegreb som
totalitarisme.8
Ifølge revisionismen var den kolde krig derfor først og fremmest en følge
af amerikanske bestræbelser på at påtvinge en modvillig verden USA’s økonomiske
system og anti-socialistiske ideologi og behovet for at have en truende
fjende. I modsætning hertil var Sovjet defensivt orienteret. Stalin var i afgørende
situationer forsigtig og fleksibel og havde begrænsede sikkerhedsinteresser.
Specielt var Sovjets politik i Østeuropa og i forbindelse med Tysklands
deling en reaktion på amerikanske fremstød.9 Marshallplanen blev udformet
uden hensyn til sovjetiske sikkerhedsinteresser og gjorde dermed sovjetiseringen
af Østeuropa mere eller mindre uundgåelig.10 Den kolde krig kunne
derfor have været undgået ved en mere imødekommende amerikansk politik.
Post-revisionisme
Et af de vigtigste kendetegn for post-revisionismen er den systematiske anvendelse
af kilder. Til forskel fra de to førstnævnte skoler var post-revisionismen
i de første år i høj grad forbundet med ét navn, nemlig den amerikanske historiker
John Lewis Gaddis. Gaddis har siden begyndelsen af 1970’erne offentliggjort
artikler og bøger, der på grundlag af bl.a. omfattende arkivstudier
har udviklet tolkninger, som på vigtige punkter korrigerer både traditionalister
og revisionister.11 Senere er der kommet andre til, som kan placeres
24 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
8 David Campbell, Writing Security: The United States Foreign Policy and the Politics of Identity, 1992;
Thomas D. Lairson, „Revising Postrevisionism: Credibility and Hegemony in the Early Cold War“
i Allen Hunter (ed.), Rethinking the Cold War, 1998; Michael L.R. Smith, „Hear the Silence:
Investigating Exclusion in Cold War International Relations“, Cold War History, Vol. 1 (3), 2001.
Et værk, som på nogle punkter deler revisionistiske tolkninger og tillægger den påståede trussel fra
modparten afgørende disciplinerende virkning inden for begge alliancesystemer, er Mary Kaldor,
The Imaginary War. Understanding the East-West Conflict, 1990. Et andet værk, der også kan placeres som
en slags revisionisme er Richard Saull, Rethinking Theory and History in the Cold War. The State. Military
Power and Social Revolution, 2001. Saull anlægger en marxistisk inspireret historisk sociologi som tilgang
til den kolde krig.
9 Carolyn Eisenberg, „Rethinking The Division of Germany“ i Allen Hunter (ed.), Rethinking the Cold
War, 1998.
10 Michael Cox and Caroline Kennedy-Pipe, „The Tragedy of American Diplomacy? Rethinking the
Marshall Plan“, Journal of Cold War Studies, Vol. 7 (1), 2005.
11 Se især John Lewis Gaddis, „The Emerging Post-Revisionist Synthesis on the Origins of the Cold
War“, Diplomatic History, Vol. 7, 1983, og The United States and the Origins of the Cold War, 1941-1947,
1972. I publikationer efter den kolde krig deler Gaddis i højere grad traditionalistiske tolkninger,
bl.a. hvad angår Stalins hovedansvar for den kolde krig, jf. We Now Know. Rethinking Cold War History,
1997, og: „On Starting All Over Again: A Naïve Approach to the Study of the Cold War“ i Westad
(ed.), Reviewing the Cold War.
En post-revisionistisk fremstilling af Sovjetunionens politik i de første år af den kolde krig, der tillægger
Stalin mindre vægt, er: Vladislav Zubok and Constantine Pleshakov, Inside the Kremlin’s Cold War.
From Stalin to Khrushchev, 1996. Bogen er baseret på bl.a. arkivstudier i Moskva.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 24
under denne overskrift, ikke mindst nordmanden Geir Lundestad.12 Blandt
de senere års post-revisionistiske historikere er også enkelte, hvis første publikationer
på nogle punkter lå nærmere revisionismen.13 Samtidig har der i
’90erne vist sig en række tydelige forskelle mellem post-revisionister. I det følgende
gives en sammenfatning af post-revisionistiske studier, specielt studier
der korrigerer hhv. traditionalistiske konklusioner om Sovjetunionens og revisionistiske
om USA’s mål, samt studier, der fokuserer på Europas rolle.
Ifølge post-revisionismen var problemet i den kolde krigs første år ikke, at
Sovjetunionen havde en sammenhængende og overordnet plan, der sigtede
på verdensrevolution og udbredelse af sovjetsystemet til hele verden. Efter
krigen mod nazi-Tyskland, der kostede Sovjetunionen ca. 27 millioner mennesker,
var Stalin primært optaget af at sikre Sovjetunionen mod et nyt angreb
vestfra og varetage dets sikkerhedsinteresser i Europa, først og fremmest i de
lande i Central- og Østeuropa Sovjetunionen havde befriet fra nazi-Tyskland.
Allerede dette gav imidlertid anledning til alvorlige problemer, da kun få østeuropæere
brød sig om de stadig mere autoritære og voldelige styreformer,
som den sovjetiske besættelsesmagt – der var kommet som en befrielsesmagt
– efterhånden indførte. Sådanne styreformer var simpelthen de eneste, sovjetlederne
var fortrolige med. Stalin var uden forståelse for, hvilke modreaktioner
Sovjets politik fremkaldte, og den sovjetiske diktator havde ikke en klar
forestilling om, hvor grænsen lå for sovjetiske sikkerhedsinteresser.14 Ej heller
var Stalin på noget tidspunkt villig til at basere varetagelsen af sovjetiske sikkerhedsinteresser
på samarbejde med Vesten. Den sovjetiske ledelse var ideologisk
og historisk disponeret til kun at stole på egen styrke og magt – ikke på
andres imødekommenhed og samarbejdsvilje. Derfor er påstande om forskellige
’tabte muligheder’ på grund af manglende vestlig imødekommenhed i
begyndelsen af den kolde krig efter alt at dømme baseret på illusioner.15
Når det gælder den amerikanske politik, lægger post-revisionismen vægt
på, at amerikanske interesser og holdninger – økonomiske som politiske – aldrig
var monolitiske, og der er intet belæg for, at de amerikanske beslutnings-
FORSKNING OG KILDER 25
12 Geir Lundestad, The American Non-Policy Towards Eastern Europe 1943-47, 1975; Geir Lundestad,
America, Scandinavia, and the Cold War 1945-1949, 1980, s. 7-35. Blandt Lundestads publikationer fra
’90erne kan nævnes: Øst, Vest, Nord, Sør. Hovedlinjer i internasjonal politikk etter 1945, 2000, s. 18-45, og
Lundestad i Westad (ed.), Reviewing the Cold War.
To danske publikationer om den tidlige kolde krig, der foregriber post-revisionismen, er: Mary Dau,
Danmark og Sovjetunionen 1944-49, Dansk Udenrigspolitisk Instituts Skrifter 2, 1969, og Nikolaj
Petersen, „Optionsproblematikken i dansk sikkerhedspolitik 1948-1949“ i Niels Amstrup og Ib
Faurby, Studier i dansk Udenrigspolitik tilegnet Erling Bjøl, Politica, 1978.
13 Især Melvyn P. Leffler, „Bringing it Together: The Parts and the Whole“, Westad (ed.), Reviewing
the Cold War. Lefflers på enkelte punkter mere revisionistisk orienterede hovedværk er: A
Preponderance of Power. National Security, the Truman Administration, and the Cold War, 1992.
14 Se bl.a.: Vladimir O. Pechatov and C. Earl Edmondson, „The Russian Perspective“ i Ralph B.
Levering m. fl., Debating The Origins of the Cold War. American and Russian Perspectives, 2002.
15 Se de i note 11 omtalte værker af Gaddis samt Vojtech Mastny, The Cold War and Soviet Insecurity.
The Stalin Years, 1996.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 25
tagere i den kolde krigs begyndelse lod sig styre af hensynet til at undgå en alvorlig
krise for det kapitalistiske system. Derimod brugte USA faktisk økonomisk
magt til at nå politiske mål, f.eks. i form af Marshallplanen, men grundlæggende
var målet politisk: At inddæmme og bekæmpe Sovjetunionen.16
Økonomiske faktorers betydning i den kolde krig kan udgøre en del af et
frugtbart forskningsperspektiv, men en stadig optagethed og fascination af
økonomiske forklaringer kan spærre for en dybere forståelse af den kolde
krig. Mere på linje med revisionister konkluderer post-revisionister, at
Truman-administrationen forsøgte at manipulere med opinionen ved at overdrive
den sovjetiske trussel, bl.a. fordi man var bange for, at den amerikanske
befolkning var for isolationistisk og naiv til at kunne klare konflikten med den
brutale diktator i Kreml. Men til forskel fra revisionister hævder post-revisionister
ikke, at den sovjetiske trussel var opfundet for at disciplinere USA’s allierede:
også for vesteuropæere var Stalins udenrigspolitik en reel trussel, og
for østeuropæere blev den begyndelsen til 40 års sovjetisk besættelse. Problemet
26 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
16 John Lewis Gaddis, The United States and the Origins of the Cold War. 1941-1947; Gaddis, „The
Emerging Post-Revisionist Synthesis“.
„The big three“, Stalin, Truman og Churchill i Potsdam umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning.
(Truman Library).
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 26
var mere, at man i Truman-administrationen blev fange af egne letfattelige,
men selvbedrageriske, paralleller mellem Hitlers Tyskland og Stalins
Sovjetunionen, der blev kombineret med en manikæisk og paranoid optagethed
af hemmelige planer om et verdensherredømme styret fra Kreml.17
Et af de centrale træk ved post-revisionistiske studier er kritikken af de to
andre historiografiske skolers fokusering på udelukkende Sovjetunionen og
USA. Det overses, at der fra Europa udgik en selvstændig dynamik, ikke
mindst med Sovjetunionens undertrykkelse af ikke-kommunistiske bevægelser
i Østeuropa, og den stærke strid mellem socialdemokrater og kommunister
i Vesteuropa. Således var vesteuropæere – især Storbritanniens Labourregering
(1945-51) – i begyndelsen mere antisovjetiske og ivrige efter at engagere
USA økonomisk og politisk i Europa end administrationen i Washington.
Baggrunden herfor var også, at Storbritanniens ledere frygtede, at de britiske
imperieinteresser i Mellemøsten og Middelhavsområdet kunne blive
truet af sovjetiske fremstød.18 Ifølge post-revisionister kan revisionister have
ret i, at efter 2. verdenskrig var den amerikanske ekspansion langt mere omfattende
end den sovjetiske, men forklaringen er, at typisk amerikanske ideer
om internationalt samarbejde, folkenes selvbestemmelsesret og anti-kolonialisme,
der især blev fremført af Roosevelt-administrationen, fandt bred sympati
i bl.a. Europa. Konsekvensen var, at i det omfang Vesteuropa indgik i det
amerikanske imperium under den kolde krig, var det et „empire by invitation“,
mens det sovjetiske i Østeuropa var et „empire by imposition“.19 Men
en indledende modvilje mod et omfattende udenrigspolitisk engagement,
der især fandtes blandt isolationistisk indstillede på den konservative fløj i
amerikansk politik, blev efterhånden en marginal strømning, i hvert fald når
det gjaldt det politiske establishment. Derfor varede det ikke længe, før den
amerikanske regering ikke behøvede en ’invitation’ for at engagere sig i konflikter
med Sovjetunionen.

Aktion og reaktion: hvad ved vi nu?

Efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning godt to år senere
har studier i den kolde krig haft stor fordel af åbningen af arkiver i Østeuropa
og delvis i Rusland. Denne ’nye’ koldkrigshistorie har ført til revurderinger af
FORSKNING OG KILDER 27
17 Ernest R. May, „Lessons“ of the Past. The Use and Misuse of History in American Foreign Policy, 1973, s.
19-51; Göran Rystad, Prisoners of the Past? The Munich Syndrome and Makers of American Foreign Policy in
the Cold War Era, 1982.
18 Peter Weiler, „British Labour and the Cold War: The Foreign Policy of the Labour Governments“,
1945-1951, Journal of British Studies, Vol. 26 (1), 1987; David Reynolds, „The Origins of the Cold War:
The European Dimension, 1944-1951“, The Historical Journal, Vol. 28 (2), 1985.
19 Geir Lundestad, „Empire by Invitation? The United States and Western Europe, 1945-1952“,
Journal of Peace Research, Vol. 23 (3), 1986.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 27
tidligere konklusioner om den kolde krigs oprindelse og forløb.20 Som nævnt
ligger mange af de nye bidrag i forlængelse af den brede post-revisionistiske
skole, men billedet er langt fra entydigt, idet der også findes traditionalistisk
og revisionistisk orienterede studier efter 1989, jvf. noterne 6 og 8. Ved en
vurdering af forskellige bidrag til ’hvad vi nu ved’ om den kolde krig, må det
understreges, at selv om studier af den kolde krig i dag er betydeligt mere fyldige
og kan inddrage langt mere arkivmateriale end før 1989-91, kan man aldrig
sige, at nu er ’det hele’ med: der er altid tale om en fremstilling og fortolkning
baseret på et større eller mindre udvalg af kilder, der anvendes efter
mere eller mindre eksplicitte kriterier.21 Men det betyder ikke, at så kan det
ene kriterium være lige så godt som det andet, og at vi i virkeligheden ikke
kan tillade os nogen substantielle konklusioner. Dette kan belyses ved at gennemgå
enkelte sider af nyere og ældre forskning, der beskæftiger sig med forholdet
mellem aktive og reaktive parter i specielt de første år af den kolde
krig.
Ser vi først på Sovjetunionen, viser nyere analyser, at Sovjets adfærd ofte var
en lejlighedsbestemt udnyttelse af aktuelle situationer og styrkeforhold, hvor
den specifikke vurdering af USA’s mulige reaktion var vigtig. Et interessant
eksempel er, da Stalin i begyndelsen af 1950 besluttede at give efter for det
kommunistiske Nordkoreas ønsker om at erobre Sydkorea. Stalins beslutning
blev taget under påvirkning af Sovjetunionens styrkede position efter den første
sovjetiske atombombesprængning i august 1949 og kommunisternes sejr i
den kinesiske borgerkrig samme efterår. Det var også vigtigt, at Stalin fejlvurderede
USA’s reaktion efter en tale af den amerikanske udenrigsminister
Dean Acheson, som havde placeret Sydkorea (og Taiwan) uden for den amerikanske
forsvarsperimeter. Et andet af Stalins motiver var at gøre et forenet
Korea afhængigt af Sovjetunionen og dermed begrænse det nye kommunistiske
Kinas magt.22 Her ser vi, at Sovjetunionen var den reaktive stat, men på
en helt anden måde end i revisionismen. Det sovjetiske begreb om „ændrede
styrkekorrelationer“ (omtales i kapitel 3) var ikke kun retorik, men et opera-
28 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
20 Se f.eks. artikler af Raymond Garthoff, Robert Tucker, Odd Arne Westad, William Wohlforth og
Vladislav Zubok i: Diplomatic History, Vol. 21 (2), 1997; John Lewis Gaddis, „The New Cold War
History: First Impressions“, Gaddis, We Now Know.
21 John Lewis Gaddis har udtrykt det således: „We now know, to coin a phrase. Or, at least, we know
a good deal more than we did. We will never have the full story: we do not have that for any
historical event, no matter how far back in the past. Historians can no more reconstruct what really
happened than maps can replicate what is really there. We are all in the business of representation, and
because representation invariably reflects the nature and purposes of those doing the representation,
there can never be definitive histories of anything“ (kursiv i Gaddis’ tekst), jf. „On Starting All
Over Again: A Naïve Approach to the Study of the Cold War“ i Westad (ed.), Reviewing the Cold War,
s. 27.
22 Jf. Shen Zhihua, „Stalin’s Strategic Goals in the Far East“, Journal of Cold War Studies, Vol. 2 (2),
2000; Kathryn Weathersby, „To Attack, or Not to Attack? Stalin, Kim Il Sung, and the Prelude to
War“, Cold War International History Project. Electronic Bulletin, nr. 5, 1995. Se også Zubok and
Pleshakov, Inside the Kremlin’s Cold War, 1996, s. 55-72.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 28
tionelt grundlag for sovjetiske beslutninger. Samtidig viser den nye arkivadgang,
at en antagelse om en sammentømret kommunistisk verdensbevægelse,
der tager initiativer udelukkende rettet imod den demokratiske verden,
var falsk og det allerede i 1950.
Forestillingen om, at alle kommunistiske bevægelser var centralt styrede fra
Kreml spillede en dominerende rolle i udformningen af amerikansk udenrigspolitik
i den første del af den kolde krig. Ideen var således fremtrædende
i det vigtigste amerikanske dokument i den kolde krig, NSC 68. Arbejdet med
NSC 68 blev igangsat efter den første sovjetiske atombombesprængning og
kommunisternes sejr i Kina i 1949 samt den amerikanske beslutning om at
fremstille brintbomben i begyndelsen af 1950. Det blev forelagt præsident
Truman i april samme år, og Korea-krigens udbrud to måneder senere blev
set som en bekræftelse af den markant traditionalistiske tolkning af Sovjetunionen
i NSC 68. Dokumentets beskrivelse af Sovjetunionen som en usædvanlig
brutal og totalitær stat, der i centrale henseender var helt forskellig fra
vestlige lande, har vist sig holdbar. Men påstanden om den totalitære stats
overvældende styrke og ubegrænsede mål i international politik er vanskelig
at opretholde.23
NSC 68 blev grundlaget for udviklingen af „national security“ som ideologi
og handlingsparameter i den amerikanske reaktion på Sovjetunionen som en
totalitær trussel. Det væsentlige her var imidlertid, at det amerikanske svar
ikke var en enkel reaktion på den sovjetiske trussel. For det første var der altid
reelle analytiske problemer forbundet med at identificere og forklare den
sovjetiske politik. Men dernæst spillede militærbureaukratiske, militærindustrielle
og andre indenrigspolitiske interesser også en selvstændig rolle i udformningen
af den amerikanske politik. Det skete f.eks. ved, at de resulterede
i en amerikansk atomvåbenpolitik, som vanskeligt kan betegnes som klart defensiv.
Således medvirkede de forskellige interesser i deres samspil med
tolkningen af Sovjetunionen som en totalitær stat med ubegrænsede mål i begyndelsen
af den kolde krig til udformningen af en strategi om et operationelt
forkøbsslag, der gik betydeligt videre end Eisenhower-administrationens
erklærede afskrækkelsespolitik baseret på truslen om massiv gengældelse i tilfælde
af nye kommunistiske fremstød. Også i 1960erne var udvidelsen af amerikanske
kernevåbenstyrker betydeligt mere omfattende end de proklamerede
atomvåbendoktriner kunne tilsige. En af forklaringerne herpå er, at administrationers
atomvåbendoktriner blev udformet med henblik på at kunne
imødegå, hvad Kennedy- og Johnson-administrationen, ikke mindst forsvarsminister
McNamara (1961-68) og hans civile kolleger i Pentagon, så som overdrevne
krav fra Kongressen samt det amerikanske luftvåben om en stadig
FORSKNING OG KILDER 29
23 NSC-68 var i mange år kun kendt i hovedtræk, idet det var hemmeligt indtil 1975. Det er gengivet
og diskuteret af en lang række forskere og kommentatorer i Ernest May, American Cold War Strategy:
Interpreting NSC 68, 1993.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 29
større kernevåbenstyrke.24 Fra midten af 1970erne fortrængte ovennævnte tolkning
af Sovjet som en totalitær stat med ubegrænsede mål en gennem flere år
dominerende analytisk tilgang baseret på forskellige modelantagelser i administrationsorganers,
f.eks. CIA’s, analyser af Sovjetunionen som militærmagt.25
Uanset den præcise karakter af interne politiske processer i USA følger det,
at man for at forstå USA’s sovjetpolitik også må inddrage interne processer i
det amerikanske politiske system og være opmærksom på den principielle forskel
mellem intentioner bag en beslutning og dens virkninger.
Det sidste eksempel på problemerne med at identificere aktive og reaktive
stater i den kolde krig, der interagerer efter en enkel aktion-reaktionsmodel,
vedrører sider af Truman-administrationens reaktion på truslen fra
Sovjetunionen. Det centrale er, at Truman-administrationens retorik for at
vække den amerikanske befolkning til den kolde krig samt indførelsen af bl.a.
loyalitetstest i administrationen slog tilbage på den selv med senator Joseph
McCarthys anklager i begyndelsen af 1950erne om, at der i udenrigsministeriet
(State Department) fandtes flere hundrede medlemmer af det amerikanske
kommunistparti. Der udvikledes da i det amerikanske samfund en paranoid
fascination af forestillingen om Det Store Forræderi som roden til USA’s problemer
i den kolde krig.26 McCarthyismen var en reaktion på Sovjets adfærd,
men fænomenet illustrerer samtidig en vigtig side af den sammensatte amerikanske
tradition og selvforståelse: USA er almægtig, bare det har viljen og modet
til at stå fast på de amerikanske principper. Når noget går galt i amerikansk
udenrigspolitik – i 1949-50 ’tabet’ af Kina – må forklaringen derfor findes
i skurkagtige folk i den amerikanske ledelse, som spiller fjendens spil.27
En anden konsekvens af McCarthyismen var, at en klar anti-kommunisme og
afstandtagen fra det totalitære Sovjetunionen mange steder i den vestlige verden
fra da af blev forbundet med ekstremisme. Det var især et problem i
Vesteuropa i 1980’erne.
Det essentielle i disse eksempler på samspillet mellem aktive og reaktive stater
i den kolde krig er, at samspillet i høj grad blev påvirket af historiske, ideologiske,
forfatningsbestemte og mangeartede økonomiske og politiske interesser
i den interne politiske proces i de vestlige demokratier. Den konkrete
30 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
24 Michael J. Hogan, A Cross of Iron. Harry S. Truman and the Origins of the National Security State 1946-
1954, 1998; David Allan Rosenberg, „The Origins of Overkill. Nuclear Weapons and American
Strategy, 1945-60“, International Security, Vol. 7 (4), 1983; Marc Trachtenberg, „A ‘Wasting Asset’:
American Strategy and the Shifting Nuclear Balance, 1949-1954“, International Security, Vol. 13 (3),
1988/89; Lawrence Freedman, The Evolution of Nuclear Strategy, New York, 1981, s. 121ff.; Desmond
Ball, Politics and Force Levels. The Strategic Missile Program of the Kennedy Administration, 1980.
25 Willard C. Matthias, America’s Strategic Blunders. Intelligence Analysis and National Security Policy, 1936-
1991, 2001, s. 293ff.
26 Adam B. Ulam, The Rivals. America & Russia since World War II, 1971, s. 191f.
27 Den amerikanske tro på USAs almægtighed er behandlet i talrige skrifter udformet af både amerikanere
og ikke-amerikanere. En klassisk analyse er D.W. Brogan, „The illusion of American omnipotence“,
Harper’s Magzine, December 1952.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 30
udformning af det amerikanske politiske system med vægten på magtdelingsog
magtbalancemekanismer bidrog ofte til, at den kolde krigs modsætning
mellem demokratier og diktaturer (nærmere gennemgået i kapitel 3) i amerikansk
politik afspejlede sig i en forstærket konflikt mellem forskellige opfattelser
af USA’s politik over for Sovjetunionen. For at forstå disse forhold er
post-revisionismens fremhævelse af interne faktorers rolle i politiske demokratier
mere frugtbar end traditionalismens og revisionismens beskrivelse af
den kolde krig som en konflikt mellem én aktiv og én reaktiv part.

Afslutning

Da Berlin-muren faldt og de østeuropæiske lande blev befriet i 1989, jublede
befolkningerne i de tidligere undertrykte nationer. Og da den kolde krig sluttede,
og det sovjetiske imperium brød sammen, erkendte mange i Sovjetunionen,
at de havde levet i et totalitært system, selv om de tidligere havde benægtet
det på linje med de officielle talsmænd for disse systemer. I vestlige
lande fik de nødtvungen tilslutning fra dem, som tidligere fandt det upassende
og ’kold-krigerisk’ at tale om de kommunistiske diktaturer. Viser det
ikke, at traditionalister – der jo altid havde talt ligeud om de kommunistiske
diktaturer – havde ret og revisionisterne uret? Og at post-revisionister havde
været en ’blød mellemvare’, som havde fået lidt ret og lidt uret?
Når der skal tages stilling til det spørgsmål, er det ud fra klassiske vestlige
empiriske forskningsnormer i den historiske og samfundsvidenskabelige
forskning vigtigt at fastholde, at spørgsmålet om holdbarheden af de tre historiografiske
skolers empiriske påstande logisk set er noget andet, end om forskere og iagttagere
’hørende’ til en af de tre skoler (traditionalismen) politisk set fik ret i den forstand, at
deres politiske holdning til sovjetstaten og kommunismen nu er bredt accepteret.
Det er ofte vanskeligt at udskille empiriske aspekter af givne påstande
fra de politiske og holdningsmæssige, men det gør ikke det principielle ligegyldigt.
28
Spørgsmålet kan belyses fra en anden vinkel: Når det gælder holdbarheden
af de tilsyneladende uforenelige påstande i traditionalismen om sovjetiske
ideologiske mål og motiver og i revisionismen om vestlige økonomiske og politiske
mål og motiver, så er der jo ikke tale om alternativer. Det er naturligvis
muligt, at i hvert fald en del af både traditionalistiske og revisionistiske påstande
empirisk set viser sig holdbare. Det er uden tvivl politisk og/eller
psykologisk ubekvemt at skulle acceptere den empiriske holdbarhed af f.eks.
påstande om, at vestlige beslutningstagere har været motiveret af ønsker om
at varetage økonomiske interesser samtidig med den empiriske holdbarhed af
FORSKNING OG KILDER 31
28 Se bl.a. Mary Foolbrook, Historical Theory, London and New York: Routledge, 2002, og Geir
Lundestad „How (Not) to Study the Origins of the Cold War“ i Westad (ed.) Reviewing the Cold War.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 31
en påstand om, at lederne af det totalitære Sovjetunionen handlede med ideologiske
og eventuelt globale mål for øje. Tilsvarende kan det være ubekvemt
at acceptere, at Storbritanniens Labourregering 1945-1951 sigtede på at imødegå
både en reel kommunistisk trussel mod demokratiske lande i Europa og
en trussel mod britiske imperieinteresser i Mellemøsten.
Men sådanne betragtninger om, hvad der er politisk eller psykologisk ubekvemt
kan isoleret betragtet hverken be- eller afkræfte en påstands empiriske
holdbarhed. Ej heller kan en karakteristik af en påstand som politisk korrekt
eller ukorrekt overflødiggøre en besværlig hypotetisk undersøgelse. Under
alle omstændigheder er sigtet i en udrednings- og forskningssammenhæng at
vurdere den empiriske holdbarhed af de mange publikationer om den kolde
krig, der her er kategoriseret under forskellige overskrifter. Ikke mindst må
påstande om aktive og reaktive parter i begyndelsen af den kolde krig løsrives
fra deres politiske bibetydninger. Det samme gælder hypoteser og konklusioner
om senere militære og politiske aktion-reaktions-processer. Helt bortset
fra de ofte besværlige og uoverkommelige metodiske problemer sådanne udredninger
giver anledning til, er der i det spørgsmål gemt nogle politiske, moralske
og følelsesmæssige barrierer i erkendelsesprocessen, der både er uundgåelige
og banale.
Tilsvarende problemer viser sig ved analyser af, hvad der førte til afslutningen
på den kolde krig. Det gennemgås nærmere i kapitel 60.

Udredningens kildegrundlag

Kildegrundlaget for DUPI’s/DIIS’ undersøgelse har i Danmark bl.a. været akter
fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Forsvarets
Efterretningstjeneste (FE), Politiets Efterretningstjeneste (PET), partiernes
folketingsgrupper, diverse privatarkiver især i Rigsarkivet, Arbejderbevægelsens
Bibliotek og Arkiv (ABA) og Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens
arkiv. Endvidere er der gennemført en række interviews med danske politikere,
embedsmænd, militære eksperter, journalister og organisationsfolk,
samt med enkelte amerikanske embedsmænd. Væsentlige dele af dette stof
har ikke tidligere været til rådighed for forskningen. Der er endelig benyttet
et stort samtidigt, offentligt tilgængeligt materiale.
I udlandet er der foretaget studier i arkiver i Rusland, Estland, Letland,
Litauen, Polen, Tjekkiet, Tyskland (herunder især fra det tidligere DDR),
NATO, Frankrig, Storbritannien, USA og Canada. Endvidere har DUPI/DIIS
deltaget i forskningsnetværket Parallel History Project on NATO and the
Warsaw Pact (PHP). Inden for rammerne af dette samarbejde er der foruden
indhentning af akter gennemført interviews med polske, tjekkoslovakiske og
østtyske generaler og admiraler. De polske og tjekkoslovakiske interviews findes
på PHP’s hjemmeside.
32 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 32
Blandt østkilderne kan fremhæves et enestående polsk materiale, hvortil
der ikke tidligere har været adgang. Det drejer sig især om militære øvelsesmaterialer
og om dokumenter fra de polske efterretningstjenester. Til det østtyske
kildemateriale er adgangsforholdene generelt særlig gunstige. Det gælder
først og fremmest partiarkiverne i Berlin (SAPMO) og militærarkivet i
Freiburg (BA-MA). Meget nyt stof er hentet her. Adgangen til Stasi-akterne
(BStU) og akter fra DDR’s udenrigsministerium er underlagt visse begrænsninger.
Der har ikke været adgang til russiske militærarkiver, men i et vist omfang
er dette kompenseret ved adgang til sovjetisk materiale i andre østarkiver.
Fra de russiske civile arkiver er hjemtaget en hel del relevante dokumenter,
men også her uden at adgangen har kunnet måle sig med, hvad der er tilfældet
i polske og østtyske arkiver. I nogen grad har studier i estiske, lettiske
og litauiske arkiver kunnet give den adgang til det civilt orienterede sovjetiske
stof, som har været søgt forgæves i russiske arkiver.
De store, alment kendte samlinger af trykte kilder skal ikke omtales på
dette sted. Derimod må nævnes det meget betydelige antal dokumenter, som
gennem de seneste år er gjort tilgængelige på en række websites. Her kan for
eksempel fremhæves en stor samling vedrørende 24 møder i Warszawapagtens
Politisk-Konsultative Komité i årene 1955-1990. Dokumenterne stammer
bl.a. fra (øst)tyske, polske, tjekkiske, ungarske, rumænske og bulgarske
arkiver og er i mange tilfælde på russisk. En del af dokumenterne er af udgiverne
forsynet med engelsksprogede introduktioner.29 En anden stor samling
på PHP’s website rummer flere tusinde sider dokumenter fra 25 forsvarsministermøder
i Warszawapagten 1969-1990.30 En tredje omfattende samling bringer
dokumenter fra 26 udenrigsministermøder i Warszawapagten 1959-1990.31

Kilder til analysen af den danske sikkerhedspolitisk debat

Udredningen omfatter bl.a. en gennemgang af den „sikkerhedspolitiske debat
med særlig vægt på perioden hen imod den kolde krigs afslutning.“ Den
sikkerhedspolitiske debat opfattes i udredningen som de meningsudvekslinger
om dansk sikkerhedspolitik, der fandt sted i offentligheden; det vil sige
i parlamentarisk sammenhæng, i aviser og (politiske parti)tidsskrifter, i debatbøger
og i de elektroniske medier. Analysen af den sikkerhedspolitiske debat
er således i det væsentlige baseret på samtidigt, offentligt tilgængeligt dansk
kildemateriale.
FORSKNING OG KILDER 33
29 Vojtech Mastny, Christian Nuenlist, and Anna Locher (Eds.), Records of the Political Consultative
Committee, http://www.isn.ethz.ch/php/collections/coll_3_PCC.htm, senest set 7. maj 2005.
30 Christian Nuenlist (Ed.), Records of the Committee of the Ministers of Defense, http://www.isn.ethz.ch/
php/collections/coll_3_CMD.htm, senest set 7. maj 2005.
31 Anna Locher (Ed.), Records of the Committee of the Ministers of Foreign Affairs, http://www.isn.ethz.ch/
php/collections/coll_3_CMFA.htm, senest set 7. maj 2005.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 33
Følgende kildemateriale er benyttet:
Rigsdagstidende/Folketingstidende, der gengiver parlamentsdebatterne
mellem de folkevalgte. Parlamentsdebatterne er vigtige, først og fremmest
fordi Christiansborg var stedet, hvor politikere formulerede sig sammenhængende
over for hinanden, og det var stedet, hvor politikerne kunne aftvinge
hinanden svar vedrørende de sikkerhedspolitiske uoverensstemmelser.
Udvalgte dagblade. I de første mange efterkrigsår fungerede de fleste dagblade
som talerør for de politiske partier. Eksempelvis var „Social-Demokraten“
et socialdemokratisk organ, „Nationaltidende“ var et konservativt dagblad,
medens „Land og Folk“ var det kommunistiske talerør.32 Som årene gik,
frigjorde flere aviser sig dog fra de politiske partier – og samtidig ses der eksempler
på, at aviser skiftede holdning til aspekter af sikkerhedspolitikken.
De politiske partiers og de folkelige bevægelsers medlems- og nyhedsblade
samt politiske tidsskrifter, der ikke var knyttet til noget bestemt politisk parti,
men som bidrog til den sikkerhedspolitiske debat. Med inddragelse af denne
type af samtidigt, offentligt tilgængeligt kildemateriale er det muligt at indfange
bidrag til den sikkerhedspolitiske debat, der ofte var væsentlige, men
som hverken blev reflekteret i Folketinget eller i dagspressen (f.eks. demonstrationer
og protestaktioner). Sammen med dagbladene samt skiftende årgange
af Avisårbogen er det på baggrund af dette materiale også muligt at
tegne konturerne af de debatter, der foregik i de elektroniske medier, radioen
og fjernsynet.
Gallups undersøgelser af den danske befolknings holdninger til forskellige
aspekter af dansk sikkerhedspolitik, medlemskabet af NATO og skiftende
synspunkter på Sovjetunionen og USA.

Kilder til beslutningsprocessen vedrørende formulering af
dansk sikkerhedspolitik

Udenrigsministeriets arkiv (lukket arkiv) har været et omdrejningspunkt i
analysen af dansk politikformulering. Materialet omfatter for det første udenrigsministeriets
interne analyser og anden sagsbehandling i form af referater,
memoranda, notater, notitser og oversigter. For det andet indberetninger, instrukser
og breve sendt fra og til de danske delegationer i udlandet. For det
tredje mødereferater, dels fra interne møder mellem danske aktører, dels fra
møder med alliancepartnere og repræsentanter fra såvel Østblokken som
neutrale lande. Dertil kommer forberedelse til nævnsmøder og referater fra
internationale topmøder, f.eks. NATO-ministerrådsmøder.
34 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
32 For en komplet liste over de benyttede dagblade henvises til kildeoversigten bagest i udredningens
bind 4.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 34
Omtrent tilsvarende sagstyper findes i forsvarsministeriets arkiv, der dog er
anvendt i væsentlig mindre udstrækning på grund af udredningens tilgang
med fokus på de udenrigspolitiske implikationer. I forsvarsministeriets arkiv
har hovedvægten været lagt på 7. kontors arkiver (tidligere 11. kontor).
Møderne i udenrigspolitisk nævn formidler et indtryk af de politiske drøftelser
partierne imellem og giver ofte et hurtigt indblik i den danske politik,
men ikke nødvendigvis et fyldestgørende billede af selve beslutningsprocessen.
Dette skyldes antagelig dels en vis reservation over for videregivelse af oplysninger
af særlig sensitiv karakter til nævnet, dels indrepolitiske hensyn af
parlamentarisk karakter. Dette gælder også i nogen udstrækning ministermøder,
ikke mindst hvor der er tale om flerpartiregeringer uden fuld konsensus
omkring sikkerhedspolitikken. Ministermødereferaterne er ofte yderst lakoniske
og anvendeligheden ret begrænset. Endelig er der anvendt mødereferater
fra flere af partiernes folketingsgrupper, bl.a. Socialdemokratiet, Socialistisk
Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.
De socialdemokratiske gruppemødereferater er ret fyldige, mens referaterne
for flere af de andre partiers vedkommende er temmelig kortfattede.
Her har især referaterne fra de socialdemokratiske gruppemøder været anvendt
til belysning af 1980’ernes sikkerhedspolitik. For specielt de senere perioders
vedkommende gælder, at interviews med tidligere aktører, især danske
politikere og embedsmænd, har været inddraget i analysen.
Enkelte centrale beslutningstageres personlige arkiver har været gennemgået,
især for de to første perioder. Det gælder bl.a. H.C. Hansens, Jens Otto
Krags (ikke dagbøgerne), Per Hækkerups og Lasse Budtz’ arkiver. Disse forefindes
på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Andre vigtige aktørers
privatarkiver, der findes på Rigsarkivet, er ligeledes gennemgået. Her
drejer det sig f.eks. om Ole Bjørn Krafts, K. Helveg Petersens og dele af Poul
Hartlings arkiver.
Fra referaterne af en række fortrolige samtaler, som Aksel Larsen gennemførte
med repræsentanter for allierede myndigheder i perioden november
1958 – maj 1964 bringes citater og parafraserede afsnit i bilagsdelen.
Udenlandsk materiale er anvendt som supplement til at belyse den danske
beslutningsproces, hvor det har været muligt. Det gælder f.eks. NATO’s arkiver,
for så vidt angår den danske afspændingspolitik i 1960’erne. Også amerikansk,
fransk og britisk materiale er anvendt i mindre omfang. Tilsvarende er
det østlige materiale inddraget i beskedent omfang. For både det vestlige
og østlige materiale gælder, at det i hovedsagen er behandlet i kapitlerne om
eksterne vurderinger, den østlige påvirkning og truslen fra øst.
Offentligt tilgængeligt kildemateriale, f.eks. avisartikler, debatter i folketinget
etc. er benyttet i begrænset omfang til at understøtte analyserne, men
hovedgennemgangen af dette materiale er gennemført i kapitlerne om den
sikkerhedspolitiske debat.
Som sædvanligt i samtidshistorisk forskning om følsomme emner er der
FORSKNING OG KILDER 35
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 35
også i denne udredning tilfælde, hvor der har måttet gives afkald på kildehenvisninger
for til gengæld at kunne benytte vigtige oplysninger, som ellers ikke
kunne have været anvendt. Det drejer sig om så få tilfælde, at de fleste læsere
forhåbentlig vil være enige i, at det også under disse omstændigheder var
værd at bringe oplysningerne.

Kilder til analysen af den militære trussel

Forsvarets Efterretningstjenestes arkiv (Kastellet, København)
DIIS har under udredningsarbejdet haft adgang til de af FE udarbejdede periodiske
efterretningsoversigter samt til arbejdet „Truslen mod Danmark“,
der udgør FE’s samlede trusselsvurdering. (Forkortelsen FE stod indtil 1967
for „Forsvarsstabens Efterretningsafdeling“). Derudover har DIIS haft adgang
til et mindre materiale bestående af situationsrapporter, analyser, notater
m.m., som FE’s medarbejdere har fundet frem i FE’s arkiv på grundlag af
søgelister udarbejdet af DIIS. FE’s briefinger af danske ministre i spændingsperioder
har, efter hvad FE oplyser, ikke efterladt sig arkivalske spor i FE’s arkiv.
Det skal bemærkes, at DIIS har ikke haft adgang til FE’s arkiv og heller
ikke til FE’s arkivoversigt. Det har således ikke været muligt at danne sig et
selvstændigt overblik over omfanget af eller arten af det materiale i FE’s arkiv,
der ikke har været tilgængeligt for undersøgelsen.
De periodiske efterretningsoversigter
Disse oversigter omfatter de færdige efterretningsanalyser, der er resultatet af
efterretningsindhentningen og den derpå følgende bearbejdning. De er løbende
blevet tilstillet danske civile og militære myndigheder. I 1980’erne blev
der trykt op imod 200 eksemplarer af oversigterne. De er for de enkelte, samlede
oversigters vedkommende klassificeret „Hemmelig“ og indeholder materiale,
hvis enkelte dele enten var uklassificerede, „Fortrolig“ eller „Hemmelig“.
De periodiske efterretningsoversigter omfatter ugeoversigter, månedsoversigter,
kvartalsoversigter, halvårs- og helårsoversigter. I 1950’erne udsendes
formentlig forårsaget af det høje spændingsniveau, primært ugeoversigter. I
détenteperioden gik man fra juni 1964 over til at udsende 14 dages-oversigter,
der blev sammenfattet i halvårsrapporter. I 1970 ændredes dette til månedsoversigter,
der sammenfattedes i en årsoversigt. Dette udgivelsesbillede
holdt sig den kolde krig ud. Det samlede materiale fra den kolde krigs periode
løber op adskillige tusinde sider. Opbygningen i de enkelte oversigter
følger en landeopdeling med hovedvægt på Sovjetunionen, Polen og DDR,
medens andre Østlande kun inddrages, hvor det skønnes relevant. Bidragene
er udarbejdet i de forskellige afdelinger i FE og omfatter den politiske og økonomiske
udvikling i Østlandene (med hovedvægt på de tre tidligere nævnte),
36 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 36
udviklingen på det landmilitære område, på flådeområdet og flyområdet
samt på det militærteknologiske område. Enkelte afsnit i oversigterne fra
1970’erne og 1980’erne (især vedrørende elektronisk krigsførelse) er fortsat
ikke afklassificeret.
Materialet er omhyggeligt gennemgået af DIIS i sin helhed og sammenfattet
i de kapitler, der specifikt handler om den danske efterretningstjenestes
billede af den løbende udvikling.
Studien ’Truslen mod Danmark’, 1965ff.
Studien udkom første gang i 1965 i 30 eksemplarer, der var klassificeret
„Yderst hemmelig“. Samtidig udsendtes en engelsk oversættelse i 25 eksemplarer.
Studien, der var udarbejdet i FE, voksede i 1970’erne og 1980’erne til
et større bogværk. Den reviderede version fra 1968 samt rettelsesblade til
samme fra 1969, 1971 og 1972 er brændt. Rettelsesblade fra 1974, 1975 og
1976 er bevaret i et vist omfang. Fra 1978 er studien bevaret.
I de bevarede versioner fra 1970’erne og 1980’erne er der altså tale om et
værk, der dækker alle sider af Warszawapagtlandenes militære aktiviteter i det
omfang, de havde relevans for Danmark og det danske nærområde. Arbejdet
rummer omfattende gennemgange af Østlandenes konventionelle kapabiliteter
og deres kapabilitet på ABC-området. Der er fokuseret på angrebsmulighederne
over for Danmark, hvor og hvornår et sådant angreb kunne tænkes
sat ind under en Øst-Vest-konflikt og med hvilke styrker. De vestlige kapabiliteter
behandles kun undtagelsesvis. Fra 1970’erne medtages også afsnit om
truslen mod Grønland og Færøerne. I 1980 og 1985 udsendtes separate dele
for truslen mod Grønland og Færøerne. Studien indeholder alle klassifikationsgrader
(fra 1980’erne dog ikke „Yderst hemmelig“), og klassifikationen
kan skifte inden for samme kapitel. Hovedparten af indholdet i „Truslen mod
Danmark“ frem til den kolde krigs afslutning er afklassificeret, men i alle de
fuldt bevarede versioner (også versionen fra 1965) er der afsnit, der fortsat er
klassificerede, fordi de af FE skønnes stadig at have en vis gyldighed for trusselsbilledet
eller af andre grunde. De forskellige versioner af „Truslen mod
Danmark“ er gennemgået og resultaterne refereret og analyseret i udredningen.
Bundesarchiv-Militärarchiv, Freiburg (BA-MA)
Arkivet er Tysklands militære arkiv og rummer de meget omfattende arkiver
fra den tidligere østtyske Nationale Volksarmee (NVA), hvoraf den østtyske
marine, Volksmarine, var en del. Den militære efterretningstjenestes
(Verwaltung Aufklärung) arkiv findes ligeledes her. I alt drejer det sig om ca.
6 hyldekilometer. På grundlag af dette materiale kan mange interessante temaer
tages op også af den kommende tids forskning. For at nævne blot et en-
FORSKNING OG KILDER 37
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 37
kelt eksempel er det muligt at studere de månedlige rapporter, som DDR’s
Militärrat modtog om moralen i de væbnede styrker. De giver et sociologisk
set ganske enestående indblik i en ellers lukket verden.
Som konsekvens af den østtyske stats opløsning blev krigsplaner og andet
operativt materiale (herunder også materialet fra flere af de store fælles-
38 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Arkivfund. Kort over Warszawapagt-øvelsen „Kraj-73“. (Militærarkivet, Freiburg).
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 38
øvelser inden for Warszawapagten i 1970’ernes slutning og fremefter) tilintetgjort
eller inddraget af Sovjetunionen. I udredningen er der især anvendt
øvelsesmateriale fra perioden 1956 til anden halvdel af 1980’erne, hvor øvelsesniveauet
var faldende. Øvelsesmaterialet er af svingende omfang, men omfatter
ofte pr. øvelse et materiale på adskillige hundrede sider – undertiden
op til en halv hyldemeter – bestående af korrespondance vedrørende øvelsens
afholdelse, samt materiale om øvelsesstart og ordreudgivelse, øvelsesgennemgang
og kortmateriale. Særligt værdifulde er øvelsesgennemgangene, der ud
over evaluering og eventuel kritik af de under øvelsen tagne beslutninger
ofte indeholder generelle vurderinger af den aktuelle militærpolitiske situation.
Som indgang til materialet er i 1997 udgivet ikke afsluttede registraturer
over „Kommando der Volksmarine“ og „Kommando der Landstreitkräfte der
Nationalen Volksmarmee“ (Findbücher zu den Beständen des Bundesarchivs,
Band 58 og Band 61), der må suppleres med seddelregistraturer i arkivet i
Freiburg.
Desuden er der i Freiburg benyttet det hemmelige østtyske militærtidsskrift
„Militärwesen. Zeitschrift für Militärwissenschaft“ (dette var tidskriftets navn
ved dets ophør i 1990). På DIIS’ foranledning (og med indledning ved Svend
Aage Christensen) er tidsskriftets indholdsfortegnelser sammen med udvalgte
artikler i oktober 2004 gjort tilgængelige på PHP’s hjemmeside.33 Mange af
tidsskriftets artikler berører spørgsmål om krigsførelse i det danske strædeområde
og i Østersøen.
For fremtidig forskning er der generelt et rigt uudnyttet materiale i de tidligere
hemmelige sovjetiske, polske og østtyske militære tidsskrifter, som i dag
alle er tilgængelige.
Polske militære arkiver
Til belysning af de polske militære og efterretningsmæssige planer med hensyn
til Danmark har udredningen gjort brug af kildemateriale fra det polske
Centrale Militærarkiv (Centralne Archiwum Wojskowe – CAW), der har sit
hovedsæde i Rembertów i udkanten af Warszawa. En del af kilderne stammer
fra arkivets hovedafdeling, mens andre er hentet i to af dets underafdelinger,
henholdsvis det polske flyvevåbens arkiv (Archiwum WLOP) i Modlin
nær Warszawa og flådens arkiv (Archiwum Marynarki Wojennej – AMW) i
Gdynia.
Det er stadig særdeles vanskeligt at få adgang til disse polske militærarkiver,
og mange af de mest relevante arkivalier er fortsat klassificerede og utilgæn-
FORSKNING OG KILDER 39
33 Anna Locher and Christian Nuenlist (Eds.), The Secret GDR Journal „Militärwesen“, 1964-89,
http://www.isn.ethz.ch/php/collections/coll_15.htm, senest set 7. maj 2005.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 39
gelige for offentligheden. Enkelte øvelsesplaner opbevares også i Arkivet for
Nye Akter (Archiwum Akt Nowych – AAN), hvortil der er forholdsvis nem adgang
for forskere. Grunden til, at nogle af planerne er endt i AAN er, at de
har været tilstillet den øverste partiledelse.
Til trods for vanskelighederne med arkivadgangen er det lykkedes at fremdrage
et omfattende og vigtigt og af forskningen hidtil ikke udnyttet materiale
til belysning af de polske planer for Danmark, specielt for perioden fra
1950 til ca. 1980. Materialet fra 1950’erne giver nye oplysninger om den militære
situation i Østersøområdet, om det sydlige Sveriges placering i de østlige
forestillinger og om Polens militære opgaver over for Danmark i tilfælde af en
krig mellem Øst og Vest, medens materialet fra 1960’erne og 1970’erne giver
detaljerede oplysninger om, hvorledes man fra polsk side forestillede sig at
gennemføre et angreb på Danmark i den såkaldte „Kystfrontoperation“. En
særlig interesse knytter sig til et omfattende efterretningsmateriale, der fremlægges
for første gang og demonstrerer omfanget af de mange efterretningsoperationer
mod Danmark, der lå bag den polske operative planlægning.
Det nye polske kildemateriale er specielt blevet udnyttet i kapitlerne 24,
53 og 80. I betydeligt omfang stammer dette efterretningsmateriale fra det
polske Institut for National Erindring (IPN), se nedenfor.
Kilder til belysning af militære efterretningsforhold er ligeledes fremskaffet
fra de polske militærarkiver, især den polske flådes arkiv i Gdynia (AMW).
Herfra stammer blandt andet nogle dokumenter af mere overordnet karakter
med evaluering af den hidtidige efterretningsindsats og planer for de følgende
års aktiviteter. Det ældste materiale af denne art er fra 1950, mens det
nyeste er en tale fra 1980, der omhandler planer for efterretningsarbejdet i
de efterfølgende fem år. På det operative plan er der flere kilder fra perioden
1964-1980, der vedrører spionage foretaget fra hydrografiske opmålingsskibe
og lystbåde bemandet med civilklædte polske officerer. PET-materiale belyser
danske forholdsregler mod disse aktiviteter. Endelig er der en række dokumenter
fra perioden 1958-1978, der viser resultaterne af de efterretningsmæssige
anstrengelser i form af rapporter om danske militære forhold såvel som
topografiske beskrivelser med angivelse af mulighederne for at gennemføre
landsætningsoperationer m.v. Materialet fra den polske flådes arkiv i Gdynia
rummer dels overordnede planer for polsk sømilitær efterretningsindhentning
i det danske og nordvesteuropæiske område så sent som 1981-1985, dels
eksempler på den omfattende og detaljerede terrænrekognoscering, som
blev gennemført i Danmark i hele perioden. Her findes således det nydeligste
håndkolorerede album med danske kystprofiler, som vi desværre ikke fik
tilladelse til at kopiere. På plancherne i dette album er der særlige signaturer
for kysternes egnethed til landsætningsoperationer. I samme arkiv var der
endvidere et op til 100 sider langt dokument, som ud fra sin karakter må antages
at afspejle østlig signalopklaring mod NATO’s Wintex-øvelse i 1977.
Heller ikke disse dokumenter blev der givet tilladelse til at kopiere. Betydelige
40 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 40
dele af sagerne vedrørende Danmark i den polske flådes arkiv er fortsat klassificerede,
i særlig stort omfang synes dette at gælde sager fra 1980’erne.
* *
Uden for systematikken skal det noteres, at CIA’s historiske afdeling har stillet
et par interessante efterretningsrapporter til rådighed for udredningen
om marskal Georgij Sjukovs hemmelige tale i Berlin i 1957. Disse rapporter
er på DIIS’s initiativ publiceret på PHP’s hjemmeside.34 Endvidere er en
række publicerede trusselsvurderinger fra bl.a. amerikansk og britisk side anvendt
i arbejdet.

Østligt materiale til belysning af efterretningsaktiviter i øvrigt,
østlige påvirkningsaktiviteter og østlige opfattelser af dansk
sikkerhedspolitik

Polske efterretningskilder
Til belysning af de polske efterretningsaktiviteter rettet mod Danmark har udredningen
hovedsagelig gjort brug af kilder fra det polske Institut for National
Erindring (Instytut Pami•ci Narodowej – IPN), som har sit hovedsæde i
Warszawa. Denne institution er i besiddelse af et omfattende arkiv, som rummer
dokumenter udarbejdet af de polske sikkerhedsorganer i perioden 1944-
1989. For forskere er det sædvanligvis muligt at få adgang til arkivet, men ansøgningsproceduren
kan være ganske langvarig, og der udleveres som regel
kun få mapper ad gangen og med lange intervaller. En del materiale i dette
arkiv er stadig klassificeret og har dermed været utilgængeligt for udredningen.
Der er dog alligevel lykkedes at indsamle et også i international målestok
særdeles righoldigt materiale. Eksempler på den polske militære efterretningstjenestes
opgavebeskrivelser og rejseplaner for dansk og sydnorsk område,
beskrivelse af danske kyster, etablering af kontaktsteder og døde postkasser
m.m. er optrykt som bilag til udredningen, delvis i dansk oversættelse.
Operationerne i Danmark blev i hovedsagen gennemført af de polske militærattacheer
i samarbejde med især de sovjetiske militærattacheer. Desuden kan
man udlede, at tilrejsende østagenter var involveret. Der er ikke fundet tegn
i IPN på, at den polske militære efterretningstjeneste i Danmark har erhvervet
højt klassificeret materiale om det danske forsvar.
FORSKNING OG KILDER 41
34 Christian Nuenlist (Ed.), Superpower under Pressure: The Secret Speech of Minister of Defence Marshal
Zhukov in East Berlin, March 1957, Introduction by Svend Aage Christensen and Frede P. Jensen,
http://www.isn.ethz.ch/php/collections/coll_19.htm, set 9. maj 2005.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 41
Udredningen har haft adgang til arkivalier fra perioden 1952-1989, hvoraf
langt den største del dog stammer fra 1950’erne og 1960’erne. Materialet fra
IPN består først og fremmest af korrespondance, rapporter og interne notater
hentet fra Indenrigsministeriets efterretningsafdelinger og Generalstabens
militærattachéafdeling, og det belyser et bredt udsnit af det operative efterretningsarbejde
rettet mod Danmark, hvorimod de overordnede strategiske
overvejelser stort set er fraværende. Sådanne kan som nævnt i et vist omfang
udledes af akter fra de militære arkiver. De gennemgåede dokumenter berører
i særlig grad følgende emner:
– De polske efterretningsorganers spionage mod den danske ambassade i
Warszawa. Kilder fra perioden 1953-1979 viser, hvordan de polske tjenester
ved hjælp af natlige indbrud, informanter blandt de polske medarbejdere,
samt telefon- og rumaflytning gjorde sig bekendt med store dele
af ambassadens arbejde. Materialet om den polske efterretningsindsats
mod ambassaden omfatter i alt ca. 3.000 sider. Der er søgt om, men
endnu ikke givet adgang til de sager, der dækker 1980’erne.
– Aktiviteter udført af den polske militærattaché i København. Korrespondance
fra perioden 1955-1989 giver et indblik i militærattachéernes officielle
og uofficielle arbejde. De uofficielle aktiviteter, som dog kun kan
følges frem til 1971, omfatter blandt andet fotografering og anden dokumentation
af militære anlæg i Danmark og Norge. Nogle af de samme sager
findes i de militære arkiver.
– Agenter i Danmark. Det fremgår af kilder fra perioden 1958-1971, at de
polske efterretningstjenester har forsøgt at hverve såvel danskere som herboende
polakker. At hvervningsforsøgene også i visse tilfælde bar frugt,
fremgår blandt andet af bemærkninger om møder med agenter, som
f.eks. blev bedt om at levere skitser over danske forsvarsanlæg.
– Kontaktsystemer til brug for kommunikation mellem efterretningscentralen
og dens medarbejdere. I kilder fra perioden 1953-1973 findes der et
righoldigt materiale vedrørende lokalisering og procedurer i forbindelse
med såvel planlagte mødesteder som upersonlige kontaktsystemer, såkaldte
„døde postkasser“. Derudover er der i dette materiale enkelte eksempler
på nedgravede materieldepoter. Et tilsvarende materiale er så
vidt vides kun brudstykkevis kendt og publiceret i andre vestlige lande.
– Indslusning af agenter. En række kilder fra perioden 1954-1970 beskæftiger
sig med mulighederne for at smugle personer ind i Danmark. I visse
tilfælde nævnes denne hensigt eksplicit, mens der andre gange blot er
tale om detaljerede undersøgelser af procedurer forbundet med indrejse
i Danmark.
Desuden omfatter materialet fra IPN blandt andet studier af danske legitimationspapirer
og de danske politimyndigheders organisation samt beretninger
42 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 42
om dansk efterretningsvirksomhed mod Polen og overvågning af polske diplomater
i Danmark, undertiden i form af mindre håndbøger, sågar fra de
sene 1980’ere.
Sovjetisk kildemateriale
Det sovjetiske kildemateriale, der er benyttet i udredningen, stammer fra arkiver
i Rusland og de baltiske lande. En stor del af materialet er indberetninger
fra den sovjetiske ambassade i København. Indberetningerne kan være
årsrapporter eller andre redegørelser for danske forhold, forslag til sovjetisk
politik over for Danmark og referater af samtaler med danske politikere, embedsmænd,
journalister og andre personer. I særdeleshed er der et meget
stort antal referater af samtaler med DKP’s ledere. Kildematerialet omfatter
også erklæringer fra den sovjetiske regering samt notater og analyser udarbejdet
i det sovjetiske udenrigsministerium (MID). Der er ligeledes forordninger
fra SUKP’s centralkomité samt enkelte beslutningsreferater fra politbureauets
møder. Endvidere består kildematerialet af årsplaner og kvartalsplaner for
samarbejdet mellem de sovjetiske myndigheder og landsforeningen Danmark-
Sovjetunionen samt opgørelser over opfyldelsen af disse planer.
De fleste dokumenter er fra perioden 1945-ca. 1965. Der er kun få fra
1970’erne og 1980’erne. Dokumenterne belyser de to sider af Sovjetunionens
udenrigspolitik. Dels den officielle politik over for Danmark, således som den
kom til udtryk i diplomatiets forhandlinger og aftaler. Og dels den propagandapolitik,
der var rettet mod befolkningen, og hvis formål det var at påvirke
den danske offentlighed i en for Sovjetunionen gunstig retning.
En stor del af kildematerialet belyser Sovjetunionens officielle politik, men
der er også dokumenter, der giver indblik i interne overvejelse og vurderinger.
Af dem fremgår det bl.a., at den sovjetiske regering betragtede det
som usandsynligt, at Danmark ville forlade NATO. Endvidere er der skrivelser,
der viser, hvordan medarbejdere ved den sovjetiske ambassade i København
opfattede Danmarks sikkerhedspolitiske situation i første halvdel af
1980’erne.
Hvad angår kildematerialets tilgængelighed har situationen i undersøgelsesperioden
været en helt anden og mindre gunstig end i årene lige efter
Sovjetunionens sammenbrud i 1991. På det tidspunkt var der generelt en
langt friere adgang til arkiverne end i dag. Mange dokumenter fra sovjetperioden
blev i første halvdel af 1990’erne afklassificeret og dermed gjort tilgængelige
for forskningen, selv om der på ingen måde var tale om, at arkiverne
blev „åbnet“. Senere ændredes denne praksis. Mange dokumenter er
stadig klassificerede, og der er også en del eksempler på, at dokumenter, der
tidligere var tilgængelige, nu er blevet reklassificerede. Nogle arkiver i Rusland
er fortsat lukkede for offentligheden, f.eks. præsidentens arkiv og KGB’s
arkiv, og til forsvarsministeriets arkiv er adgangen yderst begrænset.
FORSKNING OG KILDER 43
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 43
I de baltiske lande er situationen på dette område anderledes. I arkiverne
i Estland, Letland og Litauen er åbenheden generelt større end i Rusland.
Dels er der adgang til kildemateriale om de tre landes interne forhold i sovjetperioden,
dels findes der dokumenter om Sovjetunionens udenrigspolitik,
der fra Moskva blev sendt til nogle af sovjetrepublikkerne som orientering for
de lokale partiorganisationer og statslige myndigheder. F.eks. findes der i det
statslige arkiv i Litauen nogle interessante årsrapporter om Danmark fra
1970’erne. De viser, hvordan man i Moskva vurderede dansk udenrigspolitik
og danske politiske og økonomiske forhold generelt. Disse rapporter er ikke
tilgængelige i arkiverne i Rusland. DIIS har således her haft adgang til materiale,
som er klassificeret i Moskva. Det gælder eksempelvis oversigter og rapporter
om Danmark og de øvrige nordiske lande (ottjoty, spravki) udarbejdet
i MID i Moskva på grundlag af ambassadeindberetninger fra bl.a. København.
Det gælder også rapporter og vurderinger af eksempelvis NATO-rådsmøder.
Dokumenterne er som nævnt fundet i Litauens statsarkiv, mens tilsvarende
dokumenter ikke er fundet i Estland og Letland. Lignende kilder er i 2004
forsøgt efterspurgt i Ukraine uden resultat. Endvidere er KGB’s arkiv i Litauen
i et vist omfang åbent. Der er ikke adgang til materialet om KGB’s agentvirksomhed
over for udlandet, men arkivet indeholder dokumenter, der viser,
hvor omhyggeligt man har overvåget udenlandske turistgrupper i Litauen
med henblik på at afsløre eventuelle agenter eller finde frem til personer,
man fra litauisk side selv ville kunne anvende som meddelere. Guiderne har
også noteret navnene på udenlandske turister, der stillede nærgående og for
myndighederne ubehagelige spørgsmål om litauiske forhold.
Dokumenter fra arkiver i Letland giver et indblik i den sovjetiske påvirkningspolitik
og „imagepleje“ forstået på den måde, at der blev udfoldet store
anstrengelser for at bibringe udenlandske delegationer og turistgrupper et
positivt indtryk af sovjetiske levevilkår. Målet var, at ingen udlænding skulle
forlade landet uden at være blevet overbevist om socialismens fortræffeligheder;
en opfattelse, der gerne skulle viderebringes i udlændingens eget hjemland.
DIIS har arbejdet i arkiver i Litauen og har samarbejdet med arkivarer og
administration i Estland og Letland, som har gjort et stort arbejde for at finde
frem til materiale, der kunne være af interesse for undersøgelsen. Det gælder
således kulturelle forbindelser med udlandet, korrespondance med sovjetiske
ambassader i udlandet, politiske spørgsmål, samtaler med udenlandske diplomater,
korrespondance med sovjetiske institutioner i udlandet, planer og opgaver
i form af forordninger, års- og kvartalsplaner, kontakt med udenlandske
journalister, propaganda og kontrapropaganda og analyser af arbejdet med
besøgende udlændinge.
Det bemærkelsesværdige ved indholdet i dokumenter om forbindelser
med udlandet er, at langt størstedelen af indholdet fokuserer på det socialistiske
samfundssystems imagepleje over for „masserne“ via de såkaldte multi-
44 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 44
plikationsfaktorer. Dokumenterne indeholder eksempelvis minutiøst udarbejdede
detaljer om forhold, forbindelser og dagsordner i den danske fagbevægelse,
gennemførte delegationsbesøg, hvor danskerne har fået forevist mønsterlandbrug,
fabrikker, børnehaver m.v. alt sammen for at præge deres billede
af det socialistiske samfund. Danskernes udtalelser er noteret ned, og
man sørger for, at opholdet foregår i venskabelig stemning og så komfortabelt
som muligt, således at der ikke bliver stillet provokerende eller kritiske
spørgsmål; hensigten er at udvikle forbindelserne og aftale nye besøg. Det synes
at fremgå, at målet på dette niveau i første række var kampen om sjælene.
Nærmere om de russiske arkiver
Det Russiske Statsarkiv for Socialpolitisk Historie (RGASPI) indeholder dokumenter
fra SUKP’s CK frem til 1953. Det Russiske Statsarkiv for den Nyeste
Historie (RGANI) rummer akter fra SUKP’s CK 1953-1991. AVP RF er udenrigsministeriets
arkiv. Den Russiske Føderations Statsarkiv (GARF) indeholder
bl.a. dokumenter fra VOKS (Unionsselskabet for kulturelle forbindelser
med udlandet) og dettes efterfølger fra 1958 SSOD (Forbundet af sovjetiske
organisationer for venskab og kulturelle forbindelser med udlandet). Hovedparten
af disse kilder omhandler de kulturelle forbindelser mellem Danmark
og Sovjetunionen. Det blev forsøgt at bestille materiale vedrørende Radio
Moskvas udsendelser til Danmark, men det omfattede kun programoversigterne
for hver dag. Det fremgik, at 60 % af de udsendelser, som blev produceret
til vestlige lande var identiske, mens kun 40 % var lavet specielt til det
enkelte land. Nogle dokumenter fra RGANI og AVP RF findes i kopi i Rigsarkivet.
En oversigt over dokumenter vedrørende Danmark findes i publikationen
Danica i Rusland. Kilder til Danmarks historie efter 1917 i russiske arkiver,
Rigsarkivet 1994.
Dokumenterne i de russiske arkiver er ordnet i fonde, der består af flere
„opis’er“, der igen består af flere „delo’er“. I en kildehenvisning følger efter
arkivets navn forkortelserne for disse betegnelser, f.eks. RGANI f. 3, op. 18. d.
270, l. 6, (l. står for „list“, dvs. side). I henvisninger til dokumenter fra AVP RF
indgår endvidere betegnelsen „papka“, f.eks. AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d.
7, ll. 73-83.
Ved henvisninger til dokumenter i de baltiske arkiver anvendes tilsvarende
forkortelser.
Kildepublikationer
Noget af det sovjetiske kildemateriale er publiceret. Blandt kildeudgivelserne
kan nævnes Sven G. Holtsmark (red.), Norge og Sovjetunionen 1917-1955. En
utenrikspolitisk dokumentasjon, 1995. Denne dokumentsamling findes også i en
næsten identisk russisk udgave med titlen Sovetsko-norvesjkije otnosjenija 1917-
FORSKNING OG KILDER 45
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 45
46 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 46
1955 [De sovjetisk-norske relationer 1917-1955], 1997. En oversigt over dele
af den nærmest ubegribeligt store mængde dokumenter fra SUKP’s arkiv, der
findes på mikrofilm i The Hoover Institution Archives, er Lora Soroka, Fond
89. Communist Party of the Soviet Union on Trial, Stanford 2001. En del af dokumenterne
fra fond 89 er udgivet på internettet i samlingen Soviet Archives at
INFO-RUSS.35 Her findes bl.a. kilder til KGB’s diskrediteringskampagne mod
Solsjenitsyn og vedrørende økonomisk støtte til udenlandske kommunistpartier.
En KGB-lærebog i kontraspionage er udgivet på internettet i den russisksprogede
originaludgave af Harvards koldkrigsprojekt.
De østtyske kilder
Arkivsituationen for materiale fra den tidligere Tyske Demokratiske Republik
(DDR) udmærker sig derved, at kildeadgangen allerede siden starten af
1990’erne i de fleste tilfælde har været ekstraordinært liberal. Det hænger naturligvis
sammen med den særlige situation efter Tysklands genforening. En
af vejene til at overvinde følgerne af den tyske deling og SED-diktaturet var en
åben historisk „bearbejdning“ (Aufarbeitung) af fortiden.36
Udredningen har således nydt godt af den udstrakte åbenhed i de tyske arkiver
på dette område. I den sammenhæng har det spillet en væsentlig rolle,
at DDR sammenlignet med de fleste andre Warszawapagtlande indtog en
nøglerolle i forhold til Danmark og Norden. På grund af den geografiske,
sproglige og kulturelle nærhed var relationerne og konfliktfladerne både politisk
og militært ganske omfattende.
Udredningen har kunnet benytte DDR-materiale fra otte tyske arkiver:
Det tyske Forbundsarkiv i Berlin;
Stiftung Archiv der Parteien und Massenorganisationen der DDR im Bundesarchiv
(SAPMO-Barch), Berlin;
Bundesarchiv-Zwischenarchiv, Dahlwitz-Hoppegarten;
Politisches Archiv des Auswärtigen Amtes, Berlin;
Bundesarchiv-Militärarchiv, Freiburg/Breisgau;
FORSKNING OG KILDER 47
35 http://psi.ece.jhu.edu/~kaplan/IRUSS/BUK/GBARC/buk.html, senest set 7. maj 2005.
36 Denne holdning kom også frem i meget omfattende publikationer fra to enquete-kommissioner
vedrørende DDR, nedsat af den tyske forbundsdag. F.eks. 18 tykke bind fra kommissionen for
„Aufarbeitung von Geschichte und Folgen der SED-Diktatur in Deutschland“.
Tophemmeligt sovjetisk dokument fra 1970 online i samlingen INFO-RUSS. Politbureauet bemyndiger
CK’s internationale afdeling og KGB til at udstyre det italienske kommunistparti med
radioudstyr til opretholdelse af krypteret forbindelse mellem det italienske kommunistpartis centralkomité
og KGB.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 47
Die Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der
ehemaligen Deutschen Demokratischen Republik (BStU), Berlin (Stasiarkivet);
Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern, Greifswald;
Universitätsarchiv Greifswald.
I de her nævnte arkiver opbevares størstedelen af det materiale, der har relevans
for Danmark. Det omfatter alle centrale østtyske ministerier og organisationer
samt regionale organisationer i det tidligere distrikt (Bezirk) Rostock.
Dette område havde i DDR-tiden særlige forbindelser til Norden på grund af
de bånd, man fra østtysk side søgte at knytte over Østersøen. Det kom tydeligst
til udtryk i de såkaldte Østersøuger fra 1958 til 1975 samt gennem partirelationerne
mellem det østtyske kommunistparti SED’s Bezirksorganisation
og DKP’s Københavnsafdeling. I Rostock-området lå også DDR’s centrale nordiske
tænketank og uddannelsesinstitution, det nordiske institut (eller
Sektion Nordeuropawissenschaften) ved Ernst-Moritz-Arndt-Universitetet i
Greifswald.
Materialet fra de tidligere DDR-arkiver har hovedsagelig fundet anvendelse
i afsnittene om henholdsvis østlig påvirkningspolitik og spionage. På grund af
materialets store omfang har det være nødvendigt at være meget selektiv. Der
har således stået et langt større kildegrundlag til rådighed, end det har været
muligt at afspejle i udredningen.
Hvad angår DDR’s påvirkningspolitik, har udredningen i vidt omfang trukket
på de centrale samlinger fra det østtyske udenrigsministerium samt ikke
mindst de østtyske organisationer. Sidstnævnte spillede en meget væsentlig
rolle for DDR’s udenrigspolitik, hvilket ikke mindst var betinget af, at den østtyske
stat frem til 1973 stod internationalt isoleret som følge af det vesttyske
krav om alene at kunne repræsentere den tyske nation i udlandet. Det forhold
gav udenrigsministeriet mindre spillerum og øgede DDR’s afhængighed
af organisationernes muligheder for kontaktpolitik og public diplomacy. Betydningen
af udenrigsministeriets arkiv er i et vist omfang begrænset af, at
dette arkiv opererer med en 30 års tilgængelighedsfrist.
Den klart vigtigste organisation var selvsagt SED, det regerende kommunistparti.
Partiet havde det første og det sidste ord i alle sager. Det formulerede
de overordnede politiske retningslinjer og kontrollerede gennemførelsen.
Partiet koordinerede desuden udenrigspolitikken med de øvrige kommunistpartier
i Warszawapagten. I sidstnævnte sammenhæng har udredningen
kunnet trække på materiale fra topmøder inden for Warszawapagten.
Det drejer sig foruden de netpublicerede materialesamlinger, som er nævnt
ovenfor, eksempelvis om møderne mellem kommunistpartiernes centralkomiteers
sekretærer for udlandspropaganda. Udredningen har desuden gennemgået
det forhåndenværende materiale fra de to vigtigste centralkomitéafdelinger
for udenrigspolitiske spørgsmål: afdelingen for udenrigspolitik og
48 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 48
internationale forbindelser – underlagt politbureaumedlem Herman Axen –
samt afdelingen for udlandsinformation – under politbureaumedlem Albert
Norden. Afdelingen for internationale forbindelser havde som sin arbejdsopgave
foruden at udstikke hovedlinjerne i udenrigspolitikken at varetage relationerne
til kommunistpartier og andre arbejderpartier i Vesten. I Danmark
var det i hele perioden DKP, mens SED fra 1973 forsøgte også at etablere partirelationer
til Socialdemokratiet.
Udredningen har gennemgået materiale fra partiets øverste organer, politbureauet
og sekretariatet, fra hvis møder der foreligger beslutningsprotokoller
og arbejdsprotokoller med baggrundsmateriale for disse partiorganers beslutninger.
Yderligere er undersøgt politbureauets forberedende organ, den
udenrigspolitiske kommission.
Blandt de udførende organer for partiets politik har udredningen undersøgt
DDR’s udenrigsministerium samt en lang række af de organisationer, der
havde eget internationalt arbejde. Det drejer sig eksempelvis om DDR’s fagbevægelse
FDGB (Freier Deutscher Gewerkschaftsbund), ungdomsorganisationen
FDJ (Freie Deutsche Jugend), kvindeorganisationen DBD (Demokratischer
Frauenbund Deutschlands), bondeorganisationen VgdB (Verband der
gegenseitigen Bauernhilfe), den statslige fredsorganisation Friedensrat der
DDR samt ikke mindst Liga für Völkerfreundschaft, der koordinerede og styrede
arbejdet med DDR-venskabsorganisationerne i udlandet – i Danmark
Venskabsforeningen Danmark-DDR. Derudover havde også DDR’s fire formelt
ikke-socialistiske partier – der reelt var halehæng til SED – også egne
internationale afdelinger. Her forsøgte både det Nationaldemokratiske Parti
og Det Demokratiske Bondeparti at få venskabsforbindelser i Danmark til
hhv. Venstre og Det Radikale Venstre.37 Det lykkedes for Bondepartiet at oprette
sådanne bånd til Det Radikale Venstre i 1980’erne. Blandt de udførende
organer og institutioner i DDR’s udenrigspolitik er det i udredningen valgt at
se bort fra eksempelvis de såkaldte Arbejderkonferencer samt fra DDR’s
Ministerium for udenrigshandel, ministeriet for højere læreranstalter samt
kulturministeriet. Heller ikke materiale fra forlaget Zeit im Bild eller fra
DDR’s kulturinstitut i Stockholm, der havde et delansvar for Danmark, er inddraget.
Til gengæld er der i udredningen anvendt offentliggjort materiale –
en kildegruppe, der ironisk nok ofte er blevet overset efter åbningen af arkiverne.
Det benyttede materiale omfatter blandt andet den partilitteratur, der
blev anvendt som retningsgivende af SED-partikollektiverne i DDR’s organisationer
og statsinstitutioner, hvor folk i betroede stillinger, eksempelvis diplomater,
var medlemmer. Desuden er der inddraget materiale fra tidsskriftet
Nordeuropastudien samt propagandamagasinet DDR-revy.
FORSKNING OG KILDER 49
37 SAPMO-Barch: DY60/4630: „Aktenvermerk über eine Aussprache im Ministerium für Auswärtige
Angelegenheiten der DDR, Sektion Nordeuropa, am 25.2.1970“. 10. marts 1970.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 49
I BStU og i Forbundsmilitærarkivet (BA-MA) har udredningen skaffet kilder
fra DDR’s efterretningstjenester. Det drejer sig om et omfattende materiale,
men dog med lakuner. I forhold til Danmark er den mest afgørende, at
såvel Ministeriet for Statssikkerheds udlandstjeneste HVA som DDR’s militære
efterretningstjeneste i stort omfang destruerede deres arkiver efter murens
fald. Begge tjenester efterlod analysemateriale, mest omfattende dog den militære
tjeneste.38 Mens de analytiske slutprodukter således i betydeligt omfang
er tilgængelige, har arkivdestruktionen gjort det vanskeligt at skrive historien
om tjenesternes operative arbejde. Dette har også kun i begrænset omfang
kunnet lade sig gøre i denne udredning. Materiale fra dette arkiv giver ny indsigt
i bl.a. MfS’ HA XVIII’s aktivitet i Danmark i forbindelse med industrispionage.
Yderligere materiale herfra er delvist kendt – således eksempelvis SIRA,
som er en journaldatabase over agenter m.v., dog kun med dæknavne, og deres
dokumentleverancer. Dette materiale indsættes imidlertid i udredningen
i en bredere sammenhæng, end det tidligere har været muligt. DDR’s militære
efterretningstjenestes vurderinger og indhentningsresultater giver sammen
med andet NVA- og Warszawapagtmateriale i militærarkivet et dybtgående
indblik i østlandenes trusselsforestillinger og operative planlægning.
Herfra er for eksempel også hentet en østtysk beskrivelse af NATO’s højt klassificerede
kommandostabsøvelse „Wintex 79“, som må antages at være baseret
på de Wintex-dokumenter, som kilden „Harry“, der var premierløjtnant i
Forbundsværnet, leverede til den østtyske efterretningstjeneste. Der er ikke
fundet tegn i Freiburg på, at den østtyske militære efterretningstjeneste i
Danmark har erhvervet højt klassificeret materiale om det danske forsvar.
En anden begrænsning gælder adgangen til personrelaterede sager i BStU
(Stasiarkivet). Dels er der meget lange ventetider i behandlingen af sådanne
ansøgninger, dels udleveres sagerne ikke til forskere, medmindre det for
BStU er åbenlyst, at der er tale om Stasi-agenter, Stasi-medarbejdere eller
Stasi-begunstigede. Hvis BStU ikke finder dette åbenlyst, kræves det, at ansøger
på konkret måde kan godtgøre, at der er tale om en agent, medarbejder
eller begunstiget, eller at ansøger kan forelægge tilladelse fra den pågældende
til udlevering af sagen. Udredningens gennemgang af danske statsborgeres
virksomhed for MfS (Stasi) er foretaget på grundlag af materiale i PET’s
arkiv (se kapitel 76).
Et mere omfattende billede af de politiske og samfundsmæssige forbindelser
mellem DDR og Danmark får man på mange måder i de andre, langt
lettere tilgængelige arkiver, først og fremmest SAPMO, der dækker hele den
relevante periode, og det tyske udenrigsministeriums arkiv med den nævnte
30-års begrænsning.
50 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
38 I forhold til den militære tjeneste foreligger endnu muligheden af at benytte BStU-samlingerne
for MfS Hovedafdeling I / Unterabteilung Äußere Abwehr. Jf. Thomas Wegener Friis, Den usynlige
front. DDR’s militærspionage mod Danmark under den Kolde Krig, København, 2005, s. 317.
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 50
Med de danske efterretningstjenesters samtykke har udredningen søgt om
adgang til materiale i BStU til belysning af Stasis viden om de danske efterretningstjenester,
idet også dette stof ville kunne sige noget om Stasis operationsmetoder.
Ansøgningen var endnu i midten af maj 2005 ikke blevet besvaret. I
betragtning af den omfattende arkivdestruktion i MfS er det uvist, i hvilket
omfang et sådant materiale i det hele taget er bevaret.

Kilder fra danske arkiver til belysning af østlige
efterretningsaktiviteter m.v.

Til beskrivelsen af de østlige efterretningstjenesters arbejde i Danmark, en
eventuel indre trussel mod den danske sikkerhed samt Warszawapagtlandenes
forsøg på at opnå direkte eller indirekte indflydelse på dansk debat og politikfastlæggelse
på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, herunder
gennem danske partier og organisationer m.v., er bl.a. anvendt kildemateriale
fra de danske efterretningstjenester.
En betydelig del af det anvendte materiale fra efterretningstjenesternes arkiver
er såkaldte slutprodukter. Der er typisk tale om årsrapporter, halvårsrapporter
og månedsrapporter omhandlende eksempelvis den sovjetiske repræsentation
og dens aktiviteter i Danmark, eller spionage, sabotage og undergravende
virksomhed. De indeholder et sammendrag af de vigtigste oplysninger
inden for det givne område. Slutprodukterne rummer sjældent oplysninger
om efterretningstjenesternes indhentningsmetoder, samarbejdspartnere
eller kilder. Ved en sammenligning af materialet fra de to danske efterretningstjenester
er et af indtrykkene, at det politimæssigt registrerende er
fremherskende for PET-materialets vedkommende, medens analytiske elementer
i højere grad er at finde i FE’s materiale. I den forstand kan PET- og
FE-materialerne siges at supplere hinanden. PET-kilderne sigter i vidt omfang
på registrering og beskrivelse i konkrete sager, mens FE-materialet principielt
i højere grad søger at sætte foreliggende oplysninger ind i en større sammenhæng.
I PET’s journaler og kartoteker kan man se sporene af et materiale, som
formentlig kunne have kastet lys over truslen mod Danmark under den kolde
krig. Den altovervejende del af dette materiale er imidlertid makuleret. Således
er langt størstedelen af de ønskede sager om blandt andet østlige aktiviteter,
DKP og mulig agentvirksomhed i Danmark blevet destrueret. Det gælder
især sager fra 1940’erne og 1950’erne, men også mange sager af nyere
dato. Set fra et forskningsmæssigt synspunkt er en af ulemperne ved makuleringen,
at en undersøgelse af agentvirksomhed i Danmark i 1940’erne og
1950’erne derigennem er blevet besværliggjort – hvis ikke umuliggjort. Det
betyder også, at det ikke er muligt at give et fyldestgørende billede af PET’s
viden om østlige påvirkningsforsøg og kontakter til danske sikkerhedspolitiske
aktører.
FORSKNING OG KILDER 51
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 51
Alle adspurgte danske myndigheder har som forudsat i kommissoriet ydet
en påskønnelsesværdig bistand til DIIS’s udredere, men uanset de gode muligheder,
som dermed har foreligget for at anvende for eksempel PET’s arkivmateriale,
har det af tids- og ressourcemæssige årsager kun været muligt at
gennemgå en begrænset del af et trods makuleringen meget stort materiale.
Medvirkende hertil har været PET’s fuldt forståelige, men tidskrævende
screening af det ønskede materiale, som var en betingelse for, at det kunne
inddrages i udredningsarbejdet. Screeningen har taget sigte på at beskytte
PET’s indhentningsmetoder, kilder og samarbejdspartnere. De knap 300 dokumenter,
som har været gennem denne proces, indgår i en nyoprettet DIISsamling
i PET’s arkiv, hvortil der henvises i noterne. Dokumenterne er omfattet
af samme tilgængelighedsfrist på 75 år som før DIIS-samlingens etablering
og er således med arkivlovens formulering ikke umiddelbart tilgængelige. Det
kan heraf udledes, at dokumenterne af myndighederne vurderes at indeholde
fortrolige oplysninger.
Nærmere overvejelser om udredningens offentliggørelse af personoplysninger
fremlægges i professor, dr.jur. Peter Blumes responsum, der er optrykt
som bilag i bind 4. Heri nævnes det almindelige princip, at den der offentliggør
personoplysninger har en forpligtelse til at sikre sig, at de pågældende oplysninger
er korrekte. Dette vilkår kan ofte være overordentlig vanskeligt at
opfylde, hvis kilden er efterretningsmateriale. Dels må det tages i betragtning,
at efterretningstjenestens indhentning af oplysningerne kan være sket under
ugunstige omstændigheder uden mulighed for efterprøvning, dels at historikeren
ganske hyppigt ikke har mulighed for at vurdere, hvordan og af hvem
oplysningerne er tilvejebragt.
I udredningens kommissorium hedder det, at der for DIIS’s anvendelse af
akter, der indgår i PET-Kommissionens undersøgelse, skal gælde de samme
regler som for PET-Kommissionen. Til forståelse heraf kan fra forarbejderne
til Lov om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske
område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed (L 65)
nævnes, at det deri blev understreget, „at undersøgelsen heraf ikke er personorienteret.
Der er tale om forhold, der overvejende ligger langt tilbage i tiden
og ikke dengang har givet anledning til tiltalerejsning“ (Retsudvalget, L 65 –
bilag 60). Ved en sammenligning af opgavestillingen for PET-Kommissionen
og DIIS-udredningen kan det i øvrigt konstateres, at de personrelaterede forhold,
der her sigtes til, indtager en større plads i PET-Kommissionens opgave
end i DIIS’. Peter Blumes responsum vedrørende offentliggørelse af personoplysninger
i udredningen munder ud i en betragtning om, at der løbende
må foretages en konkret vurdering af, om den identificerbare oplysning er
påkrævet for at opfylde udredningens formål, samt i den forbindelse en afvejning
mellem en almen interesse i en transparent redegørelse og den enkeltes
beskyttelsesinteresse. For Blume peger retligt og forskningsetisk prægede
overvejelser her i samme retning.
52 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 52

Kilder til belysning af vestlige opfattelser af dansk sikkerhedspolitik
m.v.

Til de tre kapitler om vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik er indsamlet
materiale fra fem af Danmarks vigtigste allierede: USA, Storbritannien,
Frankrig, Vesttyskland og Canada. I så vidt omfang som muligt er fremstillingen
søgt baseret på primærkilder fra især de udenrigsministerielle og militære
arkiver i de pågældende lande. På grund af de tidsbegrænsninger på tilgængeligheden,
der internationalt råder på arkivområdet, har dette dog som
regel kun været muligt for tiden frem til 1974. I Canada er det dog lykkedes
gennem en ret langvarig proces at få afklassificeret enkelte, ikke særlig sensitive
dokumenter fra 1980’erne. De canadiske dokumenter er af såvel forsvarsministeriel
som udenrigsministeriel proveniens. Hvad den sidste periode
angår, har det været nødvendigt i udstrakt grad at gøre brug af det danske
udenrigsministeriums arkiv, som bl.a. har været suppleret med de interviews,
der i DIIS’ regi er gennemført med danske aktører og udenlandske
diplomater. På trods af begrænsningerne har der samlet set været et righoldigt
primærmateriale til rådighed, større end det har været muligt fuldt
ud at udnytte i fremstillingen. Hertil kommer en anselig sekundærlitteratur,
især vedrørende Danmarks sikkerhedspolitiske situation i den første periode.
For alle fem landes vedkommende har det vigtigste arkivmateriale været
indberetningerne fra landenes officielle repræsentationer i København, både
diplomatiske og militære. I vidt omfang har dette materiale været gennemset
i de relevante arkiver. Medarbejdere ved udredningen har for disse kilders
vedkommende besøgt arkiver i USA, London, Paris, Berlin, Freiburg og
Ottawa (sidstnævnte sted er arbejdet dog hovedsagligt udført af en lokal historiker).
I det omfang det har været praktisk og økonomisk muligt, er der taget
kopier af relevante aktstykker, i andre tilfælde referater. For at målrette arbejdet
er der især blevet ledt efter og bygget på de årsrapporter, der som regel
udarbejdes i repræsentationerne i begyndelsen af et nyt kalenderår. I
modsætning til de løbende indberetninger giver årsrapporterne ofte den pågældende
repræsentant lejlighed til at anstille mere principielle overvejelser
om synet på den danske politik – ikke mindst i konklusionen eller i de specielle
afsnit vedrørende udenrigspolitikken. I forbindelse med besøgsudvekslinger
på højt plan udarbejdes der normalt håndakter med lignende opsummeringer
af principiel art. Det har fremstillingen især kunnet drage fordel af
i relation til det amerikanske og det tyske materiale. Til supplering af ambassadematerialet
har det i et vist omfang været muligt at inddrage kilder udarbejdet
centralt i de fem landes udenrigsministerier. Generelt er det her vanskeligt
at finde mere overordnede betragtninger om forholdet til Danmark og
om dansk sikkerhedspolitik. Det skyldes først og fremmest Danmarks forholdsvis
beskedne rolle i den internationale politik. I det følgende uddybes
FORSKNING OG KILDER 53
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 53
ovenstående generelle oversigt med nogle bemærkninger om arkivbenyttelsen
og arkivsituationen i fire af de nævnte lande.
Forbundsrepublikken Tyskland
Relevante primærkilder befinder sig i hovedsagen i to arkiver: Politisches
Archiv des Auswärtigen Amtes i Berlin og Bundesarchiv-Militärarchiv i Freiburg.
I sidstnævnte arkiv befinder sig (nogle af) indberetningerne fra de vesttyske
militærattacheer, der oprindeligt er sendt til forsvarsministeriet i Bonn.
I dette materiale er der store lakuner; det er generelt meget tyndt, hvad angår
egentlige vurderinger, og i et vist omfang må der ikke citeres fra det. Arkivet
oplyser, at attacheernes generelle vurderinger af dansk forsvar indgik i
Københavns-ambassadens almindelige årsberetning. Attachéindberetningerne
har været eftersøgt forgæves i det tyske udenrigsministeriums arkiv. I
fremstillingen er der som følge heraf udelukkende brugt øvrigt materiale fra
Auswärtiges Amts arkiv.
De vigtigste arkivalier her er sager med bilaterale relationer, ordnet kronologisk
og herunder igen emnemæssigt. De nordiske lande, hvorunder
Danmark er indplaceret, skifter over tid plads i registraturen, hvorfor de relevante
pakker har forskellige arkivbetegnelser i efterkrigsperioden, fra 1949-
1973 hhv. B 11, B 23, B 26 og B 31. De er alle gennemgået og indeholder meget
nyttigt materiale, der ikke mindst er blevet brugt i forbindelse med den
generelle karakteristik af Danmark og dansk sikkerhedspolitik i de to første
perioder og som grundlag for fremstillingen af udviklingen i de bilaterale
dansk-vesttyske relationer.
Herudover er der brugt materiale fra tre andre arkivgrupper: B 2 med akter
fra statssekretærens kontor; B 14, hvor NATO-akterne hører hjemme; og
B 12 med arkivbetegnelsen „Wiedervereinigung“, der indeholder materiale
om andre landes forhold til DDR (i lang tid benævnt SBZ: Sowjetische
Besatzungszone). I disse arkivgrupper er kun i mindre omfang fundet relevant
materiale. Især er det påfaldende, at der i NATO-akterne kun er få kilder
til belysning af forhandlingsforløbet op til etableringen af den dansk-vesttyske
enhedskommando i 1961.
USA
National Archive at College Park (NARA), Maryland, indeholder bl.a. korrespondance
mellem det amerikanske udenrigsministerium (State Department)
og amerikanske ambassader verden over samt forskelligt vedrørende kontakterne
mellem udenlandske ambassader i Washington og det amerikanske
udenrigsministerium. Der er også et stort antal dokumenter om samtaler og
kontakter mellem danske og amerikanske ministre, embedsmænd og politikere,
som ofte kan kaste lys over de mangeartede relationer mellem
54 DEL I • BAGGRUND OG TILGANG
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 54
Danmark og USA. Arkivmaterialet indeholder en del amerikanske vurderinger,
først og fremmest udformet af den amerikanske ambassade i
København, af dansk sikkerhedspolitik, danske politikere og danske partier
og organisationer. Samme materialetyper er eftersøgt i Ford-, Truman-,
Carter- og Johnson-præsidentarkiverne.
The National Security Archive (NSA) er en „non-governmental, non-profit“
institution, som har til huse i Gelman Library på George Washington
University, Washington, DC. Det blev oprettet i 1985 for at indsamle dokumenter
frigivet af den amerikanske regering som led i loven om informationsfrihed
(Freedom of Information Act). NSA fungerer som forskningsinstitut,
bibliotek og arkiv. Her findes en omfattende samling dokumenter af relevans
for dansk sikkerhedspolitik under den kolde krig. Bl.a. er der en del materiale
vedrørende amerikanske vurderinger af Sovjetunionen og sovjetisk udenrigspolitik
samt det militære styrkeforhold mellem Øst og Vest.
Frankrig
I Udenrigsministeriets arkiver (Archives diplomatiques, Ministère des Affaires
Etrangères, Paris) har der været adgang til sagerne vedrørende Danmark i perioden
1945-1973. I Landhærens arkiv (Service historique de l’armée de terre
(SHAT), Paris) har DIIS haft adgang til attachérapporter fra Danmark,
Sverige, Norge og Vesttyskland for perioden 1945-1975, både sø- og landmilitære,
men der blev stort set ikke givet tilladelse til kopiering af dokumenterne,
der foreligger på tyndt gennemslagspapir. Som erstatning for fotokopier
har vi oversat centrale passager af ambassadeindberetningerne fra
København til Paris for hele perioden. Der var i denne periode ikke altid en
fast fransk militærattaché i København.
Storbritannien
I PRO (Public Record Office, Kew, London) er der søgt efter materiale, der
kan belyse, hvordan skiftende britiske regeringer opfattede Danmarks stilling
i international politik og i Øst-Vest-forholdet i almindelighed. Desuden er der
søgt efter kilder, der giver indtryk af, hvordan Storbritannien (in casu: britiske
ambassadører og forsvarsattacheer) vurderede dansk alliancepolitik og det
dansk-sovjetiske forhold i særdeleshed. For det britiske materiale gælder, at
Storbritannien har en 30-års regel på udenrigspolitiske akter, hvilket indebærer,
at vi principielt har haft adgang til materiale frem til 1973. Det betyder
dog ikke, at alle akter fra tiden før 1973 er frigivet, da enkelte dokumenter,
navnlig blandt forsvarsattacheernes rapporter, fortsat er klausuleret.
I PRO er der søgt efter følgende:
Legationens og ambassadens årlige rapporter om situation i Danmark i almindelighed
(politiske, økonomiske, militære, indenrigs- og udenrigspoli-
FORSKNING OG KILDER 55
Kap. 02 V 26/05/05 9:19 Side 55
tiske forhold). Disse rapporter karakteriserer også dansk alliancepolitik set i
gesandtskabets / ambassadens perspektiv. DIIS har hjemtaget alle rapporterne
frem til 1972.
Forsvarsattacheernes rapporter vedrørende hæren, flåden og flyvevåbnet.
De omtaler i vidt omfang tekniske forhold, men giver også en mere alment
holdt karakteristik og vurdering af forsvaret og dansk forsvarspolitik. DIIS har
hjemtaget de fleste rapporter, men enkelte er som nævnt klausuleret.
Endelig er der søgt efter spredte dokumenter vedrørende britiske perceptioner
af dansk udenrigspolitik, dansk-sovjetiske forbindelser og sovjetisk pres
på Danmark. Dette materiale har en mere overordnet karakter. Undertiden
er proveniensen Foreign Office i London.

The competition about the interpretation of Denmark's position during the Cold War

Danish Foreign Policy Yearbook 2006 has an article about the DIIS report:

Truth on Demand: Denmark and the Cold War
af Thorsten Borring Olesen(see English version below)
Artiklen er struktureret i to lag. Det ydre lag demonstrerer, hvordan den intense kamp om tolkningen af den Kolde Krig har ført til nedsættelsen af adskillige kommissioner og undersøgelses- og forskningsgrupper med den opgave at kulegrave forskellige aspekter af den danske koldkrigshistorie. Denne proces har været ledsaget af åbenlyse forsøg på at påvirke og tilrettelægge undersøgelser og forskning efter (parti)politiske hensyn. Det indre lag fokuserer på den fire binds hvidbog Danmark under den kolde krig, som en forskergruppe ved DIIS fremlagde i sommeren 2005. Hvidbogen og dens konklusioner præsenteres og diskuteres, ligesom den efterfølgende, ganske ophedede, debat om rapporten behandles.

Truth on Demand: Denmark and the Cold War
by Thorsten Borring Olesen
The article is structured in two layers. The outer layer demonstrates, how the intense fight over the interpretation of the Cold War has elicited a series of government sponsored investigations into various aspects of Danish Cold War history, but also documents that this process has been accompanied by intensified and manifest attempts to mastermind and exploit these investigations for (party)political ends. The inner layer focuses on the four volume white book Danmark under den Kolde Krig [Denmark during the Cold War] produced by a research team at the ‘Danish Institute for International Studies’ and published in the summer of 2005. The findings of the white book are presented and discussed, and so is the heated debate which has followed in the wake of its publication.

The article can be downloaded here. (You get the whole yearbook in pdf format).

Nye anmeldelser New reviews of the DIIS report

Der er en række anmeldelser af "Danmark under den kolde krig" i tidsskriftet "Arbejderhistorie", 2006, numrene 1 og 2.

Several reviews of the DIIS report have been published by the journal "Arbejderhistorie", 2006:1 and 2.